"Men på et tidpunkt, da var hun allerede ved at indse, at luftige farver og flyvende former ikke kunne skaffe hende af med den kropslige tyngde som tyngede hende, men på et tidspunkt fandt hun sammen med den mest svævende person man kunne forestille sig. for det var landets mest dansende og svimlende digter.
Herefter vidste hun med sikkerhed at de stormende, flyvende ordbilleder ville være hendes bane. Sammen med denne nye ven udviklede hun de mest tyngdesprængende digte man kunne forestille sig.
Vel fløj vennen højere end hun, men hun havde nået sit mål.
Lykkedes det da for hende at blive et spøgelse? spurgte spøgelseskvindens datter spændt.
Du må vide, gentog hendes mor, der er aldrig noget levende menneske der har overskredet kroppens begrænsninger. Men kvinden skrev flygtige og drømmende digte. Og det lykkedes hende hende at få dem udgivet. Og hun modtog anerkendelse for dem, for eksempel når hun havde skrevet:
De forstår ikke
at jeg nu sidder her i Græsset
solplirende og med Benene strakt ud
og stirrer ud over den blaa Havflade
og at jeg
sprængfærdig af alt dette for meget
der huserer i mig
føler Trang til at kaste mig ud
i Æterhavet
og blive til intet"
