onsdag den 10. april 2013

For en oplevelsesindustriel litteratur

Jeg havde fået i opdrag at overveje noget at skrive kommentar/blæksprutte om, og det var ret svært, fordi det helst ikke måtte handle om Politiken, fordi det altid handler om Politiken, og Politiken tror i forvejen, at alt handler om Politiken, og (for) oplagte emner var jo Politiken og hjerteoppumpning, dvs. Politiken og Sonnergaard, og Politiken og (ikke uretfærdig) Kritikafklapsning (som alle dem, der ikke kunne finde på at henvende sig til offentligheden med såkaldt akapyk, er meget forargede over), men jeg kunne huske, at jeg var blevet automatirriteret over at skimme antipode Marianne Stidsens indlæg ved det såkaldte Klitgården Konvent, publiceret på Promenaden, og da jeg læste nærmere efter, blev jeg ikke mindre irriteret, jeg blev nok faktisk vred, men vidste ikke rigtigt, hvordan jeg kunne vinkle denne vrede til et effektivt pitch, og før jeg havde knækket den valnød, havde andre sat sig på både kommentar og blæk, og jeg kan i uro og umagelighed skrive en blogpost, som jeg ikke på forhånd behøver at sælge til nogen, jeg skriver den bare.

Jeg synes først og fremmest, at det er sådan en skrækkelig, nej, bare GRIM måde - fordi den intet begreb har om skønhed - Marianne Stidsen forholder sig til litteratur på, som nemlig EKSEMPLER på hvad (nogle sociologer har beslutte at) der foregår af typisk og kritisk i samfundet, hør bare:

(...) jeg tror, at hvis et fornyet politisk engagement i litteraturen skal batte noget, så er det nødvendigt at foretage en lidt mere tilbundsgående analyse af, hvad det er for en samfundsstruktur, vi lever under, og hvor det er skoen – eller måske rettere skoene i pluralis – klemmer i dag i denne struktur. Ellers bliver det netop lidt hid og did – lidt om Irak-krigen, lidt om de fattige i Afrika, lidt om klimaet osv. Eller det bliver til perspektivløse angreb på partier og enkeltpolitikere. Jeg kan godt sige, hvor jeg selv synes, det er værd at begynde en sådan analyse for at få klarhed over, hvad det er for et samfundsgrundlag, der overhovedet står til diskussion i nutiden, nemlig i de teorier, som i gennem de sidste årtier er blevet udviklet inden for sociologien under overskrifter som ’senmoderniteten’, ’den anden modernitet’, ’den nye kapitalisme’, ’det globale netværkssamfund’, ’neoliberalismen’ osv. For nylig har vi også fået nogle gode værker skrevet på dansk om dette emne. For mig at se, er en af de vigtigste udgivelser i de senere år, Ove K. Pedersens bog Konkurrencestaten (2011). En anden udgivelse, som jeg synes er væsentlig i forhold til at få klarhed over den samfundsmæssige situation, vi står i netop nu, er det nyeste nummer af KRITIK, som jeg også selv har bidraget til, med temaet: ’liberalisme og kultur’ (nr. 206, 2012). Udgivelser som disse er med til at give en god pejling af, hvad det er for en samfundsstruktur, som hersker i dag – og dermed også give en pejling af de problemer, der måtte være knyttet til denne samfundsstruktur. Det er en viden, jeg selv har forsøgt som kritiker at bringe i spil i forhold til den nyere og nyeste danske litteratur. Således har jeg bl.a. bidraget til den bog, der hedder Velfærdsfortællinger, som kom i 2010 (redigeret af Nils Gunder Hansen), med en artikel om Jan Sonnergaards Radiator-trilogi og Christian Jungersens thriller-/arbejdspladsroman Undtagelsen.

Stidsen pejler sig frem til en VIDEN om, "hvor skoene klemmer" via sociologiske teorier og en bog, der hedder Konkurrencestaten, og et nummer af Kritik, hun selv har bidraget til, og den viden "bringer hun i spil" i forhold til ny dansk litteratur, i den rækkefølge; man kunne også have forestille sig en anden rækkefølge, hvor litteraturen kom først, men det gør den ikke her, litteraturen tjener som eksempelmateriale for fortolkerens viden om verdens og tidens rette sammenhæng:

