Frost & Skinnebach. De mødtes, fortalte Lars S i går på Østerbro, i Ekstra Bladet! Hvor de begge dybdegående blev interviewet som 2000-debutanter, der hedder Lars, af den legendariske bekendelses-fremhyponotiserende Henning Thøgersen. Før havde de ikke været opmærksomme på hinandens eksistens - og det betydningsladede faktum, at de er født den 6. og 7. oktober 1973 - men det blev de og smedede et ægte digtervenskab. Her er interviewene fra den søndag:
Lars & Lars I:
Jeg afskriver kærligheden
Ekstra Bladet | 20.02.2000 | | Sektion: Søndag Side 14 :
Debutanten Lars Skinnebach afskriver kærligheden, familien og vennerne for at se, om der stadig er lykke tilbage i livet
af Henning Thøgersen
-
Jeg afskriver alle mulige værdier. Jeg afskriver familien som værdi,
kærligheden, selvet og tanken om Gud i mine digte for at undersøge,
hvordan man kan nå ind til et mindste paradis, den mindste lykke. Måske
er der ikke særlig meget tilbage, men der kan være nogle lykkelige
øjeblikke, hvor man føler sig utroligt fri fra alting og oplever en form
for utyngethed.
- Det mindste paradis kan også betyde, at selv det
mindste er nok. At man er tilfreds med det, man har, i stedet for at
være utilfreds med det, man ikke har. 26-årig Lars Skinnebach-
repræsentant for den ny år 2000-generation i dansk digtning - får sin
debut til april på Gyldendal med digtsamlingen Det mindste paradis. Han
er uddannet på den omstridte Forfatterskolen og sidder i venindens
to-værelses lejlighed i Møllegade på Nørrebro i København med sit
habengut i en kuffert, så han parat til at rejse, hvis rastløsheden
griber ham. Officielt studerer han litteratur ved Odense Universitet,
men det er kun digtningen, der betyder noget for ham. Han har 3200 kr. i
SU at leve for om måneden.
- Mine digte prøver at favne så bredt
som muligt. De har både den store lykke, men der er også meget sorg og
melankoli i dem. Jeg vil gerne have, at de skal rumme så meget
menneskeligt som muligt.
- Jeg bruger digtene i et forsøg på at finde
ind til noget, som adskiller sig fra mit normale dagligliv. Jeg prøver
at gennemleve, hvordan det er at afskrive kærligheden, familie og
venner. I den proces er der fare for en stor og tyngende ensomhed..
-
Der er ikke så meget at stå op til, og man har svært ved at holde sig
selv ud. Når man kun lever med det formål at skrive nogle gode digte,
giver det en meget fri hverdag, og får man ikke brugt den frihed til at
skrive, kan det ende i det rene ingenting. På sådanne dage bliver jeg
liggende i sengen. Omverdenen blive ligegyldig for mig.
- Den pige, jeg
kender og bor sammen med, betyder utrolig meget for mig, men mere som
veninde. Jeg kan tale med hende om en masse ting, og vi kan leve sammen
på en ordentlig måde, men med kærlighed tænker jeg mere på den store
berusende forelskelse, og den er der ikke mere. Og det ved hun godt. Vi
lever i et venne-forhold.
- De fleste af mine digte er så umiddelbart
lykkelige, lette og charmerende, at man ikke ved første øjekast ser,
hvor megen død og sorg, der ligger lige under overfladen. Der er i de
meget lykkelige kærlighedsdigte hele tiden en bevidsthed om, at det må
ende på et tidspunkt. At lykken må ophøre.
- Jeg har haft en stærk
længsel i mig. Jeg var syv år, da mine forældre flyttede til Grønland,
og 15, da vi vendte tilbage til Danmark. Selvom jeg har haft hele min
skolegang deroppe, kan jeg alligevel ikke tale grønlandsk, og det er jeg
flov over i dag. I de første år havde jeg en meget stærk længsel efter
landskabet, fjeldene og den måde at leve på. Jeg var vant til at køre
hundeslæde, gå på jagt og fiske. Og pludselig befandt jeg mig i en lille
provins på Sjælland, hvor mine jævnaldrende kørte på knallert og kun
talte om damer og drak øl. Det syntes jeg var meget tomt i forhold til,
hvordan jeg havde levet.
- Jeg havde svært ved at finde ud af,
hvordan man omgikkes folk i Danmark. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle
sige til dem, for jeg anede ikke, hvad man talte om. Jeg var meget
genert og tænkte over hvert ord, jeg skulle sige, for ikke at lave nogle
fejl. Jeg havde ingen venner eller kammerater, jeg var meget ensom og
bar på en stor længsel efter at få kontakt med andre. Men ensomheden var
meget befordrende for min lyst til at lave kunst. Jeg skrev digte,
spillede musik og malede, fordi jeg havde en opfattelse af, at det ville
give en social accept at være kunstner og dermed bryde ensomheden.
Samtidig gjorde jeg det også for at genvinde og fastholde skønheden i
den grønlandske natur.
Lars Skinnebach har sine møbler
opmagasineret hjemme hos forældrene i Tirstrup ved Århus.
- Det er flere
år siden, jeg har haft et hjem, så jeg har vænnet mig til at have en
kuffert stående i soveværelset. Jeg har været utrolig rastløs. Jeg er
bange for at bo fast et sted uden at have mulighed for at kunnet rejse
dagen efter. Jeg har sat så meget ind på at skrive, så hvis jeg ikke har
kunnet skrive et sted, har jeg følt, at jeg f.eks. måtte tage til
Jylland og afsondre mig hos mine forældre for at komme videre. Lars
Skinnebach studerede først lingvistik i Århus, men sprang fra og valgte i
stedet litteratur-studiet i Odense.
- Men det interesserer mig ikke
overvældende meget, og jeg gennemfører ikke studiet. Det virker, som om
man er mere optaget af teorierne omkring litteraturen end af selve
litteraturen. Når jeg læser, lever jeg mig ind i værket. Det forandrer
mit liv at møde en ny forfatter. Den videnskabelige måde at betragte
digterværket på er alt for distancerende. Jeg vil gerne kunne leve som
digter. Alt andet er midlertidige vildveje.
- Den (Forfatterskolen vel LB) gav mig en forståelse
af en masse litteratur, som jeg ikke umiddelbart selv ville have opsøgt.
Den førte mig i alle mulige retninger og gennem forskellige genrer. Jeg
skrev avantgardistisk litteratur, lange patetiske og prætentiøse digte
og korte minimalistiske tekster. Det var to år, hvor jeg blev slået
omkuld hele tiden, og da jeg så gik ud derfra, virkede det som en stor
befrielse at få lov til at skrive det, jeg selv ville. Alle digtene i
min debutbog er skrevet efter Forfatterskolen over en periode på tre år.
Den debuterende lyriker har også sine litterære forbilleder. - Tomas
Tranströmer har betydet meget for mig. Wallace Stevens har jeg altid med
på mine rejser. Charles Baudelaire og Paul Celan har jeg også læst
meget. Når jeg læser J.P. Jacobsen, bliver jeg virkelig lykkelig over at
kunne det danske sprog, fordi hans digte er så fuldkomne. Jeg har læst
næsten alt af Schade, ikke fordi hvert enkelt digt er særlig godt, men
fordi han er så berusende at stifte bekendtskab med.
Lars
Skinnebach oplevede sit livs værste krise, da hans ven blev sindssyg: -
Jeg havde en ungdomsven, som jeg var meget tæt på. Vi vagabonderede til
Amsterdam, under turen blev han syg, og vi skiltes, han fortsatte til
Jamaica, og jeg rejste til Paris. Nogen tid efter hjemkomsten mødtes vi,
og da fik han en psykose, som skræmte mig utrolig meget. Jeg måtte lade
være med at se ham mere. Det var en stor krise for mig, både fordi jeg
fik en dyb skepsis over for mig selv ved, at jeg opdagede, at døden ikke
er det værste, der kan ske. Det gik op for mig, at det værste er, hvis
man bliver sindssyg. Min ven forandrede sig, hørte stemmer og fik et
helt andet verdensbillede. Jeg oplevede det som farligt og truende. Især
da han foreslog mig, at han og jeg sammen skulle genforenes med hans
døde mor. Jeg frygtede, han ville slå mig ihjel. På et tidspunkt var jeg
bange for, at jeg selv skulle få en psykose. - Nu er det syv år siden,
men jeg savner stadig min ven. Der går ikke en dag eller to, uden jeg
tænker på ham, men nu er det med glæde.
Lars Skinnebach tilhører
ikke de forfattere, der siger, det er livsnødvendigt for dem at skrive. -
Jeg tror, det er et valg, man træffer. Jeg går den vej, fordi jeg tror,
jeg har et talent for at skrive, og det synes jeg forpligter mig. - Og
så er det et spørgsmål om kedsomhed. Jeg keder mig grusomt, og så virker
digtene som en udvej. Når jeg keder mig, er det også tit, fordi verden
nægter at meddele sig til mig. Når jeg skriver derimod, begynder verden
at komme til syne i mine digte. Alt får betydning, træerne, huset,
lejligheden, rummet. Og verden bliver mindre kedelig. - Kedsomhed er en
meget rastløs tilstand. Jeg kan have en fornemmelse af, at det er
temmelig ligegyldigt, hvad jeg går og foretager mig. Der er ikke noget,
der rigtigt kan interessere mig. - Nej, heller ikke min veninde. Og det
er begrænset, hvor længe jeg orker at se fjernsyn uden at få det
dårligt. Så sætter jeg mig hen og skriver.
- Det er trist at se,
hvor sølle mange forfattere er som mennesker i forhold til den øvrige
befolkning. Mange forfattere er alkoholiserede, begår selvmord eller er
neurotiske. Jeg tror, det er en dyb fare ved at skrive, at man ofrer sin
medmenneskelighed til fordel for skriften. Jeg er bange for, det skal
ske for mig. Jeg synes, der er et dybt skel mellem, hvornår jeg lever et
liv, der er godt og sundt, og så et liv, hvor jeg plejer mit talent
mest. Det at skrive kan blive så omkostningsfuldt, at jeg til sidste
kollapser. Har jeg satset alt på digtet, og det ikke kan leve op til
mine forhåbninger, så er der ingenting at leve for. Så må jeg langsomt
stable mig selv på benene igen og have et liv, hvor jeg sætter pris på
min kæreste, min familie og venner. Når det så bliver for kedeligt, må
jeg begynde at skrive igen, og sådan kan livet gå som en lang række af
åndedrag.
Lars & Lars II
Casanova er en gris
Ekstra Bladet | 20.02.2000 | | Sektion: Søndag Side 15
Lars Frost på 26 debuterer med trekantdrama om mand, som er kæreste med to søstre på én gang og ikke vil opdages
af Henning Thøgersen
Han
er en gris. Sådan karakteriserer Lars Frost hovedpersonen i sin bog. Og
så af sted til Wien. Han debuterer som 26-årig på forlaget Lindhardt og
Ringhof til maj med et trekantdrama om en mand, der er kæreste med to
søstre på én gang - og hans krumspring for at undgå afsløring. - Min bog
er bygget op over nogle utroligt banale kærlighedssorger og
trekantdramaer. Mand møder kvinde. De forelsker sig vanvittigt i
hinanden. Hovedpersonen Pelle er dræbende sentimental og til tider også
meget rå og hensynsløs. Men han er svær at karakterisere, fordi han hele
tiden forandrer sig. Han er en parafrase over Casanova. Jeg synes, han
er en gris og et elendigt, ynkeligt menneske. Han bilder sig ind, at han
kan gå igennem verden som tilskuer uden at tage del i den, men til slut
tvinges han til at tage stilling til det dilemma, han har rodet sig ind
i.
- Hvis folk, der læser bogen, begynder at kede sig, synes jeg det er
fint. Jeg tror også, jeg ville kunne reagere sådan. Jeg ved ikke engang,
om jeg selv ville læse den bog. Der er ikke meget action, men der er
dog kommet mere handling, efterhånden som bogen har været gennem
forlagenes konsulenter og er blevet strammet op undervejs. Da jeg
begyndte at skrive, var bogens hovedtema, hvordan mennesker taler forbi
hinanden, men jeg er bange for, det er druknet i de romantiske intriger.
