Usvindlet Svendsen i mangel af kritisk sort svane

Alle har anmeldt Sonnergaards seneste fallitbo af en novellesamling (forfatteren har åbenbart raset over sine anmeldelser på Facebook, men jeg er rimeligt nok ikke venner med ham -  er der nogen, som er, der vil dele hans aggressioner med Blogdahl?), men kun 2 Charlotte Weitzes fænomenale Harrzen-sanger, Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad og Nanna Goul i WA, og heldigvis fuldt positivt, men ikke helt så hysterisk begejstret, som JEG synes, bogen fortjener, Anders Juhl (der slet ikke kunne more sig over eller overhovedet forholde sig til Nellies bog) er vist slet ikke begejstringskapabel; hvad andet egentlig kan en roman udmærke sig som end fortællende prosa?:

Er Charlotte Weitze ikke en smule undervurderet? Er hun i virkeligheden ikke blandt de dygtigste prosaister i dansk litteratur? Sådan tænker jeg uvilkårligt efter at have læst hendes nye roman, der er skrevet i den mest eventyrlige romanprosa. At den netop er eventyrlig, skal forstås i begge ordets betydninger, og at romanen først og fremmest udmærker sig som fortællende prosa, bør understreges.

Politiken har bragt et måltidsidsinterview med Weitze (hvor hun fortæller, at et filmselskab overvejer at filmatisere sublime Brevbæreren, jeg håber sådan, det er PIXAR! det albinopostbud skal LYSE hvidt), men endnu ingen anmeldelse, det kan man da kalde utidigt sjusk! 

Ida Marie Hedes forrygende Det kemiske bryllup, der udkom i tirsdags, har, fordi min blev valgt fra til i dags WA Bøger, kun fået 1 anmeldelse, af Erik Svendsen i Jyllands-Posten, som gudhjælpme er gedigent glad (jeg kan ikke se, hvor mange stjerner - sikkert kun 4, forhåbentlig 5), selvfølgelig pænt sjusket, men absolut ikke udum, og selvom han aldrig i en million år kan blive tilgivet for sin åndsforsnottede Nellie-anmeldelse tillader jeg mig at påskønne, at han i dette gloende glimt for en gangs skyld har set lyset, her er hele anmeldelsen:

Sagt uden omsvøb: Ida Marie Hede er et oplagt forfattertalent. I referat kan "Det kemiske bryllup" lyde som en flippet affære. Det er den også, men der er både idé og pondus i den mildest talt spraglede historie om tvillingerne Caresse og Genesse, som fødes af en højttaler (så er niveauet antydet) og i perioder forenes som heksen og rebellen Jeunesse (!), der bevæger sig rundt i en gearet version af vores samtidige verden. Med afstikkere til f. eks. feministiske udkantsområder for rugemødre, og der er ikke et øje tørt i udstillingen af den rurale idyl. Jeunesse får et intenst forhold til shaman-aspiranten Ted, og de to er ikke de eneste i bogen, som dyrker det symbiotiske. Det er langt ude og ret underholdende.Det fine er dels den overraskende karakter historien konstant har, dels forbindelsen mellem det der sker på handlingens plan og fremstillingens plastiske sprog. Uden at havne i den rene vilkårlighed og det amokløbende associative formår Hede at lade en vedvarende transformation styre løjerne. Man kunne sige, at teksten og historien gennemgår den ene metamorfose efter den anden. Resultatet er en visionær og parodisk tekst, der både langer ud efter frelste ideer og magtens forskellige ideologier.Ingen går fri og humøret er højt uanset, hvor vi befinder os. På den ene side er kravet om realisme ophævet, på den anden side bruger Hede løs af referencer til den prosaiske verden." Det kemiske bryllup" etablerer et selvstændigt og dragende univers, der fungerer fordi det både ligner og drejer det velkendte. Det har sine friheder, men det er ikke en enfoldig dagdrøm, et stykke eskapisme. Ida Marie Hede hiver ind fra venstre og højre. Kaotisk, måske. Men hun er som regel præcis og har en herlig humoristisk sans. Et eksempel - og gå selv ned i boghandelen og køb eller bestil bogen: "Special Agent Cooper vågner! Dvaskt hviler han på langs hen over salens rokokostol som malerens søvnige muse, skøn at skue, med sit glatte, sorte hår, sin udstående hage. En blodfattig Adonis, som havde de lokale tæger forlystet sig på ham".

Hede selv har ifølge Facebook travlt med at være i England og blive inspireret til nye skrifteventyr:

skal til det her i morgen i bristol, wowzers. og sige noget på søndag om en udveksling af kærlighedsbreve, så nervepirrende, at den gik i opløsning, før den for alvor gik i gang. i landet, hvor radioen spiller 'heksen er død', men mange i harme råber, at noget så cool som en heks ikke bør sammenlignes med maggie t.

http://www.bristol.ac.uk/arts/research/performing-documents/conference/#description

Walter Whites poetik

vs. Stidsen, pro Hede:

I simply respect the chemistry -
the chemistry must be respected.
(derfor kan man ikke lade dilettanter køre meth-laboratoriet)

(Suede:
Class A, Class B
is that the only chemistry?
Nej! nemlig ikke) 

Hede-forbindelser

Jeg nåede kun at sammenligne med jævnaldrende danskere, Nørgaard Thomsen, Hagen (Smith var for oplagt (og passede ikke til mit fart &tempo-fokus), og åh, jeg ville så gerne læse deres fælles bogobjekt, hvor mon jeg for penge kan få fingre i det? eller er det for sent? det ligner en selvfølgelig Bet-kandidat), men burde også have nævnt, når hun nu selv er så (bedragerisk) flink til at namedroppe, William Burroughs, Henrik Bjelke, Kathy Acker (som jeg aldrig rigtig har fået læst, men jeg fornemmer, at det er rimeligt link (ikke også, Susanne Christensen, for ingen vej udenom for dig at læse denne her!)), Hans Otto Jørgensen (omsider er det HOJ's morfinøse hallucinatorik, der inspirerer og ikke hans realisme & rytmik), tidlig J.G. Ballard, dadaistisk og surrealistisk prosa, Ball og Huidobro fx (og, vild association, og givetvis ikke reel inspiration: Jens August Schades prosa, Kommode-Tyven's kosmiske og revolutionære collage-kriminalistik! - og Harald Landt Mombergs Dido-fragment!). 

Rullevindeltrappe

Jeg ville gerne have anmeldt Ida Marie Hedes Det kemiske bryllup, som var jeg de to lockout-ramte, 10-årige piger med vilje faret vild i Magasin i dag, altså dem begge to, som de baglæns løbende forsvandt op ad rulletrappen, der rullede nedad.

Questionaire mellem maskiner

Jeg er lidt rundt på sofaen her mellem, jeg har skrevet forord til Storm P's samlede opfindelser (fra en ende af OVERSKRIVER jeg samtlige tidl. museumsdirektør og førende Storm-sentimentalist Jens Bings forord med højt og blæksort skum!), og jeg skal skrive begejstret WA-anmeldelse af Ida Marie Hedes fantastisk sært gnistrende, nye bog Det kemiske bryllup, selvom akkurat det udsyret maskinelle er noget, opfindelserne og bogen har tilfælles, hovedpersonen/personerne hos Hede, Søstrene Genesse og Caresse, der af og til smelter sammen til én person, Jeunesse, fødes på første side af en gigantisk, gammel højttaler fx. Her er til sammenligning - og som overspring for mig i min rundtossethed - en række spørgsmål fra ca. midtvejs i bogen (som dens bidrag til tidens spørgsmålslitteratur, Aymo-Boot, Frank og co.) fulgt af en klassisk Storm P-maskine:

findes der er et symbolsk jeg og et kødeligt jeg?
findes det materielle, når vi lukker øjnene?
er snublen et billede på, at vi altid er i bevægelse?
overhaler vi os selv
er vi det mest forførende pattedyr?
bliver vi trykket mod bunden?
er bunden utopisk, ukrudtsbefængt?
ruller vi os i det fornedredes krydderurter?
er vi menneskelige snacks?
er vi os selv, idet vi er flere?
er samfundet mere genrøst end dets svageste?
er svagheden en pynt?
vil den samle sig til en olm, sukkerfyldt kugle?
vil de unge komme løbende ind fra gaderne med seneste, indsunke kroppe, med ildkugler, pilespidser, sabler og dybsorte tænder?

Og kan I gætte, hvordan den næste sætning i bogen lyder?

Nej, det kan I garantrisset ikke, her er den:

Margrethe Vestager filer sine negle.