Viser opslag med etiketten Jeg har planlagt at dagdrømme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jeg har planlagt at dagdrømme. Vis alle opslag

lørdag den 27. april 2013

For Christina Hagen og Hesselholdt som DK's første romankonsulenter

Jeg sidder og læser i Politiken om, hvor hårdt det er for danske filminstruktører at lave film, fordi de er altafhængige af, at en filmkonsulent giver grønt lys for støtte, fordi film er hundedyre og der bliver kun støttet 20-25 film om årer OG JEG BLIVER MISUNDELIG! Tænk hvis romaner var lige så hundedyre at realisere, og man skulle søge om penge hos en af to romankonsulenter, valgt for en treårig periode, eller hvordan det nu fungerer; der skulle selvfølgelig ikke være det samme kommercielle hensyn som med filmene, eller kommercielt potentiale skulle altid være kombineret med kunstnerisk kvalitet, og det måtte der gerne kigges efter i 10 % af tilfældene, men kunsten skal altid komme først, og det bliver ikke ligesom de dumme projektansøgninger til Kunstrådet, det bliver meget værre og meget bedre: et fuldt færdig manuskript skal foreligge, før støtten til udgivelse bliver givet, så en romanforfatter bliver nødt til at satse ALT i håbet om, at hans eller hendes værk bliver udvalgt, ikke flere mellembøger, kun hovedværker, og selvfølgelig er der en elite af romanforfattere, som hver gang, de afleverer et manus, kan være temmelig sikre på at få deres romaner igennem, fordi der ER en elite af romanforfattere, men stensikre kan de aldrig blive - åh, tænk hvis vi dette forår op til nu kunne have NØJEDES med Niels Franks og Dennis Gade Kofods og Peter Adolphsens og Charlotte Weitzes og Dorte Nors' og Susanne Stauns og Peter H. Olesens og (det er sgu da også en roman) Ida Marie Hedes romaner, så ville anmeldelserne blive 10 gange så lange, de ville blive anmeldelses-FØLJETONER, og jeg ville ikke læse videre i den katastrofale murstensroman, som denne blogpost var en desperat overspringshandling væk fra, fordi den slet ikke ville have FÅET LOV til at blive udgivet, sød, sød bureaukratisk-centralistisk-diktatorisk drøm.

mandag den 11. marts 2013

Drømmebrydning

Drum
your
dream

Drøm
din
dram

torsdag den 29. marts 2012

Antologisk drømme-top 5

Top 5 over antologier, jeg gerne ville sammenclipse/hæfte/lime (uden deres catchy titler, de er hemmelige, bortset fra nr. 2, som jeg lige fandt på og vel skal hedde, hvad den skal indeholde))

1. Humoristisk avantgarde / Eksperimentel sjov ((KÆMPE)arkiv)

2. Antihaiku (enquete)

3. 232 fæle metaforer (arkiv)

4. Dansk nonsens/lyddigtning (arkiv/enquete)

5. Billedkunstnerdigtning (arkiv)

tirsdag den 12. oktober 2010

Skriftslik

Jeg skulle bare lige have 10 minutter til at gå mellem det ene og det andet tidspunkt og begyndte så at læse i Christina Hesselholdts "fortællekreds" Camilla - og resten af selskabet, der udkommer i næste uge, og kunne slet ikke holde op igen, det er så utroligt lækkert-sært-fint skrevet.

En vigtig kategori: Vild nydelses-skrift -

René Jean Jensens digtsamling Jeg har planlagt at dagdrømme hører også til i denne kategori; da jeg i går underviste elever på Forfatterskolen i børnelitteratur i realitets-indzoomende og fantasi-udvidende tekster, læste jeg som præmieeksempel på førstnævnte dette digt op:

gråvejret lyser som månen
jeg følger et ansigt på en sky, der bliver ældre og opløses
en dame i oktober med tryksværte på fingrene
et blad hvirvler forbi vinduet på fjerde sal og stiger op forbi igen
senerne i danserens underarm når hun smører sig en mad
skrigende jerngitter en morgen og indbildningen om at være i rom
togets undervogn knager, solen bryder igennem
den bevæger sig hen over spisebordet
isterningen støder mod læben hver gang jeg tager en slurk
sol på ansigt og fod samtidig, men ikke andre steder
og gennem højt gavlvindue i gammel mejeribygning, ind på metalbeholderne
lyset fra trafiksignalerne i regnvandet på vejen
at nyse i avisen og se de fine spor
kolde sider ind i en bog
to sætningsløse øjeblikke i træk
lyset fra instrumentbrættet i en bil i aftenkø
ventetiden mellem det første og det andet nys
ordbogen set fra siden: spor af fingre
kongens næse stikkende frem af mønten
en tv-skærm i profil, en drømmende lygte
snefaldets varierende hastighed, maskinagtigheden, tandhjul i vinden
lyset der bliver bredere sidst i januar
oslobåden kl. 17, lyden.

søndag den 10. oktober 2010

Sørøver Sally som identitetsbesværgende/problematiserende intertext i ny dansk litteratur

(ny som i forrige uges og næste uges danske litteratur):

Jeg går og hedder Ahasverus, den evige jøde, mosbegroet omvandrende, hvordan skal denne tekst overhovedet læses? Undskyld, at den ikke danner et behagelig prosatæppe, du kan varme dig i, nu hvor det er blevet koldt udenfor, jeg har ikke forstand på sætninger, kun på det kit imellem, der holder dem sammen. Hej, jeg hedder Kitte. Nej, jeg går og hedder Frede. Hvad hedder du? Jeg er i hvert fald mange, og det er vi mange, der er.

- fra Morten Søndergaards genreløse, tvedelt prosastrømmende Processen og det halve kongerige

lidt strømhvirvler i begsort vand til sidst. kridhvid sky trækker lyset væk under solen.
håbet er okkerfarvet
i åen. lad denne sang afdække hvem jeg går og er.
ingen vel, comme il faut. kun et
diset vindue i agurkeskiven.
lad regnen slå mod vores agurkebod.
lad os få et kæmpe overskud

- fra René Jean Jensens digtsamling Jeg har planlagt at dagdrømme