Robbie & Janus & Theis

Jeg lod være at sammenligne Janus Kodals nye digtsamling Fiasko og Robbie Williams' nye plade Britpop, som jeg er NÆSTEN lige så pinligt glad for, som jeg er upinligt glad for Kodals bog, da jeg i går til WA anmeldte Fiasko, for længere end som så holde sammenligningen ikke, men der er noget med succesfuld 90'er-cheekiness og -allestedsnærvær og insisterende, men genuint veloplagte comebacks, men hvor Robbie cheeky og ærligt forsøger at synge sig op, vil Janus cheeky og ærligt digte sig ned, ned, ned (jfr. juledigtet i forrige blogpost).

Robbies øretæveindbydende kærlige sang til Morrissey, "Morrissey", er også den sang, jeg kunne have sunget til Theis Ørntoft i stedet for at have skrevet det "Udbrud" i sidste uges WA Bøger, "Hemmelig humor", om, at han kedeligt ikke vil owne , at han er sjov, Theis : 


I like the singer
He's a little eccentric
He did an interview
I think what he meant was
I'm lost I'm lonely I'm hurt I'm abused
I need love baby, just like you
I'm isolated, deserted and friendless
But the beat goes on, and it feels tremendous

Morrissey (Morrissey)
Morrissey (Morrissey)
Is talking to me
Talking to me in code
Morrissey (Morrissey)
Morrissey (Morrissey)
It's just you and me
And they don't need to know


Come here let me hold you, let me hold you for the rest of your life
Come here let me hold you, ah ah ah ah-ah

søndag er søndag er søndag OK?

Morrissey i radioen i taxaen ud til Amager:
Everyday is like sunday
Everyday is silent and grey -
mere præcist ville det være at sige, at
denne søndag er som søndag,
denne søndag er tavs og grå,
bortset fra at Morrissey jo synger den sang,
og at jeg har det rigtigt fint i den taxa,
mens Morrissey synger den sang, og jeg
ser ud på den grå søndag, der er en grå søndag,
go away, armageddon, go away,
og nu er det allerede mandag, manisk mandag.