søndag den 21. februar 2010
Metamorderisk
Læren af Michael Hanekes Funny Games US, set på dvd fredag morgen: Jo kirurgisk knappere metaen, jo brutalere effekten. 2 små monologer til kameraet, midtvejs og mod slutningen, og 1 sen tilbagespoling og sletning (af forløsende mord) = 2 ørenfigner og 1 mavepumper! Og pludselig har jeg fået metaangst, altså angst for meta: Da jeg i aftes så Guillermo del Toros rigeligt unheimliche Djævlens rygrad, var jeg hele tiden mest bange for, at det lille, blege drengespøgelse ville henvende sig til MIG med sine onde profetier ...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jeg fandt mig selv liggende på bunden af en havgrøn ølflaske, hvorfra jeg opadskuende så et par sprukne overskægslæber – eller måske nærmere tredages skægstubbebeklædte! - omfavne flaskens munding for at påbegynde en gurglende nedsvælgning, der resulterede i desperate (og motorisk uskønne) svømmetagsbevægelser, der skulle afværge min antiæstetiske druknedød i alkoholisk maveindhold. Jeg stoppede, spolede tilbage, og klatrede - inden den grovnævede bajerkneipehånd begyndte grovkonsumeringen af øllen - ud i en tilrøget frihed af cigaretsmog, knastør lungercancerlatter og mugne tænder.
SvarSletHey anonym
SvarSletNemlig! Men nu bliver jeg virkelig bange.