Alle har anmeldt Sonnergaards seneste fallitbo af en novellesamling (forfatteren har åbenbart raset over sine anmeldelser på Facebook, men jeg er rimeligt nok ikke venner med ham - er der nogen, som er, der vil dele hans aggressioner med Blogdahl?), men kun 2 Charlotte Weitzes fænomenale Harrzen-sanger, Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad og Nanna Goul i WA, og heldigvis fuldt positivt, men ikke helt så hysterisk begejstret, som JEG synes, bogen fortjener, Anders Juhl (der slet ikke kunne more sig over eller overhovedet forholde sig til Nellies bog) er vist slet ikke begejstringskapabel; hvad andet egentlig kan en roman udmærke sig som end fortællende prosa?:
Er Charlotte Weitze ikke en smule
undervurderet? Er hun i virkeligheden ikke blandt de dygtigste
prosaister i dansk litteratur? Sådan tænker jeg uvilkårligt efter at
have læst hendes nye roman, der er skrevet i den mest eventyrlige
romanprosa. At den netop er eventyrlig,
skal forstås i begge ordets betydninger, og at romanen først og fremmest
udmærker sig som fortællende prosa, bør understreges.
Politiken har bragt et måltidsidsinterview med Weitze (hvor hun fortæller, at et filmselskab overvejer at filmatisere sublime Brevbæreren, jeg håber sådan, det er PIXAR! det albinopostbud skal LYSE hvidt), men endnu ingen anmeldelse, det kan man da kalde utidigt sjusk!
Ida Marie Hedes forrygende Det kemiske bryllup, der udkom i tirsdags, har, fordi min blev valgt fra til i dags WA Bøger, kun fået 1 anmeldelse, af Erik Svendsen i Jyllands-Posten, som gudhjælpme er gedigent glad (jeg kan ikke se, hvor mange stjerner - sikkert kun 4, forhåbentlig 5), selvfølgelig pænt sjusket, men absolut ikke udum, og selvom han aldrig i en million år kan blive tilgivet for sin åndsforsnottede Nellie-anmeldelse tillader jeg mig at påskønne, at han i dette gloende glimt for en gangs skyld har set lyset, her er hele anmeldelsen:
Sagt uden omsvøb: Ida Marie Hede er et oplagt forfattertalent. I
referat kan "Det kemiske bryllup" lyde som en flippet affære. Det er
den også, men der er både idé og pondus i den mildest talt spraglede
historie om tvillingerne Caresse og Genesse, som fødes af en højttaler
(så er niveauet antydet) og i perioder forenes som heksen og rebellen
Jeunesse (!), der bevæger sig rundt i en gearet version af vores
samtidige verden. Med afstikkere til f. eks. feministiske udkantsområder
for rugemødre, og der er ikke et øje tørt i udstillingen af den rurale
idyl. Jeunesse får et intenst forhold til shaman-aspiranten Ted, og de
to er ikke de eneste i bogen, som dyrker det symbiotiske. Det er langt
ude og ret underholdende.Det fine er dels
den overraskende karakter historien konstant har, dels forbindelsen
mellem det der sker på handlingens plan og fremstillingens plastiske
sprog. Uden at havne i den rene vilkårlighed og det amokløbende
associative formår Hede at lade en vedvarende transformation styre
løjerne. Man kunne sige, at teksten og historien gennemgår den ene
metamorfose efter den anden. Resultatet er en visionær og parodisk
tekst, der både langer ud efter frelste ideer og magtens forskellige
ideologier.Ingen går fri og humøret er højt uanset, hvor vi befinder os. På den ene side er kravet om realisme ophævet, på den anden side bruger Hede løs af referencer til den prosaiske verden."
Det kemiske bryllup" etablerer et selvstændigt og dragende univers, der
fungerer fordi det både ligner og drejer det velkendte. Det har sine
friheder, men det er ikke en enfoldig dagdrøm, et stykke eskapisme. Ida Marie Hede hiver
ind fra venstre og højre. Kaotisk, måske. Men hun er som regel præcis
og har en herlig humoristisk sans. Et eksempel - og gå selv ned i
boghandelen og køb eller bestil bogen: "Special Agent Cooper vågner!
Dvaskt hviler han på langs hen over salens rokokostol som malerens
søvnige muse, skøn at skue, med sit glatte, sorte hår, sin udstående
hage. En blodfattig Adonis, som havde de lokale tæger forlystet sig på
ham".
Hede selv har ifølge Facebook travlt med at være i England og blive inspireret til nye skrifteventyr:
skal til det her i morgen i bristol, wowzers.
og sige noget på søndag om en udveksling af kærlighedsbreve, så
nervepirrende, at den gik i opløsning, før den for alvor gik i gang. i
landet, hvor radioen spiller 'heksen er død', men mange i harme råber,
at noget så cool som en heks ikke bør sammenlignes med maggie t.
http://www.bristol.ac.uk/arts/research/performing-documents/conference/#description
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Citater fra Sonnergaards facebook:
SvarSletOTTE OPBYGGELIGE FORTÆLLINGER. KRITIKERMODTAGELSE. Politikens lillian Munk Røssing har desværre fået bogen. Hun giver ganske vist fire stjerner, men gør et stort nummer ud af, hvor forkert det er af en forfatter at svine en anmelder til og taler meget kærligt om sin kollega Erik Skyum, som hun sætter så stor pris på. Hvis følelser det åbenbart er ufint at såre. Så kunne hun jo eventuelt bare undlade at gøre Politikens læsere opmærksom på det, kunne man mene. Den ubehagelige lille Erik i en af bogens fortællinger kunne være hvem som helst ... næsten.Men mig passer det fint at hun hopper på limpinden, jeg skal nemlig sige jer: Jeg kan ikke døje ham der Skyum og jeg har længe haft et par mellemværender med ham. Det er jo dog kun en lille ting i denne omfangsrige bog, hvis jeg må have lov at kalde den det. Og det er hun da også opmærksom på, hun skriver at hun ligefrem har lyst til at pakke kufferten når hun læser om de forskellige byer. Men det der med sex ... det kan hun ikke lide at jeg sådan skriver om og heller ikke al den mad. Så bliver det "husfarporno" (udmærket fornærmelse, redaktionssekretæren har fundet på til overskriften dér) for det dannede segment, hun påstår selv at tilhøre.Og det er ikke godt. Så hellere Josefine Klougart. Held og lykke til hende og Lillian skal det iøvrigt lyde herfra når Nordisk Råds litteraturpris skal uddeles. Anden gang er lykkens gang ...
OTTE OPBYGGELIGE ANMELDELSER. KRITIKERMODTAGELSE. Information. Tue Andersen Nexø taber fuldstændigt besindelsen og tilsviner bogen i Information. Først og fremmest fordi jeg har en biperson ved navn Erik, som minder en hel del om bladets hofanmelder Erik Skyum-Nielsen. Haha! Nexø mindes ikke, at nogen anden forfatter har optrådt så "småligt" og sårende overfor en kritiker før. "Smålig"? Mener han, at forfatterne skal være storsindede overfor anmelderne? At kritikken kun må gå en vej? Ja, det gør han faktisk. Vi skal finde os i hvad som helst uden at svare igen og efter hans mening skal vi vel helst også fedte for dem. Men Søde-Jan siger: No way! Der er flere hug på vej til Skyum. Skuffende med Information, men skønt at der ialt kun er to dårlige anmeldelser. Alle resten er fire eller fem stjerner eller verbal ros. Retfærdigt nok, det er en god bog.
OTTE OPBYGGELIGE ANMELDELSER. KRITIKERMODTAGELSE. Berlingske Tidende. Jeppe Krogsgaard Christensen giver fire stjerner og rutter ikke meget med tingene, således mener han kun at fortællingerne "ofte" er fortrinlige. Ikke desto mindre slutter han af med en fin kompliment, nemlig at det er gode historier med tyngde fra en af landets mest egensindige forfattere. Han gør meget ud af at jeg ikke rider med på den bølge af litteratur, som f.eks. Information og forfatterskolen og Bukdahl favoriserer, og det skal han da have ret i.
OTTE OPBYGGELIGE ANMELDELSER. KRITIKERMODTAGELSE. Og så til allersidst det mest forudsigelige: Lars Bukdahl nedrakker bogen i Weekendavisen på vanlig tåbelig facon. Hvor forudsigeligt. Man tager ham heldigvis ikke ret alvorligt længere. Adskillige af Gyldendal forfatterne, inklusive mig selv, siger nej tak når WA beder om interviews osv. Dertil er mediet for underlødigt. Som en klog kvinde ved navn "Laber-Louise" engang formulerede det: "LB er jo bare en motor-mund, der står ovre i hjørnet og konstant lukker lort ud. Der var engang, hvor det var lidt morsomt. Der var engang, hvor det også var lidt chokerende. Nu er det bare irriterende."
Okay, tak, raseri er altid mere spændende når det er hemmeligt åbenbart, for disse fesne udladninger er der jo virkelig ikke meget ved. Og demonstrerer kun hvor meget røgslør for novellernes kunstneriske implosivitet Skyum-portrættet er, og hvor åndssvagt det var af af Lilian Rösing og Tue Nexø ikke bare at ignorere det, for nu kan Sonnergaard slå sig op på at være kritikerkritiserende martyr a la Ib M (selvom den centrale allegoriske æggemads-anekdote er planket direkte fra (en restaurantanmeldelse der plankede den direkte fra) en 10 år gammel Politiken-klumme af Carsten Jensen); bemærk også, hvordan Lilian-anmeldelsen går fra at være trælst negativ til pga. de 4 hjerter at tælles med som rart positiv - mens jeg bare nedrakker bogen "på vanlig tåbelig facon", det er jo helt tom kritikkritik, hvad præcist gør min nedrakning tåbelig, søde Jan? At sige at nogen lukker lort er vel definitionen på at lukke lort ud. Ak! mimrer motormunden.
SvarSletOg så er "Harzen-Sanger" blevet anmeldt af Lilian Munk Rösing i Politiken til 3 stjerner, selv dens kvaliteter synes langt mere tungtvejende, for anmelderen, end de til 4 stjerner takserede kvaliteter hos Sonnergaard:
SvarSletNÅR JEG alligevel ikke helt kan afskrive romanen, er det, fordi den trods alt ikke er uden eventyrets dybdeloddende billeder på eksistensens udfordringer og mærkværdigheder. Den handler om en af moderskabets svære kunster: at kunne slippe sit barn. Anskueliggjort i det ubærlige billede af en moderhval, der skubber rundt på sin døde unge, til kødet rådner bort og skelettet synker ned i dybet. Den handler om, at stemmen er en slags alien i menneskekroppen, på én gang sublim og dæmonisk, ligesom de små sangfugle.
Rösings primære anke er, at bogens (fugle)billeder er for pædagogiske og forklarede, og det kan der måske være noget om i de enkelte (i anmeldelsen citerede) tilfælde, men det er jo netop i den bevidste akkumulation eller overflod, eller himmelformørkende flok af (fugle)symbolik, at bogen får sin magtfulde, hjemsøgende visionære styrke - synes jeg!
Jeg har et for emnet meget uvedkommende spørgsmål til dig, Bukdahl. Men jeg har nogle gange undret mig over din brug af ordet 'træls'/'trælst'. Jeg kan regne ud, at du bruger ordet, fordi du er vokset op i Århus. Jeg har bare altid troet, det kun hed 'træls' og ikke kunne bøjes til 'trælst'. Tager jeg fejl? Er det en ting, du skriver, fordi man faktisk bruger ordet sådan? Eller er det en uvane, du enten er alene om eller deler med andre?
SvarSletJeg får i dette øjeblik at vide, at det er "københavnermåden" at sige træls på, at sætte et 't' til sidst, og altså et emblem på min, efter 19 år i hovedstaden og 26 år i Smilets by og opland, hybride identitet.
SvarSletKan du ikke være en skattebasse & indsætte hele Sonnergaard anmeldelsen herunder?
SvarSletOkay, men ikke i WA-udgaven, i min første udgave, hvor afsnits-rækkefølgen var en anden (og den nedenfor blog-aftrykte nuance inkluderet):
SvarSletJAN-ITSHAR Det håbløst dekadente ved Jan Sonnergaards nye, tontunge novellesamling er dens godmodighed, for ikke at sige jovialitet
Fanden går på pittoresk kro
Jan Sonnergaard: Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer. 512 sider, 300 kr. Gyldendal
Af Lars Bukdahl
Jeg er dybt udmattet lige blevet færdig med at læse Jan Sonnergaards nye, 510 sider tromletykke bog Otte opbyggelige fortællinger, og jeg kan for længst ikke længere kalde mig fan af forfatteren eller forfatterskabet, men alligevel gør det mig usigeligt gglad, at den ottende og sidste fortælling i bogen, ”Strandvaskeren i Saint-Nazaire” er en fuldt ud vellykket, økonomisk intens noir-stiløvelse, en god tekst simpelthen:
En karateudøver slås med sine dæmoner og enkelte uskyldige forbipasserende i titlens franske havneby og møder til sidst et ægte genfærd.
Spøgelset er flere steder farligt tæt på at geråde ud i den slags endeløs Politikens Turen går til-præsentationer, der hærger resten af bogen som en mare, men det holder sig i skindet heldigvis og koncentrerer sig om effektiv og genuin spøgelsessnak om please at følge med ud til havs.
Effektiv er nemlig det sidste, man kan kalde bogen første syv fortællinger, der først og fremmest er alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt for laaaaaaange, de fleste lander med en dump maveplasker et sted mellem 60 og 70 sider; de klassiske, lange noveller i Sonnergaards stadigvæk manisk og manieret fremragende debutbog Radiator fra 1997, ”NETTO og fakta” og ”Immatrikuleret 1..9. 1982” spøgelse”, nøjedes med henholdsvis 30 og 40 bittesmå sider.
Til gengæld savner fortællingerne fuldstændig Radiator’s dramatiske konflikter, narrative twists og fortællemæssige kneb. Noget meget banalt: et kærlighedsforhold mellem en student og en ældre kvinde i Paris, noget lettere kuriøst: en eks-BZ’er, nu husejer får besat sit hus i Berlin, eller noget så godt som ingenting: en forfatter i Rom savner sin kæreste og har det mindste erotiske rendezvous med hendes veninde og irriteres af kritikeren Erik Skyum-Nielsen, sker og sker og sker og sker og sker og sker og sker, adstadigt og lige ud af den fortabte landevej, indtil det omsider ulykkeligt går i opløsning eller lykkeligt løser sig eller indifferent drysser ud i sandet.
Jeg ved ikke om, Sonnergaard har en bevidst, subversiv hensigt med at skuffe læserens forventninger til fortællinger i almindelighed og Sonnergaard-fortællinger i særdeleshed så massivt undervældende, men jeg har meget svært ved at se, hvad den læseværdige pointe skulle være - især når han kyllingeagtigt serverer en perfekt og traditionelt velskabt fortælling dér til allersidst.
Ifølge titlen er dogmereglerne for bogen, at fortællingerne skal være opbyggelige og handle om kærlighed og inkludere mad og måltider og foregå i fremmede byer, herudover fortæller forlaget, at ”Jan Sonnergaard har boet i de pågældende byer i mindst et kvartal, har skrevet fortællingerne dér og har førstehåndskendskab til alt fra den tarveligste bar over det mest pornografiske bordel til de mest estimerede, parisiske og romerske Michelin-restauranter.”
Pornografisk er i parentes bemærket det fornemste superlativ, Sonnergaard kender, når han beskriver og vurderer erotik, højst spøjst pubertært!