I forhold til denne forståelse af samtiden – ikke som velfærdssamfund, men som konkurrencesamfund – læser jeg så de to nævnte romaner, som jeg mener giver nogle kritiske æstetiske bud på, hvordan dette samfund påvirker det enkelte menneske, og også påvirker det negativt, i forhold til dets opfattelse af både sig selv og andre mennesker. Idet alle menneskelige forhold bliver tænkt inden for konkurrencediskursens instrumentaliserende rammer sker der dels det, at individet udelukkende oplever sin egen værdi i forhold til en økonomisk målestok, hvilket der kan komme nok så megen socialpsykologisk dårligdom ud af – fra depression, angst og misbrug af forskellig art til decideret psykopati. Det sidste ser vi rigeligt med eksempler på, både hos Sonnergaard og Jungersen. Ligesom det påvirker enhver menneskelig relation. Hvad vi også ser masser af eksempler på i de to forfatteres romaner. Man kan sige, at det de to forfattere gør, er at vidne ud fra et førstepersonsperspektiv om, hvordan det er at leve i et samfund, hvor vi alle er tænkt ud fra markedets idé. Ud fra markedets logik.

To gange kalder Stidsen Sonnergaards novelletrilogi for en roman, det må kaldes en elementær fejllæsning. Men fortolkeren finder altså en samfundsanalyse, der passer til samfundet, og så finder hun noget litteratur, der passer til samfundsanalysen "som kritiske æstetiske bud på, hvordan dette samfund påvirker det enkelte menneske". Jeg kan få øje på kritikken, i en ret jordstrygende versionering (a la Dan Turèlls "Det er også hårdt at være postbud"), men hvor er æstetikken? Den er der nok som en i samfundet embedded, engageret og indlevet forfatters "førstepersonsperspektiv", men hvordan er forfatteren så anderledes end en i samfundet embedded, engageret og indlevet feature-journalist? Ud over fiktions-licensen? For samtlige andre manipulerende, prosakunstneriske tricks har en feature-journalist intet problem med at anvende (og fiktivitet er han og hun sgu da heller ikke bange for). Jeg ville jo så mene, at det, Stidsen ser som de to eksempel-værkers kunstneriske styrke: at de pædagogisk klart vidner om kokurrencesamfundets trængsler, lige præcis er deres kunstneriske problem, årsagen til, at de æstetisk set er temmelig slette og slatne (eller i hvert fald halvanden del af Sonnergaards trilogi, halvdelen af bind 1 og hele bind 3 (minus spøgelseshistorien; der er også en god spøgelseshistorie til sidst i den nye misere, sær lovmæssighed, hvad med at undersøge DEN?)).

Stidsen bruger en masse plads på at markere skepsis overfor avantgarden, med trælse gamle Peter Bürger delt op i klassisk og neo-avantgarde og kun defineret ved værk- og autonomi-kritik, men det fantastiske og vigtige ved avantgarden - hvis man ikke lige er Jens-Jørgen Thorsen, og Jens-Jørgen Thorsen er død, ligesom Jørgen Nash, der før han lallede ud i fluxus skrev nogle vildt gode digte - er vel for fanden alle de fantastiske og vigtige VÆRKER, der i og på trods, men også i og på accept (af værkafgrænsningen: malerier i rammer!) skabtes - og skabes.

Til sidst vil jeg bare gerne helt kort sige et par ord om, hvilke æstetiske former, der kan bære et kritisk sprog i dag. Jeg har jo i den førnævnte artikel skrevet om to forfattere, der må siges at dyrke den klassiske realistiske (dvs. værkafrundede, illusionsbårne) roman – om end med lidt forskellige formelle nyindspil, såsom underminering af fortælleren og opbrydning af kompositionen (HELT UTROLIGT GAMLE NYINDSPIL LB). Ifølge en stor del af avantgardeteorien – ikke mindst den vi har fået ind med modermælken fra 60’ernes opbrudskunstnere og -tænkere – er enhver værkautonomi imidlertid dømt til at reproducere de givne strukturer – og altså dermed være affirmativ frem for kritisk. Nuvel, her mener jeg, man blive nødt til at se i øjnene, at et og andet har ændret sig siden 60’er-avantgardisterne slog deres folder. Og dette noget hedder ’oplevelsesindustrien’. Som igen må ses som en kulturel aflægger af det neokapitalistiske konkurrencesamfunds vinden frem. Mens 60’ernes opbrudskunstnere stadig opererede på baggrund af de sidste rester af en nogenlunde stabil enhedskultur – med familien og nationalstaten som de institutionelle rammer, der var med til at sikre denne stabilitet – så må vi se i øjnene, at disse sidste bastioner for det moderne borgerligt-kulturelle hegemoni nu også er faldet. Det betyder – som bl.a. sociologerne Chiapello og Boltanski har vist – at er der noget, vor tids kulturelle markedsdemagoger elsker, så er det lige præcis avantgardismens opbrudte formsprog. Fordi det i den grad er kompatibelt med netværks- og konkurrenceøkonomiens ønske om at skabe total grænseløshed, totalt flow og total fleksibilitet på det horisontale plan, uden nogen hæmning af hverken menneskelige eller andre ’tunge’, vertikale realitetsfaktorer. Vi skal kort sagt alle gerne betragte både os selv og vores omgivelser som til enhver tid konstruerbare og omformulerbare. Og her viser avantgardens formsprog sig ofte som gefundenes fressen. For blot at nævne ét eksempel: Da universitetet – lige som alle andre samfundsinstitutioner p.t. – begyndte at blive bombarderet med krav om, at vi skulle ’erhvervsliggøre’ os selv, blev jeg bedt om at slå et kursus op under overskriften ’innovation og avantgardekultur’. Ud fra den – efter min mening – helt korrekte antagelse, at hvis der var noget inden for kunsten og kulturen, som kunne være med til at trække det neoliberalistiske lyntog fremad var det den avantgardistiske kunst med dens paroler om, at intet måtte være fastlåst, at alt hele tiden skulle fremstå som flygtigt, udskifteligt og uden en fast afsenderinstans. Sådanne æstetiske koder og modeller er, skulle jeg hilse at sige, perfekte for den herskende diskurs’ forvaltere (hvilket erhvervsmanden Mads Øvlisens virke inden for kunstområdet i øvrigt også med al tydelighed har bekræftet).

Det er enestående idiotisk, hvad der står her! Fordi Mads Øvlisen godt kan lide Tal R, er avantgarden som sådan kompromitteret. Det er da fuldkommen ligegyldigt, hvad industribaroner kan finde på at pynte deres kontorer og kaffeborde med, hvad kan DU få ud af kunsten, bitte Marianne, det er det, det går ud på (og som du er offentligt ansat til nysgerrigt og omhyggeligt at undersøge)? Ikke engang marxistiske Hans-Jørgens ideologikritik af attituderelativistiske Nielsen var så indskrænket; han holdt, så vidt jeg ved, ikke op med at høre Beach Boys: "Oplevelsesindustrien (...) må ses som en aflægger af den af det neokapitalistiske konkurrencesamfund"; oplevelsesindustrien består af en trillion konkrete værker og udtryksformer, hvoraf alle mulige selvfølgelig er og/eller kan udnyttes kunstnerisk fremragende, i går genså jeg fx et afsnit af Breaking Bad, en tv-serie produceret for en kommerciel, amerikansk betalingskanal, der nådesløst uddistancerer al public service-pædagogik. Ligesom "den avantgardistiske kunst" som sagt består af en trillion konkrete værker og udtryksformer, men Stidsen taler hele tiden om dens "paroler" i stedet, men ikke engang dem kerer hun sig om at citere verbatim eller linke til med navns nævnelse (hvem helt præcist har sagt og mener, at "intet må være fastlåst, at alt hele tiden skulle fremstå som flygtigt, udskifteligt og uden en fast afsenderinstans"? og hvis nogen har sagt det, er det vigtige vel for helvede den kunstneriske praksis, disse paroler resulterer i eller formuleres ud fra). Et eller andet centralt sted forstår jeg simpelthen ikke, hvad hun fabler om! Hvordan helt præcist er en readymade af Marcel Duchamp eller en google-digtsamling af Christian Yde Frostholm neoliberalistisk? Vi er da helt ude i Erasmus Montanus og ergo er morlille stenet her: Innovation er et plusord for både avantgardister og neoliberalister, ergo er avantgardister neoliberalistiske!!?? Lektor, please! Jeg citerer chokeret videre:

Peter Bürger er ofte af senere avantgarde-praktikere og -teoretikere blevet hånet for sit kritiske opgør med neoavantgarden. Men måske er det på tide, vi overvejer om manden kunne tænkes at have en pointe. Han siger endvidere – jeg kan ikke huske om det er i Theorie der Avantgarde eller andetsteds – at det mest virkningsfulde sted for kunsten at være kritisk i dag, rent faktisk er gennem det autonome værk. Fordi dette, netop i kraft af sin autonomi, er i stand til at bevare en distance til den socialitet, der skal behandles og kritiseres. Jeg skal ikke her stille mig op med nogen fast formulerede svar på, hvad der i den henseende er rigtigt eller forkert. Kun synes jeg, Bürgers pointe fortjener en smule mere overvejelse, end den hidtil har fået. I hvert fald kunne man forestille sig, at den ’konstruktivisme’, som har været et så fremherskende æstetisk element i den avantgardistiske tradition, og som stadig har vældig vind i sejlene i store dele af den nyeste litteratur, måske godt kunne trænge til at blive udfordret en smule af nogle andre æstetiske koder og modeller. Her tænker jeg eksempelvis på nye æstetiske former, der i stedet for at være ensidigt beskæftiget med at se alt som grænseløst omformulerbart, så, at der muligvis også er visse grænser for konstruktion. Ikke for at henfalde til konservativ pukken på en gammel, udslidt samfundsorden og menneskeforståelse. Det der så grimt hedder ’essentialisme’ (gud fri os fra det!). Men for at sætte en humanistisk kritik ind mod den neoliberalistiske markedstænknings forestilling om, at der absolut slet ingen grænser – heller ikke menneskelige – er for, hvad der kan laves om i konkurrencefeberens tegn. For mig at se er det bl.a. sådan en type kritik, en forfatter som Karl Ove Knausgård forsøger at udfolde i Min kamp, og som muligvis også kan bruges som inspiration for en nytænkning af det politiske inden for en dansk litterær kontekst. Jeg tænker også, at det muligvis er noget af det, der ligger bag den yngre litteraturkritiks talen om nye ’materialismer’ inden for litteraturen – hos Bjørn Rasmussen fx. Men man kunne måske også forestille sig helt andre former, som vi endnu har til gode at se udfoldet.

Totalt irrelevant pjat det med autonomien, bare fordi avantgardistiske værker forholder sig poetologisk mistænktsomt og praktisk eksperimenterende til værkets autonomi, betyder det jo ikke, at de er mindre værker af den grund, åbne værker er også værker (ikke få avantgardister er (lige så) slemme til at se sig blinde på den umulige anti-autonomi og gøre et sturt ideologisk nummer ud af den, indrømmet!). Men til gengæld taler Stidsen klartekst om kunstens/litteraturens opgave: "den socialitet, der skal behandles og kritiseres". Sikke et kedeligt opdrag, siger jeg bare. Og nærmere bestemt: "at sætte en humanistisk kritik ind mod den neoliberalistiske" bla bla bla. Det er er nogle koksede argumentationscirkler, der kører i ring her, men pointen er vistnok bare at diskreditere avantgarden ved at læse dens såkaldt konstruktivistiske former som et normativt livsfilosofisk udsagn om, hvordan eksistens, identitet, socialitet er konstrueret og AT sådanne størrelser er det (men KUNST ER KUNST (og alt andet alt andet, som man siger), den skal ikke levere svar, den skal levere skepsis og forvirring, fascination og skønhed FX) - men læg mærke til, hvordan hun vægrer sig mod at fortolke Sonnergaards og Jungersens former på samme måde, pointen med deres traditionelle former er åbenbart bare, at de tydeligere og mere pædagogisk kan ekkoe de korrekte samfundsanalyser, som de førende sociologer har leveret. Stidsens lerfødder er de værker, hun læser og fremhæver, der jo ikke bare er avantgardistisk uavancerede, men rent og absolut æstetisk ufremragende og, ja, ukvalificerede, lesser works simpelthen - udover Jungersen og Sonnergaard især Jakob Ejersbo (i stedet for hendes gamle generationsfæller og -favoritter, Niels Frank og Pia Juul og Christina Hesselholdt, der er alt, alt for uinstrumentelle) - fordi det iflg. hende er tematik og ikke æstetik, der gør en god bog, og det, vil jeg hævde, er simpelthen usandt.

Sammenlign bare den røvsygt didaktiske Amager-novelle, hvor stamgæster på et værtshus hjælper en bums på fode, i Sonnergaards nye bog med den konstruktivistiske tour de force, inkl. totalt uopbyggelig politisk satire og uansvarlige revolutionsdrømme, der er Ida Marie Hedes nye bog; jeg ved ikke hvilket værk, jeg bliver mest og bedst politisk bevidstgjort af (korrektest korrekset bliver jeg klart nok af Otte fortællinger), men det er Det kemiske bryllup, min bevidsthed bliver poetisk svitset af, og hvad ellers tæller?

2 kommentarer:

  1. Hvordan kan du ført rose og være glad for det nye Kritiknr. her på bloggen og så sige, at Jes Steins "afklapsning" er passende? Det forstår jeg ikke, Lars.

    SvarSlet
  2. Haha! Flere flovheder skal man lede længe efter. eller.. egentlig ikke. Men stadig. At så mange klichéer kan krybe sammen i én artikel er jo fremragende.
    Mkh. Madam Bovary :-)

    SvarSlet