mandag den 15. februar 2010
Intimblænder
Jeg forbliver anfægtet af Maja Lucas' Katrines hånd, eller jeg blev anfægtet påny, da Maja Lucas' Katrines hånd i fredagens WA Bøger kombinerede sig med Susanne Bjertrups interview med Maja Lucas om hendes bogs virkelighedsbaggrund, "Sidste udkald", lige over min anfægtede anmeldelse af bogen selv. Og hvad er det også for en hasten ud i dobbeltkontraktindgåelse hos selv den smalleste forfatter, lige så snart en journalist møder op med en mikrofon: Nemlig, min bog om hvordan en ung kvinde, Sarah, oplever sin stedmor Katrines kræftsygdom og død er baseret på min egen oplevelse af min egen stedmors kræftsygdom og død for et års tid siden, og lad os tale inderligt sammen om at opleve sin stedmors kræftsygdom og død, så det er umuligt for læserne at finde ud af, om det er bogen eller virkeligheden, der bliver talt inderligt om. Jeg (og det er så atter mig LB) foreslog tidligere på dagen min ven Jens, at han burde lave et fiktivt brud på dobbeltkontrakten, når han senere på foråret skal interviewes i hoved og røv om sin soldaterroman Bombaygryde: Nej, jeg har sgu aldrig været i kamptropperne på Bornholm, ha, ha, ku' I lige se mig dér, jeg var militærnægter på Jomfru Ane Teatret i Aalborg. Jeg (og det er så atter mig LB) kendte ikke til interviewet med Maja Lucas, da jeg skrev min anmeldelse, derfor måske'et i følgende passage: "Der er ikke noget, der for alvor er forvirret eller pinligt eller forkrampet eller grotesk eller bittert. Hvilket igen er dejligt for og i den virkelighed, der måske ligger bag, men ikke for den fiktion, den virkelighed er formateret til. " Men hvorfor skal vi høre om virkelighedsbaggrunden, og hvad forskel skal fiktiviseringen egentlig forestille at gøre for os menige læsere (der findes også privilegerede læsere, nemlig familien, som har reageret "Overordnet postivt. Det var en forudsætning for overhovedet at udgive den", hov, det er da vist ikke et kunstnerisk hensyn) - nu, efter dobbeltkontraktindgåelsen? I interviewet står der følgende om skriveprocessen: "Hun skrev i desperation. (...) Skrift var det halmstrå, hun havde at klynge sig til. Skriften var det hun kendte (...) Hvor der før var en levende kvinde, er der nu en roman, der gengiver sygdommens forløb i kunstnerisk bearbejdning. Stakken af oprindeligt private notater er blevet beskåret og arrangeret til et litterært værk, der forstørrer visse aspekter af forløbet og formindsker andre. " Men altså ikke decideret fiktiviserer eller laver om (for ikke at sige forløjer)? Den eneste (for menige læsere) kontrollerbare fiktivisering er, at Maja i bogen hedder Sarah, den eneste kontollerbare udeladelse er, at det ingen steder nævnes eller ekspliciteres, at Sarah/Maja skriver private notater om sine oplevelser med sygdommen og den syge undervejs, og dermed heller ikke, hvorvidt de små og større jeg-fortalte tekststykker i præsens, der udgør bogen, i fiktionens kontekst er at betragte som (fiktivt!) ubearbejdede eller kunstnerisk bearbejdede udgaver af sådanne notater. Og hvorfor nævnes/ekspliciteres det egentlig ikke? Måske fordi det vil indføre en konkret og formel (og potentielt dæmoniserende: for hvornår præcist går skriveprojektet fra at være et "desperat" projekt til at være et bogprojekt, før eller efter døden?) distance i en tekst, der fortæller os, at der netop ingen (af steddatter-stedmor-relationen genereret) distance er mellem Sarah og Katrine, og at der ingen forskel i (mangel på) distance er mellem Sarah og Katrines biologiske børn? Men det er måske netop den distance(forskel), der muliggør private notater og litterariseret bog? I interviewet taler Lucas om, at i hvert fald hun " blev opmærksom på, hvem, der var forældre til hvem. Selv om jeg stod hende meget nær, var hun trods alt ikke min egen mor på samme måde, som hun var mor for mine stedsøskende." Den forskel fremgår bare ikke af selve bogen, ud over altså måske af bogens faktum. Lad mig til sidst privatisere blogposten: Min egen mor døde for halvandet år siden efter et parallelt sygdomsforløb, og jeg kunne hverken dengang eller nu drømme om at skrive, fiktivt eller faktuelt, på eller om det virkelighedsstof; det ville krænke både min egen blufærdighed og min mors, og derfor blev jeg ved læsningen af Lucas' roman umiddelbart stødt (over min fornemmelse af rimelig direkte virkelighedsbagggrund), men det var og er jo ikke en følelse, jeg kritisk kan bruge til noget: det ville være en sølle dansk samtidslitteratur, der skulle indrette sig efter MINE grænser for, hvad JEG kan skrive om og på. Min kritiske anke mod bogen som kunstværk er og bliver, at kombinationen af (for) harmonisk indhold og (for) smagfuld form giver et spændingsløst, nær-kitschet resultat. Og så har jeg ikke ret eller grund til at gætte på, om harmonien er for god til at være sand (og altså skyldes steddatter-distancen og/eller hensynet til de privilegerede læsere, familien) eller snarere for god til ikke at være sand (altså at sygdomsforløbet ind til benet var sådan som det beskrives i bogen 1:1) . Men efter WA-interviewet er det i orden, synes jeg, at overveje, om det ikke var blevet en både sandere og bedre bog, hvis notatskriveriet var blevet skrevet ind i fiktionen som en dynamisk anfægtelse af og for læser og forfatter. Synes I ikke?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jeg vil ikke blande mig alt for meget, for jeg har endnu ikke læst bogen - kun hørt kortere uddrag ved en oplæsning for et stykke tid siden. Jeg kan dog ikke lade være med at undre mig over, at du, Lars - som selv på en eller anden måde er ved medierne og vel også er blevet interviewet et par gange eller to - uden videre tager journalisten, din Weekendavis-kollegas ord for pålydende. Jeg har ofte selv haft endog meget svært ved at genkende mig selvm mit sprog og mine udtalelser, når jeg har læst et interview med mig selv.
SvarSletJeg syntes, da jeg læste interviewet at en del af journalistens sætninger var lidte højspændt og klichéfyldte. For at sige det mildt. Men det er vel ikke nødvendigvis noget man kan henføre til Maja Lucas og hendes udtalelser?
Jeg synes, det er sympatisk, at du ikke kunne drømme om at skrive om din mors sygdomsforløb og død, eftersom det ville krænke både din egen blufærdighed og din mors.
SvarSletTager man på den ene side bogen som kunstværk og din anmeldelse af den (og dine senere anfægtelser) og på den anden side bogen som udgangspunkt for interview og interviewet, er der ingen, der kan hævde, at de er i tvivl om, at det sidste - bogen som udgangspunkt for interview og interviewet - sælger flere bøger - og aviser! - end bogen som kunstværk og din anmeldelse af den (og dine senere anfægtelser). Sådan er det, det ved forlaget, og det ved avisen, og vi kommer ikke uden om, at forfatteren må have gennemtænkt dette, inden hun udgav bogen og sagde ja til interviewet.
Med mellemrum giver du - antydningsvist - udtryk for, at du befinder dig i opposition til WA. At du ikke bestemmer. At du ikke repræsenterer magten. Etc. Men det hjælper ikke noget, du er magten. Du kan vælge at placere dig to steder samtidig: i magtens centrum og udenfor, det betyder blot, at du er placeret i magtens centrum.
Når man læser dine anmeldelser (og anfægtelser), mærker man helt ud i nerven i din stil et sympatisk ønske om ikke at blive identificeret med magten, men for at repræsentere noget andet end magten er det ikke nok at sidde i den og sige, at man repræsenterer noget andet.
Hvad er det helt præcist, der er galt i at repræsentere "magten", som I kalder det? Lars er vel meget forståeligt frustreret over ikke at have magt nok på WA - der er i hvert fald tilsyneladende mange af hans anmeldelser, der ikke bliver trykt. Han synes vel, hvad der er sandt, at han repræsenterer noget andet end det, hans chef kan li'. Det må sgu da være frustrerende. Men selvfølgelig har Lars da magt - og selvfølgelig skulle han have endnu mere i stedet for at sige jobbet op og blive reduceret til "kun" blogger.
SvarSletJeg er altså ikke med i noget "I"!
SvarSletUndskyld. Jeg skulle have skrevet "du".
SvarSletHilsen fra Carsten - jeg må finde ud af hvordan jeg kalder mig andet end "anonym" på den her side. Det er ikke for at være perfid i skjul, men jeg har ingen profil endnu.
Jeg funderede blot lidt over det, Lars Bukdahl havde skrevet. Jeg mener ikke, der i sig selv er noget galt i at repræsentere magten, jeg forsøgte - med udgangspunkt i en grundlæggende sympati for Lars Bukdahls standpunkt - at problematisere en dobbeltholdning, på én gang at være en del af en større magtfaktor (her er Lars Bukdahls anmeldelse kun et vedhæng til det egentlige: interviewet) og at prøve på at virre sig fri. Jeg mente intet ondt med det, og jeg ønsker ikke, at Lars Bukdahl bliver reduceret på nogen måde eller i nogen forstand. Tværtimod.
SvarSletHey Peter
SvarSletHvis bare man 1 gang er blevet interviewet ondartet (Press!), så lærer man tage sig i agt, dvs, forhåndsgodkende sine interviews - godt råd til følsomme piger og drenge derude! - det har Maja Lucas også (kunne have) gjort. Men ellers synes jeg faktisk ikke, at jeg særlig meget er ude efter hendes specifikke formuleringer, men snarere den bevidste handling, det vel er, at oute sin bog som specifikt virkelighedsbaseret og tale ekstensivt og eksplicit om den basis. Et sted forbryder jeg mig, kan jeg godt se: da jeg bruger vendingen "i desperation" som om det er Lucas' vending, det et det ikke, det er interviewerens.
Hey Asger
Jeg ved ikke, om WA sælger flere aviser på det inderlige interview end på min yderlige anmeldelse, det tror og håber jeg ikke. Og jeg har ikke det store problem med, at begge dele står at læse i avisen, så længe BEGGE dele står at læse i avisen. Hvad jeg (og mine læsere) skal afgøre er, om jeg i min efterhånden udmærket betalte skribentvirksomhed på WA har/tillades integritet(til at skrive hvad jeg mener) og frihed (til at skrive hvad og som jeg vil) og råderet (over udbuddet af bøger) NOK til at jeg kan udfolde min kritik i fuld figur. Integriteten må der ikke indgås kompromiser med, overhovedet, friheden (især den rent formelle; parenteser fx) og råderetten kan variere i forhold til en smertegrænse, som jeg ikke selv synes, jeg har ramt; efter en lang periode med ekstensiv frihed og råderet kom der sidste år en ny orden, der på flere punkter indskrænkede friheden såvel som råderetten; denne nye orden har været suspenderet et halvt års tid, hvilket midlertidigt løste op for flippet, men lige om lidt kommer den tilbage igen, hårdt og begrædeligt nok, men jeg nægter altså at klynke, bare fordi mine sætninger ikke længere kan være spaltelange og visse centrale forfatterskaber bortnuppes mig - at nogle (ikke mange) anmeldelser ikke kommer i avisen er jo i høj grad et resultat af skamløst udnyttet firhed og råderet og en temmelig gammel nyhed, men jo sgu da herligt, at der nu er bloggen til at samle op på alle forsømmelsernhe. Jeg forstår ikke rigtigt det med magten. Jeg er ikke i oppsition til WA; jeg kan være uenig med den måde, der redigeres på, eller noget af det, mine kolleger skriver, og hvis det er værd at gøre opmærksom på og skælde ud på, gør jeg det. Men igen: Så længe jeg får lov at te mig ret suverænt som mig selv, kan jeg svært have et principielt problem med, at der i samme avis er andre - redaktører og skribenter - der ter sig parallelt suverænt. Og ja, selvfølgelig har jeg magt, og det vil jeg også gerne have, men jeg har ikke magt, som jeg har agt, heldigvis, for så ville der ikke længere være noget at diskutere, så kunne jeg nøjes med at dekretere. På den anden side synes jeg da så absolut, at jeg og min slags, Peter og Asger og Carsten & co. sagtens burde få langt MERE at skulle have sagt - men det er da en begyndelse i det mindste, at Eske K. Mathiesen på næste onsdag får Kritikerprisen.
(Det med Eske K., kan vi ihvertfald ikke være uenige om!)
SvarSletLB; i avisanmeldelsen konkluderer du at Lucas' hånd er "en upåtvivleligt glimrende bog", trods at du i en bisætning nævner at værket er kunstnerisk kedsommeligt for læseren. Og nu på bloggen udvides bisætningen til hovedspor; forfatteren burde have gjort sådan og sådan, så var bogen blevet vellykket; men det gjorde hun jo altså ikke, så bogen er og bliver "spændingsløs og nær-kitschet". Hvordan du på samme tid kan finde en bog glimrende og kedsommeligt nær-kitschet, det er mig en gåde.
SvarSletHey Erik
SvarSletI avisanmeldelsen er der massivt med forbehold: "jeg bryder mig mere om og går mere ind for [en anden tekst]", "vil holde læseren bevæget og mislykkes med det, i hvert fald i mit tilfælde, fordi jeg mærker hensigten og bliver forstemt, som her er det samme som for stemt", "bogen er (...) konfliktløs, og det er derfor den i og med al minimalisme bliver floromvundet, at den i og med al nænsom melankoli bliver noget nær sentimental", "(kunstnerisk) kedeligt for læseren", "kommer til at ligne en håndbog i Den Gode Død" etc. vs. de tre kriminelle ord "upåtvivleligt glimrende bog" (som i mine ører mere lyder som nødtvungen (teknisk) anerkendelse end glødende begejstring), der jo imidlertid ikke er anmeldelsens konklusion, det er det retoriske spørgsmål "Hvordan kan den være så rolig, når den handler om døden?". God-men-dårlig-dobbeltheden af "upåtvivleligt glimrende" og spørgsmålet om ikke-uro er - måske klodset - konstrueret som en parallel til en anden god-men-dårlig-dobbelthed tidligere i anmeldelsen: "på en stærkt uretfærdig måde bliver forstemtheden værre, hvis ikke faktisk skabt af, at passagen er så eksemplarisk lucas'sk velskrevet og veliagttaget". To forsøg på at kondensere en kompleks smagsdom i paradoksale formuleringer, og det er selvfølgelig risky business - men flot og præcist freudian slip dér: Lucas' hånd.
Men hov, jeg svarede ikke på dit spørgsmål Lars. Nej, det synes jeg ikke. Katrines hånd fungerer fint i sin nuværende form. Det er helt legitimt at omforme stof fra hovedstolen til sin tekst (der står ikke roman nogen steder). Og jeg kan rigtigt godt lide Lucas' meget lidt larmende stil.
SvarSletMen der findes faktisk groteske passager i bogen. F.eks. udflugten til Arken, hvor Katrine falder i søvn i sin kørestol foran en installation der forestiller et kontorlandskab. Tragikomik og kunstkritik på samme tid og alt andet end sentimentalt.
Og det er da bitter læsning, når Katrine pludselig - efter lang tids udsigtsløshed - kommer i bedring og kommer med familien hjem til jul. Men: " Dagen efter har han (Sarahs far) lungebetændelse og Katrine er faldet, hun har brækket næsen.." og kort tid efter dør Katrine. Så er det klart at nogle forfattere med et andet temperament end Lucas' måske ville tilføje et "FUCK FUCK FUCK SATAN OG HELVEDE FUCK!". Men Lucas overlader udbruddene til læseren, hvilket kan virke langt stærkere.
Betragt følgende citatsammenstilling:
"..tanken om ikke at tænke er umulig, derfor kan døden ikke tænkes, derfor findes døden faktisk ikke."(s.50) og "Jeg holder op med at tænke og lytter bare til musikken og stilheden, ligesom Katrine vel gør."(s.91). På den efterfølgende side er Katrine død. Det forekommer måske konstrueret. Men jeg synes det er en smuk konstruktion.
Men en anke står tilbage; at man har på fornemmelsen at Sarahs (tilsyneladende) rolige (trods tårer) iagttagelse af Katrines vej mod ophøret, skyldes at Sarah ikke nærer virkelig konkret datterkærlighed til Katrine. Og det resulterer muligvis i det du kalder spændingsløshed, Lars.
Men læg mærke til at andre end Katrine er syge (Sarahs far feks.) og forestillingen om farens død er ganske givet helt anderledes sprængfarlig for Sarah, deri består den virkelige spænding måske.