Med en vis tømmermændsmurren skal jeg ind til dr-byen og snakke om bind 4 af Knausgaards Min kamp, men der er sgu ikke så meget at snakke om, fordi romanen bare er en meeeeeeget laaaaaang uuuuuungdooooooomsboooooog; Christian Yde Frostholms mildt og magtfuldt minimalistiske Selvportræt med dyr, første bind af et!, som jeg anmelder positivt i WA i dag, er den diametrale modsætning til Knausgaard, som
og så nåede jeg ikke længere på den blogpost, inden jeg måtte vælte mig på cyklen, 3 timer kom vi til at henslæbe i dr-byens rungende haller, hvoraf kun 1 time var effektiv optagelsestid - med idelige opbremsninger fra den usynlige ordstyrer, hver gang en samtale ca. var kommet i gang, men det gjorde den så overraskende nok, kom i gang, gang på gang, men nu venter skamklipningen!
Nå, hvad jeg bare ville, var at citere en tredelt, på samme tid luftig og forrtættet teksteenhed fra Selvportræt fra dyr og kommentere, at det ville Knausgaard have brugt mindst 30 sider på at fortælle udtømmmmmmmmmende:
"Nu må du ikke svigte hende", siger Trines mor da jeg bliver kærester med Lena fra gymnasiet.
Mor er forvirret over alle mine veninder.
Jeg har ikke lyst til at gøre hende ondt, men jeg kan ikke længere sove i huset.
Det er jul, og jeg venter bare at det skal gå over. Sidder i familien, men er der ikke. Det er den eneste måde jeg kan være der på.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar