Jeg er lidt rundt på sofaen her mellem, jeg har skrevet forord til
Storm P's samlede opfindelser (fra en ende af OVERSKRIVER jeg samtlige tidl. museumsdirektør og førende Storm-sentimentalist Jens Bings forord med højt og blæksort skum!), og jeg skal skrive begejstret WA-anmeldelse af Ida Marie Hedes fantastisk sært gnistrende, nye bog
Det kemiske bryllup, selvom akkurat det udsyret maskinelle er noget, opfindelserne og bogen har tilfælles, hovedpersonen/personerne hos Hede, Søstrene Genesse og Caresse, der af og til smelter sammen til én person, Jeunesse, fødes på første side af en gigantisk, gammel højttaler fx. Her er til sammenligning - og som overspring for mig i min rundtossethed - en række spørgsmål fra ca. midtvejs i bogen (som dens bidrag til tidens spørgsmålslitteratur, Aymo-Boot, Frank og co.) fulgt af en klassisk Storm P-maskine:
findes der er et
symbolsk jeg og et
kødeligt jeg?
findes det materielle, når vi lukker øjnene?
er snublen et billede på, at vi altid er i bevægelse?
overhaler vi os selv
er vi det mest
forførende pattedyr?
bliver vi trykket mod bunden?
er bunden utopisk, ukrudtsbefængt?
ruller vi os i det fornedredes krydderurter?
er vi menneskelige snacks?
er vi os selv, idet vi er flere?
er samfundet mere genrøst end dets svageste?
er svagheden en pynt?
vil den samle sig til en olm, sukkerfyldt kugle?
vil de unge komme løbende ind fra gaderne med seneste, indsunke kroppe, med ildkugler, pilespidser, sabler og dybsorte tænder?
Og kan I gætte, hvordan den næste sætning i bogen lyder?
Nej, det kan I garantrisset ikke, her er den:
Margrethe Vestager filer sine negle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar