Viser opslag med etiketten Charlotte Weitze. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Charlotte Weitze. Vis alle opslag
fredag den 1. juli 2016
fredag den 15. april 2016
Ukorrekt research
Det overgår næsten boljse-tricket:; Du har skrevet noget i Weekendavisen om racisme i Holland, hvis tone fællesmødet ikke bryder sig om, derfor må du ikke være med, når dit lydsystem skal spille hos os,
Mikkel Frantzens begyndelse på sin ekstremt sjaksede 2 hjerters-anmeldelse af Charlotte Weitzes nye, store roman Den afskyelige (som jeg til stadighed i den grad glæder mig til at læse, har været fan siden debuten i 1996 - MF har tilsyneladende intet forhåndskendskab til forfatterskabet overhovedet):
"Jeg må indrømme: Jeg har meget svært ved at tage en roman seriøst, som bruger psykiater Henrik Day Poulsen som ekspertkilde i sin research. Det gør Charlotte Weitze i sin nye klimaroman ' Den afskyelige', hvor Day Poulsen, ligesom mange andre, takkes bagerst i bogen."
Weitze takker ikke færre end atten "medvirkende på Radio24syv, hvor jeg researchede for åben mikrofon", heriblandt "jordemoder Karen Ingversen, psykiater med speciale i fanatisme Henrik Day Poulsen, valgmenighedspræst Janne Sulkjær, asatroende Henrik Kamp".
Frantzen driver vitterligt sindelagskontrol på, hvem en romanforfatter har talt med som research til sin roman!? En romanforfatter er for helvede i sin gode ret til at tale med enhver slags idiot i denne verden, såvel asatroende som psykiatere, der i deres fritid skriver dybt usympatiske, fremmedfjendske blogposter, hvilket Frantzen uden videre forudsætter, at hans læsere er helt med på, at Day Poulsen gør, og det er læseren mig da også, men jeg er oveni totalt paf over denne helt absurde diskvalifikation.
Derpå følger et alenlangt, let ironisk tone referat, der i alt udgør over to tredjedel af anmeldelsen, før den afsluttende konklusion og smagsdom:
"Der er ingen tvivl om, at ' Den afskyelige' er velresearchet og velmenende, men den er ikke særlig vellykket eller velskrevet for den sags skyld. Bogen vil ellers gerne være poetisk, men strør om sig med banale sætninger som »Hvert menneske er et håb, svarer jeg tøvende, hvert eneste barn har en potentiel mulighed for at udrette noget stort og ændre på det, som ikke fungerer«. Eller »Den fuldendte kærlighed er et ja« - en sætning, forfatteren åbenbart er så glad for, at den kræver gentagelse. Romaner om klimakrisen er naturligvis vigtige, men kun hvis der er tale om god romankunst. Det er ikke tilfældet i Weitzes nye bog."
Det overbeviser anmeldelsen mig virkelig ikke om, når den formelle karakteristik og kritik begrænser sig til "Bogen vil gerne være poetisk, men strør om sig med banale sentenser" - det gør eksempelvis Kirsten Thorups Erindring om kærligheden, som jeg anmelder i dag i WA Bøger, også, og i det mindste den ene af de citerede sentenser er markeret som et stykke dialog og dermed auotmatisk relativeret.
Sikke en forhåbentlig momentan kritikkrise i studerekammeret dér.
Mikkel Frantzens begyndelse på sin ekstremt sjaksede 2 hjerters-anmeldelse af Charlotte Weitzes nye, store roman Den afskyelige (som jeg til stadighed i den grad glæder mig til at læse, har været fan siden debuten i 1996 - MF har tilsyneladende intet forhåndskendskab til forfatterskabet overhovedet):
"Jeg må indrømme: Jeg har meget svært ved at tage en roman seriøst, som bruger psykiater Henrik Day Poulsen som ekspertkilde i sin research. Det gør Charlotte Weitze i sin nye klimaroman ' Den afskyelige', hvor Day Poulsen, ligesom mange andre, takkes bagerst i bogen."
