fredag den 27. marts 2015

WA's Dr. Hip Hop: Rasmus N!

Cool hyring i WA Kultur:

Yndlingsdigteren Rasmus Nikolajsen!

som en eller anden form for forhåbentlig fast musikanmelder. I dag tager han sig ekvilibristisk kvalificeret af Kendrick Lamars nye plade - anmeldelsens anden halvdel:

The Blacker the Berry', samt numre som ' Institutionalized' og den elegant plottwistende bollesang ' These Walls', hvor henført sex flettes ind i et hævnmotiveret bandeopgør, er også komplekse selvopgør med dele af gangsta-mentaliteten. Et opgør, der jo ligger i forlængelse af Lamars musikalske bevægelse væk fra Compton. Mit gæt er, at den enorme popularitet, som To Pimp a Butterfly allerede har mødt fra både publikum og anmeldere, bl. a.skyldes, at der er noget universielt ved sådan en sprængning af selvets kokon.
Alligevel er det vildeste ved To Pimp a Butterfly Lamars polyfone rap, der holder sammen på den rigt flaksende produktion.
Albummet indeholder relativt få gæsteoptrædener (mest prominent er en afdød gæst: Lamar har ladet sig klippe ind i et gammelt svensk radiointerview med 2pac himself ). Til gengæld synes Lamar at have adgang til et uudtømmeligt arsenal af stemmer i sig selv. Der er ikke tale om det typiske hiphop-rollespil, som man kender det fra f. eks. Eminem, og som ofte har noget klovnet over sig. Det virker, som om Lamar ubesværet aktualiserer lige præcis den stemme eller stemning, øjeblikket kalder på. Han vrider på stemmebåndet, som man drejer på en knap, og straks fremkaldes i nummeret ' u' en selvhadende, nærmest grædende Lamar-persona.
Eller, i den anden ende af skalaen, på nummeret ' i', en selvberuset og overstadig Lamar. Eller læg mærke til, hvordan grandma ved hjælp af en præcist afleveret hæshed, som en skygge i stemmen, får taletid på ' Institutionalized'.
Ligegyldigt hvilken retning Lamar går på To Pimp a Butterfly, virker rappen særdeles vedkommende og for real.



- Rasmus susende ind i sin nye kritikerkarriere

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar