fredag den 26. april 2013

Hvem skriver for nogen?

På sin blog skriver Stefan Kjerkegaard, der lige får læst bøgerne (undtagen Simon Grotrians) LIDT senere, fordi han er ansat på universitetet, om Kim Leines Profeterne i Evigehdsfjorden, som han vistnok mere kan lide end ikke, i hvert fald slutter blogposten sådan her:

Nuvel, Løgneren af Martin A. Hansen (en roman som jeg aldrig helt kommer til at holde af) var jo også en radioroman, skrevet på bestilling, og den betragtes som en klassiker i dag. Jeg synes, at Leines roman er bedre end Hansens, så lad mig bare skrotte alle forbehold og (som Roselil) brøle, at Leines roman er god. Den er, med alt hvad det indebærer inden for sin genre og art (bestselleren), faktisk fermt og konsekvent udført. Der ligger et stort og grundigt arbejde bag, og det er bestemt ikke mange forfattere, der kan håndtere en fortælling af den art, slet ikke danske forfattere. Leine kan sit håndværk, både fortællemæssigt og som skribent.

Jeg hader genrerelativeret kritik, og at en bog "indnefor sin genre og art" er "både fermt og konsekvent udført" og at en forfatter "kan sit håndværk, både fortællemæssigt og som skribent" kan i min kritiske bog aldrig være kunstnerisk ros. Faktisk tror jeg, at Kim Leine har en genuin ambition om at lave kunst og hvorfor nogensinde vurdere et skønlitterært værk som andet (jeg sidder lige nu og læser en roman om en filosof og teolog, der måske holder OK filosofisk og teologisk, men fandeme ikke som skrivekunst)?

En anonym  kommentator spørger Stefan det gode spørgsmål:

Er bestseller nu en genre?

Og får svaret:

Kære Anonym, nej, det skriver jeg vist heller ikke, jeg bruger ordet ART. Tænker bare at inden for romangenren, findes der romaner, der udover deres overordnede genremæssige placering også forsøger at placere sig i et, hvad skal man kalde det, kulturelt hierarki måske? Jeg tror ikke,at Leine fx har ambitioner om at få gode anmeldelser af Bukdahl eller Andersen Nexø. Han vil hellere have en stor læserskare, og det er jo fair nok. Det betyder ikke automatisk, at det er dårlig litteratur. Det er fx befriende, at Leine selv siger, at han lod sig overtale til at indskrive en mordgåde af sin redaktør (Simon Pasternak). Jeg tror fx ikke, at der er nogen, der forsøger at overtale, hvem skal vi sige...? fx Hesselholdt, til at skrive en mordgåde eller andet ind i sin prosa, sådan at den får bredere appel ; - )

Jamen, vi må da formode, at Pasternak (jeg har lige flået hans østfrontsroman Dødszoner til mig, som jeg forbandet nok ikke må/skal anmelde, og har meget svært ved ikke læse løs i den i stedet for al Kierkegaarderiet) har opfordret til en mordgåde for at gøre romanen bedre, ikke bare mere salgbar. Og igen: Jeg tror, Leine har ambitioner om at skrive en god roman, der modtager gode anmeldelser af hvem som helst. Men Kjerkegaard får det jo til at lyde som om, der er nogen, der skriver bøger med det formål at få gode anmeldelser af mig og Tue (der bestemt ikke altid deler smag - Jonas Rolsted!), og det tror jeg heller ikke, der er nogen, der gør, i hver fald ikke nogen, der er noget ved, og da slet ikke Hesselholdt; hun skriver, tror jeg på, de bedste bøger, hun kan skrive, men det gør dem vel på den anden side ikke uredigerbare, og det kan da godt være, at det en dag er et mord, der mangler, og at en redaktør kan gøre hende det begribeligt. Grundlæggende ved vi ikke eller bør vi i hvert fald være helt ligeglade med, hvad forfattere har af blakkede hensyn ud over den kunstneriske ambition og forholde os aristokratisk attituderelativistiske: alt kan være stor litteratur, hvis det altså er stor litteratur; Susanne Staun, DK's eminenteste genreforfatter indenfor den populæreste genreart: krimi & thriller, vil da skide på, om hun er en fremragende krimi- og thrillerforfatter, hun vil være og ER en fremragende forfatterforfatter (og alle vil altid sælge mange bøger, også Simon Grotrian!).

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar