Dagens sandhed - sandhedens dag

(apropos min gode anmeldelse i WA Bøger af Kenneth J + Sigurd Buch + Rasmus Halling og apropos min ven og min kæreste og alle mulige)

Sigurd Buch Kristensen

8 hrs ·

Gode venner skriver godt
Kenneth Jensen

3 x Peter & co.

August- og september-bøger fra Gyldendal, som jeg glæder mig markant til (3 af dem har jeg allerede eksklusivt læst, dem glæder jeg mig OVER!), men ikke fik nævnt i min Bogholderi-note om "Kommende attraktioner" i WA Bøger i fredags (hvor jeg på en top 3 (som om sådan en giver mening) nævnte bøger af Svend Åge Madsen, Ursula Andkjær, Kirsten Hammann (alle 3 tidligere glædet sig til på bloggen) suppleret med BREVKASSE af Line Knutzon og en truende epidemi-roman af Hanne-Vibeke Holst):

Peter Laugesen: Travelling

Peter Adolphsen; Rynkekneppesygen

Peter Højrup: Til stranden

Martin Larsen: Parasitsonetterne

Cia Rinne: L'Usage du Mot

Kenneth Jensen: Tragedie plus tid gange ni

Verificeret/sandsynlig glædelighed  x 6, realiseret om et øjeblik! 

Smuk opdateringssekvens

Sigurd Buch Kristensen

2 hrs ·

Alle vil være,
bare ikke
sammen.

Ud i klitterne
og le.

Hanne Højgaard Viemose

2 hrs · 

 

Björn: mor jeg syns du er en god lærer
mig: ja. eller.. hvorfor syns du det?
B: jeg syns det lød sjovt det med at I allesammen sku sove sammen og så lege at I var heste når I vågnede…
(øhm skriveøvelsen “en morgen da jeg vågnede efter urolige drømme fandt jeg mig i sengen forvandlet til en hest….” forvandlet under mit fravær i min 7-åriges hoved)
#hvadmorlavernårhunerpåHestrup #hvilkeskriveøvelserlaverIellersMor?

Kenneth Jensen

1 hr · 

 

jeg ejer ikke en tone
men kan høre en
der går og griner
og følger lyden
hen til en krukke og noget guld

det er længe siden at jeg h ar nydt så meget
men nu er græsset blevet vådt
jeg har bare fødder
og der er langt tilbage
til hvor jeg nu bor

Danske digtere siger fornuftige ting om folketingsvalget!

René Jean Jensen (som de øvrige på Facebook):

Det mærkeligste i især højrefløjens forargede snak om, at det "skal kunne betale sig at arbejde" er for mig at se den sære underliggende forestilling om folks bevæggrunde til at arbejde. Man gør det kun for pengenes skyld? Min eventuelle arbejdsglæde forringes af, at arbejdsløse modtager dagpenge eller kontanthjælp? En i forvejen stærkt svækket arbejdsglæde, må man tro. Hader folk i Venstre og Konservative i grunden at arbejde? Længes man efter at se tyendet gøre det? Det forekommer mig hverken sandsynligt eller betryggende, at de læger og lærere og skraldemænd og sosu-assistenter og kassedamer m/k og tømrere og hvad ved jeg, jeg har mødt i mit liv, allesammen udelukkende fokuserer på lønnen og lever i en art konstant fortørnelse over at andre, dårligere stillede, borgere får økonomisk hjælp. Men jeg møder måske bare ikke nok mennesker, der udelukkende arbejder for pengenes skyld. I øvrigt har jeg tænkt mig at spørge alle, der arbejder frivilligt og gratis, om hvad fanden de egentlig tænker på. Ikke penge, tilsyneladende. Smålighed og selvfedme forklædt som "rimelighed", prøv igen.

Kenneth Jensen:

Måske arbejder Lars Løkke bare bedst når han er fuld og ryger cigaretter, hvilket det så ud til, han ikke fik lov til på fx klimatopmødet, og derfor havde et anfald af dårlige nerver og svedte og sad uroligt på stolen, ligesom Hemingway, når han fremstillede sine storslåede visioner, men han turde derimod stå ved det, Hemingway skulle ikke holde ind og tisse på en motorvejsrasteplads og genfinde troen, der kom ikke tre engle og sagde til Hemingway, at det var synd for ham, men så havner det hele jo nok igen i en kedelig diskussion om, hvad det er OK at lade sig inspirere af..

Merete Pryds Helle:

til alle mine politisk ligesindede venner herinde, der skriver at I ikke vil stemme; fint. Men I ved godt at I så mister retten til at klage - ikke en eneste gang må I klage - over Løkke som statsminister? Til de ikke ligesindede; I må gerne lade være med at stemme.

Olivia Nordenhof:

efter at have hørt at venstre vil kriminalisere børn har jeg omsider forstået hvad deres politiske projekt består i: de vil simpelthen ødelægge alt. ser de en myre bevæge sig skal den dø. 

Peter Adolphsen:

Kom til at læse kommentarer på et nyhedssite. Nu vil jeg gå i seng afprøve en krydsning af foster- og nato-stilling.

Forlagscollagernes æra (femkantet æg!)

Det synes nu at være en - mere eller mindre bevidst/nødretslig - fast dans, som dermed bliver sin egen paraboglige del af en forfatterskabsfigur, at digtere skifter forlag hele tiden, zig-zag frem og tilbage og hele vejen rundt og i ottetaller (ikke som en abc-sekvena med med flere bøger på det ene faste forlag efter det andet ala JC Grøndahl fx - og heller ikke den gl. Laugesen- og Turèll-figur: 1 bogforlag, flere hæfteforlag) og benyttende flere forlag i samme stund og selvsamme nu. Se nu fx Lene Asp, der udgav 2 bøger 16. februar, den ene, fabelsamlingen Lille håndbog for fortabte, på Antipyrine, og den anden, langdigtet Sort, på Rasmus Graffs nye, fræsende flittige OVO press. Kenneth Jensen har netop udført samme two-step, bare forskudt, kortdigtene Konventionel drift i december på OVO, kortromanen Tragedie plus tid nu her på Antipyrine. Rasmus Graff himself ditto: Livet efter Kina på Antipyrine, Failure Gazette (samlede mislykkede tekster spalteopsat!) hos sig selv på OVO. De to store pioner-forlagsomkringspringere, Glenn Christian og Rasmus Halling Nielsen, har selvfølgelig også nye bøger/hæfter ude på OVO, Glenn Gran Canaria (DEL 1), en slags suite, Rasmus Afbrudt, pludselig, en slags leksikalsk stammen (som er en af de bedste slags stammen), men ingen af de nævnte er jo derfor OVO-digtere eller Antipyrine-digtere eller nogetsomhelstandetforlag-digtere. de er forlagscollagemagere -

Her en OVO-collage:

ASP:
Sort klædedragt kan symbolisere fromhed, sædelighed, alvor. Siden Alexander den Stores død i 323 f.Kr. har vi haft sort uheld.

JENSEN:
lidt som et barn
hænger stjernerne ikke
som de skal

GRAFF:
situationen tager en korrektur på hjertet,
det slå som dirigeret

CHRISTIAN:
Bihulerne tømmes
                For sten
                    De er

                    I tvivl
                       igen

HALLING:
Mens personer kan forsøge at
lede eller styre et oprør , der et
oprør , der et oprør , der et oprør ,
der ud i en voldsom ud i en
voldsom forstyrrelse

Alletiders idolopkald

må være dette i dambrugssdelen af Kenneth Jensens endnu-ikke-men-kors-hvor-den-fortjener-det-BESTSELLERarbejdspladskortroman Tragedie plus tid, netop udkommet på Antipyrine:

Jeg er lige begyndt at digte og har opnået kontakt med ligesindede. Jeg er ovre på satellitdambruget ved Villestrup Gods, i gang med at spule en dam ren for fiskelort, da telefonen ringer i lommen. Jeg placerer slangen med spulehovedet imellem benene og besvarer opkaldet, imens den fortsat sprøjter vand ud i luften. det er min yndlingsdigter, Simon Grotrian, i røret. Jeg har sendt min første bog til ham, han har læst og kan godt lide den. Jeg er tydeligt påvirket af for første gang at tale med mit idol, så meget at jeg føler at jeg må undskylde. Jeg forsvarer, jeg er skam også et, da han forsøger at berolige mig med, at han trods alt kun er et menneske.

Kenneth er konkret på Facebook

Opdatering fra Kenneth Jensen i dag, jeg (og samtlige konkretiser dead and alive, fra Steen og Nielsen til Grotrian og Forsom) er lutter like:

2 likere taler ud

(breaking news nederst på den endeløs sukkerskål-tråd)

• 

  Kristian Bang Foss Det er vel fair nok at undre sig. Jeg likede, fordi jeg godt kunne lide digtet. Det var ikke et ironi-like.

  10 hrs · Unlike · 2
• 

  Kenneth Jensen ok. hvad forfatteren tænkte (uagtet følelsen af pludselig at debuttere som en slags (med respekt for Lars Bukdahl's blog) offentlig person, skønt jeg, mere eller mindre bevidst, netop har arbejdet anderledes end tendenserne, som Lars med rette opponerer imod): for mig er poesien flydende, når der er samling er der digtsamling, tingene taler til mig flere steder fra, og jeg kan genkende egne forsøg på noget der gir mig reminiscenser til Pia's digt, jeg genkender noget, ikke det hele, men der er noget i digtet, en slags bagdør, som når en hest vifter fluer væk med halen, at det har den ret til.

  6 hrs · Edited · Unlike · 2

Montre for bortbaskede, lyslevende fluer II

Denne her anmeldelse nåede trælst nok heller ikke i avisen:

SMALL FACES Der er mange måder bøger kan være for smalle på: De kan være poetiske, eksperimentelle, uforståelige eller bare rigtig bindsvage

Bænken kører forbi

Kenneth Jensen: du skulle ville elske at. 32 sider, 80 kr. After Hand.

Kristine Kemp & Jørgen Michaelsen: Variationer over København. 50 sider, + kr. Robandfugl.

Anders Bonnesen: Landfæstelser. 64 sider,  ? kr.. Resonans (andersbonnesen.dk)

Af Lars Bukdahl

Der er selvfølgelig aldrig nogen god grund til, at en god bog er usynlig. Der er altid kun en eller flere dårlige grunde.

  Kenneth Jensens du skulle ville elske har været totalt usynlig, ud over nomineringen til Bukdahls Bet – Den Smalle Litteraturpris, fordi det er en digtsamling på 32 sider skrevet af en digter, som debuterede sent og pseudonymt  (som Zeumir Stratzoon!) på et mikroskopisk lille forlag og efter en pause på syv år har udgivet to små bøger med digte og kortprosa henholdsvis på et kun lidt mindre lille forlag, der også har udgivet hans fjerde bog.
  Digtene i sig selv er der i og for sig ingen grund til, at selv de mest konventionelt indstillede poesianmeldere ikke skulle gå ind for, hvis komplekset af dårlige grunde ikke havde forhindret bogen i at nå frem til dem. Måske er de lige en grad for formelt kamæleoniske i deres inderligt underfundige undersøgelser af især intime relationer, men til gengæld flyder de over med fint og grovkornet fyndighed, her ivrigt ordspillende:
  ”der sive olie/ ud af jomfruens/ begyndelse og ende/ muse trapper op/ kryb i krybben/ det er jul/ du bliver aldrig mere end et/ for det første forlader jeg dig/ og for det sidste”

    Kenneth Jensen er en hårdkogt kærlighedsdigter, der er til at holde ud, fordi han er det med legesyg og nøgtern attitudebevidsthed.
  Kristine Kemp og Jørgen Michaelsens Variationer over København har været totalt usynlig, ud over Bukdahls Bet-nomineringen, fordi det er kort, afsnitsløst langdigt skrevet af to konceptuelle (og derfor også i DK’s kunstverdens smalle) billedkunstnere og udgivet af et stærkt lille forlag, der måske slet ikke findes længere.

  Det hjælper så heller ikke, at langdigtets tone, overfor titlens hovedstad, er sardonisk-satirisk på en underlig henkastet og distræt, hvis ikke faktisk sløv facon. Der imidlertid og mærkeligt nok gør digtet endnu ondere, i hvert fald i min læsning:
  ”København, vi kan ikke længere/ tage højde for Jens Vejmand,/ og jeg mener det./ Jeg mener det./ Vi kræver stemmeret til kvindelige bestyrelsesmedlemmer,/ men omvendt trækker vi vod/ ved den rygvendte klon./ Magten betragter oppositionen/ som en besværlig, ideologisk farce./ Duernes og byens ormædte ure/ fejer sekunderne ned i fællesskabets mobile pulvertoilet.”
  København er for længst blevet en effektiv og hyggelig parodi på sig selv, men hvis det skal være, kan karikaturen da godt lige få det ekstra resignerede vrid ud i gråmeleret hallucination.

  Anders Bonnesens Landfastsættelser har været totalt usynlig, ud over Bet-nomineringen, fordi den er en konceptuel billedkunstners selvudgivne nonsensficering af en semi-folkelig, postmodernistisk klassiker - hvis identitet, schweizeren Peter Bichsels Børnehistorier, bogen ikke selv røber; det skal læseren, hvis han orker, selv regne ud. Uelegant kom jeg til at røbe løsningen i Bet-nomineringen, ups!

  Format, omslag, sats er lumskeligt kopieret 1:1 fra den originale paperback-udgave i Gyldendals Bekkasin-serie (genoptrykt for ti år siden af gudhjælpemig Tiger!), hvilket var min ledetråd. I selve teksterne er syntaks og ordklasse-tilhørsforhold opretholdt, men så godt som alle ord systematisk-vilkårligt udskiftet; konkreter gerne med abstrakter. Resultatet bliver , som det ofte er tilfældet i sådanne udskiftnings-lege, hypnotisk enerverende, i sin maskinelle surrealisering

  Her først Bichsels begyndelse:
  ”En mand, der ikke havde mere at gøre, ikke mere var gift, ikke mere havde nogen børn og ikke mere noget arbejde, brugte tiden til endnu en gang at tænke over alt det, han vidste.
  Og så efter Bonnesens støjsender har været inde over:

  ”En arm, der ikke havde nok at spærre, ikke var spurgt nok , ikke havde materielle lapninger nok og ikke materielle primærvalg nok, målrettede købet mod frem for alt en dato at detailhandle med alt det, den hentede.”

  Hvilket giver mindst lige så makismal poetisk mening som Jensens ømme ordspil og Kemp & Michaelsens arrogante vrængen KAN I SE DET NU? KAN I SE DEM NU?

Are critics haters?

En ikke synderligt synlig, ret god digter, herunder Facebook-digter (2 nylige opdateringer: Når jeg er død, er jeg over det hele! / Da du trak din habitjakke af, var du fremme i halvfemserne) er Kenneth Jensen. En meget synlig, ret god digter er Olga Ravn. Olga Ravn publicerede et digt på sin blog, som hun linkede til på Facebook. Når folk direkte, som Kenneth Jensen, eller indirekte, som Olga Ravn, er poetiske og (markerer /markedsfører sig som) poeter på Facebook, er det almindelig decorum, kan man se, at man liker og roser; man kritiserer ikke - bl.a. fordi man jo i sagens natur altid er læsende som "ven" af digteren. Poesi og poet-identitet på Facebook er dermed de facto en kritikfri zone - og det kan man nogle gange blive lidt irriteret over, for hvorfor skal der findes kritikfri zoner. Efter en masse likes og ros af digtet under linket til Olga Ravns digt skrev Kenneth Jensen 2 kommentarer: 

Kenneth Jensen ked af det, Olga, men det er kedeligt. det lyder for mig, som om det er en social konstruktion, hvad virker i venners lag osv.

Kenneth Jensen altså, på den måde forstået, det vil jo ikke noget ud over sig selv, ud over at ekskludere. Poesi handler, i mine øjne om at inkludere

Det er kortkritik, ligesom Olga Ravns anmeldelser i Femina i sin tid, men ikke perfid kritik, synes jeg. Og det virkede, som den eklatante overskridelse af decorum det er, lige så chokerende som forløsende at læse: En mand, en digter endda, kritiserer et digt! Måske finder jeg kommentarerne uperfide, fordi jeg ikke finder dem upræcise: Det er et digt, der består af poetiske attituder (hvoraf de fleste kan genfindes hos Oliva Nordenhof), som hverken parodisk udstilles eller personligt overtages, de står bare og flagrer insisterende som brokker af tidsypisk lyrik-kitsch: Lidt øm hverdags-besyngelse, lidt flaky digresseren, lidt demokatisk læserinddragelse. Sådan her reagerer Olga Ravn - ikke underligt: hvem gider kritik af sin kunst; det evige problem med kritiker-kunstner-dialog:

Olga Ravn kære kenneth. tak for din utroligt kloge analytiske evaluering af mit blogindlæg. har siddet hele dage og ventet på at høre, hvor kedeligt du synes det var.

Det er så nemlig, hvad det er - men samme dag tweeter hun disse tre tweets (efter flere rose-tweets fra andre om digtet):

1. Olga Ravn ‏@OlgaRavn 10. maj

   eller man synes jeg slet og ret er en idiot
2. Olga Ravn ‏@OlgaRavn 10. maj

   Det er tit noget med at man enten synes jeg ikke gøre det godt nok eller at man gerne vil have sædudløsning på mine bryster
3. Olga Ravn ‏@OlgaRavn 10. maj

   Få r I andre semi-offentlige personer også sindssygt meget hate på nettet? Får minimum én kommentar/mail om dagen om hvor forfejlet jeg er

Ja, at blive kritiseret er vel at få at vide, at man ikke gjort noget godt nok. Men er det hate? Og er det sammenligneligt med at blive kaldt en idiot eller blive sex-fantaseret om? Nej, det er det kun, hvis Facebooks Like-kultur er gået én til hovedet . 

Kritikeren Susanne Christensen oprettede straks en support-gruppe:

Susanne Christensen @susannetiger  · 

Idag synes jeg vi skal elske Olga, eksplicit på Internet. Se hvad hun skriver om hadefulde kommentarer, det er vel ikke rimeligt? @OlgaRavn 

Jo, det er vel rimeligt at få kritik for en tekst, man har skrevet, også i et medie, der kaldes socialt, det ville faktisk være urimeligt andet. Der er andre måder at læse på end <3lige lige--="">

Kirurgien har jetmotor på kørestolen

Vi gik desværre før Krogsbøl og Blendstrup i går til Ø.K.-oplæsning i Mayhem, men de kan tåle det, og

hey, blodigt god slagterprosa af Kenneth Jensen og

respektindgydende quiet-loud-salgsvogn-tour de force ved Wiliam Zeuthen (Nikolajs lillebror) og

Theis Ørntofts nye post-yeah-digte, som jeg på en meget dramatisk måde virkelige ikke vidste, hvad jeg skulle mene om: skuffede de magtfuldt, eller omvendt?

Dværgfeber

I dag fik jeg så omsider taget mig sammen til at skrive 300-ords-anmeldelser; det blev kun til to, en af Kenneth Jensens digtsamling Kanin kanin og en af Jesper Elvings nonsens-dobbelt-udgivelse.

Men jeg kunne lide det!

Borum-motoren murrede mærkbart!

Lakonikken lumskede lækkert!

Og jeg synes de blev skarpe!

Ikke på trods, på grund af kortheden!

Så jeg bliver ved!

Pletvist!