tirsdag den 5. august 2014

Messefaldskærm

Det blev for meget med både interview med Pablo Llambías og anmeldelse af hans bog om prædikenskrivning i WA Bøger på fredag, så anmeldelsen røg ud, og her er den eksklusivt for Blogdahls læsere:

ANG. PRÆK Pablo Lambías er både skarp og vidtløftig, når han vejleder præster i at prædike med den rette, passionerede præcision

Hun har en prædikestol

Pablo Llambìas: Standardprædikenen. 106 sider, 170 kr. Forlaget Aros

Avantgardeforfatter og Forfatterskolerektor Pablo Llambías har de seneste år haft en halvhemmelig nebengesjæft som underviser i prædikenskrivning på Pastoralseminariet. Med udgivelsen af den lille, livlige bog med den tunge titel Standardprædikenen på forlaget Aros (et af Religionspædagogisk Centers mange forlag) er denne aktivitet nu blevet halvoffentlig omsider.
  Bogen er en slags essayistisk vejledning i og diskussion af at skrive prædikener, direkte henvendt til prædikenskriverne, den danske folkekirkes præster; undertitel plus genrebetegnelse: ”Om at skrive prædiken – en personlig refleksion”.
   Det kan vel næsten ikke blive mere målrettet snævert, hvad såvel emne som målgruppe angår: Om prædikener for præster. Men på trods eller på grund af denne eksakte snæverhed oplever jeg bogen som højst inciterende og vedkommende.  
   Inciterende er bogen som intrikat Llambías-værk i sin egen ret, parallelt med hybrid-hovedværket Rådhus og Suzanne Brøgger-omskrivningen Kærlighedens veje og vildveje, der begge praktiserer læsning (af henholdsvis rådhuse og Brøgger) som indblanding og sammenblanding; den nøgternt  konverserende tone undgår ikke her og dér at nærme sig det salvelsesfulde eller bare ”prædikenagtige” og måske endda med vilje.
  Vedkommende er bogen som eksemplarisk, tænksom genre-undersøgelse på empirisk grundlag: Hvordan ser de tekster, der er prædikener, ud? Hvordan ser de ud som svagest og som bedst?
  Det er her det (bevidst) håbløse titel-begreb kommer ind: Alle prædikenskrivende præster forholder sig til en usynlig standardprædiken: Parafrase (af dagens tekst), udlægning, forkyndelse. I stedet for at skjule eller omgå dette standard-format – en udbredt tendens er at springe parafrasen over og gå direkte til udlægningen – bør præsten tage det på sig, mener Llambías, og kvalificere det, som en skærpelse i tre etaper (med såkaldte ”broer” imellem) af en vinkling på dagens tekst.
  Lambías går ind for den ensporede prædiken, der ikke skifter spor undervejs eller bliver til flere prædikener i én, som det åbenbart ofte er tilfældet, men holder sig til det, der for præsten brænder på (bogens centrale metafor) i teksten. Og bliver den brand først klar til sidst, må prædikenen skrives forfra derfra.
   Bogen selv begynder, meget lidt ensporet, i en række tøvende, cirklende diskussioner af sprog og stil og Llambías’ egne (tvivlsomme) kvalifikationer og trosforhold, som kom han direkte fra sine tre kæmpebind med bekendelses-sonetter, hvilket han forfatterskabsmæssigt jo også gør: At sætte sig i autoritet via dirrende virren – vedkendt virren! Der spøjst nok klinger mere personligt og dermed effektivt, når fokus ikke eksklusivt er personen PL.
  Hånd i hånd med fad livstils-moralisme er akkurat falsk autoritet yndlingsofferet blandt prædiken-skødesynder; Lambías er nådsløs i sin sproglige afklædning af forlorne attituder:
  ””Altså” er en kølle, som man kan slå andre mennesker i hovedet med. Det samme er ”jo” og ”bare”, der tilsyneladende er underspillende biord, men som i virkeligheden har til formål at få éns argument til at virke mindre end det er, således at modparten ikke kan tillade sig at stille noget op med det.”
   Budskabet er, at det er god stil at være sig selv og god form at brænde igennem. Og en god idé at varme op med god gammeldags, surrealistisk automatskrift. Til det kan denne lige så troløse anmelder kun sige: Amen! 

 

- her står Pablo sammen med en præst og kigger i en kirkelig bog, der er skrevet på tysk

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar