I sin 4 hjerters-anmeldelse i Politikens bogtillæg igår af Mathilde Walter Clarks forførerroman Priapus bekender Mikkel Bruun Zangenberg at han "lidt for ofte" føler sig "ramt af Clarks portræt" af en forfører, men det, tror jeg, er (typisk mandlig = ja, jeg er sgu en værre forfører!) ønsketænkning. Hvad, Zangenberg genkender og ømt spejler sig i, er snarere romanens uudholdelige stilholdning - i en blogpost nedenfor, "Abstrakt læselyst / Marius & Kaktus", uden navns og titels nævnelse karakteriseret som "viis og inderlig sophistication, der igen og igen viser sig aldeles hul" - som han i anmeldelsen antyder visse forbehold overfor, der imidlertid straks fejes af bordet igen , med formuleringer, der nemlig selv er i værste forstand "barokke broderier", kælent overgjorte - og vel derfor (affejningen, jf. curlingsspilleres affejning af/til den spejlblanke is)!:
(...) fortælleren er måske også en anelse for forelsket i sin egen sans for barokke broderier. Men det er petitesser og pedanteri af den slags, som i teksten påfaldende ofte tilskrives en karikatur, der ryger pibe og er iklædt tweedjakke - så Gud forbyde, at vi her skulle gøre os skyldige i den synd. Som mand føler jeg mig lidt for ofte ramt af Clarks portræt - og det er vel at mærke en cadeau. Rummer "Priapus" nu sandheden om den mandlige forfører? Får Cordelia det sidste ord? Næppe, her er ingen nemme sandheder at få ved disken.
Stilholdningen, Clarks og Zangenbergs, i to ord (og ét retorisk spørgsmål): Cadeau? Næppe!
Og i mit fordomsinventarium er det sgu da en stilholdning, jeg lige akkurat forbinder med pibe og tweedjakke, men sådan er det nok med fjendebilleder: helvede er de andre rygende pibe og iført tweedjakke.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Det ser ud til at det du er mest optaget af er på hvilket punkt MZ føler sig ramt. Jeg ville hellere høre om det virkelig er et kvalitetskriterium at kritikeren føler sig ramt/genkender sig selv? Hvad der vel menes her - for hvorfor ellers en cadeau?
SvarSletHey anonym
SvarSletNæh, det er ikke kvalitetkriterium for mig, at kritikeren føler sig ramt/genkender sig selv; lang skønnere kan det være at føle sig nådesløst fremmedgjort! Med sit cadeau mener Zangenberg vel, at eftersom han som et eksemplarisk repræsentant for mandekønnet føler sig ramt, må romanen have ramt noget almenmandigt? Men det bliver et dobbelt sølle cadeau (og en dobbelt sølle læsning), eftersom romanens forfører er en temmelig sølle forfører (som anført i min anmeldelse), og det på den anden side vel ikke er sølletheden, Zangenberg mener at føle sig ramt af, men en højere, på samme tid kompleks og viril forfører-hed. Derfor min formel for anmeldelsen, som egentlig bare ville være et emblem på stilholdningen, men som udmærket rammer (min mening om) indholdet også: Cadeau? Næppe!