HOJ/HØJ

 Denne uge har jeg anmeldt den nye

HOJ

+ den nye

HØJSKOLESANGBOG

og måske faktisk er det Hans Otto Jørgensens nye, Dead man walking / Mamrelund, der er den nye højskolesangbog

3-4 tårne (2 Jørgensener)

1893-94 (og - billede 2 - til stadighed på Frederiksberg)






1989 (ved Per Kramer)




2017 (ved Maria Wandel)

Malstrøm i en suppedåse

Om Hans Otto Jørgensens rast- og nådesløse pragtværk Revolutionær, der bærer hele to genrebetegnelser

En Andy Warhol-komposition

&

Monsterroman

- som begge er lige rammende, og som læseren, denne læser, med en vis sandsynlighed sådan cirka selv ville have foreslået

Bogen er denne sæsons rigeste hybrid ved siden af Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, som den også ligner ved sin pænt systematiske, typografisk markerede organisation af stemmeflerheden (der er så ikke billeder hos Naja, der ER billeder hos Hans Otto).

de 2 gode, glade anmeldelser bogen har fået, Mikkel Frantzens i Politiken (5 hjerter - NEMLIG (mindst!)) og Solveig Daugaards i Information, er begge opmærksomme på og peger insisterende, men flaksende, på, hvor meget bogen henviser til og Warholsk genbruger/citerer og simpelthen KANNIBALISERER tidligere Jørgensens-værker.

De væsentligst, ivrigst udpegede/udnyttede/familiære værker er:

FLUEBOGEN under insekternes fordi 1972-1976
 - udgivet 2007 (og præmieret med Bukdahls Bet - den Smalle Litteraturpris), udvalg af ungdomstekster/-tegning-tekst-hybrider, den lille flok af uroligt poly-typografisk opsatte sider i Revolutinær viser tilbage til FLUEBOGEN, flere småtekster fra FLUEBOGEN optræder verbatim i Revolutionær, blandt andre denne poetologiske formel/aforisme:

"atomisme/ = ET HELHEDSSYN/ utilregnelighed/ = STIL"

Tårnet, 1989, Indianeren, 1991
- debutroman og roman nr. 2, introducerer persongalleriet omkring 70'er-kollektivet Tårnet, Indianeren (noget af et alter ego), (Miss)Molly (som Indianeren er kæreste med/ forelsket i), Jimjim, Onkel Dyrenam, Lonny m.fl., der går igen i to af de faste, gennemgående serier i Revolutionær (som de andre faste serier opkaldte efter Warhol-værker/serier/film (i FLUEBOGEN lyder en tekst bare (med navnet kunstigt håndskrevet): "TOTAL/ ANDY"), "Velvets banan", hvor de bare ter sig, stener og elsker og driver omgang med diverse, særligt litterære helte og heltinder, Edgar Allan Poe, Emily Dickinson, J.P. Jacobsen med mange flere, og også, som citeret i blogpost nedenfor, selve Andy (meget ligesom i novellen "Venner for livet" i Hids jer ned derhenne og lad dværgen komme forbi, 2014, hvor det er forskudt selvbiografi, der helte-befolkes) og "Flesh", der er længselsfulde, anekdotiske breve fra Indianeren i Tårnet til den fraværende MissMolly - plus "Brillo", en sen, mindre serie, der placerer Indianeren og co. vistnok cirka nu, med hårde glimt af breaking news

Molly, 2000
- roman, der genbesøger Indianeren, (Miss)Molly og co., indledningskapitlet "Jens Thorstensens andet liv" om Tårnet-naboen, landmanden Jens T, der pludselig og pinligt nok pludselig bliver gravid, gentages verbatim under samme titel i Revolutionær,, hvilket er den 3, gentagelse i forfatterskabet af det stykke tekst, som nemlig også optræder som selvstændig novelle, under samme titel, i Mænd fra samme år, 2000

Hestenes øjne, 2008, The Factory (Warhol-titel, hans legendariske hovedkvarter i NY, forbillede for Tårnet), 2010, Sæt Asta fri,, 2010, Strange days indeed, 2012
- erindringsroman-kvartet  (bag den, med fiktions-slør, fremfor l alt Nåden, 1996, og Ida og Axel-trilogien, 2001-2007), den forholdsvis sene serie "Campbell's Soup" i Revolutionær taler direkte om alle (velkendte) centrale traumer og familiemedlemmer, mest hjerteskærende forsøger HOJ-jeget at erindre faren omsorgsfuld, men det vil bare ikke lykkes, bedstefaren til gengæld besynges smukt og søsteren, alt for tidlig død af kræft, hjemsøger stærkt

Den bronzefarvede kalkun, 1993, Æsel her, 2001, Hjort eller hare, 2002, Ålen har englelyd, 2006, delvist Hjernens egen store hund, 2009, delvist Springer, 2013
- den såkaldte Kalkun-serie (lutter dyretitler) med kortprosa, til tider ultrakortprosa, lynfortællende, lyrisk-hermetisk, i senere bind også konceptuelt-satirisk, serien "Den elektriske stol" i Revolutionær, hvis småtekster nummereres løbende frem til 116 (lige præcis ikke 117), er skrevet i forlængelse af kalkun-serien, der kontamination fra de øvrige serier: hele første afsnit er indianer & co.-befolket, og søsterens historie (især hendes dumme eks) kommer også flere gange ind over, mindst én intern føljeton etableres, om en vis Jeff, masser af portrætskitser og sentenser, den her er blandt bogens (både livsfilosofiske og poetologiske) refræner:

"vær aggressiv.       kridt støvlerne        elsk"

- en sen serie i Revolutionær uden umiddelbar forfatterskabs-forgænger er "Beautiful flowers", et landsby-kor  á la Dylan Thomas' Under Milkwood bestående af naboer til Tårnet, inkl. Jens Thorstensen, taler i munden på hinanden om deres døde og levende (bogen kalder det en "stafet"), en skarpt mumlende, formel nyskabelse i forfatterskabet -

- så er der i Revolutionær teksterne/afsnittene udenfor serienummer, med elementer, både formelle og indholdsmæssige, fra alle de ovenstående (den første serie, "Den elektriske stol", sættes i gang på side 51), klarest og tydeligst skiller nogle lyriske afsnit sig ud, langdigts-flimrende og kortdigte-strenge, men også et stort, udskridende poetik-afsnit, "Bloddryppende skrift - poetikker", et citat derfra, der underfundigt nok opfordrer til at læse forbi de mønstre, jeg her optegner:

"ATLAS
Man kan med fordel anskue teksten skulpturelt (fordybelse) er overvurderet, Man kan kravle op i toppen, man kan gå hele vejen rundt om den. Kroppen er vigtig.

Men der er også flade skulpturer, som ikke gider være skulpturer, som næsten ikke er til at få øje på (fx Ib Braase), som mere ligner spor. Jeg er optaget af at kunne skrive som Braase.

Man kan med fordel anskue teksten som et net, vi hæfter os ved skæringspunkterne, her er en koordinat, her og her. Man begejstres for hver enkelt af dem, men nettet er også et fængsel. Forudsigeligheden er triviel, man har fornemmelsen af at blive kvalt. - Jeg interesserer mig for det, der ligger uden for net, væk fra familien, som der ikke kan nyttes an til på anden måde end ved denne horrible kendsgerning, at det findes. Som krimskrams, behåring."

- således celebrerer og praktiserer Revolutinær både forfatterskabets tvangsmæssige gentagelser af miljøet, scener, personer (faktiske og fiktive) i en insisterende samtidighed (synkron polyfoni, polyfon synkronicitet)) OG digressiviteten, overfloden af overflødige fabuleringer, refleksioner, iagttagelser, fikse ideér, écriturens doodles - en central dobbelthed, som helt fysisk opleves i læsningen, er netop genfærd vs. nærvær, nogle gange er genfærdene de mest nærværende gæster, sorgen ikke mindst livlig, der er ingen ende på den forbandet skønne bog, men lad mig slutte blogposten med dette deciderede DIGT signeret prosamesteren:

"DE DØDE

Min søster kryber sammen
den indsprøjtede kontrastvæske har afsløret end dø fugl bag det venstre øre.
Hver gang jeg kommer tilbage er der nyt.

De døde møder troligt nok
til sølvbryllup eller rundt fødselsdag i hallen,
de ler uhæmmet af en bemærkning fra sidemanden,
trækker kammen gennem håret
og vasker pligtskyldigt hænder på toilettet

De spiser de obligatoriske tre retter mad,
der er ingen levninger på tallerkenen,
men indimellem - i rygepauserne
under talerne eller afsyngelse af de omdelte sange -
rejser de sig og slingrer pludselig ud.

Træerne glimter af regn,
vejen er rød af blade i bilernes lygter,
min søster i døren, stum og frysende som en engel."



- Braase-værk, ligner Revolutionær meget godt

Hans Otto & Andy

Hans Otto Jørgensens Revolutionær (som jeg kun er nået il side 157 i) har undertitlen og genrebetegnelsen

En Andy Warhol-komposition

- i pressemeddelelsen står der:

"- En Andy Warhold-komposition peger nemlig på en række serier, nogle opkaldt efter Warhol, som BEAUTIFUL flowers, Flesh, CAMPBELL'S SOUP, det er de vandrette linjer, andre, og det er så de ,lodrette, har William S. Burroughs, bondemanden Jens Thorstensen og søsterens dø som strøm./ Alle ikongrafiske størrelser, som er kendt fra hans otto Jørgensens tidligere bøger (...)"

- og dette afsnit i bogen HAR jeg læst:

"IKONOGRAFI
Det var ved havet. det blæste, det var for blæsevejret, vi var kørt derud. Vi talte om Andy Warhol i bilen, hvad han havde betydet for mit arbejde, at jeg havde det samme hår, og at Johnny og jeg havde set ham på stranden derude ved Bovbjerg.

Han kom imod os, langsomt, fra en afstand på måske 100 meter. Han standsede en af de store bunkere og tog jakken af og bar den i stroppen over den ene skulder, og Johnny spurgte senere, tilbage i bilen, om jeg havde lagt mærke til, hvordan smerten skridt for skridt havde overtaget hans krop. At han fik den der stive gang. Efter han var blevet skudt.

Bovbjerg igen et år efter. den samme strand, de samme klitter, samme halvt væltede bunkere. Og så alligevel var det netop ikke Bovbjerg, ikke den strand. - Det var den for generel til, det var for varmt, det blæste ikke.

Det var en anden tømning. Tromlen i en anden pistol."

Forviste køer

og der skal være plads til FLERE END hundrede!

Af en eller grund er indtil flere titler, deriblandt flere af mine yndlings- (ikke mindst numre i kalkun-serien) ikke medtaget på titellisten i Hans Otto Jørgensen nye storværk Revolutionær (udkommer om 2 uger - jeg troede utålmodigt den udkom NU), her er den komplette liste med de udeladte i fed:

Tårnet, 1989
Amerika, 1990
Indianeren, 1991
I tidens standsning, 1991
Sildedagsfolkene, 1992
Ekliptika, 1993
Den bronzefarvede kalkun, 1993
Idyller, 1995
Nåden, 1996
Riggo havde ikke noget imod det abstrakte, 1997
Jeg har ventet, 1998
Molly, 2000 (vildt central som sådan og som bindeled/hængsel mellem den ny bog og Tårnet/Amerika og dengang jeg selv (Nåden havde være trinbræt) overgav mig fuldstændigt til forfatterskabet))
Mænd, 2000
Æsel her, 2001
Helt og heltinde, 2001
Hjort eller hare, 2002
Den fotograferede dreng, 2002
(Ove gasser op (novelleudvalg), 2004
Væltede kældre, 2005
Ålen har englelyd, 2006
Med plads til hundrede køer, 2007 (stavet '100' på den nye titelliste=
Fluebogen, 2007
Ida og Axel-trilogien (opsamling), 2007
Hestenes øjne, 2008
The Factory, 2009
Hjernens egen store hund, 2009
Vold, 2009
Exodus, 2010
By og hest, 2010
Sæt Asta fri, 2010
Strange Days Indeed, 2012
Springer, 2013
Horden, 2016
Revolutionær, 2017

Jørgensens Holbek-agitation

Gladiator-boss Hans Otto Jørgensen har skrevet en efterskrift til Sandal-seriens udvalg af Johannes Holbeks prosa, som sådan cirka er en forkortet udgave af hans store Holbek-portræt i det Brandespris-belønnede portrætgalleri Horden. 

Det er nok også ham, der har skrevet flapteksten:

"Johannes Holbek (1872-1903), præstesøn i præsteslægt, tilhørte, som han selv siger, ET BJERG AF ANER, op gennem 1890'erne i landflygtighed i paris. Tegner (i en årrække tilknyttet dagbladet Politiken) og maler og forfatter (selv om han ikke udkom før efter sin død). Én af de store symbolister, som bl.a. inspirerede Storm P., men som goså nu i 2016 inspirerer sådan en som tegneseriekunstneren Halfdan Pisket - og, vil man få at se, med sin hallucinerende skrift en digter som Cecilie Lind."

Og i første person skrev han i december denne denne selv-citerende, men alligevel usignerede, næsten aggressivt pågående reklametekst til pressemeddelelsen om Sandal-serie-bindet:

"HOLBEK ER STOR

Jeg skrev i Den bronzefarvede kalkun 1993 en hyldest til Johannes Holbek. Indledningen lyder sådan her: Jeg talte med Holbek. Han som skyr det hele på en gang. - Han sagde: "Fri mig fra æstetikkens kummer. Fri mig fra den villede villen. Fri mig fra ikonet og ikonets kitsch, glimmerværk. - For rene billeder, renset for smag, den pæne, for kultur, liderlighed, det er nu engang hvad vi i vor simple bestræbelse må søge." - Det har jeg tænkt meget over siden. - Men altså, han er stor. det er altid svært at sige noget fornuftigt til den slags mennesker ...

Holbeks Af Dekadent Barbari kommer belejligt til jul, til denne i alt misforståede højtid. Han er en kalkun, og det i sig selv er naragtigt. Forsåvidt vi i DK, fordi vi er danske, spiser and. Det er ikke til at holde ud, vi skulle have været englændere og spist kalkun. - Jeg er sikker på, Holbek meget bedre ville have kunnet klare sig som engelskmand. Han ville, som han sagde, være urban, han stræbte efter den om jeg så må sige ultimative dannelse.

Holbek, et barn af William Blake, Lautréamonts fætter, urban. Tegner og digter. I denne Sandaludgivelse er det primært digteren, vi har fokus på. Hasselbalchs Kulturbibliotek lavede en glimrende introduktion til hans tegninger, som man kan tjekke ud, indtil Sandalserien får taget sig sammen til også at udgive hans billeder.

Johannes Holbek er præstesøn, Indre Mission, tilhørte, som han selv siger, et Bjerg af Aner. Født 1972, allerede som helt ung dedikeret for kunst og litteratur. Ophold i flere omgange på gennem halvfemserne i ensomhed i paris, fattig og sulten, nervesvækket, satiretegner hos Edvard brandes på Politiken, hvorfra han blev fyret med egentligt sammenbrud til følge.
  Holbek er en udannet bølle i forhold til alt andet end kristendommen, hvor han også optræder som bølle. Holbek har ingenting andet end sin skrift. rasende og uregerlig. Hans opgør var med lutherdommen og den uhæmmede materialisme. Han svar: at bryde sammen. Død for egen hånd 1903.
  Johannes Jørgensens signalement af Holbek i anledning af en mindeudstilling i Den Fri i 1904:

Johannes Holbek giver sig straks til kende som en idealistisk anlagt mand. Det, han hader, det, han kæmper imod i sin kunst, er tidens kulturfjendske magter: mammonismen, merkantilismen, det filistrøse demokratiske barbari. hans ejendommelige begavelse, noget af en tænkers, noget af en poets, noget af en spotters, noget af en drømmers, mest af en kunstners, gjorde ham til en sær og i det daglige liv ubrugelig personlighed.

Jo, i denne søde juletid er Holbek et must. Så ikke alting bliver fadt og forløjet og ho-ho-Magasin-og-julemandsagtigt. Holbeks foragt for det etablerede kender ingen grænser. Det er, hvad han ser. Han ser på det nærmest paralyseret. Han foragter frem for alt institutionernes adoption af en kristendom, som for ham betyder alt, men gennem institutionerne forvanskes til intet."

(og i det splinternye nummer 6 af Gladiators kunst- og litteraturtidsskrift Texas Longhorn har Jørgensen et essay om "Det onde", der selvfølgelig ender hos Holbek)

Faktisk indeholder Den bronzefarvede kalkun  hele to formidable hyldester til Holbek. Her komme de begge 2 (Jørgensen har rettet en smule i sin tekst i selvcitatet ovenfor - og Holbekcitatet inde i teksten har han vist selv fundet på) - FANDEN TIL FAN!

"Holbek

Jeg talte med Holbek. Han som skyr det hele på en gang. - Han sagde: Fri mig fra æstetikkens kummer. Fri mig fra den villede villen. Fri mig fra ikonet og ikonets kitch, glimmerværk. - For rene billeder, renset for smag, den pæne, for kultur, liderlighed, det er nu engang hvad vi i vor simple bestræbelse bestandig må søge." - Det har jeg tænkt noget over siden. - Men altså, han er så stor. det er altid svært at sige noget fornuftigt til den slags mennesker. - Drikke et glas, som bliver til to og fire og så fremdeles, dét lader sig gøre. Omtrent som med vore kritikere. Men hvor så på deres side, de går under, der taler Holbek endnu. - Om sommeren. Sank Hans båls blus. Fjorden. En liden pige. Med smalle hofter. Og - det er hans forbandelse - bryster som en kvie.

Han dør fra os, Holbek II

Han dør fra os, Holbek. Lever sit liv til kanten. Men ønsker det ikke. Livet. altså. Han har en krop, en fysiognomi, som har atletens proportioner. Løberens. Uden sprintet, men skabt for de lange distancer. Det er dem, som ligger bedst for ham. Kun skade, han ikke ved det. Sprinter, gør han. Nådada. Opgiver på halvvejen, mister pusten, og står så igen kun dér tilbage. Dén store mand. Kun lige knapt inde i sit 31te år. Og uden andet end Blake og fantasmer og en skarp smag i munden af skøgernes safter."

2 udsøgte fornærmelser af hans og hendes majestæt autofiktionen

(ifølge Mads Bunch i hans ellers fortjenstfulde svar til Peter Nielsen (høj)modernismens afløser og antipode (det var så ikke postmodernismen alligevel, JO DET ER!) - og hvorfor fremhæver Bunch og Poul Behrendt (fx i deres gode manual & antologi Selvfortalt) og co. aldrig (jeg kan omsider få øje på hans bøger nederst på reolen) HANS OTTO JØRGENSENS erindrings-romanserie (+ den fiktiviserede Ida & Axel-trilogi, der gik forud + de seneste Kalkun-kortprosaer, især Ålen har englelyd), Hestenes øjne, The Factory, Sæt Asta fri, Strange Days Indeed, som det absolut STÆRKESTE danske (hvis ikke nordiske) stykke autofiktion ved siden af de sædvanlige mistænkte, Knausgaard, Nielsen, Llambìas, Hassan(er) etc.?)

- Mikkel Thykier i sin sorte mursten Dias (udkommer næste uge):

"I flere år har der været en æstetisering af det private, som har resulteret i en monumental litteratur, der drømmer om, til tider kynisk, til tider naivt, at kunne tegne en lige linje fra skaberen til det skabte, så afstanden fra én virkelighed til en anden kan overvindes og én drøm lægge sig mod en anden som et rynket ægtepar i en seng."

Peter Adolphsen

April 1 at 1:09pm ·

Politiken bringer i dag en kronik med overskriften "Autofiktion: En slamflod af ugebladslitteratur"

Innvitation som fanbrev som epigoneri

Gladiator har i dag på Facebook offentliggjort et forunderligt dokument (klik på det, så kan det læses):

Forlaget Gladiator

"Da Hans Otto Jørgensen i 1974 var en ung knøs, skrev han dette syrede brev til Dan Turèll.
Onkel Danny takkede ja til tilbuddet med et Anders And-foredrag på Vallekilde, og siden er brevet så forsvundet. Men efter Henrik Haves død er brevet dukket op i Haves/After Hands arkiver og nu findes det igen."

HANS OTTO FÅR EN GEORG!

Sjældent har valget af prismodtager på samme tid været mere indlysende og mere glædeligt:

Georg Brandes-prisen 2016 går til Hans Otto Jørgensen (der for længst har fået sin Kritikerpris (for Helt og heltinde i 2007, han og en anden eks-Forfatterskolerektor, Niels Frank, er de eneste dobbelte prismodtagere) for sin målrettede, intense og oprømte ANTI-Det moderne gennembruds mænd, Horden.

De tre nominerede til Krtikerprisen (som jeg modsat GB-pris har haft en vis indflydelse som bestyrelsesmedlem af Kritikerlavet (vi diskutererede og stemte os frem en januaraften)) er der ikke mindre gods i OG GLITTER PÅ:

Hanne Højgaard Viemose: MADO (også nomineret til Montanaprisen, som hun ikke fik (men hun fik publikums/champagne-prisen) og Weekendavisen Litteraturpris, som hun forbandet heller ikke fik)

Dennis Gade Kofod: Nancy (ikke nomineret til andre priser, uretfærdigt nok, men desto mere retfærdigt med den her nominering for den sære, stærke bog (og det tilhørende, groft  undervurderede, sære, stærke forfatterskab)

Ursula Andkjær Olsen: Udgående fartøj (superstjerne jo og Krtikerpris-nomineret flere gange gange før, også indstillet til Politikens Litteraturpris, som hun også MÅSKE får, da alle nominerede er digtbøger, men hun sælger sgu nok desværre mindre end de glimrende, unge mænd; jeg håber ikke, at hun gør!)

Pressemeddelelse fra Litteraturkritikernes Lav

Bestyrelsen for Litteraturkritikernes Lav, der er en sammenslutning af danske litteraturkritikere og anmeldere, har nomineret tre spidskandidater til Kritikerprisen for 2015.

Til Kritikerprisen 2015 er følgende kandidater indstillet:

Ursula Andkjær Olsen for digtsamlingen Udgående fartøj (Gyldendal)

Dennis Gade Kofod for romanen Nancy (Rosinante)

Hanne Højgaard Viemose for romanen Mado (Basilisk)

Fra Kritikerlavets side vil vi gerne markere indstillingerne af disse tre værker, der i særdeleshed udmærker sig ved deres litterære kvalitet.

Det gør vi med et arrangement under litteraturfestivalen Kbh Læser på Hovedbiblioteket i Krystalgade, København, mandag den 29.2 kl. 17.00, med oplæsning af forfatterne og præsentation af værkerne i en kritikersalon.

Arrangementet er gratis, og alle er velkomne.

Modtageren af Kritikerprisen afgøres via afstemning blandt lavets medlemmer.

Prisen uddeles traditionen tro i Kulturstyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 2, 1553 Kbh. Nærmere oplysninger om dette arrangement følger.

Samtidig kan vi meddele, at modtageren af Georg Brandes-prisen 2015 er:

Hans Otto Jørgensen for sit værk Horden (Gladiator)

Georg Brandespris-udvalget, der i år udgøres af Lotte Kirkeby Hansen, Mikkel Bruun Zangenberg og Mads Rosendahl Thomsen, begrunder deres valg således:

Georg Brandes-prisen 2015 går til Hans Otto Jørgensen for ’Horden’ og hans læsninger af en række kendte og mindre kendte danske forfattere fra Det moderne gennembrud. ’Horden’ er en fremragende og i ordets bedste forstand personlig og folkelig formidling af et felt og af en række værker. Hans Otto Jørgensen læser tæt, tænker historisk og aktualiserer glemte og marginaliserede forfattere på en vedkommende og original måde og knæsætter således på imponerende vis en ny omgang med det gennemtærskede moderne gennembrud.

Både Kritikerprisen og Georg Brandes-prisen er finansieret af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur.

Spørgsmål kan rettes til kamillalofstrom@gmail.com

Kamilla Löfström, oldermand for Litteraturkritikernes Lav

Der gror ikke nødvendigvis mos på et Kritikerlav

Vil vi nok mene! Og nu har Litteraturkritikernes Lav fået en ny skrabet, men stilig og tjekket hjemmeside, hvor I kan kontrollere hvem, der er medlem (og har lov til at stemme til afstemningen om Kritikerprisen - netop afgjort! men stadig hemmeligt! men jeg ved, hvem der vandt! og yes!), men frem for alt læse kloge. eksklusive Kritiker- og Georg Brandes-pristaler fra ikke alle, men ret mange af årene; dette er fx slutningen på Erik Skyum-Nielsens 2007-tale for Hans Otto Jørgensen, da han fik Kritikerprisen for romanen Med plads til 100 køer - se bare, en pris kan godt gå ud på, at en fremragende bog er blevet læst med optimale øjne:

Og vender man så mønten eller bladet, og spørger man ikke efter virkeligheden, men efter den skrift og den stemme, der har frembragt det hele, så handler det pludselig om noget andet end den dersens rå realisme. Så drejer det sig om en dristig forfatters vilje til at brække sproget op. Udelade verberne. Sløjfe det grammatiske subjekt. Sideordne led, der ikke normalt kan stå side om side. Gå efter sætningsmusikken i stedet for den vedtagne måde at skrive på. Sætte punktum i stedet for komma, og sætte punktum for tidligt eller bevidst for sent. Bryde regler og alligevel hele tiden slippe heldigt af sted med det.
Prøv at kigge ned over en rigtig Jørgensen-side. Det hakker og haster og holder igen og hoster og pruster, tager sig en pause for så at støde og stamme og storke og stavre og stave sig frem, med den dér stive, studse omhu, som er så karakteristisk for ham, og som i sidste ende mimer hans mod til, midt i al intellektualiteten og belæstheden, at omgås det banale.
Det er bønder og Beckett. Det er Blicher og Burroughs. Det er H.C. Andersen og Lou Reed. Det er Kristensen og Creedence, altså Evald Tang Kristensen og så Creedence Clearwater Revival. Og så er det Bibelen og Broby Johansen og Björling. Og Schade og en masse sjasket mudder.
Der er gået næsten 20 år, siden Hans Otto Jørgensen udsendte Tårnet, med et af de grimmeste og mindst appetitvækkende omslag i dansk forlagshistorie.
Siden har han tit sjokket og sjappet sig hen i nærheden af Kritikerprisen. Lad mig bare nævne hans kortroman Nåden (1996) og hans novellesamling (med den uforlignelige titel) Riggo havde ikke noget imod det abstrakte (1997).
Vi er nogle stykker, der er glade for, at man ventede med denne pris, til den føltes som et påbud fra himlen. Det er en ære og en glæde i dag at kunne overrække dig Kritikerprisen: 30.000 kr. - og en med dem en åndelig mælkejunge plaskende over af hyldest og hæder.

Antik respekt rekonstrueret

Ovre hos Gladiator har de afskrevet det meste af min anmeldelse i dagens WA Bøger af Hans Otto Jørgensens Hids jer lidt ned og lad dværgen komme forb, link her, men de har selvfølgelig ikke kunnet inkludere den respektfulde indledning ang. akkurat forlaget, som ikke nåede med i avisen, så den kommer her:

-->

Da Gladiator for et år siden blev lanceret, tænkte skeptiske brancheiagttagere, at forlagets største og eneste aktiver ville være Josefine Klougart, kidnappet fra Rosinante&Co, og medstifteren Hans Otto Jørgensen, rendt af pladsen hos Gyldendal.

  Men det har været mildest talt imponerende, hvad de efter Klougarts rådvilde december-mursten Om mørke har sendt ud af tydelige og betydelige udgivelser, fra debutanter som Jacob Skyggebjerg og Lea Løppenthin og yngre veteraner som Maja Lee Langvad og senest Amalie Smith. Gladiator er, hvad angår vigtig smalhed, oppe på halv Gyldendal-speed mindst, og respekt for det det sagorasme! 

-->

   Nu omsider er seniorchef Jørgensen selv på gaden med en kostelig titel, som nok ikke alle ikke-chefer ville få godkendt, Hids jer lidt ned derhenne og lad dværgen kommer forbi – hentet i den fint og præcist flimrende byfest-skildring ”Sommer, idyl”.

Hemmelig ny HOJ-bog! akkompagneret af ny DB-sang!

Og det er jo, i forhold til den høje gennemsnitshastighed, kriminelt længe siden sidst (Strange days indeed, 2012) -

afsløret på side 86 i Bogforum-kataloget (søndag klokken 14:30, på Gladiator-standen)

Hans Otto Jørgensen læser op fra "Hids jer lidt ned derhenne og lad dværgen komme forbi"

!

og mens jeg læste det, sådan cirkus, hørte jeg David Bowies nye, lige så godartet mærkelige (altså lige så godartet mærkelig som HOJ-titlen) sang:

!

Bortset fra det er i dag Formand H.O.'s 60 års fødselsdag!

 

TILLYKKE! (ovenfor datterfotograferet til FB - som sædvanlig opmuntrende/anførende den yngre generation)

og jeg er ikke længere direkte hypnotiseret af hans autoritet, som dengang han var vores Arena-formand, og vi kaldte ham Formand H.O., og han har været mange slags formand siden, Forfatterskolerektor, højskolelærer, Gladiatordirektør, og hypnotiseret alle mulige andre til at kalde ham sheriff, godfather og det, der er værre, men jeg er stadigvæk og til evig tid totalt FAN af hans -  lige nu en smule pauserende (Strange days indeed er fra så langt tilbage som 2012!), men jo kun fordi så ofte totalt GALOPERENDE, STAMPEDING - forfatterskab, og ja, Tue og Elisabeth, selvfølgelig får jeg før eller siden skrevet den monografi, vi for år tilbage har aftalt, til akkurat Arena, og jeg tror, jeg uafvendeligt blev fan, da jeg kort efter, at jeg glad-undrende havde anmeldt digtsamlingen Idyller og fascineret-begejstret havde anmeldt kortromanen Nåden (stadig mere klart et kærneværk) i Kristeligt Dagblad, forsinket læste det første bind i kortprosaserien, uofficielt kaldet Kalkun-serien, Den bronzefarvde kalkun, 1993: Den dér viljestærkt og rytmisk forbumlede, med enhver konvention skideligeglade, gennem al tradition machete-gennemhuggende FRIHED var, er og bliver for vild at opleve. Her er tre nyklassiske Kalkun-tekster som et HOJ-selvportræt-TRIPtykon:

Berømte danskere

Berømte danskere, til eksempel Flensted Jensen, så ærkepære dansk, sådan indtog han Amerika, det løfterige, Guds eget land, selvhjulpen og med kommandørrøst, bare stank langt væk af gymnastik, og sådan gjorde han indtryk på de vilde, de fjerprydede i deres reservater, med butterfly i nakken, wiing, fjernbetjening i blazerens brystlomme, en bid ledning af et gammelt høreapparat og en lille til formålet velcamoufleret teknomotor muliggjorde dens arrige rotation, wiing, min herre, han var ikke født i går.

Herb, piloten

Herb, piloten, lettede på sin solbriller, bed sig i knoen, det var som fan alligevel. Flyet lå i ruiner. Den ene vinge var knækket. Haleroret med. Næsen klemt som tuden på en kartoffel ... Men Herb selv ... Ikke en skramme . På den vis havde landingen været perfekt.
  Men altså. Nu er Nevada stor. Fuck hell. Solen stod brændende hed på en skyfri himmel. Og over de takkede bjerge først for sås allerede de første gribbefugle.

Umuligt at holde sig fra livet

Han er lidt til en side, det er vi enige om. Til fare for sine omgivelser, muligvis. Men i hvert fald er det snart hverdagskost for os at have ham farende sådan rundt i natten. Jeg for min part tager mine forholdsregler, lukker og låser og slukker til gaden, kan næppe være forsigtig nok. Kender ham på lang afstand allerede, lyden af hans prusten, når hoveddøren går og han med sin enorme vægt entrer trappen. Den amputerede hånd med krogen af jern, der på det nærmeste hiver ham op ved gelænderet. - Umuligt at holde sig fra livet. - Jeg mener, og så i så lille en by.

Hans Otto husker nogle gode køer

1. 

   Lena Blegind Jensenposted to‎Hans Otto Jørgensen

   March 21

   Hej Hans Otto Jørgensen, ihhh hvor er det længe siden, du malkede køer hjemme hos min far.
   
   Kan tydeligt huske, at jeg ikke helt kunne forstå, hvad en flippet forfatter ville passe køer for - men efter at have læst flere af dine romaner, kan jeg bedre forstå hvorfor. Du var jo ikke just prototypen på en husbondafløser med hestehale, rødt hår og en stor sort hat. Min mor og far taler ofte om dig og min mor klipper artikler om dig ud af avisen, så jeg kan læse dem når jeg er i Jylland.
   
   Jeg vil i den forbindelse, fortælle dig, at jeg har elsket dine romaner med de fåmælte og knudrede landmænd - der var bedst til dyrene og havde svært ved kvinderne og kærligheden. Sikke dejlige beskrivelser af livet på landet - jeg er flere gange blevet ført tilbage, til min skønne barndom ude på Godthåb. Lugtene og lydene har stået lyslevende for mig, igen, takket være dine smukke og maleriske fortællinger.
   
   Håber du trives med forlaget Gladiator, og at det 'lille' forlag vil få en betydelig plads blandt de store.
   
   Ønsker om alt godt til dig og dine kære, samt mange glade tanker fra Lena 'Fusager'
   

   
   

   
   

   • 

     Hans Otto Jørgensen  

      

     tak for din søde hilsen, lena. - og ja, det var vidunderligt at arbejde for din far. han havde de bedste sundeste køer, altid sunde kalve. stor poesi i en stald.