Lørdag aftens pork pie hat

Yoko & Walter er magneter for hinanden

1. episode af (1. del af) 5. sæson af Breaking Bad: kæmpemagneten, der skal neutralisere kriminaliserende bevismateriale på en bærbar computers harddisk, og som ser sådan her ud inde i den truck, den er skjult i:


Og Yoko Onos installation "Balance Piece" på hendes cool henrivende Lousiana-retrospektiv, hvor en (falsk?) kæmpemagnet skal forestille (?) at magnetisere et helt muntert køkken:

Walter Whites poetik

vs. Stidsen, pro Hede:

I simply respect the chemistry -
the chemistry must be respected.
(derfor kan man ikke lade dilettanter køre meth-laboratoriet)

(Suede:
Class A, Class B
is that the only chemistry?
Nej! nemlig ikke) 

Knækker ondt godt

Et glædeligt chok at gå fra Harley Davison-Shakespeare i Sons of Anarchy til crystal meth-Faust i Breaking Bad - 3. sæson omsider påbegyndt (havde meget idiotisk købt en region 1-blue ray, som ikke kunne afspilles på hverken computer eller blue ray-afspiller, men så faldt jeg over en tysk region 2-dvd hos Fona 2000, tak Fona), indledningssekvensen udsøgt hallucinatorisk: Mexicanere kravlende gennem en landsby, et par skumle tvillinger i jakkesæt ankommer i bil, ser sig omkring og kravler med - hen til et primitivt, dødekultisk tempel; pitch lige det som sæsonåbner på Borgen. Her en på samme tid knugende og komisk scene med de samme meget dødelige tvillinger fra lidt senere i afsnittet:

Katrine er en falmet hashhandler

I forgårs så min søn og jeg sidste episode i 5. sæson af den amerikanske tv-serie Weeds med søde Mary-Louise Parker som (i de første tre sæsoner) hashhandlende enke i forstæderne, sjette sæson kører for øjeblikket i USA, så vi er tvunget til at pausere i vores glubske gennemspilning, som ellers ikke har været til at stoppe, selvom kvaliteten klart er faldet i de sidste to, fra forstæderne eksilerede sæsoner, hvilket vi også var blevet behørigt advaret om på diverse tv-blogs, men det nægter man jo at tro på, mens alt endnu er fiktions-fryd og gammen; det svarer til, hvis jeg ikke havde læst Katrine Guldagers bøger fortløbende, men havde skullet samle dem op nu, og begyndte forfra i slagskyggen af (mine egne, ja, ja) skeptiske og skuffede og fortvivlede anmeldelser af hendes seneste bøger, for det må være umuligt at tro på, at Ulven kan blive en realitet, når Styrt glimter i hænderne; der er også en vis parallellitet i Weeds' udvikling fra perlende sort og kynisk satire til klodset, rådvildt farce-melodrama. Nå, men i går begyndte vi på en ny, skidegod serie, Breaking Bad, med Bryan Cranston som en kræftsyg fysiklærer, der bliver narkohandler, den er lige så sort som Weeds, men anderledes intens og knugende - og ifølge alle forlydender og tv-blogs forbliver den fremragende frem til og med 3. sæson som blev afsluttet tidligere i år; hvis der er nogle læsere derude, der i samme tempo har gennemblæst litteraturserien Guldager, kan jeg anbefale at springe på fx serien Voetmann -