Jeg er i hvert fald stadig Black Rider-programskribent

Da Betty Nansen Teatret i 1998 første gang opførte Burroughs/Waits/Wilson(/Wiedemann/Kvium/Laugesen)-forestillingen The Black Rider skrev jeg en halvstor tekst til programmet. Til genopsætningen i år ville teatret gerne genbruge min artikel, som de sendte til mig, fordi der var brug for lidt opdatering, og som jeg altså ikke kunne undgår at kløjes betydeligt i:

Jeg er glad for, at I finder min gamle programartikel værd at genoptrykke. Jeg har siddet og læst den igen og synes godt nok, den er noget overwritten og kaotisk forgrublet, på godt og ondt - og jeg får også øje på en håndfuld deciderede (mestendels syntaktiske) fejl. Jeg tænker på, om I kunne foranstalte en word-udgave på 1 tekstfil, som jeg lige kunne rette igennem og gerne i en vis fart; jeg ville ikke tilføje noget, men måske slette en lille smule hist og pist og bare strømline fornuftigt uden at forråde for-meget-heden.

- her er et forholdsvis fredsommeligt (og generøst Turèll-citerende) stykke fra den tilrettede, men stadigvæk forbandet floromvundne tekst:

-->

Den danske myte og mytoman og oprindelige Bur­roughs-fan Dan Turell har i sine Medie-Montager, der udkom i seks bind 1975-78, portrætteret både Bur­roughs og Waits som myter og mytemagere. Her er først 60-årige Burroughs i et klip fra den eksperimenterende tekst 'El Hombre Invisible', skrevet helt tilbage i 1969:

"William S. Burroughs er fundamentalt klartseende William S. Burroughs går i biografen om aftenen Går til det Grå Rim og klipper videre sover i det Grå rum en nervøs flimrende overgangsdrømmesøvn og vågner og klipper sin mad ind i sit William S. Burroughs-arkiv i det Grå Rum hvor overgange mellem skrift og foto bestemmes og skæres."

Og et mere ligefremt snapshot af den unge Tom Waits, dateret 1976:

"Tom Waits er god til at skabe historier omkring sig, og der er mange i gang allerede. Han optræder altid, på scenen som udenfor. Han er ikke sanger, ikke digter, ikke musiker, ikke skuespiller - men en lille smule af hver i en sjælden blanding, der kan minde lige så meget om komikeren W.C. Fields som om beat-digte­ren Jack Kerouac eller entertaineren Lenny Bruce."

(I parentes bemærket ville en kombination af disse to portrætter resultere i et vellignen­de portræt af myten Dan Turèll)

Altså Burroughs som et koldt avantgardistisk fantom, den robot- og øglelignede arki­var og sammenklipper af alle teksterne, livets og litte­raturens, og indehaver af privilegerede, magiske og dæmoniske, hemmeligheder, X-files indeed! Tom Waits som en lunere rollespiller, der låner sine manerer fra de hårdkogte og klovnende ender af amerikansk populærkultur, en stilbevidst beat-troubadour. I begge tilfælde er den offentlige fremtræden i høj grad iscene­sat og umærkeligt sammenfaldende med teksternes/ sangenes fortællerpersonaer.

Fra begyndelsen af firserne sker der en udvikling i Tom Waits’ sange i retning af det barokke og excentriske så vel som det primitive og direkte, mens Burroughs på samme tidspunkt kom ind i en ny kreativ fase, der supplerede de gamle science­-fiction-modeller med detektiv-, pirat- og cowboy-fiktio­ner i et mere åbent mix. Begge herrers mytologier blev betydeligt sværere og mere komplekse at få hold på.