Apropos debatten om kunststøtte i Information og et sted nedenfor er her en artikel, jeg skrev for fem år siden til en bog, der fejrede Statens Kunstfonds 40 års-jubilæum, og jeg synes, jeg har absolut ret stadigvæk:
GAVEGIVERI INC.
På Velvet Undergrounds plade nr. 2, White Light/White Heat, 1968, finder man det kuriøse, 8 minutter lange nummer ”The Gift”, ”Gaven”. Teksten, et stykke kortprosa forfattet af Lou Reed tilbage i collegetiden, reciteres monotont og sirligt af John Cale til akkompagnement af en elegisk blanding af hvid støj og solid rock’n roll. Historien i teksten er den, at ungersvenden Waldo savner sin kæreste Marcia, som er taget væk til et fjernt college, så forfærdeligt meget, at han sender sig i en pakke til hende. Marcia på sin side savner ikke Waldo synderligt, hun sidder på sit collegeværelse med sin veninde og milde moralske tømmermænd, da pakken med Waldo ankommer. Efter flere forgæves åbningsforsøg hugger veninden Sheila af alle kræfter en saks gennem papiret og pappet og foringen og lige ned i Waldos hoved!
Jeg har altid syntes, at den historie var et glimrende, præcist og ironisk billede på produktionen og receptionen af kunst, herunder sprogkunst: Man sender sig selv til den elskede (omverden), omhyggeligt pakket ned i en kasse, og modtagerens frustrerede forsøg på at få hul igennem resulterer til syvende og sidst i et hul i hovedet på en selv.
Jeg vil i denne forbindelse, Statens Kunstfonds 40 års jubilæum, lægge vægt på titlen ”Gaven”. Kunstværket som en gave. Som man så kan reagere mere eller mindre adækvat i forhold til. Men hvis det er en god gave – og det er jo i Waldos tilfælde diskutabelt, en saks i hovedet havde han nu ikke fortjent – så er den adækvate reaktion taknemlighed. Og det er min simple pointe: At kunstværker er gaver til almenheden, som i skikkelse af staten har at vise sig taknemlig ved at give en gave igen, som kan opmuntre kunstneren til at levere endnu en gave, som staten kan reagere på med en til gave. Så har vi gang i en rigtig gavekamp eller gavefest, det indianerne kaldte en ”potlach”, og som ifølge mit leksikon nogle steder antog ”groteske former”. Efter min mening kan gavefesten ikke blive grotesk nok, og det gælder begge gavegivere: Lad os skrue generøsitetens volumen op på 11!
Lige for øjeblikket er topmålet af statens taknemlighed den livsvarige ydelse. Det er i princippet en gave, der virkelig er til at tage og føle på: Penge i nakken resten af kunstnerens dage. Men for det første er det for galt, at det er indtægtsregulerede penge: Hvem har nogensinde hørt om indtægtsregulerede gaver? For det andet er det bare alt for få penge, hvor meget det nu end er: Det skal pinedød da være alt, alt for meget af gode, for det er lige præcis, hvad kunstnerne forventes at præstere. Og for det tredje er det ikke sjovt eller retfærdigt i forhold til gavekampen, at gaven forbliver på det samme beløb livstiden ud: Kunstnerne motiveres ikke til at overgå sig selv, når statens gaver ankommer i one-size på samlebånd. Jeg mener, når store kunstnere sent eksploderer fantastisk, som f.eks. da Per Højholt omsider barslede med monstret Auricula i 2001, så burde statens pengegave af ren taknemlighed mindst fordobles.
Jeg synes også, at staten bør overveje at udvide gavegivningen til naturalier og serviceydelser og særlige begunstigelser. Det burde være en selvfølge, at gode kunstnere til hver en tid kan banke på hos overborgmesteren og bestille rådhuspandekager. Eller hvad med pludselige, uvarslede forsendelser – apropos ”The Gift” – med luksusartikler: Chokolade, cigarer, pelse, parfume, charmeklude, manchetknapper. En diamantbroche til gengæld for en fremragende digtsamling! Fordi kunst også er luksus, den højeste og nødvendigste, absolut overflødighed. Jeg kommer her i tanke om en anden sigende yndlingstekst om gavegiveri, Per Højholts digt ”En lagkage til overs” fra samlingen Praksis, 1: Revolver, 1977:
Jeg rækker en lagkage ind i mørket til Jørgen Leth
som sidder inde i mørket og spiser lagkage og nikker
til sin gamle film og jeg sætter mig ind til Jørgen
Leth inde i mørket og vi sidder og ser hans gl film
mens vi spiser lagkage og nikker og rækker rækker af
lagkager længere inde i biografen til alle de andre
som sidder derinde for at se Jørgen Leths gamle film
og spise lagkage og nikke op til billedet i mørket
Kunststøtte er at sidde inde i mørket og række rækker af lagkager videre til bl.a. og ikke mindst Per Højholt og Jørgen Leth. Kunst er, at der altid er en lagkage til overs, selv efter den mest grundige børnefødselsdag!
