Solnedgang Kommune

Tilbage på Testrup! Og Solnedgang Kommune er ikke her, der jo er et Marskolbøtte Fyrstedømme, men det dér amerikanske filmakademi, der Oscar-indstiller og kun har kun har indstillet Wes Andersons suveræne Moonrise Kingdom til bedste originalmanuskript (og i stedet for de to reelt rørende Moonrise-teenagere den monotont mutte Hushpuppy-lillepige), men bortset fra det oplevede jeg i går 4 yndlingsauteurer i topform: Tim Burton (Frankenweenie i dejlig tom biograf til 11:30-forestilling - hvorfor er der ikke en nomineringskategori, der hedder: Elskeligste s/h-animerede, levende døde husdyr? Men selvfølgelig og heldigvis er filmen nomineret til bedste animationsfilm); Mette Moestrup (glædeligt genhør med "Hårformer", herligste happeningsvejledning) Hans Otto Jørgensen (hårkogt om hængning i Antwerpen) og Christina Hagen (omsider autoritativ White Girl-oplæsning: overraskende, men effektivt drævende - i forhold til mine egne speedede forsøg, senest for gymnasierektorer på Sandbjerg Gods) (i aftes i spisesalen her på Testrup Highhat-skole).

Heltedyrkende fraklip

(klippet ud af kommentar om kritik og identitet netop afsendt til tirsdags(!)avisen)

Ind i mellem var jeg, af indre nødvendighed, i Cinemaxx og se Tim Burtons nye film Dark Shadows, der noget for mageligt bekræftede hans cute gotiske auteur-identitet; godt jeg ikke skulle anmelde den! Det er altid strengt for ens fanidentitet at disse en helt. Heldigvis er den plade, Aprés kaldet, som en anden helt, Iggy Pop, netop har udsendt og som jeg hører på Spotify lige nu, totalt fino; det er og bliver sært bevægende at høre Iggy croone "La Vie en Rose" på sit håbløse Detroit-fransk.

Auteur at work!

Alle billederne og skulpturerne og installationerne og readymade-replikaerne blegnede på et øjeblik, da jeg opdagede, at den excentriske, canadiske auteur Guy Maddin stod i kælderen på Pompidou og som led i projektet "Spritisme" filmede endnu en fremmanet/-hypnotiseret rekonstruktion af en forsvundet eller "aldrig realiseret" stumfilm (fuck The Artist, som jeg ikke har set, Maddin er den sande 21.århundrede-stumfilmsinstruktør, jf. Archangel og Careful og YouTube-klassikeren The Heart of the World) den 16. ud af 17, danske George Schneevoigts "Gardner Boy Sought" med følgende handling:

Lorsque son amant jardinier quitte le Baron Pappenheim en pleine nuit, le replongeant ainsi dans sa lourde solitude, celui-ci, meurtri, s'empresse de dépêcher une missive afin de retrouver celui qui raviverait sa flamme: "Recherche garçon jardinier".

Midt inde i en primitiv filmkulisse foran en rød, hallucinatorisk bagprojektion instruerede Maddin, gråskægget og semibamset, en ældre skuespiller, jeg ikke kendte (blandt de medvirkende har været Geraldine Chaplin, Udo Kier og Charlotte Rampling), i at vende sit hoved langsomt og majestætisk - og jeg synes, det var temmelig vildt, fordi hvornår ser man ellers en auteur I FÆRD MED AT INSTRUERE? Jeg har set David Lynch og David Cronenberg gøre publicity og fået Lynchs autograf, men det her er så meget vildere - det må være ca. ligesom dengang min fars gamle ven Johannes H. Christensen så Hitchcock instruere, var det Torn Curtain?, i København, her ser man mig se:

Det var også fint og fedt her næste dag at se Tim Burton-udstilling med masser af filmrekvisitter og originaltegninger, herligst af de mest finurlige monstre, på Cinematheque Francaise, men på ingen måde det samme, heller ikke hvis vi faktisk var stødt ind i Tim, som var forbi på Master Class for nogle dage siden, fordi det vildeste i verden er at se en auteur auterisere - her er min hånd ved siden af Edward Scissorhands hånd, sådan ser en auteurhånd ud:

Tim ud og ind og ud af kulden

Da jeg interviewede Christina Hesselholdt på Bogforum i november 2003 om romanen Du, mit, du, kom der efter seancen en ung mand op til forfatteren og spurgte om, det var bevidst, at titlen bagfra kunne læses ud, tim, uD. Det var det sandelig ikke, forsikrede hun. Senere kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at kalde min oversigtartikel om danske skønlitteratur 2010 i Nordisk Tidsskrift for "Ud, Tim, ud".- men sørme om ikke Tim nu omsider er sluppet ind i den Hesselholdtske skrift (bare for straks at blive verfet ud igen), på tredie side i næste uges roman Camilla - og resten af selskabet, det er Camilla, der har ordet (og der er selvfølgelig tale om 1 dejlig lang sætning):

Jeg erindrer: Torremolinos, gud ved præcis hvad år, men lidt hippie var der stadig over det, og vi læste alle sammen en roman, der hed The Travellers, (den gik på omgang mellem os), af en forfatter, hvis navn vist begyndte med M., det var derfor, vi var i Torremolinos, hvor et af kapitlerne foregik, og derfor, vi bagefter tog til Marrakech (og derefter atter til Torremolinos som i bogen), hvortil vi ankom i måneskin, og jeg tirrede min kæreste, Tim hed han, ved at mene, at murene og jorden var gullig, ikke rød, the red walls of Marrakech, som M. havde skrevet så indtrængende om, og som vi nu omsider stod ved.

Og så ud, Tim, ud.

Alice debriefed

Visionens visualitet OK vidunderlig
i al artificiel fantasifuldhed,

men forunderlandet så plat plotificeret,
Jabberwocky himself afnonsensificeret:
Et tu, Tim!

Biografdage

I går aftes var min søn og jeg inde og se Paul Greengrass' The Green Zone i Palads, som praktisk talt ligger lige ved siden af: Mudret og udpindet plot, men suverænt nærværende eksplosioner.

Om ti minutter vandrer vi hele vejen op ad Gl. Kongvevej for at se Tim Burtons Alice in Wonderland i Falkoner-biografen, hvor ingen af os før har sat vores ben, fordi vi ikke vil se den i Palads, og den er allerede smidt ud af Imperial, men vi vil så heller ikke se den i 3D. Det er for distraherende, når man er til auteur-seance.

Blindt kuriøsere

Jeg bliver så aldeles ufunderet vred på kloge J. Hobermans patroniserende anmeldelse af Tim Burtons Alice in Wonderland i The Village Voice http://www.villagevoice.com/2010-03-02/film/tim-burton-s-alice-in-wonderland/ den eneste anmeldelse der er til at finde i dag onsdag, og i morgen har filmen premiere, og første forestilling starter ret akkurat som mit fly lifter off fra Kastrup, og hvor urimeligt er det lige, sådan som jeg har glædet mig til den filmatisering af ikke bare verdens bedste børnebog, som kålormen siger i Cykelmyggen Egon, men verdens bedste bog overhovedet, og man kan sagtens gennemskue, at der er ret meget, hr. Hoberman er glad for i filmen, bl.a. Johnny Depps gale hattemager og Helena Bonham Carters røde dronning, han vil bare ikke rigtig være ved det, og så er patronisering sådan et effektivt røgslør, men han skulle skamme sig, skulle han, når en anden ikke får chancen for at se filmen ved selvsyn før næste-næste mandag, for den går nok ikke i Shanghai Kino.