På vej i s-tog til den kinesiske ambassade i Hellerup i forgårs læste jeg Christina Hesselholdts novelle "Han skulle være aldrig steget på toget" i februar-nummeret af Ud & Se http://ipaper.ipapercms.dk/DSB/udogse/2010/02/ og måtte atter konstatere , at Christina Hesselholdt lige nu er mit personlige kritiske prosaideal: sådan som hun skriver sin skønlitterære prosa, drømmer jeg om at skrive min kritiske prosa: anmeldelser etc., ikke kun på grund af parenteserne, men også på grund af dem, og på grund af syntaksens springskhed og på grund af semikolonerne (og på grund af semikolonerne i parentserne!):
En mand steg at toget. (Det er vores mand, og han holder af ordet 'steg', som taler om et langsomt værdigt bevægetempo, der passer til hans tyngde, hans tresårs-alder; men han kan også lide ordet 'entre', som bare betyder at 'træde ind', men lyder af noget langt vildere, han henholdsvis 'steg og 'entrede' her i livet. Hans nevø entrede, udelukkende). Først var han steget på toget på Nørreport Station, så var han steget af i Hillerød og derefter atter steget på et tog: det. der engang hed et bumletog, eller en gris (hvorfor?), men som nu er strømlinet og bevæger sig glidende og hedder et lokatog (sørgeligt for en dyrker af dengang). Heller ikke i dette tog kunne vinduerne åbnes, han kunne ikke stikke næsen ud og lugte: Nu er jeg kommet på landet
Som udgangspunkt for tyve år siden, da jeg skrev kritik i Kristeligt Dagblad og Christina Hesselholdt gik på Forfatterskolen og debuterede med Køkkenet, gravkammeret & landskabet, havde jeg helt anderledes målrettet nys om idealet end hyper-minimalistiske hende, men så skiftede hun gennem flere spring radikalt prosaretning, og på et eller anden tidspunkt i løbet af de sidste fem-ti år overhalede hun mig bare og skrift-legemliggør nu - som excentrisk bedst: som senest i DSB-novellen og første halvdel af Camilla and the Horse - idealet uden videre. Og jeg er meget stolt af at have et uddrag fra hendes kommende fortællekreds, der angiveligt er ren Camilla, med i Hvedekorn nr. 1. 2010 til april.
Mit skønlitterære (prosa- og) poesiideal kunne så passende og fikst nok være Louis Jensen, der kosteligt interviewes (og fotograferes) i samme nummer og præsenterer en spritny firkant, nemlig denne mildest talt ideelle:
En syv hundrede og første gang da jeg sad ved mit spi-
sebord faldt alle mine 36 tænder ud af munden. Fryg-
teligt! Vi så på hinanden. Var vi forskrækkede? Yes! Så
sagde jeg: Nu da I ikke længere har fast arbejde i min
mund, skal jeg hjælpe jer med at få nyt arbejde. De
4 visdomstænder blev ansat på Aalborg Universitet. 12
fik jeg meldt til en fodboldturnering. En fortand blev
målmand. 1 blev præst. En fra overmunden og en fra
undermunden giftede sig. De havde altid tygget sam-
men og kunne ikke undvære hinanden. 3 kindtænder
blev ansat hos Føtex. En blev postbud i rød uniform. 12
fandt selv et arbejde, og den sidste ansatte jeg som sne-
rydder. Men én ville ikke ansættes. Den rejste alene ud
i den vide verden. Det er den, der sender mig postkort.
Smil reelt i et s-tog!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar