Hører Shu-bi-duas "Den røde tråd" på radioen, da jeg står og vasker op og hører den pludselig som en helt utrolig mørk sang, en hård eksistentiel ve-klage, på lige linje med en anden klassisk, bedragerisk forsoren 70'er-elegi, "Hvad gør vi nu, lille du":
Hvem mon man er før man bli'r til
et stjerneskud - et puslespil
en tanketorsk - en gulerod
man må for fa'en ha' været no'ed
Moders barm var rød og hvid
til min far sagde hun : glid
vi var en kæmpe børneflok
og der var aldrig penge nok Otte år så var jeg klar
til at gå på kaffebar
min ryg så ud som strivret flæsk
for dagens ret var tørre tæsk
Jeg voksed - og koksed
jeg fandt en plads i solen
i skolen lærte jeg at skrive De med stort
Men jeg ku' aldrig bli' til no'ed
trods mit store ordforråd
stod i kø på livets vej
mens andre overhalede mig
Jeg voksed - og koksed
jeg fandt min plads i skyggen
med ryggen op mod muren
hvorfor blev jeg født
Og hvad mon der sker når man skal bort
når livets skjorte bli'r for kort
hvor mon den er den røde tråd
man må for fa'en da blive til no'ed
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar