Tomas Tranströmer befinder sig i den mærkelige position at være en svensk klassiker, skønt han i dag kun er 35 år og har en minimal produktion bag sig - hans tre digtsamlinger, "17 dikter" (1954), "Hemligheter på vägen" (1958) og "Den halvfærdige himlen" (1962), rummer i alt kun 52 digte, men disse digte er således blevet lovsunget for deres fuldkommehed, at man næsten har glemt deres væsentlighed. Tranströmers poesi har virkelig hvad der skal til for at gøre en klassiker, det fuldendte, det nødvendige, det bestandigt nye.
Jag spelar Haydn efter en svart dag
och känner en enkel värme i händerne.
Tangenterna vill. Milda hammara slår.
Klangen är grön, livlig och stilla.
Således begynder "Allegro", med denne anden "den anden enkelhed" som Bonnefoy taler. De to digtere har meget andet til fælles, først og fremmest en ny "gestaltpsykologisk" opfattelse af den poetiske metafor, der hos franskmanden rendyrkes i en absolut uvirkelighed, medens Tranströmers metaforchok har en imponerende anskuelighed, tordenvejrsagtigt. Og billedet af lampen er fælles for de to digtere, som når Tranströmers vidunderlige "En mand fra Benin" - et digt om et fotografi af et afrikansk bronzerelief der forestiller en portugisisk jøde - lader denne jøde til sidst i digtet få stemme, "genfødt i metallets race":
Ja är kommen för att möta
den som höjer upp sin lykta
förr att se sig själv i mig
Denne direkthed, som ikke er dokumentarisk, men kunst-gjort, er det stærke og samlede indtryk af denne digter, af hvem vi endnu kan vente os mange mesterværkers ro og uro.
- titeldigtet fra 1962-samlingen, oversat af Peter Nielsen:
DEN HALVFÆRDIGE HIMMEL
Modløsheden afbryder sit løb.
Angsten afbryder sit løb.
Gribben afbryder sin flugt.
Det ivrige lys strømmer ud,
selv spøgelserne tager sig en slurk.
Og vore malerier kommer for en dag,
vores istidsatelierers røde dyr.
Alting begynder at se sig omkring.
Vi går i solen, hundredvis.
Hvert menneske en halvåben dør
der fører indtil et rum for alle.
Den uendelige jord under os.
Vandet lyser mellem træerne.
Søen er et vindue til jorden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar