Fortolket fodnote til et hestehul

Hestehullet

Det var dengang, drengen var ude og bade sammen med sin kusine. Hverken drengen eller hans kusine var begyndt i skolen. Det var en meget varm søndag eftermiddag, hvor de var taget på familieudflugt med kaffe og saftevand og smurte boller. Mens børnene badede sad de voksne og snakkede på deres medbragte klappe ud-stole. Det var ved fjorden, der var lavvande. Drengen og kusinen gik længere ud, men det gik dem stadig kun til knæene. De gik længere ud endnu, da de så ind mod land, var de voksne bare som nogle små prikker, hvis de havde kaldt på dem, havde de ikke kunnet høre det. Pludselig blev det dybt, det var et hestehul*. Drengen strakte tæerne ud, men kunne ikke nå bunden. Han sank dybere, vandet over hans hoved blinkede, men han kunne ikke komme op og få luft. Han slugte vand og gik i panik, fægtede med arme og ben. Og lige som han troede, at nu ville han drukne, at han aldrig mere skulle se sin mor og far, fik han fodfæste. Han var reddet, men skammede sig over at have været ufrosigtig, og derfor fik de voksne aldrig noget at vide om den dag, han var gået i hestehul.

- fra Hans Otto Jørgensen og Maria Wandels Vand blod tis og maskiner, 2010

*
Væld nedefra kan bløde det fine sand i strandkanten så meget op, at det bliver flydende og løst helt ned. De enkelte sandskorn slibes ved denne evindelige kværnen efterhånden runde og glider desto villigere fra hinanden og lader hvad som helst tungt passere ned imellem sig.*

- fra Per Højholts Praksis, 8: Album, tumult, 1989

*
Så er det, man begynder at spørge, hvad det mon er for "væld nedefra" i sindet, der kan bløde det op, så hvad som helst slår ind og synker ned i det? Skulle det mon være sprogets evindelige kværnen igennem et liv, der sliber ordene runde og altbetydende, og at det derfor er ind og ned i sproget, man kan synke og forsvinde med sin eksistentielle tyngde?

- fra Bo Hakon Jørgensens Det skæves majestæt, 2008