Hjemme i glashuset

Mærkelige kortslutninger i Katrine Marie Guldagers kronik i Politiken i dag, citat med citat i:

De fleste kan nok huske, at Ib Michael i foråret lovede Lars Bukdahl bank. Det var givetvis ikke særlig smart. Men efter at Jens Christian Grøndahl også havde blandet sig, fik både Ib Michael og han denne svada med på vejen af Informations kulturredaktør Peter Nielsen: »Jeg tror slet ikke, det er tilfældigt, at den seneste litterære fejde skulle udgå fra Ib Michael; og slet ikke tilfældigt, at det lige netop var Jens Christian Grøndahl, der skulle komme Ib Michael til undsætning. Begge var engang store forfattere. De havde ikke bare retfærdig succes hos læserne. De blev også tiljublet af kritikerne, ligesom de ikke mindst blev beundret som de karismatiske mandfolk, de var på hver deres måde. Kunstnerisk er de imidlertid lidt i knibe, og læserne ikke så mange som tidligere«. Hvabehar? Så fik vi taget brodden af den kritik. Ingen forholden sig til argumenterne, ja, man behøver slet ikke at tage hverken Ib Michael eller Grøndahl alvorligt, for de er hverken forfattere eller mænd(!) mere.

Men siden hvornår har en voldstrussel været et argument (og helt ærligt har jeg svært ved at tage en person alvorligt som mand og forfatter, hvis han insisterer på at ty til voldstrusler)? Og når Guldager senere (da det ikke længere handler om litterære fejder, men om politik) skriver:

I den forbindelse synes jeg, vi skal huske os selv på, at det i offentligheden drejer sig om at argumentere for sine synspunkter (...) Det drejer sig ikke om at føle en hel masse. Det drejer sig om at tænke. Had er nu engang ikke et argument, angst er ikke noget verdensbillede.

Så er jeg da helt enig, men hvad skal man betegne Ib Michaels besynderlige talehandling som andet end et primitivt udtryk for rendyrket had. Det er en særlig blind form for projektion, der skingert anklager modstanderen/kritikeren for at være hadefuld, som demonstreret af Guldager selv i det tre år gamle JP-interview, der pænt unuanceret hadede og atter hadede på mig for at være en hader:

Han nedgør forfattere for underholdningens skyld. Der er en hel liste af folk, som han jagter og bliver ved med at håne i spalterne. Og det er så meget hans eget projekt. Han cykler rundt mellem sine manier og fobier, og det ville være fint nok, hvis det var noget, han nøjedes med at skrive i sine egne bøger, men problemet er, at han står ovenpå en hel masse forfattere, som han bare taler henover og misbruger til sit eget formål.« Hvad er det for et formål? »Formålet er ham selv. Han skriver om sig selv. Jeg ved ikke, om det er hans behov for omtale eller for at vise hvor fantastisk godt, han skriver, og jeg er også ligeglad, men han misbruger sin magt som anmelder, fordi han går så meget efter manden i stedet for bolden.«

Som hun skriver i kronikken: "At motivforskning pr. avis ikke alene er farligt, men også uvederhæftigt, kan man forvisse sig om ved at se på et lille eksempel fra litteraturens verden" Nemlig fx eksemplet hende selv. Hvorfra ved hun, at jeg nedgør/kritiserer forfattere for underholdingens skyld og at formålet med min kritik er en narcissistisk promovering af mig selv - jeg kunne jo godt være en håbløs, kritisabel idiot, der samtidig har rent eller overvejende eller bare halvvejs noble hensigter om at tale for den gode litteratur og imod den dårlige, sådan som jeg går rundt og påstår, at jeg har.

Derudover har jeg meget svært ved at set, at det ikke er et centralt, (ikke nødvendigvis diskvalificerende, men dog) relativerende faktum, at en forfatter, der kritiserer en kritiker, selv er blevet kritiseret, hvilket NB er kritikerens forbandede job: at kritisere, af samme nyligst, et faktum både Guldager og Janus Kodal i deres kritik af mig (+ i sidstnævntes tilfælde: overfald, men det var så bare et ekstra slagkraftigt argument, Katrine?) dygtigt fortiede.

Og hvad med dette tænkte eksempel: En forfatter kræver af en litteraturredaktør, via privat besked på socialt netværk, at hans/hendes bog bliver genanmeldt i avisen, fordi anmelderen angiveligt er hadefuldt forudindtaget overfor forfatteren?

For tænk nu, betænkelige forfatter i det fortænkte eksempel, hvis anmelderen mente, hvad han mente om din bog, fordi han mente, hvad han mente om din bog, hvilket vistnok lige præcis er den gode og fornuftige pointe i Katrine Marie Guldagers kronik.