Ikke dårligt (meta)digt med skæg i

læst denne morgen:

mine kolleger ytrer sig fortrinsvis
om stokroser, sjælens udødelighed
og fordelen ved fuldskæg, fuldkorn
og jordomsejling, den slags, blodtryk
og fidusen ved husdyr, mange og gode
briller og måder at tilberede en kanin på,
hvorfor ikke også en hund, når alt kommer
                                                           (til alt)

- Per Aage Brandt, fra En flue i en dråbe rav, bind x i kvartetværket Vejrmeldinger

Den Tårevædede Skægtale

- i WA Bøger i dag står som kommentar Den Vindtørre Skægtale, der er identisk med denne Den Tårevædede Skægtale bortset lige fra slutafsnittet, fra og med skæg-interview-citatet. Ved fødselsdagsreceptionen i forgårs læste jeg begge slutninger op:

Hudløst fuldskæg

Min ven Jens bliver mærkeligt nok 50 denne 8. august: Hans vældige fuldskæg er ikke helt så gammelt, men har, vil jeg påstå, altid være på spring. Gennem hele Jens’ mytologiske Risskov-opvækst hvilede skæggets fantomskygge over kinder, hage og hals. Fra jeg mødte ham første skoledag august 1984 på Aarhus Katedralskole, indtil skægget – hvornår`- vel engang i 90’erne første gang begyndte at mørkne frem og oppe i 00’erne avancerede til at blomstre vildt og monstrøst.

. Jens’ skæg er et Blendstrup-værk i egen ret, et stadigt rekordforsøg – ingen anden dansk forfatter er nået tilnærmelsesvidt så langt, ikke engang Frank Jæger i hans sene kriseår, ikke engang Sten Kaalø som frimenighedspræst– et brand og en brand, udtalt på henholdsvis dansk og engelsk, et mobilt skjulested og en stor fed metafor på liv og værk.

. Jens’ tekster er som hans skæg. De er en fuldkommen original uredelighed voksende direkte fra og i samme bevægelse skjulende en håbløst renfærdig nøgenhed. Og pointen er jo så, at nøgenheden optimeres af skægheden. I form af et kæmpeskægs totalt sammenfiltrede rotorblade får nøgenheden mirakuløst vinger og bliver ikke bare skønnere og sjovere, men også sandere.

. Jens’ skæg er desuden en fælde. Læsere og tilskuere lokkes til af den tilsyneladende godmodige julemandsstil og låses umærkeligt inde i det ubændigt fabulerende krat; 100 år er ikke nok til at komme fri af en Blendstrup-tekst, der er vokset helt ind under huden.

  Mit yndlingseksempel er og bliver fortællingen ”Fodboldfesten”, fast indslag i vores fællesshow Litterær Hypnose og derfor klart den tekst, jeg har hørt læst op flest gange i mit liv.

   Fortællingen tager udgangspunkt i en autentisk fodboldkamp mellem Irland og DK, hvor lyset gik nede på banen. Jens lader tiden gå i stå i alle de små stuer, og derfra vokser fortællingen frit og rasende – refræn: ”Der hentes flere øl” – indtil lyset vender tilbage til Dublin Stadion, og fortællingen går ultimativt amok. Og publikum til deres fnisende gru opdager, at de lige har slugt et stort, frygteligt skæg. Det er præcis, tænker jeg, som at overvære en fast motion-optagelse af Jens’ skæg i årelang vækst. Skæg er endda et meta-motiv nede i teksten, hør bare:  

  ”Der hentes flere øl. Mændenes skæg vokser vildt gennem husenes sprækker og kroge. Små fugle har bygget rede, Indimellem må fuglene flygte, når mændene løber frem og tilbage og tager skægget med sig.”

  Jens har kun skrevet én komplet skægløs bog, og det er selvfølgelig Gud taler ud, den nyklassiske og gudhjælpemig filmatiserede roman om hans utrolige far, Uffe Blendstrup, Uff mellem sønner, hvor reglen var nødt til at være, at der ikke måtte findes på, ikke vokses skæg. Der er det, der gør den bog så særligt intens, med et barberblad pløjer den sig gennem alt det skæg, der ikke er der. Og ligesom Jens godt og grundigt har forløst sin fars digterdrømme, er han også gået til de fulde yderligheder med Uffs ustadige, beskedne skægtilnærmelser.

  Efterfølgeren til Gud, soldaterromanen Bombaygryde, er allerede voldsomt skægoverløbet. Jens meldte sig ikke til kamptropperne på Bornholm, fordi han tabte i Matador til sin far. I know! Jeg var til stede! Men nu om stunder tror Jens selv på, at det var sådan det gik for sig. På den måde vokser skægget ind over grænsen mellem fiktion og virkelighed., fra begge sider vel at mærke.

.  Jens er nemlig selv som sit skæg, han smykker alting mere skægt og skægget. Mellem 20 til 80 % af ethvert interview er det rene opspind og/eller groft fortegnet og overdrevet. Jeg holder hver gang regnskab, til Jens’ store irritation, bare for selv at have et vist realitetsstyr. Dette citat fra et Politiken-interviewe vurderer jeg til en høj grad af sanddruhed:

. ” Når jeg har skæg, er det, som om jeg har min egen lille Thylejr indeni. Jeg føler mig fri. Jeg prøver heller ikke at spille venlig eller høflig. Det er rart at se lidt skræmmende ud. Måske fordi jeg altid har syntes, at det var svært at være ung. Når jeg har skæg, er jeg mig selv. Og som regel også mere vanvittig. Og jo større det bliver, jo vildere bliver jeg.”

. Jeg misunder Jens’ skæg, både reelt og metaforisk, det er forfærdeligt sølle, hvad jeg selv formår, både reelt og metaforisk. Men sikke en glæde og et privilegium at forblive venner med et ægte skægmonster og kunne tale skægløst med ham, når det brænder på. Det dramadokumentariske dukketeater, der altid afslutter vores litterære hypnose, afsluttes altid med udskrålingen af et bestemt Tom Waits-refræn, som måske faktisk er nøglen til skæggets hemmelighed. Skægget er ansigtet for fuldt blæs drømt fantastiskere, og du er uskyldig, når du drømmer:

  ”You're innocent when you dream/ When you dream/ You're innocent when you dream/
When you dream”

 

(Foto: Mariana Gil)

Årets skæg

1. Peter Adolphsens



2. Adam Scotts i The Secret Life of Walter Mitty (her forslået, han er en skurk)

 

3. Mit (1 års jubilæum om lidt og det føles som en keeper) ikke mindst i Paris



(foto: dig)

HONOURABLE MENTION

Sten Kaaløs, permanent, nagelfast installation gennem mange år


Jens Blendstrups, ustadigt, ubændigt zigzaggende muterende VOXENDE

Bue har stjålet min uskrevne skæg-suite og jeg tilgiver ham

Jeg må heller lige få det her af mit ubehårede bryst, inden jeg skriver min anmeldelse:

men altså det sidste halve års tid, men jeg har haft et slags skæg, har jeg gået rundt og tænkt på, at skrive om det, og det var lige som blevet for stor en ting i til en blogpost, eller rettere: jeg skulle have skrevet blogposter om det , men jeg var meget uvis på det, skægget, og så var det pludselig for sent; det forekom mærkeligt at skrive blogposter om mit skæg flere måneder efter, jeg havde anskaffet mig det - jeg har haft det på samme måder med to andre nyheder i mit liv: at jeg er blevet en ivrig og begejstret metropassager, og at jeg er flyttet i en stuelejlighed - med dig! - på Nordre Fasanvej, jeg har ikke central/føljetonblogget om det first thing, og nu er det for mærkeligt sent. Men jeg tænkte det så kunne være emnerne for tre ekstremt inderlige digt-suiter eller lang-prosadigte: NDR. FASANVEJ - METRO - SKÆG (der skulle nok være 1 overordnet titel, eller også skulle der ikke).

Nu er Bue. P. Peitersen forbandet nok kommet mig i forkøbet; det tredie afsnit i hans nye bundsolidt Bue'ske, i fredags udkommende digtbog Juice hedder "skæg" og handler irriterende skægt om skæg:

Det er et nyt land
som skægget rækker ind i,

af hemmelige kræfter og
maskulinitet,

man får del i en voldsom
pulje:

Mange skæg er gået
gennem historien,

som et stort, busket vingesus,

det er flere tusind års
udvikling og vækst
der spirer frem,

her i sensommeren,

det er flere tusind års
udviklng og vækst
man bliver filtret ind i.

- det er temmelig hårfagert gjort, og nu er endnu en bog, jeg sikkert alligevel aldrig fik skrevet, ødelagt og overflødiggjort, og selvfølgelig tilgiver jeg Bue.

(lille blogpost om skæg)

Nu forstår jeg, hvad udtrykket skæg for sig og snot for sig betyder!

Det betyder, at det er UMULIGT at skille skæg og snot fra hinanden, medmindre man barberer skægget af eller bandagerer næsen!

FTDÆAJBF (Foreningen Til Daglig Ædrueliggørelse Af Jens Blendstrups Fuldskæg)

I anledning af 44 års fødselsdagen i dag, og, ja, ja, TILLYKKE,  opretter jeg FTDÆAJBF (Foreningen Til Daglig Ædrueliggørelse Af Jens Blendstrups Fuldskæg), som vil arbejde for, at Jens hver dag holder den græsselige, i al hast vildtvoksende skægvækst nede, som i mine øjne er et billigt trick og en plat branding (som han jo ikke engang er ene om, og der er da endnu mindre identitet i at være medlem af foreningen DMF (digtere med fuldskæg)) og et krysteragtigt befæstningsværk, og så er hans fjæs bare så genuint karakterfuldt og noget så nydeligt uden; her er to billeder iført de selvsamme, modne briller MED og UDEN fuldskæg, og hvis I er enige i, at UDEN-billedet er den klart mest præsentable og sanddru repræsentation af min sjælfulde ven, så meld jer på stedet ind i FTDÆAJBF:

BET-billeder!

(alle fotos knipset af forlagshåndværker Rolf Sparre Johansson (OVBIDAT), 10000 tak Rolf!)

 

 

(JA! Det er det fulde Blendstrupskæg i en frysepose!)

(elektrisk stol-collage kreeret og doneret af tidligere Bet-modtager Viggo Madsen)

Mathilde Walter Clark puster det mørke hår væk fra ansigtet og uddyber

Hvordan jeg læser Informations bogtillæg (stadig det mindst ringe) denne torsdag morgen, efter min kone har fået sin fødselsdagssang og sine fødselsdagsgaver, og vi har spist morgenmad, 7-11-croissanter (min søn og jeg - den gode nyhed: Lagkagehuset åbner snart en afdeling på Værnedamsvej, i den gamle fotoforretning!) og müsli (min kone), og min søn er gået i skole, og min kone er gået på arbejde, og jeg sidder helt alene tilbage ved fødselsdagsbordet:
Bladre hurtigt væk fra den grimme forsidecollage af en skægget mand, der hedder Lars Olsen og ser skeptisk på en hel masse forfattere, fra Moestrup til Nordbrandt (Nordstrup!), med sugerørene ned i en "kunststøttepunch", for blot på side 2 at møde et foto af selvsamme skæggede mand, nu med gråsprængte hår på brystet, under overskriften: "Forfatter: Kunststøtten går til parnasset". Ja, hvem fanden skulle den ellers gå til? Og billedteksten: "Støtte? Forfatter Lars Olsen forstår ikke, hvorfor Kunstrådets Litteraturudvalg støtter forfattere, der allerede har modtaget masser af af offentlige støttekroner." Fordi gode forfattere mærkeligt nok har det med at have fået støtte før! Doh! Væk fra skægmanden igen! Til opslag om e-bøger, og der er ikke noget, der interesserer mig mindre: "Danskerne må vente længe på fremtidens bøger" Det har de rigtig godt af! Puh, hård torsdag denne, men så kommer forløsningen i form af tre kvikke, kapable anmeldelser af tre nye stykker dansk skønlitteratur - som jeg ikke selv har fået til anmeldelse (men jeg har tænkt mig at eftersøge Lucas på avisen, den burde være min!) og derfor ikke behøver at være paranoid omkring: Helle Juhl Lassen om debutroman af Kamilla Hega Holst, Kamilla Löfström om kortroman af Maja Lucas, Tue Nexø om novellesamling af Jens Peter Kaj Jensen; jeg er ikke sikker på, at jeg i mine egne læsninger vil være enig med de tre (ret glade) anmeldere, men jeg får lyst til at finde ud af, om jeg bliver det! På midteropslaget grande interview med Mathilde Walter Clark , der mener så meget OM, hvad hendes nye, tykke roman med den meget irriterende titel (hvis den ikke lige handlede om en fed romersk senator, og det gør den ikke) Priapus handler OM, at jeg fuldstændig mister lysten til at læse den, hvilket jeg nemlig pinedød skal, eftersom jeg har fået den til anmeldelse. Næste side: Tegneserieanmeldelse, springes let og elegant over, og så lille interview med debutant Ida Marie Hede, hvis Seancer jeg var ret vild med i WA, og som med vold og magt også tvinges til at udtale sig OM sin bogs mening (om ikke handling, for sådan en/nogle er der knap nok), hvilket hun er noget mere uvillig til end Clark, derfor interviewets smalhed. Næste opslag: Anmeldelser af udenlandsk skønlitteraur, mursten, krimi, post-kolo, lynskimmes med dårlig samvittighed. Og til sidst inden Leksikonkrydsen en rigtig skarp og ond kronik af en vis Lars Bjerregaard om "Den ny-nordiske krimi-puritanisme"´, der fik den den!
Rimeligt diverteret og pænt illumineret kan jeg rulle videre i min hverdag.