Et trælst resultat af al den autofiktivisering er den forlagssanktionerede licens til uden nogen form for fiktiv forskydning eller forklædning eller egentlig (kvalificeret/kunstnerisk koncentreret/stiliseret) karikatur eller bare BETYDNING at klistre virkelige personer (man ikke (længere) bryder sig om) ind i fiktioner som nu fx (ikke en der ligner eller skal minde om, men totalt eksplicit lige præcis)
Claus Beck-Nielsen / Das Beckwerk / Nielsen
i Julia Butschkows Aber dabei og
Erik Skyum-Nielsen i novellen "Uhyret i Villa Borghese" i Jan Sonnergaards Otte fortællinger (en kritiker med tykke briller bare kaldet Erik, der citerer ESN's anmeldelse af Sidste søndag i oktober, mens teksten selv citerer JS' selvdeklareret "defamerende" restaurantanmeldelse (!) om ESN i Information (i F.P. Jacs Numse-Kaj som besøgsven er Skyum en humoristisk animeret fabelfigur, ikke en formålsløs, kvast virkelighedsflue som her);
- Det undermenneske .../ Charlotte hørte det og rettede hurtigt: - Ja, sikke en undermåler./ Men egentlig var det det den første betegnelse som var korrekt. Man må bare ikke længere bruge ordet. Men det var nøjagtigt det han var. Han var indbegrebet af det lille-lille bitte menneske der intet kan selv og intet skaber, men er så pissedygtig til at ødelægge alt hvad han kommer i nærheden af. En evig stopklods og en skidt fyr fuld af ressentiment, misundelse og dårlig karma.
Det kan Sonnergaard jo ærligt talt selv være, men der var engang det var en dynamisk del af af hans talent, det er det ikke længere, og talentet har borte taget.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar