Dårlige anmeldelser er dårlige anmeldelser og det er for dårligt? Godt nok!

Mathilde Walter Clark havde en rodet tekst om "Anmelderiets 9 fejlskud" i WA Bøger i onsdags, der oplistede følgende 9 måder, (især negative) anmeldelser kunne være dårlige anmeldelser på: Smagen (at anmelderen dømmer med sin smag, hvilket jeg ellers troede var definitionen på en smagsdom, som er det, en anmeldelse skal nå frem til at udstede, Clark mener i stedet, at dommen burde ske på "baggrund af en sober analyse, og ikke ud fra præmisser, der vedrører anmelderens smagsløg i det øjeblik, hvor værket tilfældigvis rammer dem", men det er altså de eneste præmisser, der findes og kan anvendes, for hvordan i alverden dømmer man om en bog er god eller dårlig ud fra en sober analyse!?), Hån (vender jeg tilbage til om et øjeblik, for her citeres jeg med navns nævnelse, men komisk er det unægteligt, at Clark henviser til Fox News, for hvis der er nogen der excellerer i hån, også af folks udseende (republikanernes formand som en Muppet-dukke fx), så er det da Fox' antipode The Daily Show), Lektor Blomme (korreksende flueknepperi, enig, enig), Paroler, dikta, dogmer og litterære love (her henvises vistnok også til mig, "Jeg har set anmeldere decideret bruge begrebet udstede licens til", men hallo, det begreb bruger jeg for SJOV, for nej, jeg synes heller ikke værker skal følge på forhånd udstedte litterære love, men der er unægtelig visser genrer og virkemidler, der misbruges langt mere massivt end andre og derfor på forhånd vækker langt større mistanke, men den mistanke er jeg altid glad for at dømme ubeføjet), Brug af begreberne "bred" og smal" (enig, det er noget værre vrøvl, men det sker hele tiden, og så må man konstruktivt/dekonstruktivt sætte begreberne i spil, men at "den stort anlagte episke roman og den drømmende, fabulerende litteratur", der er både-og og og hverken-eller, derfor bliver tabt på gulvet, kan jeg ikke få øje på, jf. fx salgs- og kritikersuccesen Hundehoved), Irrelevante sammenligninger (for mange prosaister bliver sammenlignet med Helle Helle, mener Clark, jeg mener, at for få prosaister bliver sammenlignet med Helle Helle), Illoyal brug af citater (her vil jeg gerne vende tilbage til punktet Hån, hvor Clark skriver: "I denne avis får vi for eksempel at vide af Lars Bukdahl, at Kristian Ditlev Jessen er en "Ud&Se-korrespondent" (JAMEN DET VAR/ER HAN! kun hvis man synes, at det er totalt til grin at være Ud&Se-korrespondent, og det synes jeg virkelig ikke, mens det synes Clark så åbenbart, er den faktuelle oplysning at betragte som hån), "en stor gennemsigtig badebold" og at Josefine Klougart (under overskriften "Bambi-style") "har en blond og blåøjet gazelle-fremtoning"" citatfusket er her, at badebold-citatet og gazelle-citatet ikke stammer fra anmeldelser af bøger af Ditlev Jensen og Klougart, men fra henholdsvis en føljeton-klumme om karikaturer og en Blæksprutte om den rigt illustrerede modtagelse af Klougarts debut), Tågetale og kliché (enig, enig),  Den litterære folkestemning (såmænd enig, men lige så lidt, som jeg gider mene noget, fordi alle andre mener det, gider jeg mener det modsatte af, hvad alle andre mener, fordi alle andre mener det. jf. mine meninger om Søren Ulrik Thomsen og Helle Helle), og jeg vil også meget hellere skrive gode anmeldelser af Mathilde Walter Clarks dårlige bøger, men de skal altså bare lige blive gode først.

Justin Timberlake syre-styrer fantastikken

Så filmen In Time i Aarhus i går aftes med min søn, en lean mean concept machine, som en Svend Åge-app i pandebrasken:  i fremtiden holder alle mennesker op med at ældes, når de bliver 25 år, og så er verden delt op i dem, der har råd til at holde sig uendeligt i live, og dem, der kun har råd til til den næste dag eller time, og så løber Justin Timberlake og Amanda Seyfried som de unge tidsforbrydere og -revolutionære hele tiden fra the time keepers, og sikke det lille stykke sci-fi-fantastik er økonomisk actionagilt og konceptkonsekvent og præcist tilfredsstillende - til forskel fra Mathilde Walter Clarks Grumme historier, som jeg læste i IC3-toget på vej hjem fra Aarhus, hvor de gammelfikse ideer aldrig kommer dynamisk op at køre på nogen labyrintisk rutschebane - bagsidetekst: "En madanmelder mister en kropsdel, når han nyder et måltid. Fiskehandlerens kone forvandles langsomt til en fisk. En mand F (bedre kendt som B) har en drøm om at optræde i en bog. En rejsende kommer i besiddelse af en flaske med et lillebitte menneske. En kvinde tager til Himalaya for at møde Gud ..." Det er doven fabuleren, hvor fantasien hverken gymnasticeres eller uordentligt udsyrer, men bare småkælent og blinke-spøjst domesticeres; på håndledet gråner det digitale livsur, når du ikke har råd til mere tid - ...

Zpejlinger

I sin 4 hjerters-anmeldelse i Politikens bogtillæg igår af Mathilde Walter Clarks forførerroman Priapus bekender Mikkel Bruun Zangenberg at han "lidt for ofte" føler sig "ramt af Clarks portræt" af en forfører, men det, tror jeg, er (typisk mandlig = ja, jeg er sgu en værre forfører!) ønsketænkning. Hvad, Zangenberg genkender og ømt spejler sig i, er snarere romanens uudholdelige stilholdning - i en blogpost nedenfor, "Abstrakt læselyst / Marius & Kaktus", uden navns og titels nævnelse karakteriseret som "viis og inderlig sophistication, der igen og igen viser sig aldeles hul" - som han i anmeldelsen antyder visse forbehold overfor, der imidlertid straks fejes af bordet igen , med formuleringer, der nemlig selv er i værste forstand "barokke broderier", kælent overgjorte - og vel derfor (affejningen, jf. curlingsspilleres affejning af/til den spejlblanke is)!:

(...) fortælleren er måske også en anelse for forelsket i sin egen sans for barokke broderier. Men det er petitesser og pedanteri af den slags, som i teksten påfaldende ofte tilskrives en karikatur, der ryger pibe og er iklædt tweedjakke - så Gud forbyde, at vi her skulle gøre os skyldige i den synd. Som mand føler jeg mig lidt for ofte ramt af Clarks portræt - og det er vel at mærke en cadeau. Rummer "Priapus" nu sandheden om den mandlige forfører? Får Cordelia det sidste ord? Næppe, her er ingen nemme sandheder at få ved disken.

Stilholdningen, Clarks og Zangenbergs, i to ord (og ét retorisk spørgsmål): Cadeau? Næppe!

Og i mit fordomsinventarium er det sgu da en stilholdning, jeg lige akkurat forbinder med pibe og tweedjakke, men sådan er det nok med fjendebilleder: helvede er de andre rygende pibe og iført tweedjakke.

Mathilde Walter Clark puster det mørke hår væk fra ansigtet og uddyber

Hvordan jeg læser Informations bogtillæg (stadig det mindst ringe) denne torsdag morgen, efter min kone har fået sin fødselsdagssang og sine fødselsdagsgaver, og vi har spist morgenmad, 7-11-croissanter (min søn og jeg - den gode nyhed: Lagkagehuset åbner snart en afdeling på Værnedamsvej, i den gamle fotoforretning!) og müsli (min kone), og min søn er gået i skole, og min kone er gået på arbejde, og jeg sidder helt alene tilbage ved fødselsdagsbordet:
Bladre hurtigt væk fra den grimme forsidecollage af en skægget mand, der hedder Lars Olsen og ser skeptisk på en hel masse forfattere, fra Moestrup til Nordbrandt (Nordstrup!), med sugerørene ned i en "kunststøttepunch", for blot på side 2 at møde et foto af selvsamme skæggede mand, nu med gråsprængte hår på brystet, under overskriften: "Forfatter: Kunststøtten går til parnasset". Ja, hvem fanden skulle den ellers gå til? Og billedteksten: "Støtte? Forfatter Lars Olsen forstår ikke, hvorfor Kunstrådets Litteraturudvalg støtter forfattere, der allerede har modtaget masser af af offentlige støttekroner." Fordi gode forfattere mærkeligt nok har det med at have fået støtte før! Doh! Væk fra skægmanden igen! Til opslag om e-bøger, og der er ikke noget, der interesserer mig mindre: "Danskerne må vente længe på fremtidens bøger" Det har de rigtig godt af! Puh, hård torsdag denne, men så kommer forløsningen i form af tre kvikke, kapable anmeldelser af tre nye stykker dansk skønlitteratur - som jeg ikke selv har fået til anmeldelse (men jeg har tænkt mig at eftersøge Lucas på avisen, den burde være min!) og derfor ikke behøver at være paranoid omkring: Helle Juhl Lassen om debutroman af Kamilla Hega Holst, Kamilla Löfström om kortroman af Maja Lucas, Tue Nexø om novellesamling af Jens Peter Kaj Jensen; jeg er ikke sikker på, at jeg i mine egne læsninger vil være enig med de tre (ret glade) anmeldere, men jeg får lyst til at finde ud af, om jeg bliver det! På midteropslaget grande interview med Mathilde Walter Clark , der mener så meget OM, hvad hendes nye, tykke roman med den meget irriterende titel (hvis den ikke lige handlede om en fed romersk senator, og det gør den ikke) Priapus handler OM, at jeg fuldstændig mister lysten til at læse den, hvilket jeg nemlig pinedød skal, eftersom jeg har fået den til anmeldelse. Næste side: Tegneserieanmeldelse, springes let og elegant over, og så lille interview med debutant Ida Marie Hede, hvis Seancer jeg var ret vild med i WA, og som med vold og magt også tvinges til at udtale sig OM sin bogs mening (om ikke handling, for sådan en/nogle er der knap nok), hvilket hun er noget mere uvillig til end Clark, derfor interviewets smalhed. Næste opslag: Anmeldelser af udenlandsk skønlitteraur, mursten, krimi, post-kolo, lynskimmes med dårlig samvittighed. Og til sidst inden Leksikonkrydsen en rigtig skarp og ond kronik af en vis Lars Bjerregaard om "Den ny-nordiske krimi-puritanisme"´, der fik den den!
Rimeligt diverteret og pænt illumineret kan jeg rulle videre i min hverdag.