Nogle gange kan jeg som kritiker godt bliver så positivt overrumplet af en bog, at jeg fattes ord og helst bare vil fremhviske et: Tak! Det kunne selvfølgelig se meget fint ud på avissiden med kun et fattigt ord i overstørrelse, men det går heldigvis og desværre ikke. Heldigvis, fordi de glædeligste bøger (der i min bog også er de bedste!) fortjener at få en rigtig lang og grundig klamamse med på vejen. Det er nu engang sådan en kritiker bedst viser sin taknemlighed: Ved at forære læserne (og forfatteren) et forslag til en klargørende formel for bogens fremragendehed: Et gave-røntgenbillede (sådan et kunne Waldo nok have haft brug for). Derfor er det også godt at vide, staten sørger for et ordløst, men til gengæld klækkeligt tak i form af penge i nakken, og som sagt helst rigtigt mange.
En bog, jeg var stærkt taknemlig for, fordi den kom efter 13 års lyrisk tavshed, var Jørgen Leths Billedet forestiller, 2000. Billederne i digtsamlingen forestiller i de fleste tilfælde hans andet eller alternative fædreland, Haiti, hvor man på en helt anden selvfølgelig måde end herhjemme opererer med gaver i forretnings- og følelseslivet. Min tredje yndlingstekst om gavegiveri er digtet ”Køleskabet” fra Billedet forestiller, for hvis man nu vil gemme sin lagkage, kan man blive nødt til at have et køleskab:
Summer, det åbnes og lukkes, det er tændt, det har produceret
isterninger, det rummer madrester, coca cola og øl, samt medicin,
det er en fæstning i huset, adgang for få betroede. Man kan nå frem
til det ved at gå ned ad trapperne og bevæge sig hen forbi møbler-
ne i det store rum og bag ved barrieren. Det står og summer, und-
tagen når byens elektricitet er ude af drift og hele huset forstum-
mer, og vandpumpen er gået i stå, inverteren ude af stand til at
invertere opgemt strøm, telefonen død, og den evige eftermiddag
er sat ind og får alting til at flyde ud og være ligegyldigt.
Glem ikke mit køleskab, sagde den unge kvinde, som fik sit velfor-
tjente køleskab båret op ad den stejle skråning og anbragt i sit lille
rum med sengen og ventilatoren og det lille gaskomfur.
Når den evige eftermiddag breder sig ud over byen og forvandler
køleskabene i husene og i hullerne i muren til tavse monumenter.
Kunststøtte er et køleskab til lagkagen og en lagkage til køleskabet. Kunst er (når digteren siger:), når den evige eftermiddag breder sig ud over byen og forvandler køleskabene i husene og i hullerne i muren til tavse monumenter. Hvilket nemlig er lige så sandt, som det er skønt. Takket være digteren Leth.
Uden virkelig eksorbitante beløb og luksusartikler er statens gave lig med smør på brødet. Dvs. helt elementært: Tid. for måske er tid penge, men penge er i hvert fald tid. Tid til at lave kunst i stedet for at lave alt muligt andet. At Tænke Sig-digteren Didrik Skelet (pseudonym for Hans Ditlev) formulerede problemstillingen således i 3. samling af sine 100 ultra-short-stories, 1946: ”Der var en digter, der var langt forud for sin Tid./ Og derfor var han ogsaa lang bagud med sin Husleje./ Aa ja.” Og bortset fra, at jeg alvorligt talt går ind for eksorbitante beløb og luksusartikler, er det da svært at forestille sig et mere passende udtryk for taknemlighed end et stykke tid på en sølvbakke (hov, der kom luksusen ind igen).
Jeg vil slutte med min fjerde yndlingstekst om gavegiveri. Ligesom Velvet Undergrounds ”The Gift” handler teksten om en postbud, der kommer med en pakke med nogen indeni, men bare rolig, denne her ender godt. Det er digtet til bogstavet P i Halfdans ABC, 1967, en bog, som Danmark har god grund til at være Halfdan Rasmussen evig taknemlig for:
Postbud – postbud
med den røde jakke,
ring på min dør nu
og bring mig en pakke,
en pakke, der kan snakke
når jeg føler mig forladt,
en pakke med en rød lille
postkassekat.
fredag den 12. februar 2010
Gavegenbrug
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar