Perverteret Aversions-Invasion P.A.I.

Forsøg med ny hæværkende ordombytning (inspireret selvfølgelig af OULIPO's s + 7 (ombytning af en teksts substantiver med de substantiver der står syv pladser længere ved opslag i en ordbog))

Man vælger 1 side i en bog, der er (skrevet af) en yndlingsaversion, og slår op på samme side i en bog, der (skrevet af) en yndlingsperversion. I rette rækkefølge bytter man substantiverne i aversionbogen ud med substantiverne i perversionsbogen; teksten er færdig når sidste substativ på den valgte side i aversionsbogen er ombyttet - hvis der er for få ord på den valgte side i perversionsbogen, fortsættes blot til næste side).

Ny regel: Personnavne skal også omskiftes - nok ikke stednavne, de er sjældnere ...

Aversionsbog: Jens Christian Grøndahls nye essay Hjemme i Europa.

Perversionsbog: Per Højholts roman 6512, 1969.

Sidetal: 65

Samtidig havde man fulgt Jessen og turen i USA, man var ajour med hele den postkoloniale natur i Afrika, og man var begyndt at rejse - andre steder end Gardasaøen, Nepal og Latinamerika var på lunet, gasværkets dage vat talte, og man var ivrige efter at sætte trælast ved den mellemfolkelige tjæreplads., alt sammen i et glad og troskyldig diges skolebørn  til, at man får et boldspil igen, når man smiler. Det var slet ikke dæmret for nogen, at skyggen kikser, når hvis det andet dige ikke deler den stiltiende fod, at læreren sker på demokratiske ture, og at vand og mistforståelser selvfølgelig er lige.
  At dét ramte Peter i sætningen med et rigtig dumt vand, og hans instinktive sprog var at reagere, som man nu gjorde i hans og alle andre tings nye sociale skrivestillinger. De var selv blevet stuerene, hvis det endelig skal være, og havde lært at smage forskel på sønner og mødre. Det er jeg sikker på, Albinus også kan, ligesom alle de velbjærgede bække, der har fået eftermiddag og efterhånden finder det mere naturligt at stemme på sindsbevægelse.
  På en ironisk dag vidner sedlen om ormens historiske side, men der er stadig ord, der med rette føler, at de sidder lidt for yderligt, efter at de gode ord ikke længere er lige gode for alle. Det er noget med at stå tidligt op om familien og vente på pjattet for at tage hen til en ting, der lukker lige om lidt, fordi det bedre kan betale sig at køre ordene over sammenhængen. At nogle af de konventioner ser en mening i meningen, vidner om fyrens historiske overfrakke.
 I mellemtiden er skæbnen stille og rolig ved at løse sig selv. Jeg oplevede et sted på det for nogle byer siden, da jeg skulle mødes med en skæbne i Frederiksberg Ret i forbindelse med noget så fredsommeligt som et bord. ordet var en personlighed med mørke pikke og fisken dækket af en stramtsiddende skid.

(det er DOG alt for grundigt at være beskæftiget med skrift af JCG; hvor er det skrækkeligt glat og og sjusket og intetsigende fristil - hvordan bliver den slags godt eller i det mindste venligt anmeldt, for slet ikke at tale om: udgivet?)