Viser opslag med etiketten Jess Ørnsbo. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jess Ørnsbo. Vis alle opslag

tirsdag den 20. januar 2026

Senest i julehad

 Jeg skrev sidste jul i WA om den solide tradition for julehadende dansk poesi og citerede digte af Nordbrandt, Turéll, Ørnsbo, Scherfig, Hassan - her afsnittet om og med Ørnsbo:

Indebrændt til vrængende askehob af lutter negativitet er rekordagtigt Jess Ørnsbos digt »
Jul-i-himmel« fra den hygsomt betitlede samling Hjertets søle, 1984 (hvor den blev udvalgt til bagsidetekst, fordi det var 80erne, jo), overkill de luxe: »En ond jul står for døren/barneansigter der skærer tænder/invalide træer der bæres ind/Stearinlys svider sjælen/en stikken i huden/som af glemte vækkeure/Husene fyldes med vand i spande/bløde pakker undersøges/omhyggeligt af en alt for ung læge/En blødende nisse gemmer sig/skræmt bag panelet/Man betragter hinanden uforsonligt/om nogen skulle være vendt/tilbage fra barndommen - - -/men kun en overgemt torden/ruller råt over tagene fra en klistret himmel/der har gemt sit vand/fra i julisommers/Hadske ansigter ser du gennem ruden/efter januars frelse.« Digteransigter! SELV ELSKER JEG at læse antijuledigte i julen, og de undergraver ikke min julefølelse, snarere styrker de den.

Janus Kodals nye, knugende herlige comebacksamling Fiasko indeholder en solid tilføjelse til julehadets kan - til hvid overflod er titlen "Latterlig": 

"At gå hjemmefra er latterligt, latterligt at blive væk for ikke at forsvinde. At drikke glemmevand og huske er latterligt, latterligt at være fuld og tom på samme tid. At træde ud på tynd is er latterligt, latterligt at blive fundet for let og alligevel falde igennem. At græde på offentlige steder er latterligt, latterligt at tørre øjnene i kommunale servietter. At komme hjem uforrettet sag er latterligt, latterligt som en kallun en doberman henvist til skålen med kallun. At mærke tungen kælve er latterligt, latterligt at prøve at forklare hvorfor. At rejse sig for ikke at falde er latterligt, latterligt at komme hjem uden at vide hvordan. At støvsuge og fortælle historier er latterligt, latterligt at famle efter slutninger. At gå i seng som en tyr og vågne op som en tæve er latterligt, latterligt at lade sig røvpule med stearinlys og klejner. Juletræet er latterligt, dets pindsvinegrene behængt med glanspapir og hjerter der bugner af pebernødder: prostata, galdesten. Hunden er latterlig, på det uldne tæppe i hjørnet er den latterlig: en tam ulv der vogter over et afgnavet ben af hud. Gaverne er latterlige, år efter år den samme straf. Latterlige stjerner, guirlander, salmer, sild og kartofler. Latterlige mor som ikke kan være en mor. Latterlige far som også skal være en mor. Latterlige far som skal være sin egen far. Latterlige glæde, latterlige lede, latterlige hjemløse vrede."

Turbo på det punkterede løbehjul! 

lørdag den 17. august 2019

Sublimt udgæret årgangs-Ørnsbo

- fra måske-hovedværket Myter, 1964:

(Ørnsbos egen fodnote!)

TORDEN

Katteskumring indvolde
for alle vinduer en sørgerand om himlens
intention Op over træets klæge kød
og paraplyers bopladser
stod overflødig varme flueopsvulmet
og uden vejr,

Have frustreret af blade
låge med sugekopper
og dejgbuskadser henstillet til hævning
Vallede pindsvin og sko
med daggamle svedballer* synker ned
i tykningens silo
Udmattet søgte røgen bort
fra eget kontrafej og skorstenslæder
hang fast i kviste undervejs
blev sær.

Spindelvævsstrikninger
opslår deres trøjer mellem grenene
ders fluer ophængt i ærmegabene deres tønder
til klumpekroppene
syreners pukler pejler den forladte meteorologi
levrede stære
falde redesort traumatisk gennem blakkede
buske tilbage i hegnets
matte underverden.

Vinduesindrammet menneskepus
katte lukket ind i skabe som kløende sår
Sved står af kroppen
som brædder på vej ud af et stillads
Hovedbunden løftet
på rokkende fingre ud i værelsets fedtede petroleumshav
det lyser i håret undervejs
signalerer ned små magnesiumsbordbomber
øjnene svupper frem og tilbage
på deres dybvandsstilke
               Lydløst oplades grimassen mellem
               røde tallerkenvægge og møblers blå mærker
               munden prøver sin tunge, lynafleder
               sit elektriske spyt
               atmosfærisk forsagt løsnes alle
               blonde skæl på kraniebakken.

Endeligt
de lilla lunger kryber et stykke op
astmatikken ligger lige under ganen
en tordens blåstrømper
begynder sin afklædning i havegangen
et lyn for fejl af egen kolbøtter
endte ude i et andet sogn.

Nu brast det
klemmer tages ud af tøjet
kroppen skæres fir af osteklokker
tordenklemmer falder ned af trappen
neglerødders grønne magnetiske horn bisser
mellem møbler
halsen i aftrækkerbevsær bytter om
på sine spændte tommelfingre
slipper en gennemtræk løs
fra lungernes slugte komprimeringsstue
omvender sig til vestenvinden
og en anden nasal opkomlingselektricitet

Lyn i himmelspræt
kriminelle vinkler fremdraget skyer
uden bukser fingeraftryk på taget
Nu ses de havedele overfyldte mørkekamre
fotogene hundehuse
flagstænger med fleget nede om benene
siamesiske vanddråber
ormeblottelsers forlængede perspektiv
nu.

Ravage
ud over mundvige jern og bobler
havers blødersygdomme
lommer flyder over, lemmet står
som et kæntret skib
gæller arbejder under huden
håret begynder sine algebevægelser dybdehavsdans
fisk flyder ind fra trætoppene
blop ind i munden
ocenagående sømænd hilser mig dinglende
henne fra buskadset.

Således
en retouchering har klaret teinten
snegleaccelereret tager landskabet form
regnorme trækker deres hud
op af jorden fliser hælder vand af kroppen
ud under paraplyers styrthjelme
dukker ansigtet frem smukt
humusbræmmet.

En særlig gud
har kasseret skyer rettet på tage
gødet alle lommer
på sprukne indendørshaner og stigbøjlefjer
Ind over mit dryppende hoved
står friske hunde med næsers rasende vindtunneller
bladrer lugte ud af min skjorte
godtager med løftede ben et hjørne af min krop:
hvem var her sidst


* af et bal

Indfaldne blå øjne - Jess Ørnsbo 1932-2019

Jess Ørnsbo havde tre digte (i maskinskrevet faksimile) med i det seneste nummer, 67, af Victor B. Andersens Maskinfabrik fra denne april, dette er nr. to, så ømt krasbørstigt som nogensinde (jeg læste det op live i TV2 News i går, det gjorde godt at gøre, men slukkede jo lang fra sorgen over en bortgået suveræn digterstemme, vel faktisk tværtimod) (og måske er titlen Ørnsbos endelige definition af sin legendariske skeløjethed!?), egentlig er det vel faktisk et hyrdedigt!?:

En tung og genstridig januar
uden for kroen står nogle gærende
unge mennesker
skræppende blomster og flygtende persille
indfaldne blå øjne
og sprøde skridt i gruset
pludselig
når hjernerystelser mødes
og sød musik opstår
i trænede hjerter
og dertil månens strålebehandling
ny og næ og næ og ny
det er børnene der er på vej
snart fødes der børn
med skilning og medfødt slips
en fødebølge går gennem teatrene
nye børnehaver støbes i beton
på toppen af højhusene
der blæser børn ud alle vegne
Statsministeren er rugemor
får forhøjet sin livrente
mænd får indopereret en gyldig livmoder
Barnløse kun for samlere

MIT VAREMÆRKE ER SKYERNE

Billedresultat for jess ørnsbo

Dobbeltnekrologen

Billedstyrken i dansk poesi er siden i går reduceret med mindst 40 %

2 x julehad

Det er ikke løgn, at jeg tænkte på Jess Ørnsbo, da jeg læste Simon Grotrians ny samling, Digte, og begge store digtere stadig var levende, da jeg nemlig læste dette lille digt, der næsten kunne være en Ørnsbo-hommage:

Hun hængte hvæsende
de bloddryppende kugler på træet
spaghettilang aften.

og jeg kom i tanke om klassikeren "Jul-i-himmel" fra Hjertets søle, 9184, min Ørnsbo-øjenåbner (som jeg læste op i AK24syv torsdag aften (de ringede midt i et bleskift, og jeg havde glemt aftalen, men heldigvis stod jeg ved den rigtige reol)):

En ond jul står for døren
barneansigter der skærer tænder
invalide træer der bæres ind
Stearinlys svider sjælen
en stikken i huden
som ag glemte vækkeure
Husene fyldes med vand i spande
bløde pakker undersøges
omhyggeligt af en alt for ung læge
En blødende nisse gemmer sig
skræmt bag panelet
Man betragter hinanden uforsonligt
om nogen skulle være vendt
tilbage fra barndommen - - -
men kun en overgemt torden
ruller råt over tagene fra en klistret himmel
der har gemt sit vand
fra i julisommers
Hadske ansigter ser ud gennem ruden
efter januars frelse

Den blødende nisse får mig så igen, lige nu, til at tænke på dette geniale, allermindste (sammen med andre kun bestående af 1 tegn) yndlingsdigt fra Talkumekspressen:

NISSEN STÅR PÅ HOVEDET


               V



torsdag den 15. august 2019

Det lille bitre suk

Skammeligt, at Grotrian aldrig nåede at modtage hverken Kritikerprisen eller Akademiets Store Pris, vi skal være påpasselige med påskønnelsen (Kritiker-ignoreringen er jeg selv medansvarlig for (selvom han var nomineret flere gange)) (Ørnsbo fik heller aldrig Kritikerprisen, mærkværdigt nok)

onsdag den 22. august 2018

Metaforist-top 3 - modernist-besat

1.
JESS ØRNSBO*
(immer skridende ud i vision og mareridt, og derfor nr. 1)

2.
BENNY ANDERSEN
(jævnfør digtet nedenfor)

3.
KLAUS RIFBJERG

(fremfor, blandt modernister, Højholt, Malinowski, Sonne, Gustava, Christensen, Borum m.fl., hvor metaforen heller ikke er slagnummeret)

*
NYT digt fra Victor B. Andersens Maskinfabrik nr. 64, april 2018:

USIKKERT SIGNALEMENT

Find dig selv
her mellem ubeljelige skeletter
taberhjerner
og skærme
med sorgens tilløbsstykker
hende dér måske
med sine bæredygtige bukser
hende der printer sine drømme ud
og rejser
til sjælens udkant -
men ellers indkogt krammesyge
og søvndrukne ankler
skyggetanten
hun bærer smerten
som et stort æg i sig
ventende på .......
nedkomsten




mandag den 20. august 2018

Den sidste modernist er den sidste mohikaner

- er JESS ØRNSBO, født 1932, bogdebut 1960, samme år son Benny (og han hverken debuterede i Heretica, som Benny og Gustava og Højholt (og Sonne?), eller Hvedekorn som Rif og Inger C og Knud S men Rifs og Villy S' Vindrosen)

(og ikke Knud Sørensen, født 1928, der sprang modernismen over og sprang direkte fra gammelmodighed til en slags konkret-, systemdigtning)-

derfor alt tekst side 40-41fra Bennys børnerim-udvlag, min yndlings-Benny.bog, NIkke nikke nambo, til Jess, som vi beordrer til at blive helt utroligt tudsegammel (Ørnsbo-titel: Tusdigte) - elsker de sirligt punktummer:

Ek sikke lej sikke london don
kilimili maksi
kuksi kaksi
esrom pyt.

Den sidste mohikaner
er endnu ikke død
han lever af bananer
og gammel wienerbrød

Oppe på altanerne¨
danser indianerne
rød blå hvid
du slap fri.

Oppe å altanerne
vokser tulipanerne¨
rød gul blå
du skal stå.

Oppe i lianerne
sidder indianerne
der var en der blev for fed
han faldt ned.

torsdag den 27. oktober 2016

Dobbelt-hypdangbok

Fast pensum i min stilistik-undervisning er Knud Holtens FORBANDET NOK STADIGVÆK seneste bog, Flamme-Øglens Tåre, 1999, og nærlæses (og måske endda gøres udgangspunkt for en skriveøvelse) skal helst beskrivelsen af monstret HYPDANGBOK i kapitel 14, "Filitot - Hypdangbok'ens besejrer":

"Alex Morgenstjerne havde stået ansigt til ansigt med en del uhyrlige skabninger i sit liv – men aldrig havde han set noget på én gang så modbydeligt, grotesk og skrækindjagende som det væsen, der nu kom brasende ned gennem trækronerne og landede få meter foran ham.
Det var over to meter højt og havde bulnende, farveløse menneskeøjne i et kolossalt, fladtrykt hoved, placeret direkte på kroppen – der både lignede og stank som en kødklump i stærk forrådnelse. Idet monstrummet satte sine tre billeagtige ben i græsset, svirpede det lynsnart et par gennemsigtige vinger sammen, som var de rullegardiner, og lod med en metallisk hvinen nogle sorte dækvinger glide om sig som et panser. Tre ligblege fangearme, tæt besat med sugekopper, fimrede på hver side af munden, som ikke så ud af andet end et slimdryppende hul – men da væsenet i næste nu spærrede den vidt op, vældede en lang, svullen tunge frem fra svælget, hvor nogle skinnende, savtakkede tænder roterede i rasende fart som en djævelsk affaldskværn."

Denne gang kontrasterede jeg for første gang med et (oplæst) uddrag fra Jess Ørnsbos skuespil Hypdangbok, 1968 (selvstændig udgivelse på Borgens Forlag, senere opsamlet i 14 spil for løst publikum), som Holtens monster har lånt sit navn fra:

"AGNETE - - (holder pludselig inde, anklagende) - Sådan er det at lide af osmotisk tryk - (strækker arme og ben stift frem) - bar striber altsammen - - - det kan være man skulle gøre ligesom ved hugormebid - få det til at bløde og så suge det ud - (kaster sig over opgaven, bider sig ind på sin overarm og begynder at spytte ud på gulvet. Ved synet heraf tager Orla skyndsomt sin hat på igen og tager fat i Agnetes tøj. Han trækker over mod væggen som han nu begynder at interessere sig for. Han tager på den)
ORLA: (opdager noget og standser forbavset med den ene hånd på tapetet) - _ Der er skrevet noget på tapetet - der er ridset noget ind - (finder flere steder) - og der - Agnete og Peter - - Agnete og Hans - og et hjerte med synål igennem - - - - (videre) - Agnete og Anders - - Agnete og Torben - - Agnete og Helmut - - - du hedder altså Agnete - - - Agnete og Bent - - Agnete og Tove - nå - og Aagnete og Bent igen -
AGNETE: (op fra sit arbejde) - Der er så mange der hedder Bent -
ORLA: - Agnete og Søren og Niels og Ole - - - - her er en Agnes og Edward -
AGNETE: Det er min mor - fra dengang hun var ung - - tapetet er meget gammelt - - Edward det var sådan noget min mor altid kaldte min far - - de endte også med at blive gift af det -
ORLA: - Agnete og Børge - - Agnete og Jesper - - Agnete og Edward (studser) - - Agnete og Edward - - - - Agnete og Morten - - nå det er altså her du går og sværmer -
AGNETE: - Ja - om sommeren - når det er varmt nok til det (Bider sig stadig og spytter) - - - min mor siger ellers jeg skal holde op med alt det kradseri - - hun siger tapetet går ud af det - - og hvad så -"

Billedresultat for Flamme-Øglens Tåre

Billedresultat for Hypdangbok

fredag den 21. oktober 2016

Peter og jeg inklinerer for Jess og Dorrit

Jeg fik forst forleden august-nummeret af bladet for Samlerens Bogklub, hvor Peter Laugesen og jeg på samme side (i anledning af Louisiana Literature, hvor de jo dirrende veloplagt duo-optråde LIVE) skriver om henholdsvis Jess Ørnsbos Udvalgte digte (som han intet forlag kunne finde til, cool nok af Samlerens Bogklub at hente den ind) og Dorrit Willumsens universelt (bortset lige fra Kritik) fejrede Nær og fjern. Her er de to tekster - og glem ikke at købe de to bøger; DE ER LIGE PRÆCIS LIGE FREMRAGENDE OG UUNDVÆRLIGE!

"DIGTEREN DER VRÆNGER AF VERDEN

af Peter Laugesen

Hvorfor dele sit glasøje
med nogen De holder
en gammel dame nede i en vandpyt men
kun for lydens skyld imens
hendes taske står højt gøende længere
henne i gruset Er
betjenten måske genkendelig på en
høj ske i bæltet eller er der
en særlig arbejdsevne skjult i
lygtepælene

Strofer er fra et digt, Jess Ørnsbo i sine Udvalgte digte 1952-2012 har anbragt i afsnittet om 1930'erne. "Vesterbro det tabte land" kalder han det, afsnittet ikke digtet. der er tale om noget, Ørnsbo har set ret tidligt i livet. Han er førdt i 1932.
  Han var fra begyndelsen af noget andet. Også i forhold til sine generationskammerater i det foretagende, man kalder konfrontationsmodernismen. Efter Klaus Rifbjergs digtsamling Konfrontation fra 1960.
  Der skulle blæses til angreb på borgerskabet. Rifbjergs titel er en fanfare.
  Jess Ørnsbos debutsamling, også fra 1960, hedder bare Digte. Dens tekster er ikke et angreb på borgerskabet specielt, men på verden, livet, på mennesket, på orden og redelighed, på fornuft og anden raionalitet, på mennesket som art og individ, på litteraturen, på digteren, på digtenes forfatter og digtenes læser, på løgn og hykleri.
  En grotesk, surrealistisk humor og en absurd, fortvivlet kærlighed til vildveje, hvorpå sandheden i sin øjeblikkelige, absolutte klarhed et skrivende forbløffelsens sekund lader sig fange, udgør kernen i Jess Ørnsbos forfatterskab.
  Ord som grotesk og surrealistisk er misbrugte i samtidens politiske og folkelige sjabberads af en samtalekultur, men hvsi nogen skulle være interesseret i at lære dem at kende i deres egentlige væsen, er Jess Ørnsbos digte et godt sted at besøge.
 Om lidt er sandheden under alle omstændigheder et rygende, udbrændt vrag.

livet er blot det nærmeste
man kan komme
helvede

Jess Ørnsbo er i familie med de store polske modernister, hvis desperate værker han har fortolket. Også med de store, halvt glemte surrealister:

Han er ind i et spejl og undrer sig over
at barnet har skæg
hun tæller sin skønhed i tusind sommerfugle
men egentliger hun ligbleg
derinde i mørket

Det er en anden dimension og tradition end den hyggelige danske, og det kan måske være derfor, ingen forlag ønskede at udgive Jess ø
Ørnsbos eget udvalg i 2012, da han blev 80.
  Stadig på højde med det højeste og lidt til, som rigtige digtere aktid er det. Det er, hvad det handler om, og det rager dem en skid, om nogen synes, de er store eller ej.
  de leder i mørket, som Jess Ørnsbo siger det sidst i sin rasende bog, efter:

Sjældens lille hvide pind
der langsomt
forsvinder"

"EN HJORT BAG RATTET

-->
Dorrit Willumsens starter sin uforligneligt gode roman med at få den overstået i en fart. En gammel mand, Michael, ligger og kan ikke sove, og i stedet for at tælle får gennemgår han resolut sit liv og dets kvindelige persongalleri:
  ”Der var Lou, og der var ham selv, Michael, og de fik to døtre, Simone og Michelle. Og der var skrædderinden med knappenåle mellem læberne og små gyldne sko. Og der var en pige så fin som en hjort. Hun kørte bil, og hende fik han ikke.
  Men der var Lou, og hun blev hans livs dame.
  Og engang havde han lukket sin sekretærs læber med et kys.
  ”Bestemmersvin” havde hun sagt. Hendes mod og vrede var betagende. Og han sendte hende en multifarvet buket.”
  Men selvfølgelig og heldigvis kan Willumsen ikke nære sig og begynder straks efter forfra med at fortælle overgivent og vidtløftigt løs om blikkenslageren Michael og støvsugerekspedienten Lou, som det kommer til at gå, alt, alt for godt, og alle de andre skæbner, der mere eller mindre bogstaveligt knopskyder fra de to, og hvoraf de vigtigste er udpeget ovenfor, bortset lige fra Bjarne, som det går mere broget.
  Willumsen både elsker og undrer sig over sine personer, og sprogkunstnerisk dyrker og forkæler hun dem, som var de eksotiske planter i en nyttehave. Hvilket vi, læserne, så også får lov til at føle at vi i virkeligheden er og omsider kunne afsløres som, hvis vi bare var så heldige at være personer i en Dorrit Willumsen-roman.  Og moralen er, at det fortjener vi alle sammen at være.
  Ikke fordi personerne i Nær og fjern har det spor meget nemmere, fordi de er Dorrit Willumsen-personer, nærmest tværtimod: Uafladeligt kokser de sig frem til store katastrofer og ubodelig ensomhed. Men sikke de lyser imens, ret nøjagtigt som det fyrværkeri, som til syvende og sidst er det, gamle Michael husker tydeligst:
  ”Men der var Lous fødselsdag med fyrværkeri over havet. Raketterne åbnede sig mod himlen som store, vilde smykker. Og hendes øjne fulgte hver eneste lille ildstjerne.”

fredag den 19. august 2016

Jess Ørnsbo kigger ud på sin busk i et alt andet lige rimeligt humør

(fra hans nye poesi&prosa-bog Sidste udkald, der udkommer i dag og lig præcis ikke blev anmeldt i WA Bøger, til forskel fra Ravn & Lynggaard (og er vi helt sikre på, at rhododendron ikke er er et ord, Ørnsbo simpelthen selv har opfundet engang i de tidlige 60'ere (ligesom han lige her opfinder billestærk og snesende, han er en en billestærk og snesende digter, er han)))

DEN STORE RHODODENDRON

Udestående møbel
på skrå
tages ikke ind om vinteren
omvendt månen
holdeplads for bier
på træk
paraply for Hundetand
uvaccineret
billestærk
lever af svimmelt løv
fra aborterende bøger
og skæve skygger
Majsmenneske med snesende blomster
på afveje
som os på den anden side
helt uden for
det lige liv



- snegl på rhododendron inde på internettet* et sted

* JØ's netdigt (men små korrekturrettelser):

PANDORA**

Snapchat Tumblr
YouTube Pinterest Google+
Facebook
Instagram Twitter
ShareThis MyLife
Hootsweet
Flickr
Habbo
Pandoras æsker


**
"KØGE: Med en investering på 700 millioner vil milliardæren René Sindlev bygge et beskyttet boligområde i Solrød med 246 boliger og en særlig fokus på sikkerhed.
Ideen kommer fra Miami i USA, hvor han selv bor i et såkaldt » gated community « med hegn og vagter. Lidt i samme stil bliver det nye boligprojet i Trylleskoven. (...)
René Sindlev kalder boligerne i området for » luksus, der er til at betale « og forventer at alle 246 boliger er solgt og opført indenfor to år. Han har selv skabt sig en stor formue som en af mændene bag smykkefirmaet Pandora og boligbyggeriet i Solrød er hans største projekt som ejendomsudvikler.
Nu mangler han bare byggetilladelsen fra Solrød Kommune, så byggeriet kan gå gang.
Så det minder jo meget om et gated community, men i stedet for en mur er der green gated."

lørdag den 6. august 2016

Det vildeste par

Der sker mange vilde ting på Louisiana Literature men det her må være det vildeste!
Louisiana Literature

De er begge giganter i dansk litteratur. Dorrit Willumsen har modtaget de vigtigste danske priser foruden Nordisk Råds litteraturpris. Jess Ørnsbos skuespil 'Majonæse' er med i den danske litteraturkanon. I hans debutdigtsamling fra 1960 lød det: "Digteren er som en åben kniv læseren træder på”. Willumsen skriver overdådig prosa om menneskers problemer, ikke mindst i parforholdene. Senest i romanen 'Nær og fjern', som en anmelder skrev følgende om: “Yngre forfattere skal godt nok oppe sig, hvis de skal følge med her”. Ørnsbo har udtalt, at han “skriver med indvoldene” og har ikke lagt skjul på, at hans vilde, dissonantiske digte udspringer af en hård opvækst på Vesterbro. Willumsen har skrevet om Ørnsbo i sine erindringer. Han går sine egne veje og har ikke optrådt på en scene siden 1980’erne. Om få uger kommer der en ny bog fra ham, som hedder ‘Sidste udkald’. På Louisiana er det første gang, de to forfattere, som har været gift i flere end 50 år, optræder sammen siden 1967. Vi glæder os til at præsentere Dorrit Willumsen og Jess Ørnsbo i samtale – to enestående og meget forskellige forfattere – på festivalen!

Anders Jørgen Mogensen

Anders Jørgen Mogensen
Anders Jørgen Mogensen En anden vej ind i Ørnsbos forfatterskab er dette udvalg. Hop ud i det.

Anders Jørgen Mogensen
Anders Jørgen Mogensen Jeg kan kun anbefale alle at læse Ørnsbo roman Dullerdage som jeg regner for en af de bedste danske romaner fra 1970erne. Jeg har aldrig læst noget lignende. Så vild.


Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Wild! Ved vi hvor Ørnsbo udgiver sin digtsamling og præcis hvornår?

Louisiana Literature
Louisiana Literature Lindhardt & Ringhof, 18.8
(LB nu: første digtsamling af JØ, f. 1932, siden Ronkedorier, 2004, første nye digte siden de sidste i Udvalgte digte 1952-2012, 2016)

Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Louisiana Literature Yes!

SØNDAG 21/8 15:30!!!

onsdag den 16. september 2015

En sidste anekdote (aldrig en sidste anekdote)

Vi skulle læse op gennem højttalersystemet på Odense Centralbibliotek, Sonne, Jess Ørnsbo og purunge mig - Sonne, der læste op af sine surrealisme-oversættelser, hviskede/hvislede poesien frem, men fik hurtigt at vide af en bibliotekar, at ingen kunne høre noget, majestætsfornærmet afbrød han sin oplæsning og forlod lokalet, Ørnsbo og jeg overtog mikrofonerne, og straks vi var færdige, stormede Sonne ind igen og BRØLEDE øredøvende i mikrofonen, indtil han omsider havde jaget samtlige besøgende ud af biblioteket.

søndag den 1. marts 2015

Det er dig, der har brug for et hageskæg, Jens Christian

Bladrer et par  sider tilbage i Grøndahls bog og så står der sgufandeme, midt i det kontinuerlige vællingeagtige ævl om hvad som helst:

Må jeg som indskud spørge, om andre har bemærket, at Grundtvigs skæg på en prik minder om skægmoden hos de landsbymullaher, der i de varme lande slår piger ihjel, hvis de gerne vil i skole? Jeg er med på, at der naturligvis blot er tale om et uheldigt sammentræf. det er jo netop oplysning frisind til forskel  mellem Pakistans madrasser og Askov, hvor malkepigerne lærte at ranke ryggen. Blot må jeg benytte lejligheden til at lufte en æstetisk idiosynkrasi. Jeg er nemlig ovebrevist om, at man ikke barberer overlæben og lader stå til for resten uden at have en krakilsk, pedantisk side suppleret med en uerkendt, subaggressiv forfængelighed.






onsdag den 10. juli 2013

Lilla grib

Bygningssejl,
som driver synerne fremad,

fordi han
skuler,
mens han
skeler

og skolder,
til vi
skæller, 
hvad vi
skylder.

Idolbillede af metaforisk actionhelt



ANSIGTSLÆRE

Begravelsen sidder i næseborene
og deres hår
indfarvede eller a la kommunen
desværre er mange personer een mundede
hvilket forhindrer dem i et videre ekko
mange kinder kalder på unødvendigt
tililende
adskillige har også valgt mellem deres venstre
eller højre fraværende øje
eller de ved  ikke præcist i hvilken retning
tungen går
nogles hørelse er rent digital
og andres tænder blæser for vinden
DET VÆRSTE ER DOG
når øjenbrynene flygter over på
en indtrængendes ansigt
og man må skjule sig i sit eget
afskårne hår

What is the opposite of Noo?

Blogdahl samler på spørgsmålssamlinger, her er 2 spørgsmålslister og 1 langt spørgsmål (reelt 2-3) af Jess Ørnsbo:

SPØRGE-JØRGEN

Hvor er de voksne til fårene
hvor er ormenes opdrættere
hvad er anledningen til denne dame
midt i affaldet
hvem afstedkom dette raslende papir
der sniger sig gennem vinduet
hvem har postet denne skingre latter
i postkassen
hvor kommer disse skikkelser fra
støbt ind i stanniol
hvem fandt på denne døde hund
rundt om hjørnet
hvor er de voksne til de voksne
hvem skrev recepten på
alt dette fravær?

- who indeed!?

SPØRGE-JØRGEN (2)
eller 20 spørgsmål til professoren

Hvorfor altid disse lange pauser
efter spejlæggene
hvor meget vejer søvnen og hvordan
hvordan fødes en teske
hvilke lyde har skyerne hvornår
står en regnorm op
hvorfor vokser fistlerne nedad
har møblerne også en
sjælevandring
hvor går tårerne hen efter
lukketid
hvor mange år bliver en negl
hvilket køn har et
lokomotiv
hvor holder vinden ferie hvor
går glæden i skole . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
hvorfor er det kun vand
der beroliger mig
hvorfor denne mørke trappe
der fører op til
et baghoved
hvorfor denne nat med sine
blege indvolde
hvem er det der har bestilt
denne rædsel
der arbejder så taktfast i kroppen
hvor går denne time hen
på sine ulvepoter
hvorfor denne streg i ansigtet
og grådens pistol
hvorfor når jeg vender mig
i sengen ser jeg
ned
i en afgrund

- why indeed!?

SPØRGSMÅL

Hvor fører kønsvejene
hen mod nord eller syd
ud eller ind
findes der en afviser en
hovedvej eller bivej
for denne enorme færdsel af
sunde invalide tørstende forstoppede
udslidte hungrende trækdyr
der kun ser frem til den sidste den endelige
den tænderklaprende uoprettelige
altafgørende
kløe

- does there indeed?

Jess Ørnsbo anmelder den dødkedelige italienske film jeg netop har set i Grand

og som jeg selv skal anmelde i Ekko, men han gør det langt præcisere, end jeg kan formå - jeg tror, jeg vil lade digte fra de Udvalgte digte (som jeg på en måde har anmeldt til WA i dag) anmelde resten af årets dårlige bøger og film:

MAND

Dybt påklædt
går jeg ud på nøgen gade
med strippede ruder og
omvendte hunde
dér står han manden
asfalthøj
har glemt verdenshistorien
manden med chancekødet
han råber:
verden er ikke værd
at samle på
Derpå bliver han kørt over
af en ikke nærmere kodificeret bil
der lufter sig ind
i en tykkere gade

tirsdag den 9. juli 2013

VVS-Jess (virkeligt rugbrødsfirmanavn)

Som dog en klassisk harme
som en sindssyg kan larme
i denne håbløst ulidelige varme
så det sgu ryster vindueskarme
helt ind i deres
(ja, jeg læser Ørnsbo)
ormstukne betontarme.

mandag den 30. juli 2012

Kritisk top 10 - de bedste af de ondeste

1. Edvard Brandes
Eksempel: Anmeldelse af Sophus Bauditz' roman Hjortholm i Politken, 1896, første afsnit:
En Roman af en alvorlig Patriot. Den foregaar paa en hundredaarig jysk Herregaard, hvor Beboerne føler med Stolthed det blaa Blod rulle i deres Aarer, men hvor alligevel tilsidst den skønne Adelsfrøken rækker - ligesom i Kamp og Sejr - den borgerlige Ingeniør sin Haand. Sligt er ikke saadan at løbe til, og hr. Bauditz behøver ogsaa 400 sider for at gøre denne mærkelige Begivenhed sandsynlig for Læseren. Inden Fornemhed og Arbejde slutter Alliance, maa mange forskelligartede Bevæggrunde fremtræde tilskyndende og tilknyttende de to Parter.

2. Kai Friis Møller
Eksempel: Anmeldelse af min farfar Jørgen Bukdahls monografi Det europæiske Menneske i Ekstra Bladet under overskriften "Det skandinaviske Umenneske", 1933, de to første afsnit:
"Jørgen Bukdahls med Spænding imødesete bog om det europæiske Menneske er nu udkommet", jubler Aschehougs Forlag næsten hoverende i et Cirkulære, som derefter fortsætter majestætisk:
  "Gennem Foredrag, Kroniker og Tidsskriftsessays var man klar over, hvad den vilde handle om, holde Opgør med. Baggrunden er den store Revolution og Omvæltning i Tyskland set i Forbindelse med de tilsvarende i Rusland og Italien, den moderne Statsnationalismes Gennembrud, den deraf følgende Planøkonomi og Gleichschaltung og disse Princippers Sejr over Folkesuveræniteten" etc. etc. - udvikles der videre på to fulde Tekstsider, som er saa storslaaet affattede, at man uvægerlig - hvis Talen ikke bare var om en Reklame-Tryksag - turde have holdt meget paa, at de var skrevet af Hr. Bukdahl personlig.

3. Hans Brix
Eksempel: Anmeldelse af Johannes Buchholtz' novellesamling Fugle paa Taget i B.T., 1938, in toto:
Tolv Noveller. "Fugle paa taget". Hvad for Fugle? Ikke Duer. Hvorfor ikke? Duer ikke.

4. Jess Ørnsbo
Eksempel: Anmeldelse af Ebbe Trabergs debutdigtsamling 3 x 13 digte i bunkeanmeldelse af "Efterårets lyrik" i Vindrosen 3, 1963, første afsnit (af to):
Næsten-franskmanden Ebbe Traberg udfordrer alle ulykker i sin debutdigtsamling 3 x 13 digte. Det er en bog med megen facade og mange hulrum. Den er så spækket med mottoer og vistnok-udsagn ra mere eller mindre hedengangs koryfæer at der næsten er tale om to digtsamlinger. Man føler sig i tilfældet Traberg kaldet til at tale om modedigtning, Der er et vist internationalt tilsnit over den til at distrahere læseren, der er rejsespleen på eksotiske steder samt dette mere uhåndgribelige indtryk af ægte simili. Ligesom Leth mener Traberg at noget skal være spansk før det kan blive dramatisk og følelsessvingende. I al almindelighed søger han mod det fint æstetiserende og spirituelle uden dog at nå videre end til det blege og leddeløse. Digtene virker som fragmenter uden farver og ligner i faretruende grad hinanden mere eller mindre. De er tomme for virkelighed trods alle geografiske antastelser og kunne for den sags skyld lige så godt være skrevet i Skive.

5. Klaus Rifbjerg
Eksempel: Dobbeltanmeldelse af digtsamlinger af Grethe Risbjerg Thomsen og Grethe Heltberg i Politiken, 1964, afskrevet i denne blogpost

6. Poul Borum
Eksempel: Anmeldelse af Ib Lucas' novellesamling Lysten labyrinter i Ekstra Bladet, 1983, in toto:
EDBOG/ Ib Lucas hedder Gyldendals nyeste computer. Den kan skrive noveller, der næsten ikke er til at skelne fra rigtig litteratur.

7. Erik Skyum-Nielsen
Eksempel: Anmeldelse af Stig Dalagers digtsamling Århus-Elegi i Information, 1986, afskrevet i denne blogpost 

8. Jørgen Sonne
Eksempel: Dobbelt anmeldelse af Niels Franks og Morti Vizkis digtsamlinger Digte i kim og Himmelstormere i Litteratur 1986. En almanak under overskriften "To slags jegsyge danske digtere" første afsnit:
Sådan som markedet nu kræver det - Een Bog pr. Sæson! - udsender Niels Frank efter debuten sidste år sin anden tynde bog med 12 korte Digte i kim. En botanisk beskeden og forhåbentlig træffende titel. Disse mindre en 40 betrykte sider har en interesse ved deres vævende og enslydende teknik. Den kan minde om tidlig og skarp Yves Bonnefoy, men den er nok lånt lige hos Søren Ulrik Thomsen,. Principielt rammer heftet ned på to felter: næsten pædagogisk fremviser den sammenhængene imellem sprog-materiale og omverdens-relationer, og den viser sig eksemplarisk for en sen-borgerlig indre/ydre latens.

9. Niels Frank
Eksempel: Anmeldelse af Thomas Bredsdorffs monografi Med andre ord. Om Henrik Nordbrandts poetiske sprog i Kritik 120, 1996 (der udvikler sig til en ond anmeldelse af Nordbrandt(s metaforik)), de to første afsnit:
Det er en forbløffende mangel på fornemmelse, æstetisk såvel som analytisk, Thomas Bredsdorff afslører i sin nye bog Henrik Nordbrandt. Eksemplerne på udeblevne fornemmelse myldrer, og de formerer sig gladelig med de utallige errata;
  Bogen, der grangivelig skal handle om Nordbrandts "poetiske sprog", indledes med en mildest talt besynderlig samtale mellem digter og kritiker om "fakta", som det hedder. Hermed menes ganske enkelt digterens liv og levned. Samtalen er et spejlbillede af det interview med en vis "dr. horder#, der afsluttede Bredsdorffs ni år gamle bog om Sylvia Plath. I begge tilfælde står samtalerne i klar modstrid med bøgernes erklærede hensigter om at undersøge det lyriske hos digterne, for de borer udelukkende i det biografiske og får begge digtere til at fremstå som svagelige, neurotiske personer med store og uopfyldte kærlighedsbehov.

10. Kamilla Löfström
Eksempel: Anmeldelse af Benn Q. Holms roman Den gamle verden i information, 2009, de to første afsnit:
Jeg var fristet til ikke at holde mig for god til at gøre mig morsom på Benn Q. Holms nye romans bekostning. Med andre ord overvejede jeg at anlægge en lettere ironisk tone i min gengivelse af bogens handling og personer, men så fik jeg læst på kulturplakaten.dk om Den gamle verden og indså, at jeg nok ikke kan gøre det meget værre end det her:
  »Dean Cox (samme efternavn som Osbourne Cox i Burn After Reading og Dewey Cox i Walk hard to film, man kan nå at se på den tid, det ellers ville tage at læse Holms roman, og så ville man tilmed være underholdt, KL) er en falleret 41-årig britisk rockmusiker på soloturne i Tyskland på nedtur og på flugt fra sin fortid. Ashlyn Tadder er en 25-årig kvindelig jurist fra New England på dannelsesrejse i Europa på flugt fra et brudt forhold (og noget nær et barndomstraume: Hun har engang sat sig på sin venindes hamster, KL), men også på jagt (parallellen mellem de to hovedpersoner er vigtigere end troværdigheden, KL) efter sin families europæiske fortid: Ikke blot er hendes forfædre udvandret fra Europa, fra Trieste, men flere medlemmer af familien er også vendt tilbage til Europa som soldater i forskellige krige (tekstforfatteren tager helt berettiget ret lemfældigt på det med krige. Ashlyns onkel blev dræbt i den anden golfkrig, men i Den gamle verden er en krig en krig og ren kolorit, KL). Bl.a. blev hendes bedstefar som jagerpilot skudt ned over Tyskland og interneret i nærheden af Worms (har forfatteren alligevel humor?), hvortil Ashlyns rejse også går.

(Carsten Jensen burde måske også have været med på listen, selvom han var ondere som tv-anmelder end som litteraturanmelder, og jeg ved, at jeg har en ond Møllehave-anmeldelse et eller andet sted, men jeg kunne ikke finde den, og ligesom Rifbjerg har Jensen ikke bogopsamlet nogen af sine onde litteraturanmeldelser, trist nok)