lørdag den 18. maj 2013

Rettelse 3: Amokløb ER nok!

Tue Nexø er i Information (tak, redaktører her og dér, for at forsinke vores anmeldelsers dybe forsinkelse med så smuk simultanitet) skeptisk overfor Ida Marie Hedes hyper-herlige Det kemiske bryllup, fordi den har for travlt til at blive fortolket af ham:

Men det er også en bog, der føles sært ufokuseret. Forestillingen om et spjættende, ikke-organisk livsprincip løb gennem de ikke mindre udflippede tekster i Ida Marie Hedes første bog Seancer.
Men efter halvanden gennemlæsning har jeg ikke fundet noget tilsvarende her. Det er jo ikke i sig selv et problem. Værre er det, at jeg heller ikke føler nogen speciel trang til at lede videre. Bedst fungerer bogen, når den nærmer sig det nedslidte England, gadeoprør og social armod; alle tre fænomener bliver tydelige i bogens sidste stykker. Her er Jeunesse på fødselsfabrik: »Kvinderne udholder ikke sig selv. Paraden af torsoer sprænger deres eget design. De fødendes hæle buldrer ind i de endnu ventendes bugnende maver, så spyttes lyserøde babybundter ud og klasker mod gulvet som tyggegummiklatter.« Men selv de mest groteske øjeblikke har noget tegneserieagtigt, noget uvirkeligt over sig i den her bog. Selvom Det kemiske bryllup har et åbenlyst slægtskab med William Burroughs surrealistiske prosa, er der ikke meget mareridt over dens episoder. Man imponeres i glimt. Alligevel savner jeg en intensitet eller præcision eller en bagvedliggende tanke, der kunne styre sætningernes amokløb. Bare en af tingene havde været nok.

Ufokuseret kan sagtens være fedt, vil jeg mene. Og hvorfor er det problem, at anmelderen ikke føler trang til at lede løs efter en tematisk størrelse a la forrige bogs forestilling om "et spjættende, ikke-organisk livsprincip". Det er det jo kun, hvis manglen - den åbenlyse, stolt hujende mangel - på et tematisk fokus og et foksueret tema i sig selv er problem. Det er det ikke for mig. Og hvad er der galt med uvirkelig tegenserieagtighed, der ikke er mareridtsagtig (men snarere (ikke stof-upåvirket - det er også en 60'er- og 70'er-roman) hallucinatorisk)? Ingenting efter min mening. Jeg behøver ikke intensitet eller præcision eller en badvedliggende tanke, for mig er sætningernes amokløb alt nok. Det er dejligt med så klar uenighed om smagsdømmende kriterier: Pro-fokus vs. Pro-flimmer!

2 kommentarer:

  1. I din anmeldelse i ugens WA nævnte du en vis rådvildhed over for titlen på Hedes nye bog. Det kemiske bryllup er et alkymistisk begreb, som er ret kompliceret af forklare kort (Erik A. Nielsens nye bog om Brorson kommer helt sikkert ind på det), men som lader til at gå vældig fint i spænd med tvekønnetheden hos hovedpersonen og sammensmeltningen af de to køn (som alkymistisk symbol på forskellige elementers sammensmeltning, men åbenbart ret håndfast konkret i romanen, efter din anmeldelse at dømme), og som også går fint i spænd med Genesis P-Orridge-sporet (og jeg var ærligt talt overrasket over, at du ikke kendte ham og Throbbing Gristle, og hvis kunstneriske virke du (på trods af en del svagheder i det - men heldigvis underløbes selvhøjtideligeheden i projektet ret ofte) burde interessere dig), hvis virke kan siges at have visse sammenfald med alkymistiske idéer, jf. hans arbejde med bl.a. det okkultistiske og Burroughs-inspirerede netværk/kult Thee Temple ov Psychick Youth.

    SvarSlet