Usvindlet Svendsen i mangel af kritisk sort svane

Alle har anmeldt Sonnergaards seneste fallitbo af en novellesamling (forfatteren har åbenbart raset over sine anmeldelser på Facebook, men jeg er rimeligt nok ikke venner med ham -  er der nogen, som er, der vil dele hans aggressioner med Blogdahl?), men kun 2 Charlotte Weitzes fænomenale Harrzen-sanger, Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad og Nanna Goul i WA, og heldigvis fuldt positivt, men ikke helt så hysterisk begejstret, som JEG synes, bogen fortjener, Anders Juhl (der slet ikke kunne more sig over eller overhovedet forholde sig til Nellies bog) er vist slet ikke begejstringskapabel; hvad andet egentlig kan en roman udmærke sig som end fortællende prosa?:

Er Charlotte Weitze ikke en smule undervurderet? Er hun i virkeligheden ikke blandt de dygtigste prosaister i dansk litteratur? Sådan tænker jeg uvilkårligt efter at have læst hendes nye roman, der er skrevet i den mest eventyrlige romanprosa. At den netop er eventyrlig, skal forstås i begge ordets betydninger, og at romanen først og fremmest udmærker sig som fortællende prosa, bør understreges.

Politiken har bragt et måltidsidsinterview med Weitze (hvor hun fortæller, at et filmselskab overvejer at filmatisere sublime Brevbæreren, jeg håber sådan, det er PIXAR! det albinopostbud skal LYSE hvidt), men endnu ingen anmeldelse, det kan man da kalde utidigt sjusk! 

Ida Marie Hedes forrygende Det kemiske bryllup, der udkom i tirsdags, har, fordi min blev valgt fra til i dags WA Bøger, kun fået 1 anmeldelse, af Erik Svendsen i Jyllands-Posten, som gudhjælpme er gedigent glad (jeg kan ikke se, hvor mange stjerner - sikkert kun 4, forhåbentlig 5), selvfølgelig pænt sjusket, men absolut ikke udum, og selvom han aldrig i en million år kan blive tilgivet for sin åndsforsnottede Nellie-anmeldelse tillader jeg mig at påskønne, at han i dette gloende glimt for en gangs skyld har set lyset, her er hele anmeldelsen:

Sagt uden omsvøb: Ida Marie Hede er et oplagt forfattertalent. I referat kan "Det kemiske bryllup" lyde som en flippet affære. Det er den også, men der er både idé og pondus i den mildest talt spraglede historie om tvillingerne Caresse og Genesse, som fødes af en højttaler (så er niveauet antydet) og i perioder forenes som heksen og rebellen Jeunesse (!), der bevæger sig rundt i en gearet version af vores samtidige verden. Med afstikkere til f. eks. feministiske udkantsområder for rugemødre, og der er ikke et øje tørt i udstillingen af den rurale idyl. Jeunesse får et intenst forhold til shaman-aspiranten Ted, og de to er ikke de eneste i bogen, som dyrker det symbiotiske. Det er langt ude og ret underholdende.Det fine er dels den overraskende karakter historien konstant har, dels forbindelsen mellem det der sker på handlingens plan og fremstillingens plastiske sprog. Uden at havne i den rene vilkårlighed og det amokløbende associative formår Hede at lade en vedvarende transformation styre løjerne. Man kunne sige, at teksten og historien gennemgår den ene metamorfose efter den anden. Resultatet er en visionær og parodisk tekst, der både langer ud efter frelste ideer og magtens forskellige ideologier.Ingen går fri og humøret er højt uanset, hvor vi befinder os. På den ene side er kravet om realisme ophævet, på den anden side bruger Hede løs af referencer til den prosaiske verden." Det kemiske bryllup" etablerer et selvstændigt og dragende univers, der fungerer fordi det både ligner og drejer det velkendte. Det har sine friheder, men det er ikke en enfoldig dagdrøm, et stykke eskapisme. Ida Marie Hede hiver ind fra venstre og højre. Kaotisk, måske. Men hun er som regel præcis og har en herlig humoristisk sans. Et eksempel - og gå selv ned i boghandelen og køb eller bestil bogen: "Special Agent Cooper vågner! Dvaskt hviler han på langs hen over salens rokokostol som malerens søvnige muse, skøn at skue, med sit glatte, sorte hår, sin udstående hage. En blodfattig Adonis, som havde de lokale tæger forlystet sig på ham".

Hede selv har ifølge Facebook travlt med at være i England og blive inspireret til nye skrifteventyr:

skal til det her i morgen i bristol, wowzers. og sige noget på søndag om en udveksling af kærlighedsbreve, så nervepirrende, at den gik i opløsning, før den for alvor gik i gang. i landet, hvor radioen spiller 'heksen er død', men mange i harme råber, at noget så cool som en heks ikke bør sammenlignes med maggie t.

http://www.bristol.ac.uk/arts/research/performing-documents/conference/#description

Stil og ustil og mørkt stål (Weitze Woman Is Back!)