Handlingen tager magten fra de spørgsmål, der egentlig var vigtige for
mig. - Jeg håber dog, det er tydeligt, at jeg ikke tror, jeg skriver
stor erotisk litteratur eller sandheden om parforholdet. Ideerne til de
erotiske scener har jeg fået fra tv og film. Jeg er alt for genert til
at bruge mine egne erfaringer.
- Jeg skriver ikke, fordi jeg er
ulykkelig, eller fordi jeg skal have noget bearbejdet. Jeg gider ikke
bearbejde mine private følelser til litteratur. Litteraturen bliver ikke
en sand gengivelse af verdens og livets smerte. Man skal holde
litteratur og livet adskilt. Hvorfor skulle man f.eks. begynde at spille
håndbold på en anden måde, fordi man har været udsat for noget
traumatisk? I håndbold handler det om at score mål, og i litteratur
gælder det om at skabe sprog.
- Jeg vil påstå, at sådan noget som død,
religion, familieliv og kærestesorger er noget af det mindst
interessante ved folk, som skriver. - Når jeg skriver om det i min bog,
er det, fordi det er nogle historier, vi alle sammen har til fælles.
Kærligheden er kun kulisse for min sprog-leg. - Det interesserer mig
ikke at skrive en historie med handling eller skabe personer. Jeg er
mere optaget af bare at sætte ord sammen, og at der kommer en verden ud
af det, som andre mennesker måske kan bevæges over. Den amerikanske
forfatter Jack Kerouac har lært mig, at der skal være musik i prosaen.
-
Jeg har ikke altid villet skrive, men det er faldet mig meget let. Det
har måske været en slags dovenskab. Jeg er stadig ikke sikker på, om jeg
vil fortsætte, eller om jeg skriver ordentligt. Men jeg synes, det er
spændende. - Jeg læste litteraturvidenskab på universitetet i Odense, og
efter to år var jeg træt af at være der. Jeg havde fået lov at studere
videre i Stockholm, da en medstuderende fortalte mig om Forfatterskolen.
- Inden jeg begyndte på universitetet, havde jeg været på højskole og
arbejdsløs. Jeg har også været lærervikar i nogle år. Det var et
fantastisk job. Så har jeg arbejdet som ekstra post.
- Efter
Forfatterskolen har jeg koncentreret mig om at redigere bogen. Jeg har
haft kontakt med forlaget, lige siden jeg gik ud fra skolen i '98 og har
levet af et to-årigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond på 75.000 kr.
om året foruden forskellige småjob. - Jeg har også rejst i Spanien og
lavet tv-optagelser i New York. Jeg kunne godt tænke mig at lave mere
tv. Det var skide spændende. Måske kunne man endda leve af det.
Undervisning på højskoler tiltaler mig også. Den akademiske vej har jeg
opgivet.
Lars bor for øjeblikket hjemme hos sin mor i
barndomshjemmet på Østerbro i København. - Jeg sagde min lejlighed op,
fordi jeg skulle ud at rejse. Jeg vendte hjem, da der kom brev fra
forlaget om udgivelsen, og så havde jeg ikke noget sted at bo. Det er
hårdt at bo hjemme hos sin mor, når man er 26. Du ved, hvordan forældre
er. De tænker stadig på dig som barn. - Op til interviewet her har jeg
haft mareridt. Det er nogle drømme, hvor nogen følger efter mig, eller
jeg sidder i ubehagelige situationer, hvor jeg ikke kan slippe væk. Jeg
prøver i drømme at forudsige ting, jeg kan komme ud for i fremtiden.
-
Jeg har også stærke følelser og tvivler ofte på mig selv. Om jeg kan
leve op til de værdier, jeg lader mit liv styre af: anstændighed og
hensynsfuldhed. Lige nu har jeg så umanerlig god tid til at gå og tænke
over sådan nogle ting, at det næsten bliver usundt. Så for øjeblikket
lever jeg efter en filosofi, der siger: Lad det ske, der sker. Siger
Lars Frost, som allerede er i gang med sin bog nummer to og et
teaterstykke.
