Det er så mærkeligt og forskellig med med ens tillider. Adda Djørups nye bog, en digt-indrammet novellesamling, Poesi og andre former for trods, havde jeg (dømt ud fra min læsning af hendes tidligere bøger, især fra nr. 2 og frem - nr. 1 er og bliver da vist meget fin) ingen synderlig tillid til, og selvom den blev voldsomt rost af blandt andet Erik Skyum i Information og Lilian Munk Rösing i Politiken (5 hjerter) og Line Maja Ernst hjemme i WA bevarede jeg min skepsis, troede simpelthen ikke anmeldelserne over en dørtærskel; jeg er ikke helt sikker på, jeg præcis forstår formuleringen af - omsider! - en skepsis i Victor Ovesens litteratur.nu.dk-anmeldelse, men jeg nærer tillid til den:
Novellerne er effektivt struktureret. De korte plots genkommende
figur er, at de tilforladeligt realistiske karakterer overmandes af
mental ubalance og reagerer udad på radikale måder, f.eks. en læge, der
valfarter mellem togperroner for at græde ud. En småkriminel
langturschaffør, der lader sit eget korthus vælte. Titlens ‘trodsformer’
må vel læses som et fællesskab mellem det egensindige og det afsindige.
Et kreativt galskabsmoment, der slår flænger i den ordnede virkelighed. Så
selvom teksterne fungerer, står jeg lidt af på den måde Djørup
administrerer sin tematik. Hun sigter ikke som sådan efter at anråbe en
eksistentialistisk højdeskræk – karaktererne er ligesom bare fra den, patologisk.
Og i stedet for så at motivere sammenbruddene æstetisk, at lade dem
udmønte sig i vildskab i skriften, bliver galskaben mobiliseret som
narrativ drivkraft – og endemål. Men hvorfor det? Når vanviddet
sådan iscenesættes med sentimental fortrydelse eller fandenivoldsk fryd,
sidder jeg tilbage uforstående over for den i bedste fald vage omsorg
for de karakterer der skal martres. Og over, hvad der manifesterer sig i
disse ‘former for trods’ – andet end provokation af det normale.
Tag
f.eks. novellen ‘Helvedes gratier’, hvor en dygtig, men oversensitiv
kunstvæver er i langsom bedring fra et sammenbrud. I sin bedring lader
hun sig flyde i en slags middelmådighed. Midt i en efterårsfarvet
sommerhusidyl får hun så et tilbagefald og ser pludselig kitschede
gogo-dansere. Det føles på én gang sorgfuldt og småperfidt, det
fremskrevne sammenbrud smager af psykologisk voyeurisme. I så fald er
det en galde, jeg vil nøjes med at betragte gennem det glas, der stilles
foran mig – og høfligt afstå fra at sluge.
Helt omvendt med Kamilla Hega Holsts roman På træk, der udkom i går og fik en rent positiv anmeldelse ved Nanna Goul i WA, en lettere skeptisk ved Lis Garsdal i Politiken og en stærk skeptisk ved Tue Andersen Nexø i Information. Holsts roman havde jeg stor tillid, og selv om jeg synes, både Garsdal og Nexø taler lidt rigeligt og unødvendigt om autofiktion (hvilket forfatteren meget selv er ude om: kort før udgivelsen skrev hun kronik om sin bogs nære mellemværende med virkeligheden), blev jeg modvilligt overbevist af Nexøs skepsis, ikke mindst fordi den var parret med en påskønnelse af og et stærkt blik for de særlige Hega Holstske kvaliteter, hvilket ærgrede mig enormt - men selvfølgelig har jeg et stærkt behov for at læse med egne øjne (det har jeg i langt mindre grad i Djørups tilfælde):
Reelt zigzagger På træk afsted uden at lægge et ordentligt fokus. Midt i
alt det andet handler den pludselig - og ret umotiveret - om Kayas
familiehistorie, om oldeforældrenes og bedsteforældrenes og forældrenes
rodede familieforhold. Hvordan de alle sammen mødte hinanden, hvordan
der var i de forskellige barndomshjem, den slags. Skildringen
af Kayas forhold til sine egne børn sitrer af en uforløst energi, men
jappes meget hurtigt af i romanen. Til gengæld får vi scener fra den
samme utroskab mindst fem forskellige gange. Reelt er pointen den samme
hver gang, litterært set er det temmelig uøkonomisk - og føles derfor
noget monotont, også selvom det lyder som om, Kaya har sig noget god og
skyldbetynget sex. Og
så hører man om livet i Thailand, uden at hverken læseren eller bogen
egentlig interesserer sig for det. Så er der en mand dernede, der måske
kunne være interessant, men På træk kan ikke rigtig tage sig sammen til
at forfølge den historie. Der er alt for meget fyldstof og alt for lidt
fremdrift, kort sagt. Man savner virkelig et greb, der kan give noget
energi og fokus. Det er synd, især fordi Kamilla Hega Holst faktisk
skriver en helt udmærket, realistisk prosa, måske ikke ligefrem skøn,
men i det mindste uden klicheer og selvfølgeligheder.Og
fordi hun er frygtløs i portrættet af sin hovedperson. Kaya er en hård,
interessant skikkelse, fuld af ubehag og skam, både helt undselig og
skrøbelig, nærmest livsuegnet, og fuld af en vild, ødelæggende energi.Der
er en dump smerte i skildringen af skilsmissen og især årene op til
den, i skildringen af et forhold, der ultralangsomt går i stykker. Det
er virkelig fint at læse en historie om en familie, der falder fra
hinanden, og hvor ingen er skurkene og ingen heller er andet end
mennesker fulde af fejl. Man sidder og ønsker sig en bog, der bare holdt
fast i det, et portræt af Kaya og Carsten og hvordan det gik itu for
dem. Sådan skulle det ikke være.
Tredje bog er fjerde bind i Christian Dophs og Simon Pasternaks samtidhistoriske krimiserie, Tal til mig - og hvor ville jeg denne uge langt hellere have anmeldt Hega Holst og Dorphernak end, som tilfældet er, Tafdrup Jørgensen og Grünfeld - den skal jeg bare læse i en vis fart og vil jeg, lige meget hvad nogen siger, helt sikkert nyde i fulde drag, men jeg synes, Linea Ernst, hvis 2. læste krimi det er, siger nogle dejligt præcise ting om de kitschede og kunstneriske fornøjelser i duoens praksis:
Det er også virkelig dejligt, at Dorph og Pasternak stoler
på, at læseren godt vil være med til, at realismen skrider en gang
imellem, så sproget kan flotte sig: »Hendes indre føltes som et stort
spejl, som om hun var de her omgivelser, de her tage, tårne og kirker og
kunne række ud og tage dem.« Til gengæld kom jeg til at grine ad det
tegneserieagtigt hårdkogte sprog, når en politimand »griber knoglen«,
giver vognen »fuld rulle« eller beskriver et skygget subjekt: »Lidt
efter var han ude igen med en rullecigaret i flaben. Han fik ild på den
og tog et hvæs.« Yes, politimester Striks. Det
var en underholdt og anspændt fryd at læse den her plotdrevne omgang
tjubanglitteratur, som både er omhyggelig med det historiske bagtæppe og
fantastisk ligeglad med at leve op til nogen krav om sandsynlighed: Når
forfatterne lader en død mand chokgenoplives med startkablerne fra en
brun Ford Taunus, må man bare grine og overgive sig.
(men kuriøst, hvordan den sproglige/litterære kvaliteter kan opleves som direkte benspændende for den kriminalistiske effektivitet, Jesper Beinov i Berlingske: "Ingredienser som mord, opklaringsarbejde, intriger, voldsomme scener
indgår ganske vist. Men der er en langt mere poetisk kraft bag Dorphs og
Pasternaks prosa end i den traditionelle krimi: Uortodokse ord og
udtryk dukker op hulter til bulter, en anløben kriminalkommissær
refererer den postmoderne franske filosof Baudrillards tanker om, at vi
er overladt til selv at skabe mening i vores liv. Der er en fortættet,
ja, ligefrem minimalistisk sproglighed i forbindelse med voldsomme
episoder. Sidehandlinger, der forgrener sig bagud til de foregående
romaner. Aktionmæssige scener, der flere steder fungerer rigtig dårligt. Den slags vil klart irritere die hard-krimilæsere." - ja, heldigvis, og må de dø blødt og snart og uden for hørevidde!)
lørdag den 14. marts 2015
Tillider
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Fed stoleleg Lars!
SvarSletPointen var bare, at jeg finder det lidt nasty at djørup fremskriver endimensionelt "gale" karakterer og kalder det "trods" og endda "poesi".
(Ja, ok, min drinkmetafor til sidst dér nåede vidst ikke helt i mål, shit happens yo)
kh Victor