Jeg har læst 3 bøger fra Samleren, som jeg ikke har fået penge for at at læse, dvs. ikke skal anmelde, de to er allerede udkommet og har fået henholdsvis en blandet og en positiv (om ikke begejstret) modtagelse, mens den tredje udkommer lige om lidt:

Julia Butschkow: Aber dabei

Dorthe Nors: Minna mangler et øvelokale

Charlotte Weitze: Harzen-sanger

Aber dabei er for mig eksempel på ustil, på at stil ikke er noget, forfatteren har eller er interesseret i, det flyder let, men tungt, klichéfuldt, men anonymt af sted, som i disse de allerførste sætninger: "" Vil du gerne dø?" Det er Jens-Martin, der spørger mig. Han stirrer på mig med sit gennemborende psykiaterblik", indtil hun, opbremsende og derpå opspeedende, er det, i afsnittene med den maniske advokat, hvor stilen bliver kitsch, "stil", fordi den skal være eksemplarisk, manisk stil = manisk person, snarere end karakterfuld/-eksploderende eller bare stilig: fedt skrevet for skrivefedhedesn egen skyld.

Minna mangler et øvelokale er et eksempel på markant og markeret stiliseret stil, der nok i sit udgangspunkt er eksemplarisk - som forklaret af forfatteren i interviews: hovedsætninger = sms-/opdaterings-sprog, men fordi forfatteren morer sig med den og har talent til at more sig virtuost, bliver stilen sin egen karakterfulde og originale stilighed, flintrende-flimrende ironisk-naivistisk fart og tempo, der her og dér, som det eksemplariskes lige så ondartede, simasiske tvilling, godt kan nærme sig noget klummeagtigt kælent (og i den våde havfruesymbolig noget litteraturagtigt klodset), fordi den, stilen, lige præcis ikke kommer virkelig svimmelt, måske endda katastrofalt eller i det mindste crazy på glatis (jf. Nellie):

Mannas mor bor i Aarhus.
Minna er ligesom Karin fra Jylland.
Minna er bare ikke fra Jylland på samme måde
Minna er fra Marselisborgskovene.
Minna er en gammel mands datter.
Minna er en yngre mands efternøler.
Mor er stadig enke, men
mor har en kæreste.
Kæresten hedder Finn.
Finn og mor går på museum.
Finn og mor tager på højskole.
Finn og mor bor hver for sig.
Mor er for gammel til hele pakken.
Finn ville ellers gerne, men
mor er herre i sit eget hus.
Mor er også god til at holde kontakten.
Mor har været på computerkursus i Seniorklubben.
Mor er på Facebook.
Mor har en blog.

Harzen-sanger er et eksempel på mørkt stål - FORDI DET - HURRA! HURRA! HURRA! - FAKTISK ER DEN MAGTFULDT OG AUTONOMT OG (VISTE DET SIG) MØRKT MØRKT MØRKT FABULERENDE ROMAN, VI HAR VENTET PÅ SIDEN BREVBÆREREN FRA FOR NØJAGTIG 10 ÅR SIDEN, OG NEJ! HVOR ER JEG KED AF, AT JEG IKKE HYSTERISK GLAD SKAL ANMELDE DEN SOM EN AF FORÅRET FORELØBIG TRE BEDSTE IKKE BARE ROMANER MEN BØGER, de to andre: Nellies bog og År 9 efter Loopet (og for 17 (sytten!) år siden anmeldte jeg, i en af mine første WA-anmeldelser, Adolphsens og Weitzes debutbøger som repræsenterende en nye generation af "fabulanter", der imidlertid aldrig fik andre repræsentanter (som om de ikke var mange nok!?). Mørkt stål vil sige en intenst, på samme tid tæt og hektisk skriblen sig ind i egensindigt skriftrum, der ikke så meget er stiligt, selvom det på sine skæve, dumpe måde også er det, som akkurat stålsat, som en panserkrydser gennem et drømmeocean (altså en omvendt flyvende hollænder), bortset fra at ALTING i en labyrint af fjer handler om fugle, men her er hovedpersonen, den stumme, tidligere magisk syngende, moderligt desperate Hanna, på færgefart:

Hanna står på færgen og ser skumsprøjtet, som den efterlader. Hun er på vej mod et land, hvor hun dårligt forstår sproget.
  Der bliver kaldt til bilerne, og hun går ned ad trapperne til færgens mave. I mylderet er alle sammen med nogen. Hun har hørt, at de som overlever skibskatastrofer, er dem, der rejser alene. Dem, som ikke føler, at de skal hjælpe eller tage hensyn til nogen. Dem, som blot har et billede af familien i tankerne. Måske er det bedre at være en af de døde, så man ikke hver nat skal se dem som spøgelsesblege billeder på egen egoisme. Fastklemte under kiokskvarer, bankende hænder på kahytsdøre, der ikke kan komme op. Lykkelig er måske ikke dén, der har hørt redningsbådens raslende kæder.
  Jeg må til Harzen tænker hun, først når jeg får vished, kontakter jeg Niels igen. Nede i tasken, i pungen, ligger det, hun har tilbage. Adressen på sanglæreren, som Bekæmperen anbefalede Lisa.

Det er fabelagtig stil at skrive en fiktion, hvor en person, der bare hedder Bekæmperen, anbefaler en sanglærer i Harzen.