Naja Vucina Pedersens herligt/håbløst diffuse debuthybrid Krigens fra sidste sommer bliver ikke ringere af at blive læst midt mellem ubehjælpsomme debutnoveller fra for et øjeblik siden (nej, ikke DE uhjælpsomme debutnoveller, nogle debutnoveller, der er en debutbog) og gumpetung debuterindringsroman fra dette forår (jeg lader være med at skrive forfattere og titler, fordi jeg ikke gider uddybe, hvorfor bøgerne er dårlige, jeg vil bare hurtigst muligt glemme dem, selvom jeg godt ved (jf. blogpost nedenfor), at det er lettere at glemme, hvis man formulerer sin kritik, men mon ikke det faktisk kun gælder, hvis det er en WA-anmeldelse, som det er mit forbandede, men betalte job at skrive!?), faktisk bliver alt, hvad der burde være enerverende, fx lige præcis den håbløse halvdel af den massive, herunder massivt kokette diffusitet, spektakulære kvaliteter:
Lige som der endelig er kommet gods i krigen er gulvet dækket af blod. Og så har jeg kun fægtet i halve enheder, for hvem gider mediere mine stumme anslag. Du blev henrettet men det afholdt dig ikke fra dine sælsomme sysler. Min gesjæft har taget sig sælsomt ud. Den skulle holde til gentagelser i en grad hvor tingene forsvinder. Når jeg ved en sjælden lejlighed gør mig i restriktive formler er lyset det første der bider sig fast på mit takkede væsen.
Nemlig??!!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar