Foredrags-bureauet Athenas, som jeg er tilknyttet, ville stille mig nogle spørgsmål til brug for deres hjemmeside, her er mine (stadig mere morgensure) svar:
Ung musik er under pres pga. en musikindustri, der er ved at tabe til internettet, men hvordan forholder det sig med den unge litteratur?
Hvis vi taler den unge gode/smalle litteratur har den jo aldrig haft det for godt (= blevet særlig meget udbredt) i det gamle bog-system, så den kan kun have fordel af at gå online, parallelt med den gode/smalle musik, på åbne men/og eksklusive (= skarpt redigerede) sites - den har bare ikke gjort det særlig meget endnu, men det er kun et spørgsmål om tid, tror jeg på; jeg knytter selv store forhåbninger til det nye, aerodynamiske site for det gammeldags, gode/smalle tidsskrift, jeg selv redigerer, hvedekorn.dk .
Du omtaler Gustav Wied, Storm P. og Dan Turèll som humoristisk avantgarde, men hvad har disse tre forfattere tilfælles, udover at være sjove døde mænd?
De har det til fælles, at de benytter den humoristiske licens til at eksperimentere raffineret og løsagtigt yderliggående med det litterære udtryk (Gustav Wieds satyrspil, Storm P.s fortællinger) - Turèll startede ud som traditionel litterær avantgardist, men hans talent blev først forløst for alvor som sjov - som de grå 70'ernes mest virtuose litteratur-performer og -entertainer, radikal showbiz.
Når man læser anmeldelser, sågar af erfarne anmeldere, så sidder man nogle gange tilbage med en fornemmelse af, at anmeldelsen dybest set handlede mest om anmelderen selv. Hvordan undgår man denne faldgrube som anmelder?
Ved ikke at betragte det som en faldgrube! Men som den trampolin, der gør det muligt for anmeldelsen at træde i karakter: kun en anmeldelse, der vedkender sig og praktiserer at være skrevet fra et personligt sted - og af en stedkendt/stedspecifik person! - har en chance for at give det anmeldte værk svar på tiltale i øjenhøjde. Der skal ikke ses op eller ses ned, der skal ses lige i øjnene, blinkende - og hoppende.
I de senere år har det været populært i visse kredse, at betragte hiphop som poesi, men kan man ikke, med lige så god ret hævde, at der her er tale om assimilering af noget, der engang var modkultur?
Jo, og hvad så! Rappen tager ikke skade (eller bliver mindre street) af at jeg læser den som poesi, men måske den - og den traditionelle poesi - bliver lidt klogere på sig selv. Tue Track, mød Pokerface Plysbjørn, Pokerface Plysbjørn, mød Tue Track.
Der findes formentlig mange forfatterspirer derude, som spekulerer på, hvad der skal til for at klare sig som forfatter herhjemme. Har du nogle gode bud på svar?
Nej, det har jeg ikke, ud over at skrive så gode tekster og bøger som muligt (med hjælp fra gode med-læsere) og søge så mange gode legater som muligt. Og så skal man have talent, og det har man bare, eller har man ikke, hårdt nok. Hvordan man klarer sig uden talent, gider jeg ikke give gode råd om, selv om jeg sikkert kunne.
Hvordan formidler man bedst den moderne litteratur som foredragsholder?
Ved at formidle den moderne litteratur som foredragsholder: personligt og idiosynkratisk, engageret og ildfuldt, IN YOUR FACE.
