Stil og ustil og mørkt stål (Weitze Woman Is Back!)

Jeg har læst 3 bøger fra Samleren, som jeg ikke har fået penge for at at læse, dvs. ikke skal anmelde, de to er allerede udkommet og har fået henholdsvis en blandet og en positiv (om ikke begejstret) modtagelse, mens den tredje udkommer lige om lidt:

Julia Butschkow: Aber dabei

Dorthe Nors: Minna mangler et øvelokale

Charlotte Weitze: Harzen-sanger

Aber dabei er for mig eksempel på ustil, på at stil ikke er noget, forfatteren har eller er interesseret i, det flyder let, men tungt, klichéfuldt, men anonymt af sted, som i disse de allerførste sætninger: "" Vil du gerne dø?" Det er Jens-Martin, der spørger mig. Han stirrer på mig med sit gennemborende psykiaterblik", indtil hun, opbremsende og derpå opspeedende, er det, i afsnittene med den maniske advokat, hvor stilen bliver kitsch, "stil", fordi den skal være eksemplarisk, manisk stil = manisk person, snarere end karakterfuld/-eksploderende eller bare stilig: fedt skrevet for skrivefedhedesn egen skyld.

Minna mangler et øvelokale er et eksempel på markant og markeret stiliseret stil, der nok i sit udgangspunkt er eksemplarisk - som forklaret af forfatteren i interviews: hovedsætninger = sms-/opdaterings-sprog, men fordi forfatteren morer sig med den og har talent til at more sig virtuost, bliver stilen sin egen karakterfulde og originale stilighed, flintrende-flimrende ironisk-naivistisk fart og tempo, der her og dér, som det eksemplariskes lige så ondartede, simasiske tvilling, godt kan nærme sig noget klummeagtigt kælent (og i den våde havfruesymbolig noget litteraturagtigt klodset), fordi den, stilen, lige præcis ikke kommer virkelig svimmelt, måske endda katastrofalt eller i det mindste crazy på glatis (jf. Nellie):

Mannas mor bor i Aarhus.
Minna er ligesom Karin fra Jylland.
Minna er bare ikke fra Jylland på samme måde
Minna er fra Marselisborgskovene.
Minna er en gammel mands datter.
Minna er en yngre mands efternøler.
Mor er stadig enke, men
mor har en kæreste.
Kæresten hedder Finn.
Finn og mor går på museum.
Finn og mor tager på højskole.
Finn og mor bor hver for sig.
Mor er for gammel til hele pakken.
Finn ville ellers gerne, men
mor er herre i sit eget hus.
Mor er også god til at holde kontakten.
Mor har været på computerkursus i Seniorklubben.
Mor er på Facebook.
Mor har en blog.

Harzen-sanger er et eksempel på mørkt stål - FORDI DET - HURRA! HURRA! HURRA! - FAKTISK ER DEN MAGTFULDT OG AUTONOMT OG (VISTE DET SIG) MØRKT MØRKT MØRKT FABULERENDE ROMAN, VI HAR VENTET PÅ SIDEN BREVBÆREREN FRA FOR NØJAGTIG 10 ÅR SIDEN, OG NEJ! HVOR ER JEG KED AF, AT JEG IKKE HYSTERISK GLAD SKAL ANMELDE DEN SOM EN AF FORÅRET FORELØBIG TRE BEDSTE IKKE BARE ROMANER MEN BØGER, de to andre: Nellies bog og År 9 efter Loopet (og for 17 (sytten!) år siden anmeldte jeg, i en af mine første WA-anmeldelser, Adolphsens og Weitzes debutbøger som repræsenterende en nye generation af "fabulanter", der imidlertid aldrig fik andre repræsentanter (som om de ikke var mange nok!?). Mørkt stål vil sige en intenst, på samme tid tæt og hektisk skriblen sig ind i egensindigt skriftrum, der ikke så meget er stiligt, selvom det på sine skæve, dumpe måde også er det, som akkurat stålsat, som en panserkrydser gennem et drømmeocean (altså en omvendt flyvende hollænder), bortset fra at ALTING i en labyrint af fjer handler om fugle, men her er hovedpersonen, den stumme, tidligere magisk syngende, moderligt desperate Hanna, på færgefart:

Hanna står på færgen og ser skumsprøjtet, som den efterlader. Hun er på vej mod et land, hvor hun dårligt forstår sproget.
  Der bliver kaldt til bilerne, og hun går ned ad trapperne til færgens mave. I mylderet er alle sammen med nogen. Hun har hørt, at de som overlever skibskatastrofer, er dem, der rejser alene. Dem, som ikke føler, at de skal hjælpe eller tage hensyn til nogen. Dem, som blot har et billede af familien i tankerne. Måske er det bedre at være en af de døde, så man ikke hver nat skal se dem som spøgelsesblege billeder på egen egoisme. Fastklemte under kiokskvarer, bankende hænder på kahytsdøre, der ikke kan komme op. Lykkelig er måske ikke dén, der har hørt redningsbådens raslende kæder.
  Jeg må til Harzen tænker hun, først når jeg får vished, kontakter jeg Niels igen. Nede i tasken, i pungen, ligger det, hun har tilbage. Adressen på sanglæreren, som Bekæmperen anbefalede Lisa.

Det er fabelagtig stil at skrive en fiktion, hvor en person, der bare hedder Bekæmperen, anbefaler en sanglærer i Harzen.