Helle Helles mor in memoriam

- fra Politiken-interview, 2005:

Mine forældre var enormt forskellige. Min mor var alene og udfarende, mens min far levede mere traditionelt. Så jeg var meget intuitiv som barn. Sådan som man bliver, når man har to hjem, der ikke ligner hinanden overhovedet. Det er noget med altid at kunne fornemme, når nogen er uvenner eller forelskede, selvopm det ikke bliver sagt. (...)
Fro samtidig med at tingene nogle gange ramlede omkring mig var både min mor og min far gode til at fortælle mig, at jeg var dygtig og kunne alt. Hemingway sagde, at man skulle have en ulykkelig barndom for at blive en god forfatter. Men jeg tror ikke, at det er nok. Der også nødt til at være nogen, der pumper ens ego op. Det er det, der gør, at det bliver godt, når man skriver. Hvis man både synes, man er den største idiot. Og samtidig bliver ved med at tro, at man er den bedste.

- fra Rødby-Puttgarden:

Vores mors cykel var af mærket Jönsson. Den punkterede på landevejen mellem Rødby og Rødbyhavn en eftermiddag i juni. Hun var på vej fra arbejde. Først prøvede hun at cykle videre, men det bumpede for meget. Hun steg af cyklen og begyndte at trække. der var fire kilometer hjem. Hun gik og mærkede den lune blæst i ansigtet og på sine bare arme. Hun havde en skjortebluse på, hun svedte i ærmegabene.
  Lærkerne sang. Det raslede fra kæden i hendes cykel. Hun ville aflevere den hos Sørensen i Havnegade, så kunne hun hente den tidligt næste morgen. En bus fuld af endagsturister kom kørende imod hende, hun standsede og kiggede på ansigterne derind, da bussen passerede. Hun genkendte et af dem, en mand med rundt hoved, de havde gået i klasse sammen for længe siden. Hun nåede lige at vinke til ham, og han klarede op og vinkede tilbage, han genkendte også hende.
  Hun stod og kiggede efter bussen og smilede. Da hun gik videre, trådte hun på noget hårdt. Det var en ørering, hun havde tabt på vej fra arbejde engang i februar, hun havde kigget efter den lige siden. Den var ikke engang gået i stykker.
  - Hvor heldigt, sagde hun højt til sig selv og stak øreringen i lommen på sin cowboynederdel og tog en dyb indånding, hun kunne lugte græs og heste, musik strømmede ud fra et tomt førerhus på en traktor.
  Nede ved gården efter Tredje Tværvej havde en vædder viklet sig ind i sin fortøjning, vores mor satte cyklen på støttefod og fik vædderen fri ved at lokke den rundt og rundt med en håndfuld mælkebøtteblade. Hun vendte nynnende tilbage til sin cykel, hyldeblomsterne overvældede hende ved den lille lund efter byskiltet, hun satte cyklen i stativet nede ved Sørensen, stak et smilende ansigt ind i forretningen.
  - Kan du lappe min cykel til i morgen tidlig?
  - Alt for dig, Henriette, hvor ser du godt ud i dag.
  Resten af vejen hjem var heller ikke noget at snakke om, hun var så usædvanlig let til bens, hun slyngede sit net over skulderen og købte isvafler med hjem fra den gamle købmand. Tine og jeg lå i hver sin drømmeseng på terrassen, og så stod hun pludselig dér i døråbningen med et smilende og ukendt åbent ansigt, vi satte os hurtigt op:
  - Hvad er der galt, mor?
  - Er der sket noget? Du ser helt mærkelig ud.
  Hun faldt sammen i overkroppen. Så trak hun isvaflerne op af sit net, ansigtet blev sig selv igen:
 - Næ. det er ikke sket nogen som helst. Ingen verdens ting.