Det var et chok for sheiken, at han var blevet tematisk

Mail fra Lydia på Gyldendal:

Kære Lars

Gyldendal har modtaget en forespørgsel fra Dansklærerforeningens forlag. De planlægger en udgivelse med titlen: Litteratur med udsyn, bind 2. De skriver selv om udgivelsen:

To-bindsserien Litteratur med udsyn  - Globale perspektiver i danskundervisningen, omhandler litterære tematikker herunder, geografiske funderede fortællinger, vidnesbyrd- og migrationslitteratur. Bind 2 fokuserer på tematiseringen og beskrivelsen af Orienten og Grønland i nyere dansk litteratur.

I denne ønsker de at benytte følgende tekst:

116 chok for sheiken, side 48 (kr. 250,54)

- en ære for både mig og sheiken og klækkeligt betalt jo, men lettere mærkeligt valg, hvad enten det er det ene eller det andet digt på side 48 eller dem begge to, der er valgt ud som eksemplarisk tematisk globalistisk(e) (det første kunne også handle om anti-globalisten Donald Trump):

"Det var et chok for sheiken,
at Kong Midas skulle have et problem,
og så med guld.

Jeg er der Sandmann, sagde han,
alt gør jeg til sand, amd I feel fine.

*

Det var et chok for sheiken,
at hans hans chauffør, der var
indfødt ad helvede til,
talte svensk i søvne.

Jeg har for resten en enkelt gang
taget ham i at køre i venstre side
af sandet, sagde han."

2 ting i avisen, noget (formodentlig helt) rigtigt og noget (åbenlyst) forkert

Bo Tao Michaëlis anmelder i lørdagens Politiken Jens Kramshøj Flinkers Litteratur i 00' erne. En ny ideologikritik, som jeg har stående på min reol, men ikke har orket at læse, nu behøver jeg det ikke, og åh, jeg elsker Bo Taos årgangs-vid:

MEN BOGEN er her og der irriterende med sin lancering af en ny ideologikritik og et såkaldt nyt ideologibegreb. For at profilere en sådan sætter Jens Kramshøj Flinker en stråmand op, marxistisk ideologikritik, og så hudfletter han denne, sågar med stor hjælp fra andre marxister. Først og fremmest den slovenske spradebasse Zizek og den kølige franskmand Bourdieu. Men dermed (be) viser han jo netop, at et begreb som marxistisk ideologikritik ikke er en formel, men lige så mangfoldigt som kirkesamfund i USA.Forfatterens egen ideologikritik er i mine øjne meget af en opskrivning af mellemkrigstidens freudomarxisme, psykoanalyse og socialdialektik samt hegemoni-og anerkendelsesbegreber fra nyere kulturstudier. Eksemplarisk hastes der af sted uden litterære skel. Mellem Martin Kongstads glatte sædeskildringer, Vinn Nielsens postmoderne socialrealisme og Pia Juuls ironiske minimalisme. Alle opponerer mod en og samme overklasse. FOR MIG som litterat er sociologi i skønlitteratur mest som at spille kegler med en brosten. At det immervæk er mere kulturelt givende at finde ud af, hvorledes en tekst æstetisk fortæller og forfører, end hvad en tekst handler om som cases, feltstudier og læring i skolestuen. Men ' Litteratur i 00' erne er den rigtige bryllupsgave til det tværfaglige tvangsægteskab mellem samfundsfag og dansk i skolen. I mine øjne havde det været bedre, hvis de to var fortsat med at leve på polsk.

I WA Bøger i fredags anmelder Kristian Ditlev Jensen Camilla Stockmarrs roman Den anden bred vældigt positivt, og jeg har ikke læst bogen, så det kan gerne være helt rimeligt, men får umiddelbart mistillid til hans ros af bogens "gennemsigtige" sprog og af sproglig gennemsigtighed som sådan, der for mig bare bliver lig med anonymitet og funktionalitet; selv den diskreteste, mest letløbende og selvfølgelige stil er mærkbar som diskret/letløbende/sellvfølgelig stilig:

Nogle forfattere har et helt gennemsigtigt sprog, sådan føles det. Som en rude, man kigger lige ud i virkeligheden igennem.
Bjarne Reuter har det. Peter Høeg har det også. Og Klaus Rifbjerg for den sags skyld. En ægte sproglig transparence.Camilla Stockmarr er også sådan en forfatter - eller i hvert fald ved at blive det. Hendes prosa føles næsten fraværende, som om teksten falder væk som skæl fra læserens øjne. Tilbage er bare historien, personerne, følelserne, detaljerne.

Det er så mærkeligt åbenlyst FORKERT, at lige præcis Reuter og Rifbjerg, som bedst, og Høeg, som værst, som er det andre kalder bedst, skriver gennemsigtigt; de skriver voldsomt og umiskendeligt stilistisk støjende, alle 3, jamenaltså!

Selfie som laveste fællesnævner

Forfatterweb er

et forfatterleksikon over danske og udenlandske forfattere som omfatter både afdøde og nulevende forfattere. Primo 2013 indeholder Forfatterweb ca. 700 portrætter. (...) Alle portrætter opdateres løbende og mængden af nye forfattere øges med ca. 50 årligt. Forfatterweb udgives af DBC as www.dbc.dk og iBureauet www.ibureauet.dk Portrætterne udarbejdes af professionelle skribenter, litterater og journalister.

- Forfatterwebbet har travlt, seneste opslag er udarbejdet af Betty Frank Simonsen og portrætterer forårsdebutant Hassan Preisler, og jeg følger mig lidt skyldig i, at Preisler under "Beslægtede forfatterskaber" sammenlignes med Dan Turèll, for i min anmeldelse i sin tid sammenlignede jeg Brun mands byrde med Vangede Billeder, men jo pga. og-opremnisingsstilen og -tricket og identitetstemaet, sgu da ikke samfundsrevseriet (der i Vangede Billeder bare er (vedkendt) folkoekomedie-pop), og det er særdeles sjældent formålet, siær i Vangede Billeder, med Dan Turèlls (virkelig grimt ord) "sprøjtende" sætninger at afklæde personer og spidde miljøer, og hvis Preisler spidder og afklæder nogen, er det jo for fanden ham selv:

Hassan Preisler blev ved udgivelsen af ”Brun mands byrde” sammenlignet med samfundsrevseren Dan Turèll, og der er flere stilmæssige ting, der binder de to forfattere sammen: det høje gear, de sprøjtende, tempofyldte sætninger, der i en håndevending kan afklæde en person og spidde et miljø og en samtid.
Men det er også nærliggende at sætte Preisler i forbindelse med yngre og debuterende forfattere, der for alvor er kommet på banen i løbet af 2013 og som har det selvbiografiske til fælles med Preisler. Her kan man nævne Yahya Hassan med digtsamlingen af samme navn, Asta Olivia Nordenhof med digtsamlingen ”Det nemme og det ensomme” og Jacob Skyggebjerg med ”Vor tids helt”. Som med Preislers ”Brun mands byrde” har alle bøgerne forfatteren på forsiden – enten i form af et billede, eller fordi bogen lyder forfatterens navn.
De indvarsler en selvbiografisk bølge i dansk litteratur, en, der vidner om en til tider rå og ikke så velkendt side af det danske velfærdssamfund. Man kan kalde dem nye stemmer i dansk litteratur, direkte, selvudleverende og indignerede, og det er også sådan, de er blevet taget imod af et næsten entydigt begejstret anmelderkorps.

Og hvor er det en meningsløs, intetsigende lighed, at Preisler, Hassan, Nordenhof, Skyggebjerg er "selvbiografiske" og "direkte, selvudleverende og indignerede", dokumenteret ved deres forsiders selvportrætter (minus én), når de altafgørende - ikke mindst formelle, stilistiske, genremæssige - forskelle slet ikke nævnes eller kvalificeres; Preisler og Hassan ligner lige så lidt hinanden som og fordi de er selvbiografiske, som de ligner hinanden som og fordi de er brune i løden. Det er så trist, når tematiske kasser smækker sammen om bøger, der stadig er dugfriske i hånden, og desto mere, når de (institutionelt sanktioneret og markedsført NB) smækker torskedumt.

Cool crazy tematik

Hov, jeg gider godt høre på Ida Marie Hede tale TEMATISK om sin unikkke out-of this-world-bog Det kemiske bryllup, i et interview i Information, og det er det sidste, jeg plejer at gide at høre en forfatter tale om og som, men det er jo fordi hun tænker og praktiserer tematik lige så målrettet flintrende og flintrende hybridt - som et "flow" med hendes eget ord - som alt andet i sin bog, herunder stil:

– Kan du forstå, hvis man synes, at din nye bog er 70'er-syret?
Det kemiske bryllup er afgjort inspireret af en litterær tradition, der er hallucinatorisk. Samtidig leger bogen tematisk med fantasier om 1970’erne. Men bogen har ikke røget en bon, den er ikke en flipper. Den er præcis i både sprog og tematisk flow.

– Er det ikke lidt fortænkt, at de der tvillinger bliver født af en højttaler? Helt ærligt?
Helt ærligt: Så er det i hvert fald ret gennemtænkt – og her kan man vel aldrig tænke for meget? – at de ikke bliver født af hverken en kvinde/livmoder, en bengalsk tiger eller ud af Rundetårn. Højttaleren tager pladsen som fødselsmaskine for at kickstarte bogens temaer: Ideerne om ophav, reproduktion samt spørgsmålene om, hvad samhørighed og fællesskab kan tage form som, når de konventionelle familiestrukturer ikke længere findes. Højttaleren peger på, hvordan det teknologiske allerede er en integreret del af både nuets og fremtidens reproduktionsmetoder. Samtidig er højttaleren en teknologi, der (på esoterisk vis) rummer kulturelle erindringer, f.eks. rester af pop og punkmusik, der sætter sig som genetiske prægninger i tvillingerne. Vi er aldrig afgrænsede fra verden. I samtiden er vi måske endda i fuld øjenhøjde med objekter og subjekter, lyde og billeder, iTunes-playlister og hollywoodstjerner. Derudover giver det ingen mening for litterære figurer i min form for spekulativ prosalyrik at agere psykologisk, og den kunstighed understreger højttaleren.

– Hvilke menneskelige dilemmaer optager dig?
Mange. Om det er muligt at begribe, at materialer er levende og autonome. Hvordan vi interagerer med objekter, teknologier, billeder, lyd, og hvordan det påvirker vores måde at indgå i nye fællesskaber på. Hvad solidaritet kan være i dag. Om nye reproduktionsteknologier vil ændre vores leveformer, kroppe, køn og selvforståelse.

- og jeg tager også lige det her svar med, fordi det er sjovt - og det burde jeg måske også have fremhævet mere i min afmægtigt overfladeskøjtende anmeldelse, hvor afsindigt SJOV, Hede er! 

– Hvad er der galt med et godt gammeldags plot?
Ikke så meget. Et plot kan være mange ting. Det gode gammeldags af slagsen kunne man dog iklæde almuedragt og anrette fint i en montre på Nationalmuseet. Det har stor historisk betydning, det skal ikke undervurderes, og det vil tiltrække mange børnefamilier og turister.

Det eneste der er værre end den gode historie mandag morgen

er selvfølgelig TEMATIK - dramatikeren Christian Lollike i et interview Politiiken i dag:

Det er imidlertid ikke nære følelser, der er dynamoen i Christian Lollikes dramatik. Da han for tolv år siden som færdiguddannet fra dramatikeruddannelsen på Aarhus Teater satte sig til tastaturet og skrev sine første professionelle tekster, ville han noget andet end filmbranchens uafbrudte søgen efter ’den gode historie’. »Da sagde jeg: Det handler om

temaet.

Historien er bare noget, man bruger til at analysere temaet og kulturen på. Jeg er interesseret i nogle mere syrede, analytiske replikker end noget, der skal komme som en enkelt følelse fra et menneske«. Samtidig ville han dengang heller ikke lade sig indhylle i det velmenende, opdragende hippieprojekt, som han syntes teaterbranchen bar præg af. Det var ifølge ham for pædagogisk. »Noget af det første, folk sagde om mine forestillinger, var: ’Vi ved ikke, hvad han mener…’ Den anden ting var, at jeg gav afkald på at høre ofrenes stemmer. Det var ligesom om, man syntes, at det var dem, det var synd for, man skulle sikre, at sympatien var med. Jeg synes, det er mere interessant, at vi skal have sympati for dem, vi synes er mere ubehagelige«.

Forstår han ikke, at det bare er omvendt pædagogik, der qua sin omvending er endnu meget TYDELIGERE (for andre end de mest idiotiske hippier, som der så åbenbart er mange af i teaterverdenen) i sin TEMATISERENDE HÆRGEN?