Supplement til Jan-boganmeldelse

Oprindeligt trompet, underrubrik og overskrift:

JAN-ITSHAR Det håbløst dekadente ved Jan Sonnergaards nye, tontunge novellesamling er dens godmodighed, for ikke at sige jovialitet

Fanden går på pittoresk kro

(Af mig selv) fraklippet nuancerende afsnit (hader at anmelde novellesamlinger med færre end 12-10 noveller, fordi jeg føler mig tvunget til at udpege og vurdere dem alle, hvilket automatisk resulterer i flimrende og (ad)spredt kritisk fægtning):

Og er alt ikke OK - den første Paris-fortælling om en kærlighed, der går itu, fx - skal det nok gå alligevel, med lidt let melankoli ovenpå. Èn hovedperson er et gammeldags dumt svin, rejsejournalisten i ”Forræderen i Tblisi”, der forlader sin georgiske kæreste og forskertser muligheden for at bedrive ægte opsøgende journalistisk, men det er han så på en helt igennem flegmatisk, for ikke at sige henslumrende facon. Og ved siden af Saint-Nazaire-fortællingen finder man også lidt dæmoni, omkring en femme fatale forelsket i en særlig lejlighed, i Paris-fortælling nr. 2, men til gengæld ingen intensitet som helst.

(og i får også lige dette afsnit i fuldt flow:

Noget meget banalt: et kærlighedsforhold mellem en student og en ældre kvinde i Paris, noget lettere kuriøst: en eks-BZ’er, nu husejer får besat sit hus i Berlin, eller noget så godt som ingenting: en forfatter i Rom savner sin kæreste og har det mindste erotiske rendezvous med hendes veninde og irriteres af kritikeren Erik Skyum-Nielsen, sker og sker og sker og sker og sker og sker og sker, adstadigt og lige ud af den fortabte landevej, indtil det omsider ulykkeligt går i opløsning eller lykkeligt løser sig eller indifferent drysser ud i sandet.)