Hvordan jeg læser Informations bogtillæg (stadig det mindst ringe) denne torsdag morgen, efter min kone har fået sin fødselsdagssang og sine fødselsdagsgaver, og vi har spist morgenmad, 7-11-croissanter (min søn og jeg - den gode nyhed: Lagkagehuset åbner snart en afdeling på Værnedamsvej, i den gamle fotoforretning!) og müsli (min kone), og min søn er gået i skole, og min kone er gået på arbejde, og jeg sidder helt alene tilbage ved fødselsdagsbordet:
Bladre hurtigt væk fra den grimme forsidecollage af en skægget mand, der hedder Lars Olsen og ser skeptisk på en hel masse forfattere, fra Moestrup til Nordbrandt (Nordstrup!), med sugerørene ned i en "kunststøttepunch", for blot på side 2 at møde et foto af selvsamme skæggede mand, nu med gråsprængte hår på brystet, under overskriften: "Forfatter: Kunststøtten går til parnasset". Ja, hvem fanden skulle den ellers gå til? Og billedteksten: "Støtte? Forfatter Lars Olsen forstår ikke, hvorfor Kunstrådets Litteraturudvalg støtter forfattere, der allerede har modtaget masser af af offentlige støttekroner." Fordi gode forfattere mærkeligt nok har det med at have fået støtte før! Doh! Væk fra skægmanden igen! Til opslag om e-bøger, og der er ikke noget, der interesserer mig mindre: "Danskerne må vente længe på fremtidens bøger" Det har de rigtig godt af! Puh, hård torsdag denne, men så kommer forløsningen i form af tre kvikke, kapable anmeldelser af tre nye stykker dansk skønlitteratur - som jeg ikke selv har fået til anmeldelse (men jeg har tænkt mig at eftersøge Lucas på avisen, den burde være min!) og derfor ikke behøver at være paranoid omkring: Helle Juhl Lassen om debutroman af Kamilla Hega Holst, Kamilla Löfström om kortroman af Maja Lucas, Tue Nexø om novellesamling af Jens Peter Kaj Jensen; jeg er ikke sikker på, at jeg i mine egne læsninger vil være enig med de tre (ret glade) anmeldere, men jeg får lyst til at finde ud af, om jeg bliver det! På midteropslaget grande interview med Mathilde Walter Clark , der mener så meget OM, hvad hendes nye, tykke roman med den meget irriterende titel (hvis den ikke lige handlede om en fed romersk senator, og det gør den ikke) Priapus handler OM, at jeg fuldstændig mister lysten til at læse den, hvilket jeg nemlig pinedød skal, eftersom jeg har fået den til anmeldelse. Næste side: Tegneserieanmeldelse, springes let og elegant over, og så lille interview med debutant Ida Marie Hede, hvis Seancer jeg var ret vild med i WA, og som med vold og magt også tvinges til at udtale sig OM sin bogs mening (om ikke handling, for sådan en/nogle er der knap nok), hvilket hun er noget mere uvillig til end Clark, derfor interviewets smalhed. Næste opslag: Anmeldelser af udenlandsk skønlitteraur, mursten, krimi, post-kolo, lynskimmes med dårlig samvittighed. Og til sidst inden Leksikonkrydsen en rigtig skarp og ond kronik af en vis Lars Bjerregaard om "Den ny-nordiske krimi-puritanisme"´, der fik den den!
Rimeligt diverteret og pænt illumineret kan jeg rulle videre i min hverdag.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Men det kunne være spændende at høre din refleksion, om det spørgsmål der bliver fremsagt sidst i Lars Olsen-interviewet; hvorfor skal kunsten overhovedet have støtte? Eller i dit tilfælde kunne det være spændende at høre, hvorfor litteraturen overhovedet skal modtage store legatbeløb???
