Må jeg bede om den korrekte stillngsbetegnelse!

Fine og glimrende fødselsdagsportrætter af Line Knutzon i Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten ved TEATERANMELDERNE Jacob Steen Olsen*, Monna Dithmer**, Henrik Lyding - men de kalder hende hele tiden "dramatiker", og det forekommer mig bare så forbandet forsnævrende - hvilket det jo reelt også, jf. litterære legater og priser, de går så godt som ALDRIG til dramatikere; hvorfor er Line aldrig blevet indstillet til Kritikerprisen for et teaterstykke, hvorfor har jeg aldrig indstillet hende til Kritikerprisen? - hun er da PRIMÆRT forfatter, DIGTER OG ATTER DIGTER,
D-I-G-T-E-R,
ligesom Shakespeare, Ibsen, Beckett, der gør fantastiske, excentriske ting med sproget; det var bare det, jeg gerne ville sige!

* Der er i hvert fald tre ting, der har gjort Line Knutzon til den dramatiker, hun er: Dels den humor, det blik for tilværelsens groteske sider, for menneskelig dårskab og småtskårenhed, der for eksempel gjorde hendes gruppedynamiske øvelse »Guitaristerne« - spillet i flere ombæringer - til noget af det sjoveste, der længe var set på en dansk teaterscene. Hun har en formidabel evne til at se på verden gennem skæve briller. Noget, der også giver sig udslag i hendes andet karakteristikum: Den enestående evne til at jonglere med sproget med livgivende, begavet finurlighed. Hendes vildtvoksende, verbale brillans stiller tingene på hovedet, for hun bruger den ikke mindst til at belyse, hvordan konformitet og bevidstløs accept af tingenes tilstand ligger indlejret i sproget. Hos hende bliver både Fedtefadet og Trædemøllen for eksempel fysiske foranstaltninger, man kan finde ude i samfundet. Staten kan sende en Skabsmoder - i et skab. Og hendes figurer bruger den legende fantasievne, der afspejler sig i ordene, som et værn mod truende omgivelser - lidt som hun selv gør det? NÅR NU VI taler om samfundet, så er der en tredje ting, der gør Line Knutzon til den stemme hun er. Den gamle DKUer er stadig rigtig godt gal i skralden under tophuen. Hun er fuldt ud solidarisk med sine figurer - hvad enten der er tale om storbyens isolerede, bundneurotiske og alligevel så tryghedssøgende småeksistenser eller stressede bedsteborgere, der har tabt livets sande værdier af syne og skal straffes for det. Beckett er passende nok en af de få dramatikere, hun nævner, hun har set og kunnet lide.

** HENDES DRAMAER har det med at blive ved med at rumstere i hovedet på en - ligesom buddhisterne i vandrørene i ' Det er så det nye'. Fra det forvoksede barns tumpehøjde spejler de os med foruroligende klarhed i deres evne til at spænde lige fra den mindste rift, der er løbet løbsk, til det store mørke. Som Knuttebarnet siger det som en anden profet i ' Snart kommer tiden' (hun er lige blevet sendt i børnehave, men kommer hjem og er blevet 50 og ryger cerut): »Jeg er kommet med mig selv, for at I kan se, hvordan I har det«. UANSET SINE indgroede teatergener, som datter af skuespiller og instruktør Lars Knutzon og barnebarn af kabaretkunstner Lulu Ziegler og instruktør Per Knutzon, har hun altid opfattet sig som lidt af en outsider. Helt på linje med dramaernes udsatte eksistenser. Som hun har sagt det: »Jeg er dramatiker. Jeg har ikke noget normalt arbejde. Jeg er hele tiden på kanten af, at jeg lige så godt kunne være en af landevejens farende svende«. Selv betegner hun sig som »en spion i verden frem for en deltager«. I den egenskab er hun til gengæld i besiddelse af »en meget kraftig lortedetektor« og et skarpt blik for uretfærdighed, løgne, pudsigheder og selvbedrag. DET BLIK RETTEDE hun i starten mod det nære: parret og kammeraterne, som sidder der i deres udkantsposition med al deres frygt for og længsel efter de andre, dem derude i Fedtefadet. Men fra ' Torben Toben' bredes perspektivet ud, så det i højere grad gælder gruppen, det faglige fællesskab, om det så er naturelskerne i ' Birkehytten', fanholdet i ' Guitaristerne' eller indretningsnørderne i ' Gruppe 8', det seneste udspil fra Knutzon, der sidste år blev opført på Det Kgl.Teater. Men ' Gruppe 8', der, selv om det blev iscenesat af en af hendes faste instruktørpartnere, Emmet Feigenberg, for en gangs skyld ikke blev nogen succes, markerede også, at der efterhånden går alt for længe imellem, at man ser et nyt stykke fra Knutzon. Hun har aldrig lagt skjul på, at det er lidt af en kamp at overleve som dramatiker - ikke bare økonomisk, men også kunstnerisk: »At være dramatiker er så smal en kunstart, at man nogle gange føler, at man næsten bliver kvalt af bare smalhed«