Cool forlagskuli

En glimrende overspringshandling er at klikke sig ind på presseservice - http://presseservice.gyldendal.dk/2010_03.aspx - helt nede i bunden på Gyldendals hjemmeside og tjekke ud, hvilke bøger der er at glæde sig til - at anmelde eller bare forbandet læse - i fx marts (i februar udkommer ikke en disse), der nemlig byder på både Bent Vinn, Niels Frank, Martin Larsen, Thomas Boberg, Laus Strandby Nielsen - og Mikkel Thykier, og hov, stop lige en halv, hvor er altså den usignerede slagstekst til Thykiers bog umanerligt fint og sjovt og personligt skrevet, og det er sågu da et novum, mere af det venligst og respekt til hr. eller frk. Anonym:

Mikkel Thykier: Dit ansigt kommer før mig (24. marts)
DIT ANSIGT KOMMER FØR MIG afslutter Mikkel Thykiers triologi DAGLIG TALE.
At skrive en salgstekst om Mikkel Thykiers bog er som at emballere en sky i en Tupperware. Det er meget svært at sige noget ikke-reducerende om Mikkel Thykiers bøger eller skriftpraksis, men Erik Skuym-Nielsen er en af de læsere, der har karakteriseret forfatterskabet meningsfuldt:
”At Mikkel Thykiers digteriske skaben ikke har tilvejebragt et [forfatter]-skab man kan gå hen og lukke op og plukke for bind efter bind, skyldes nok i første omgang, at han har et mildt sagt problematisk forhold til kategorierne Bogen og Genren, idet han helst vil tilvirke tekster, der handler og lever, frem for at høre op og dermed på en måde dø ud. Han vil hellere skabe plads end sætte et eller andet på plads.” (fra hans anmeldelse af ENTRÉ, 2009).
Men her er altså en regulær, traditionel bog, udgivet på et regulært, traditionelt forlag. Erik Skyum-Nielsen anbefaler at læse Thykiers tekster ”mediterende, nysgerrigt medtænkende”, og sådan er det faktisk ikke svært at læse den nye bog, DIT ANSIGT KOMMER FØR MIG. Som i de foregående bind er bogens gennemgående træk to personers samtale, eller det vil sige: en person, der taler, og en der lytter, eller i al fald optræder med sit navn, som inkvittet i drama. Denne gang er Frederik den talende og Alma den tavse – indtil sidste side, hvor hun faktisk siger noget. Omkring de to opstår et tekstrum, der netop kan rumme mest muligt: Frederiks fortælling om en pige, han har kendt, og det forholds forviklinger, hans beretning om en musikfestival for udviklingshæmmede, hans tanker om sammenhængen mellem en musikers performance og hendes menneskesyn, hans tanker om politiske revolution og hans refleksioner over intimiteten.
Så lad mig bide i det sure æble og reducere Thykiers tekst radikalt: Den handler om intensitet og identitet og intimitet. På en intens, intim og identitetsundflyendende måde.

Den bog er lige pludselig blevet endnu mere forjættende!