De syv byer, fortællingerne udspiller sig i, er Paris (to fortællinger), Amager, Prag, Rom, Tblisi, Berlin og Saint-Nazaire. Og bogens bulne Odysseus-tå er forfatterens såkaldte førstehåndskendskab til disse byer, fordi det ikke præsenterer sig som andet og mere end en gennemsnitligt gemytlig turistguidesmøre, her fx et klip fra fortællingen fra og om Prag, ”Nød lærer Dalibor at spille violin”:
SvarSlet”Selvom det var første gang han var her, var det som om der var noget gammelkendt over de spidse spir og de farverige husfacader med symboler for gamle håndværkererhverv, bødkeren, snedkeren, skrædderen. Det var nede i de små gyder,. Og når man kom op i de trafikerede gader, blev der ikke mere kedeligt.”
Eneste opnåelige, positive læserreaktion er vel her: Orv, der vil jeg også tage ned, det lyder sørme yndigt!
Tilbage i Radiator og ”NETTO og faktor” var dårlig mad noget proletariserende klamt og giftigt nede i discount-kølediske, i de efterfølgende novellesamlinger og den enlige roman blev god mad og vin en dekadent, men misundelsesværdig exces forbeholdt rige, dumme svin: I den nye bog er den megen gode mad og vin bare god mad og vin 1:1, hvad enten der er tale om solid husmandsføde eller luksuriøse Michelin-anretninger. Det bliver aldrig poetisk a la Johs. V. eller grotesk a la Rabelais eller bare symbolsk a la Sonnergaard, det bliver bare Politikens Vi rejser-reportager ad inifinitum. Og igen bærer førstehåndskendskabet skylden, fordi det så tydeligt er spisesteder, forfatteren selv gladelig har frekventeret og sympatisk nok ønsker at reklamere for: Umh, der vil jeg gerne spise!
Lidt det samme gælder bogens kvinder, hvis delikathed dog er mere monoton: faste, stramme, glatte, pornografiske – måske fordi førstehåndskendskabet her er mere fiktivt.
De fleste fortællinger insisterer underligt blankt på, at alt entydigt er og bliver OK, hvis det er og bliver OK: Er jeg OK, er du OK, er vi alle OK (undtagen den trælse, feministiske ekskone). Opbyggelighed som eksistentiel godmodighed!
I Amager-fortællingen ”Miraklet på Lorteøen” redder en flok værtshusgæster en sølle bums fra at gå helt til bunds, og det gør de så virkelig bare. Og muligvis mener Sonnergaard, at det er vildt provokerende, at Prag-fortællingen ender med, at hovedpersonen, der er flygtet fra trummerummet (og den trælse, feministiske kone) i DK, føler sig lykkelig sammen med sin dyrt betalte escortpige, men rent kunstnerisk er det jo for helvede bare totalt uspændende!
Og er alt ikke OK - den første Paris-fortælling om en kærlighed, der går itu, fx - skal det nok gå alligevel, med lidt let melankoli ovenpå. Èn hovedperson er et gammeldags dumt svin, rejsejournalisten i ”Forræderen i Tblisi”, der forlader sin georgiske kæreste og forskertser muligheden for at bedrive ægte opsøgende journalistisk, men det er han så på en helt igennem flegmatisk, for ikke at sige henslumrende facon. Og ved siden af Saint-Nazaire-fortællingen finder man også lidt dæmoni, omkring en femme fatale forelsket i en særlig lejlighed, i Paris-fortælling nr. 2, men til gengæld ingen intensitet som helst.
I første episode af Thomas Blachmans tv-program på DR2 fortalte Jan Sonnergaard, inden han igen blev afbrudt af værten, om en irsk kæreste, der på samme tid var robust og yndefuld, hende ville jeg gerne have hørt en fortælling om, der lige varede de fem minutter længere.
Tusind tak for opklaringen og det glimrende, ikke trælse svar!
SvarSletForunderligt.
SvarSlet