Weitze takker ikke færre end atten "medvirkende på Radio24syv, hvor jeg researchede for åben mikrofon", heriblandt "jordemoder Karen Ingversen, psykiater med speciale i fanatisme Henrik Day Poulsen, valgmenighedspræst Janne Sulkjær, asatroende Henrik Kamp".
Frantzen driver vitterligt sindelagskontrol på, hvem en romanforfatter har talt med som research til sin roman!? En romanforfatter er for helvede i sin gode ret til at tale med enhver slags idiot i denne verden, såvel asatroende som psykiatere, der i deres fritid skriver dybt usympatiske, fremmedfjendske blogposter, hvilket Frantzen uden videre forudsætter, at hans læsere er helt med på, at Day Poulsen gør, og det er læseren mig da også, men jeg er oveni totalt paf over denne helt absurde diskvalifikation.
Derpå følger et alenlangt, let ironisk tone referat, der i alt udgør over to tredjedel af anmeldelsen, før den afsluttende konklusion og smagsdom:
"Der er ingen tvivl om, at ' Den afskyelige' er velresearchet og velmenende, men den er ikke særlig vellykket eller velskrevet for den sags skyld. Bogen vil ellers gerne være poetisk, men strør om sig med banale sætninger som »Hvert menneske er et håb, svarer jeg tøvende, hvert eneste barn har en potentiel mulighed for at udrette noget stort og ændre på det, som ikke fungerer«. Eller »Den fuldendte kærlighed er et ja« - en sætning, forfatteren åbenbart er så glad for, at den kræver gentagelse. Romaner om klimakrisen er naturligvis vigtige, men kun hvis der er tale om god romankunst. Det er ikke tilfældet i Weitzes nye bog."
Det overbeviser anmeldelsen mig virkelig ikke om, når den formelle karakteristik og kritik begrænser sig til "Bogen vil gerne være poetisk, men strør om sig med banale sentenser" - det gør eksempelvis Kirsten Thorups Erindring om kærligheden, som jeg anmelder i dag i WA Bøger, også, og i det mindste den ene af de citerede sentenser er markeret som et stykke dialog og dermed auotmatisk relativeret.
Sikke en forhåbentlig momentan kritikkrise i studerekammeret dér.
fredag den 13. februar 2015
Genfærd der blev glemt
I min WA-anmeldelse af Olga Ravns Celestine kom jeg tanke om kun én anden nylig spøgelsesfiktion, Pablo LlambIas' ... rasende ...2008 (hov! + teksten i hvad for et nummer af den Blå Port?, vistnok urteksten bag ... rasende..., om (som PL "selv") at møde spøgelset på Hald Hovedgaard (jeg har personligt altid sovet på det forkerte værelse, ingen gider spøge med mig)).
Småskandaløst at jeg ikke, som Tobias Skiveren i Jyllands-Posten, nævnte Dennis Gade Kofods (som ... rasende ..) underkendte 2013-roman, som decideret hedder Genfærd.
Der er også den eneste gode novelle i Jan Sonnergaards Jeg er stadig bange Capsar Michael Petersen, 2003, "Spøgelset på Ottmachauer Steig (og vel i og sig også "Lotte" i Radiator).
Og Svend Åge Madsens mesternovelle "Manden der opdagede han ikke eksisterede" i samlingen af sammen navn, 2007.
Og garentreisset én eller flere fortællinger, hvilke helt præcist? af Charlotte Weitze.
Men hvilke andre, bloglæsere?
Småskandaløst at jeg ikke, som Tobias Skiveren i Jyllands-Posten, nævnte Dennis Gade Kofods (som ... rasende ..) underkendte 2013-roman, som decideret hedder Genfærd.
Der er også den eneste gode novelle i Jan Sonnergaards Jeg er stadig bange Capsar Michael Petersen, 2003, "Spøgelset på Ottmachauer Steig (og vel i og sig også "Lotte" i Radiator).
Og Svend Åge Madsens mesternovelle "Manden der opdagede han ikke eksisterede" i samlingen af sammen navn, 2007.