SvarSletHvis man/staten/folket gerne vil have, at der i nutiden bliver skrevet noget fremragende litteratur, der ikke tager hensyn til salgstal -og indførelsen for få år siden af en obligatorisk kanon af fremragende forfatterskaber, med (anti-bestellende) Seeberg og Rif (eneste nulvende som de yngste) må jo betyde, at man er varm tilhænger af fremragende litteratur i den fjerne og nære fortid, ellers ville man vel ikke tvinge børn til at læse den - så må man give nogle penge til de bedste af digterne, så de kan får arbejdsro til at skrive, bare en gang imellem (og jo, hvis der er noget ved dem, ville de nok skrive alligevel, det ville bare være betydeligt hårdere og strengere(og lige nu: koldere; takket være Statens Kunstfond fryser danske digtere mindre, det er en god ting, synes jeg); ingen statslige legater, ud over det treårige, der netop er treårigt, er tilnærmeslesvist lige så "store" som en ufaglært arbejders løn. Vi taler peanuts her, der imidlertid for den enkelte digter er at sammenligne med Fedtmules jordnødder: PLING! bliver han, for en kort bemrækning, Supermule. Men det eneste ærlige svar på dit spørgsmål lyder:: Litteraturen skal modtage "store" legatbeløb, fordi JEG elsker gode bøger og vil have flere, så mange som muligt!
SvarSletVar kanonen ikke mere et udtryk for eftermæleønskning fra Mikkelsens side, end et behov for at hylde det kunstneriske? Ikke mange litterater hylder den kanon (så vidt jeg kan læse mig til i diverse indlæg etc).
SvarSletJeg er ellers enig med dig, tak for dit svar. Men jeg har hørt flere nævne, at forfatterne, før de kom på diverse større eller mindre legater, jo også skrev og udgav, endda af høj kvalitet I DERES FRITID, og derfor burde det måske stadig være muligt? Eller hvad? Du skriver vel også, selvom du har job ved siden af det lyriske forfatterskab? Kan andre ikke gøre det samme?
Hej Michael,
SvarSletDer er selvfølgelig forfattere, der skrev i deres fritid; sådan er det jo også i dag, Lars selv skriver jo digte i det store hele på den løn, han tjener som kritiker. (Ikke sandt, Lars?)
Men en mindst lige så vigtig fortidig kilde til "fremragende forfattere" (ud over de, der jo klarede sig på markedet; det er så ikke så mange igen i Danmark, vi har altid været et lille sprogområde) - en vigtigere kilde er private mæcener af forskellig art- Og andre "private" indtægtskilder, som ikke er markedsbestemte.
Kirkegaard havde en arv; H. C. Andersen havde nogle borgere, som var villig til at betale for hans skolegang og den slags; Kingo fik sig en stilling i kirken, så vidt jeg kan huske.
Læren? Modstillingen marked/stat er forkert. Den rigtige modstilling er mellem markedslignende vilkår (som jo godt kan være organiseret af staten, se bare på New Public Management) - og så mæcenater mv, de være sig private eller offentlige. De sidste er i stand til at promovere andre forestillinger om, hvad kvalitet er og hvordan det skal måles end markedet. De forestillinger kan være idiosynkratiske, især i private fonde (Se: McKinney, arkitektur). Eller de kan drives ud fra en forestilling om, at der i kunsten er et sæt immanente kvalitetskriterier som ikke registreres af markedet (rationalet bag de statslige støtteordninger).
Landbruget får støtte. Litteraturen får støtte. Sådan er det.
SvarSletDet er da dumt sagt Peter. Så simpelt er det jo ikke. Jeg er selv meget begejstret for avantgardelyrik, men mange jeg kender synes at utilgængeligheden er et stort problem, og derfor ville de aldrig overveje at bruge en krone på det. Og det er jo klart at man er nød til at overveje hvor skattekronerne skal puttes. Det synes jeg er en fair debat. Hvis der ikke er nogen der gider læse lyrikken, skal den heller ikke støttes ubegrænset.
SvarSletMen jeg synes Nexøs indlæg er skarpt, omend det vel stadig problematiserer statens tilskud? Eller forstår jeg det forkert? Det er da i hvert fald en spændende tanke, at flere private sponserer støtter udgivelser. Som fx med de "stor"sælgende "Knuth Beckers håndtryk" bøger.
(lige om kanoner: den obligatoriske litterære kanon for folkeskolen og gymnasiet er noget andet end Brians uforpligtende selskabsleg Kulturkanonen, den er dekreteret fra undervisningsministeriet og bakkes, såvidt jeg ved, (selvom den ikke skulle vedtages i folketinget) bredt op politisk, så det kan godt være Pia K stejler over, at Rifbjerg er på det livsvarige, men hun er helt med på, at danske børn 1 gang i folkeskolen og 1 gang i gymnasiet SKAL læse ham).
SvarSletJa, der kan skrives i en fritid, og for nogle digtere - Seeberg fx eller Kafka - fungerer det måske endda bedst sådan, men det er undtagelserne til reglen om, at digterne helst og bedst skriver i deres arbejdstid, og jo mere af den de kan frikøbe, jo bedre tid til at skrive har de. Jeg tror, der er nogle bøger, Pia Juul er glad for at oversætte, men mange af dem er hun rigtig træt af, fordi de røver tid fra hendes primære job i poesiens tjeneste, og dem skal der være så få af som overhovedet muligt, fordi vi vil have så meget skøn litteratur af Pia Juul som overhovedet muligt (og fedt nok, hvis hun på sin roman for en gangs skyld har tjent nogle rigtige penge (ud over dem fra Danske Banks litterat-styrede (og stærkt begrænsede og vilkårlige) mæcenat), men dem bruger hun jo for fanden (og forhåbentlig) på at skrive poesi, fordi hun ikke kan - eller må! - lade være, og så står hun atter med håret nede i postkassen, filtret ind i endnu et svensk slægtsdrama).
Og hvem snakker om at støtte lyrikken "ubegrænset"? Det gør jeg meget gerne, men helt ærligt, vi taler så få penge (i forhold til brakmarker eller bare Det Kgl. Teater) at det er latterligt. For 50.000 kr. om året sikrer staten Hvedekorns eksistens og dansk poesis fremtid, det er fandme billigt (ingen grænser for hvad vi kunne udrettet for 75.000!).
Hej Michael
SvarSletJeg får faktisk ind for statsstøtte til kunsten, også selvom jeg ikke er sikker på om støtteordningerne er konstrueret rigtigt lige nu. Jeg synes det er vigtigt, at man har en debat om kriterier for støtte - og om konsekvenserne af de måder, man organiserer støtteordningerne. Der er kæmpestor forskel på at fastholde armslængdeprincippet og give ud fra en forestilling om "kunstnerisk kvalitet" - og så den måde, fx Det kongelige Teater støttes på, hvor det jo er et krav, at de skal lave teater for mange mennesker og mange forskellige grupper i befolkningen. Eller den måde, dansk film er blevet støttet på, hvor man (så vidt jeg har forstået) kun kan få penge, hvis man kan få samfinansiering et andet sted fra.
Bare tænk på forskellen ved at støtte produktionsleddet, sådan som man primært gør inden for teater - det ville svare til at støtte forlagene! - at støtte projekter, sådan som man primært gør inden for film, og så at støtte de skabende kunstnere, sådan som man primært gør inden for litteratur.
I mine øjne er det vigtigt, at staten støtter ud fra en anden ide om kvalitet end den, der kan læses ud af bestsellerlisterne - dvs. ud af markedet. Det vigtigste for mig er vel, at man støtter bøger og forfatterskaber som man håber på vil være langtidsholdbare, også selvom de ikke sælger meget lige nu. Den slags er ikke rentable, også selvom de på sigt (gennem undervisningssystemet, gennem bibliotekerne, gennem årtiers salg) kan nå ud til mange mennesker. Til gengæld er jeg ret ligeglad med forestillingen om vækstlaget. Vækst til hvad? Tankegangen er altid, at det er vækst til økonomisk succes og den slags skal staten ikke gå ind og være fødselshjælper for.
Men det vigtigste lige nu, tror jeg, er den utrolige mangel på private mæcener i dansk litteratur. Inden for billedkunst giver private fonde gladeligt millioner af kroner hver eneste år til museumsindkøb og den slags. Tænk hvor meget, man kunne gøre for dansk kunst og kultur for den slags penge på det litterære område. Som Lars siger: Det er fandme billigt!
(Den anden vigtige ting lige nu er etableringen af alternative distributionskanaler for især ny, smal litteratur. Men det er en anden diskussion)
Hej Lars og Nexø
SvarSletTak fordi i tog udfordringen op og lige gav lidt af jeres indsigt i den aktuelle problemstilling videre. Det har øget forståelsen hos mig (meget!). Tak.
Så er der jo blot tilbage at arbejde videre, så det hele ikke alligevel ender i de forkerte hænder!