Abstrakt lystlæsning / Marius & Kaktus

- det gode ved dårlige bøger er, at de giver mulighed for at opleve læseglæde helt rent: som det glædelige i bare at læse bogstaver på en side; det kan jo nemlig så ikke være på grund af de specifikke ord og sætninger, bogstaverne danner, at man sidder og glæder sig, men udelukkende på grund af læsehandlingen i sig selv, som nu i dag, hvor jeg fra cover til cover læste en ny, slet bog på 400 + sider, der udkommer i næste uge, jeg startede imorges og blev færdig ved 14-tiden, afbrudt af en mindre frokostpause, hvor jeg så en Daily Show-episode på computeren, og jeg tror også, at det var afgørende for renfærdigheden i læseglæden, at det var sådan en solidt lang roman, efter nogle uger hvor jeg primært har læst små, spjættende digtbøger, det var rart simpelthen at få læsemusklen ned i det seje, langmodige prosaleje -

- men selvfølgelig undgik jeg ikke - oven i og ved siden af den rene læsning - at lade mig enervere og intimidere: slet litteratur forbliver (heldigvis!) en provokation, ikke mindst når sletheden, som i dette tilfælde, stærkt insisterende prætenderer en viis og inderlig sophistication, der igen og igen viser sig aldeles hul. Det gjorde det så heller ikke bedre, at jeg i morges var kommet til at læse - jeg burde have vidst bedre! - Erik Skyum-Nielsens massivt patroniserende og afslutningsvist lige ud foragtfulde nedhegling af Marius Nørup-Nielsens digtsamling og pludselig forstod vi et levende suk i Informations litteraturtillæg:

Hvor meget jeg end må beundre digterens sans for abrupte vendinger og afskæringer af vers, ender jeg med at blive forstemt over digte, der så konsekvent skruer ned for traditionelle skønhedskvaliteter, og som så gæstfrit lukker op for 'heterogene' indfald. Når man snakkker sammensat kød og spørger, om det mon er lige så sundt, som det er trist at tænke, svarer politikerne nede i EU, at forbrugerne da bare kan sige fra over for produkter, de ikke bryder sig om. Det samme vil jeg gøre over for Nørup-Nielsens opgejlede ordklister.

- som sædvanlig har Skyum flere præcise formelle iagttagelser, hvilket som sædvanlig ikke forhindrer ham i at kløjes så grundigt i sine æstetiske og moralske kvababbelser, at det bliver umuligt for fx mig at genkende den melankolsk anfægtede og egentlig ret nedddæmpede digtbog, jeg troede at have læst og anmeldt for få dage siden; jep, Marius har sin stil, og det er på mange måder en drastisk stil, men det er fremfor alt hans egen stil, der forlængst er gået fra at være manér til bare at være stemme, hans egen 1-mandsstammes stemt stammende stemme - modsat forfatteren til 400 sider +-romanen, der spiller smart som smurt på kælent anonymt smørrebræd. Her en tilfældig lækker-fad sætning fra romanen:

Vi kan tænke hvad vi vil om (...), men vi kan ikke tænke noget, der var værre eller mere fordømmende end det, han selv tænkte, og da slet ikke denne smukke septembermorgen, hvor han var på vej hen for at bese en mulig location for en kampagne for sikkerhedssko.

Og her en tilfældig sær-kroget sætning fra digtsamlingen:

Det er ikke første gang, jeg havde medbragt egen belysning til et stævnemøde, men første gang/ jeg havde glemt rigeligt med/ forlængerledninger.

Den specificerer min læsning, uimodståeligt.