For Christina Hagen og Hesselholdt som DK's første romankonsulenter

Jeg sidder og læser i Politiken om, hvor hårdt det er for danske filminstruktører at lave film, fordi de er altafhængige af, at en filmkonsulent giver grønt lys for støtte, fordi film er hundedyre og der bliver kun støttet 20-25 film om årer OG JEG BLIVER MISUNDELIG! Tænk hvis romaner var lige så hundedyre at realisere, og man skulle søge om penge hos en af to romankonsulenter, valgt for en treårig periode, eller hvordan det nu fungerer; der skulle selvfølgelig ikke være det samme kommercielle hensyn som med filmene, eller kommercielt potentiale skulle altid være kombineret med kunstnerisk kvalitet, og det måtte der gerne kigges efter i 10 % af tilfældene, men kunsten skal altid komme først, og det bliver ikke ligesom de dumme projektansøgninger til Kunstrådet, det bliver meget værre og meget bedre: et fuldt færdig manuskript skal foreligge, før støtten til udgivelse bliver givet, så en romanforfatter bliver nødt til at satse ALT i håbet om, at hans eller hendes værk bliver udvalgt, ikke flere mellembøger, kun hovedværker, og selvfølgelig er der en elite af romanforfattere, som hver gang, de afleverer et manus, kan være temmelig sikre på at få deres romaner igennem, fordi der ER en elite af romanforfattere, men stensikre kan de aldrig blive - åh, tænk hvis vi dette forår op til nu kunne have NØJEDES med Niels Franks og Dennis Gade Kofods og Peter Adolphsens og Charlotte Weitzes og Dorte Nors' og Susanne Stauns og Peter H. Olesens og (det er sgu da også en roman) Ida Marie Hedes romaner, så ville anmeldelserne blive 10 gange så lange, de ville blive anmeldelses-FØLJETONER, og jeg ville ikke læse videre i den katastrofale murstensroman, som denne blogpost var en desperat overspringshandling væk fra, fordi den slet ikke ville have FÅET LOV til at blive udgivet, sød, sød bureaukratisk-centralistisk-diktatorisk drøm.