Og garentreisset én eller flere fortællinger, hvilke helt præcist? af Charlotte Weitze.
Men hvilke andre, bloglæsere?
lørdag den 12. april 2014
Fup eller fabel? Charlotte er 40!
Tillykke til den fænomenale fabulant (og cand. phil. i folkloristik) Charlotte Weitze, der i dag fylder 40, og som sidste år fik et fabelagtigt comeback med roman Harzen-sanger, 10 år efter min yndlings.Wietze-bog, romanen Brevbæreren, der er lige så selvfølgeligt fabulerende, som forgængeren Fandekke er skramlet fabulerende, hvilket ikke derfor er en mindre betydelig fabuleren: jeg blev og forbliver bare så lykkeligt hypnotiseret af Brevbæreren - og jeg kan ikke forstå, hvorfor Weitze og Harzen-sanger ikke har været nomineret til og har fået nogle gedigne litteraturpriser (hun har været lige ved, ved jeg!), måske fordi fuglesymbolik ikke må være for meget af det gode og fra alle sider broget brusende. Her de det sidste håbefulde afsnit fra den sidste "fortælling" (ret meget generationelt opbrud i det ord alene), "Yderste dag" i Weitzes debut fra 1996 (da jeg lige var begyndt på WA; Weitze og Peter Adolphsen og Pablo HENRIK Llambías var de første lovende (og se! alle har de holdt deres løfter!) debutanter, der mødte mig dér), Skifting:
Ninka og Jacob er helt stille. Bornholmeren tikker. det er husets eneste lyd. Så sætter de sig ned.
- Jeg har en overraskelse, Ninka., jeg fik et brev i morges. Det er fra ham, du kalder Kagemanden. Han døde for et stykke tid siden, men han har testamenteret nogle penge til os. Han skriver, at vi skal holde en fest. Det vil han helst.
- En fest.
Det var den sommer, hvor Ninka fyldte fjorten og Jacob seksten år. Og det var ikke den yderste dag endnu.
Ninka og Jacob er helt stille. Bornholmeren tikker. det er husets eneste lyd. Så sætter de sig ned.
- Jeg har en overraskelse, Ninka., jeg fik et brev i morges. Det er fra ham, du kalder Kagemanden. Han døde for et stykke tid siden, men han har testamenteret nogle penge til os. Han skriver, at vi skal holde en fest. Det vil han helst.
- En fest.
Det var den sommer, hvor Ninka fyldte fjorten og Jacob seksten år. Og det var ikke den yderste dag endnu.
fredag den 12. april 2013
Usvindlet Svendsen i mangel af kritisk sort svane
Alle har anmeldt Sonnergaards seneste fallitbo af en novellesamling (forfatteren har åbenbart raset over sine anmeldelser på Facebook, men jeg er rimeligt nok ikke venner med ham - er der nogen, som er, der vil dele hans aggressioner med Blogdahl?), men kun 2 Charlotte Weitzes fænomenale Harrzen-sanger, Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad og Nanna Goul i WA, og heldigvis fuldt positivt, men ikke helt så hysterisk begejstret, som JEG synes, bogen fortjener, Anders Juhl (der slet ikke kunne more sig over eller overhovedet forholde sig til Nellies bog) er vist slet ikke begejstringskapabel; hvad andet egentlig kan en roman udmærke sig som end fortællende prosa?:
Er Charlotte Weitze ikke en smule undervurderet? Er hun i virkeligheden ikke blandt de dygtigste prosaister i dansk litteratur? Sådan tænker jeg uvilkårligt efter at have læst hendes nye roman, der er skrevet i den mest eventyrlige romanprosa. At den netop er eventyrlig, skal forstås i begge ordets betydninger, og at romanen først og fremmest udmærker sig som fortællende prosa, bør understreges.
Politiken har bragt et måltidsidsinterview med Weitze (hvor hun fortæller, at et filmselskab overvejer at filmatisere sublime Brevbæreren, jeg håber sådan, det er PIXAR! det albinopostbud skal LYSE hvidt), men endnu ingen anmeldelse, det kan man da kalde utidigt sjusk!
Ida Marie Hedes forrygende Det kemiske bryllup, der udkom i tirsdags, har, fordi min blev valgt fra til i dags WA Bøger, kun fået 1 anmeldelse, af Erik Svendsen i Jyllands-Posten, som gudhjælpme er gedigent glad (jeg kan ikke se, hvor mange stjerner - sikkert kun 4, forhåbentlig 5), selvfølgelig pænt sjusket, men absolut ikke udum, og selvom han aldrig i en million år kan blive tilgivet for sin åndsforsnottede Nellie-anmeldelse tillader jeg mig at påskønne, at han i dette gloende glimt for en gangs skyld har set lyset, her er hele anmeldelsen:
Sagt uden omsvøb: Ida Marie Hede er et oplagt forfattertalent. I referat kan "Det kemiske bryllup" lyde som en flippet affære. Det er den også, men der er både idé og pondus i den mildest talt spraglede historie om tvillingerne Caresse og Genesse, som fødes af en højttaler (så er niveauet antydet) og i perioder forenes som heksen og rebellen Jeunesse (!), der bevæger sig rundt i en gearet version af vores samtidige verden. Med afstikkere til f. eks. feministiske udkantsområder for rugemødre, og der er ikke et øje tørt i udstillingen af den rurale idyl. Jeunesse får et intenst forhold til shaman-aspiranten Ted, og de to er ikke de eneste i bogen, som dyrker det symbiotiske. Det er langt ude og ret underholdende.Det fine er dels den overraskende karakter historien konstant har, dels forbindelsen mellem det der sker på handlingens plan og fremstillingens plastiske sprog. Uden at havne i den rene vilkårlighed og det amokløbende associative formår Hede at lade en vedvarende transformation styre løjerne. Man kunne sige, at teksten og historien gennemgår den ene metamorfose efter den anden. Resultatet er en visionær og parodisk tekst, der både langer ud efter frelste ideer og magtens forskellige ideologier.Ingen går fri og humøret er højt uanset, hvor vi befinder os. På den ene side er kravet om realisme ophævet, på den anden side bruger Hede løs af referencer til den prosaiske verden." Det kemiske bryllup" etablerer et selvstændigt og dragende univers, der fungerer fordi det både ligner og drejer det velkendte. Det har sine friheder, men det er ikke en enfoldig dagdrøm, et stykke eskapisme. Ida Marie Hede hiver ind fra venstre og højre. Kaotisk, måske. Men hun er som regel præcis og har en herlig humoristisk sans. Et eksempel - og gå selv ned i boghandelen og køb eller bestil bogen: "Special Agent Cooper vågner! Dvaskt hviler han på langs hen over salens rokokostol som malerens søvnige muse, skøn at skue, med sit glatte, sorte hår, sin udstående hage. En blodfattig Adonis, som havde de lokale tæger forlystet sig på ham".
Hede selv har ifølge Facebook travlt med at være i England og blive inspireret til nye skrifteventyr:
skal til det her i morgen i bristol, wowzers. og sige noget på søndag om en udveksling af kærlighedsbreve, så nervepirrende, at den gik i opløsning, før den for alvor gik i gang. i landet, hvor radioen spiller 'heksen er død', men mange i harme råber, at noget så cool som en heks ikke bør sammenlignes med maggie t.
http://www.bristol.ac.uk/arts/research/performing-documents/conference/#description
Er Charlotte Weitze ikke en smule undervurderet? Er hun i virkeligheden ikke blandt de dygtigste prosaister i dansk litteratur? Sådan tænker jeg uvilkårligt efter at have læst hendes nye roman, der er skrevet i den mest eventyrlige romanprosa. At den netop er eventyrlig, skal forstås i begge ordets betydninger, og at romanen først og fremmest udmærker sig som fortællende prosa, bør understreges.
Politiken har bragt et måltidsidsinterview med Weitze (hvor hun fortæller, at et filmselskab overvejer at filmatisere sublime Brevbæreren, jeg håber sådan, det er PIXAR! det albinopostbud skal LYSE hvidt), men endnu ingen anmeldelse, det kan man da kalde utidigt sjusk!
Ida Marie Hedes forrygende Det kemiske bryllup, der udkom i tirsdags, har, fordi min blev valgt fra til i dags WA Bøger, kun fået 1 anmeldelse, af Erik Svendsen i Jyllands-Posten, som gudhjælpme er gedigent glad (jeg kan ikke se, hvor mange stjerner - sikkert kun 4, forhåbentlig 5), selvfølgelig pænt sjusket, men absolut ikke udum, og selvom han aldrig i en million år kan blive tilgivet for sin åndsforsnottede Nellie-anmeldelse tillader jeg mig at påskønne, at han i dette gloende glimt for en gangs skyld har set lyset, her er hele anmeldelsen:
Sagt uden omsvøb: Ida Marie Hede er et oplagt forfattertalent. I referat kan "Det kemiske bryllup" lyde som en flippet affære. Det er den også, men der er både idé og pondus i den mildest talt spraglede historie om tvillingerne Caresse og Genesse, som fødes af en højttaler (så er niveauet antydet) og i perioder forenes som heksen og rebellen Jeunesse (!), der bevæger sig rundt i en gearet version af vores samtidige verden. Med afstikkere til f. eks. feministiske udkantsområder for rugemødre, og der er ikke et øje tørt i udstillingen af den rurale idyl. Jeunesse får et intenst forhold til shaman-aspiranten Ted, og de to er ikke de eneste i bogen, som dyrker det symbiotiske. Det er langt ude og ret underholdende.Det fine er dels den overraskende karakter historien konstant har, dels forbindelsen mellem det der sker på handlingens plan og fremstillingens plastiske sprog. Uden at havne i den rene vilkårlighed og det amokløbende associative formår Hede at lade en vedvarende transformation styre løjerne. Man kunne sige, at teksten og historien gennemgår den ene metamorfose efter den anden. Resultatet er en visionær og parodisk tekst, der både langer ud efter frelste ideer og magtens forskellige ideologier.Ingen går fri og humøret er højt uanset, hvor vi befinder os. På den ene side er kravet om realisme ophævet, på den anden side bruger Hede løs af referencer til den prosaiske verden." Det kemiske bryllup" etablerer et selvstændigt og dragende univers, der fungerer fordi det både ligner og drejer det velkendte. Det har sine friheder, men det er ikke en enfoldig dagdrøm, et stykke eskapisme. Ida Marie Hede hiver ind fra venstre og højre. Kaotisk, måske. Men hun er som regel præcis og har en herlig humoristisk sans. Et eksempel - og gå selv ned i boghandelen og køb eller bestil bogen: "Special Agent Cooper vågner! Dvaskt hviler han på langs hen over salens rokokostol som malerens søvnige muse, skøn at skue, med sit glatte, sorte hår, sin udstående hage. En blodfattig Adonis, som havde de lokale tæger forlystet sig på ham".
Hede selv har ifølge Facebook travlt med at være i England og blive inspireret til nye skrifteventyr:
skal til det her i morgen i bristol, wowzers. og sige noget på søndag om en udveksling af kærlighedsbreve, så nervepirrende, at den gik i opløsning, før den for alvor gik i gang. i landet, hvor radioen spiller 'heksen er død', men mange i harme råber, at noget så cool som en heks ikke bør sammenlignes med maggie t.
http://www.bristol.ac.uk/arts/research/performing-documents/conference/#description
tirsdag den 2. april 2013
Nr. 1 blogfordel
vs. anmeldelser:
Man har ret til at lade være at REFERERE bøgerne!
Se bare nedenfor, der står ikke et ORD om, hvad der SKER, FOREGÅR, HÆNDER, PÅGÅR, hvad HANDLINGEN eller PLOTTET beløber sig til, i de 3 romaner, jeg har faktisk enormt lyst til at referere Weitzes roman, fordi det er en SUMMENDE, STIKKENDE BIKUBE AF HÆNDELSER, hvis laveste sammenhæng er den kronologiske sekvens og logik, men jeg lader være, fordi det kan jeg tillade mig, se bare!
(og jeg er så bange for, at der er alt muligt SKEENDE i Jan Sonnergaards novellemursten, som jeg er tvunget til at notere mig, selv om det aldrig eller (Svend Åge findes!) sjældent er handlingen, der er kunsten i en bog, og i en vellykket Sonnergaard-novelle, og det er virkelig, virkelig, virkelig, lang tid siden, han har skrevet sådan én, but here's hoping, er kunsten snarere den HAPPENING, handlingen er eller terroriseres til at blive).
Man har ret til at lade være at REFERERE bøgerne!
Se bare nedenfor, der står ikke et ORD om, hvad der SKER, FOREGÅR, HÆNDER, PÅGÅR, hvad HANDLINGEN eller PLOTTET beløber sig til, i de 3 romaner, jeg har faktisk enormt lyst til at referere Weitzes roman, fordi det er en SUMMENDE, STIKKENDE BIKUBE AF HÆNDELSER, hvis laveste sammenhæng er den kronologiske sekvens og logik, men jeg lader være, fordi det kan jeg tillade mig, se bare!
(og jeg er så bange for, at der er alt muligt SKEENDE i Jan Sonnergaards novellemursten, som jeg er tvunget til at notere mig, selv om det aldrig eller (Svend Åge findes!) sjældent er handlingen, der er kunsten i en bog, og i en vellykket Sonnergaard-novelle, og det er virkelig, virkelig, virkelig, lang tid siden, han har skrevet sådan én, but here's hoping, er kunsten snarere den HAPPENING, handlingen er eller terroriseres til at blive).
mandag den 1. april 2013
Stil og ustil og mørkt stål (Weitze Woman Is Back!)
Jeg har læst 3 bøger fra Samleren, som jeg ikke har fået penge for at at læse, dvs. ikke skal anmelde, de to er allerede udkommet og har fået henholdsvis en blandet og en positiv (om ikke begejstret) modtagelse, mens den tredje udkommer lige om lidt:
Julia Butschkow: Aber dabei
Dorthe Nors: Minna mangler et øvelokale
Charlotte Weitze: Harzen-sanger
Aber dabei er for mig eksempel på ustil, på at stil ikke er noget, forfatteren har eller er interesseret i, det flyder let, men tungt, klichéfuldt, men anonymt af sted, som i disse de allerførste sætninger: "" Vil du gerne dø?" Det er Jens-Martin, der spørger mig. Han stirrer på mig med sit gennemborende psykiaterblik", indtil hun, opbremsende og derpå opspeedende, er det, i afsnittene med den maniske advokat, hvor stilen bliver kitsch, "stil", fordi den skal være eksemplarisk, manisk stil = manisk person, snarere end karakterfuld/-eksploderende eller bare stilig: fedt skrevet for skrivefedhedesn egen skyld.
Minna mangler et øvelokale er et eksempel på markant og markeret stiliseret stil, der nok i sit udgangspunkt er eksemplarisk - som forklaret af forfatteren i interviews: hovedsætninger = sms-/opdaterings-sprog, men fordi forfatteren morer sig med den og har talent til at more sig virtuost, bliver stilen sin egen karakterfulde og originale stilighed, flintrende-flimrende ironisk-naivistisk fart og tempo, der her og dér, som det eksemplariskes lige så ondartede, simasiske tvilling, godt kan nærme sig noget klummeagtigt kælent (og i den våde havfruesymbolig noget litteraturagtigt klodset), fordi den, stilen, lige præcis ikke kommer virkelig svimmelt, måske endda katastrofalt eller i det mindste crazy på glatis (jf. Nellie):
Mannas mor bor i Aarhus.
Minna er ligesom Karin fra Jylland.
Minna er bare ikke fra Jylland på samme måde
Minna er fra Marselisborgskovene.
Minna er en gammel mands datter.
Minna er en yngre mands efternøler.
Mor er stadig enke, men
mor har en kæreste.
Kæresten hedder Finn.
Finn og mor går på museum.
Finn og mor tager på højskole.
Finn og mor bor hver for sig.
Mor er for gammel til hele pakken.
Finn ville ellers gerne, men
mor er herre i sit eget hus.
Mor er også god til at holde kontakten.
Mor har været på computerkursus i Seniorklubben.
Mor er på Facebook.
Mor har en blog.
Harzen-sanger er et eksempel på mørkt stål - FORDI DET - HURRA! HURRA! HURRA! - FAKTISK ER DEN MAGTFULDT OG AUTONOMT OG (VISTE DET SIG) MØRKT MØRKT MØRKT FABULERENDE ROMAN, VI HAR VENTET PÅ SIDEN BREVBÆREREN FRA FOR NØJAGTIG 10 ÅR SIDEN, OG NEJ! HVOR ER JEG KED AF, AT JEG IKKE HYSTERISK GLAD SKAL ANMELDE DEN SOM EN AF FORÅRET FORELØBIG TRE BEDSTE IKKE BARE ROMANER MEN BØGER, de to andre: Nellies bog og År 9 efter Loopet (og for 17 (sytten!) år siden anmeldte jeg, i en af mine første WA-anmeldelser, Adolphsens og Weitzes debutbøger som repræsenterende en nye generation af "fabulanter", der imidlertid aldrig fik andre repræsentanter (som om de ikke var mange nok!?). Mørkt stål vil sige en intenst, på samme tid tæt og hektisk skriblen sig ind i egensindigt skriftrum, der ikke så meget er stiligt, selvom det på sine skæve, dumpe måde også er det, som akkurat stålsat, som en panserkrydser gennem et drømmeocean (altså en omvendt flyvende hollænder), bortset fra at ALTING i en labyrint af fjer handler om fugle, men her er hovedpersonen, den stumme, tidligere magisk syngende, moderligt desperate Hanna, på færgefart:
Hanna står på færgen og ser skumsprøjtet, som den efterlader. Hun er på vej mod et land, hvor hun dårligt forstår sproget.
Der bliver kaldt til bilerne, og hun går ned ad trapperne til færgens mave. I mylderet er alle sammen med nogen. Hun har hørt, at de som overlever skibskatastrofer, er dem, der rejser alene. Dem, som ikke føler, at de skal hjælpe eller tage hensyn til nogen. Dem, som blot har et billede af familien i tankerne. Måske er det bedre at være en af de døde, så man ikke hver nat skal se dem som spøgelsesblege billeder på egen egoisme. Fastklemte under kiokskvarer, bankende hænder på kahytsdøre, der ikke kan komme op. Lykkelig er måske ikke dén, der har hørt redningsbådens raslende kæder.
Jeg må til Harzen tænker hun, først når jeg får vished, kontakter jeg Niels igen. Nede i tasken, i pungen, ligger det, hun har tilbage. Adressen på sanglæreren, som Bekæmperen anbefalede Lisa.
Det er fabelagtig stil at skrive en fiktion, hvor en person, der bare hedder Bekæmperen, anbefaler en sanglærer i Harzen.
Julia Butschkow: Aber dabei
Dorthe Nors: Minna mangler et øvelokale
Charlotte Weitze: Harzen-sanger
Aber dabei er for mig eksempel på ustil, på at stil ikke er noget, forfatteren har eller er interesseret i, det flyder let, men tungt, klichéfuldt, men anonymt af sted, som i disse de allerførste sætninger: "" Vil du gerne dø?" Det er Jens-Martin, der spørger mig. Han stirrer på mig med sit gennemborende psykiaterblik", indtil hun, opbremsende og derpå opspeedende, er det, i afsnittene med den maniske advokat, hvor stilen bliver kitsch, "stil", fordi den skal være eksemplarisk, manisk stil = manisk person, snarere end karakterfuld/-eksploderende eller bare stilig: fedt skrevet for skrivefedhedesn egen skyld.
Minna mangler et øvelokale er et eksempel på markant og markeret stiliseret stil, der nok i sit udgangspunkt er eksemplarisk - som forklaret af forfatteren i interviews: hovedsætninger = sms-/opdaterings-sprog, men fordi forfatteren morer sig med den og har talent til at more sig virtuost, bliver stilen sin egen karakterfulde og originale stilighed, flintrende-flimrende ironisk-naivistisk fart og tempo, der her og dér, som det eksemplariskes lige så ondartede, simasiske tvilling, godt kan nærme sig noget klummeagtigt kælent (og i den våde havfruesymbolig noget litteraturagtigt klodset), fordi den, stilen, lige præcis ikke kommer virkelig svimmelt, måske endda katastrofalt eller i det mindste crazy på glatis (jf. Nellie):
Mannas mor bor i Aarhus.
Minna er ligesom Karin fra Jylland.
Minna er bare ikke fra Jylland på samme måde
Minna er fra Marselisborgskovene.
Minna er en gammel mands datter.
Minna er en yngre mands efternøler.
Mor er stadig enke, men
mor har en kæreste.
Kæresten hedder Finn.
Finn og mor går på museum.
Finn og mor tager på højskole.
Finn og mor bor hver for sig.
Mor er for gammel til hele pakken.
Finn ville ellers gerne, men
mor er herre i sit eget hus.
Mor er også god til at holde kontakten.
Mor har været på computerkursus i Seniorklubben.
Mor er på Facebook.
Mor har en blog.
Harzen-sanger er et eksempel på mørkt stål - FORDI DET - HURRA! HURRA! HURRA! - FAKTISK ER DEN MAGTFULDT OG AUTONOMT OG (VISTE DET SIG) MØRKT MØRKT MØRKT FABULERENDE ROMAN, VI HAR VENTET PÅ SIDEN BREVBÆREREN FRA FOR NØJAGTIG 10 ÅR SIDEN, OG NEJ! HVOR ER JEG KED AF, AT JEG IKKE HYSTERISK GLAD SKAL ANMELDE DEN SOM EN AF FORÅRET FORELØBIG TRE BEDSTE IKKE BARE ROMANER MEN BØGER, de to andre: Nellies bog og År 9 efter Loopet (og for 17 (sytten!) år siden anmeldte jeg, i en af mine første WA-anmeldelser, Adolphsens og Weitzes debutbøger som repræsenterende en nye generation af "fabulanter", der imidlertid aldrig fik andre repræsentanter (som om de ikke var mange nok!?). Mørkt stål vil sige en intenst, på samme tid tæt og hektisk skriblen sig ind i egensindigt skriftrum, der ikke så meget er stiligt, selvom det på sine skæve, dumpe måde også er det, som akkurat stålsat, som en panserkrydser gennem et drømmeocean (altså en omvendt flyvende hollænder), bortset fra at ALTING i en labyrint af fjer handler om fugle, men her er hovedpersonen, den stumme, tidligere magisk syngende, moderligt desperate Hanna, på færgefart:
Hanna står på færgen og ser skumsprøjtet, som den efterlader. Hun er på vej mod et land, hvor hun dårligt forstår sproget.
Der bliver kaldt til bilerne, og hun går ned ad trapperne til færgens mave. I mylderet er alle sammen med nogen. Hun har hørt, at de som overlever skibskatastrofer, er dem, der rejser alene. Dem, som ikke føler, at de skal hjælpe eller tage hensyn til nogen. Dem, som blot har et billede af familien i tankerne. Måske er det bedre at være en af de døde, så man ikke hver nat skal se dem som spøgelsesblege billeder på egen egoisme. Fastklemte under kiokskvarer, bankende hænder på kahytsdøre, der ikke kan komme op. Lykkelig er måske ikke dén, der har hørt redningsbådens raslende kæder.
Jeg må til Harzen tænker hun, først når jeg får vished, kontakter jeg Niels igen. Nede i tasken, i pungen, ligger det, hun har tilbage. Adressen på sanglæreren, som Bekæmperen anbefalede Lisa.
Det er fabelagtig stil at skrive en fiktion, hvor en person, der bare hedder Bekæmperen, anbefaler en sanglærer i Harzen.
Abonner på:
Opslag (Atom)
