Viser opslag med etiketten René Jean Jensen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten René Jean Jensen. Vis alle opslag

torsdag den 15. januar 2026

Forventningspresserende

Pludselig er der bare KØ af bøger at glæde sig til - og der er slet ikke plads til de bøger, man faktisk sidder med og læser og kal læse, for kommende, voldsomt lovende bøger, man bliver nødt til og slet ikke kan lade være med at forestille sig , og først og fremmest har chefen for Marianne Larsens afrundende forlag Ekbatana Christel Sunesen proklameret en ny digtbog af Marianne Larsen, forventningen til hvilken for en kort tid lige netop overdøver sorgen over, at døden har gjort hende tavs, for heeeelt tavs kunne den så alligevel ikke gøre hende - der er ikke dato på endnu, og der må gerne gerne både gå kort og lang tid, så den er altså nr. 1 på forventningslisten, nedeunder den figurerer netop afslørede forårsbøger på Gyldendal, nej, før dem en ny bog OMSIDER, en roman, af Preben Major Sørensen på Escho, som jeg ikke har titel på, jeg spørger lige Anders Jørgen, øjeblik: 

1. Marianne Larsen: Barn i landskaber med hvidtjørn

2. Preben Major Sørensen: Utallet (skrev Anders Jørgen lige, at den fantastisk hedder, han sendte den sgufandeme også på PDF, tør ikke åbne lige nu!) 

3. Klaus Høeck: And the dead (velsignet brudt tavshedsløfte)

4. Morten Chemnitz: Færd 

5. Majse Aymo-Boot: Tingene (roman!) 

6. Runa Maria Luth: Drømmepenge (roman!)

7. René Jean Jensen: Den anden, den tredje, mig (roman!) 

8. Maja Lucas: Tennisdigte

søndag den 19. november 2017

Sætningsdigtere, top 8

Digtere der skriver i sætninger /sætning-ansamlinger - uprioriteret, generationelt organiseret - og 1 (rimelig tilfældig) sætning af hver:

Knud Steffen Nielsen
"Deres behov for det sidste ord/ tager plads op"

Peter Nielsen
"Du ligner jo et velskabt barn på benzinstationen, siger hun.
 
René Jean Jensen
"Glem det i en eller anden forstand."

Pejk Malinovski
"Digterens kanin hedder Klementin."

Majse Aymo-Boot
"Ruller man sig i sin egen tekst som en frygtelig hund?"

Josefine Graakjær Nielsen
"Har du prøvet at munden sover?"

Andreas Pedersen
"Man skænker mig et jag, så vi kan tænke anderledes, mig og katten, når vi tænker på life."
Sophia Handler
"Ryggen forbliver en plastikkælk."

onsdag den 25. november 2015

Digtere digter/udtaler sig, indenrigs

Det gode ved Venstres samling af komplet ublu selvbelønnere og hyklere med Statsminister Bilag i spidsen? Tænke, tænke ... At de må bevise eksistensen af en (godt nok langsomt svindende) gruppe af renfærdigt ideologiske borgere, som ser stort på aktuelle politikeres moral og handlinger, så længe de bare mekanisk gentager visse hævdvundne dogmer og beskytter visse(s) interesser. Men er det da godt, det der renfærdigt ideologiske? Er det ikke bare kynisme? "Jeg er ligeglad med, at de tager lidt af kassen, så længe de bare også fylder noget i MIN." Hvorfor ikke vælge Sir Hiss næste gang, han er bare en tegnet slange uden arme og derfor meget billigere i drift? Men hvad nu, hvis det ligefrem er vigtigt at være dyr i drift og selvsmørelse? Hvad nu, hvis det simpelthen er beviset på ens værdi, at man ikke sidder på sine hænder og venter på, at skattekisten åbner sig, men lidt mere proaktivt fifler med låsen?
Måske inkarnerer Venstre en rethaverisk grundstemning p.t.: "BECAUSE I'M WORTH IT. Jeg er undtagelsen fra reglen, dét er individuel lykke. Jeg stjæler ikke, jeg udligner bare proaktivt. Jeg medgiver, at det kan se ud som om jeg har fråderen på ved sammenskudsgildet, men I aner ikke, hvor meget jeg har knoklet for at komme så langt. Jeg er en selfmade man, jeg har løftet mig ud af klæbrigheden og dét udløser som bekendt madbilletter i al evighed, nu tager jeg sådan set bare mit jordiske forskud. Det er faktisk mig, der er det store offer, alt, hvad jeg gør, er et offer, jeg ofrer mig på fællesskabets alter, hit derfor med 47 aviser, engelskkursus, en vindmøllepark og skattefritagelse. Man bliver jo ikke sin egen lykkes smed uden jern, vel? Hit med jern, eller jeg tager selv. Hej, hej. Fuld? Ja, fortjenstfuld."

Et lejlighedsdigt.

lørdag den 1. august 2015

ÅRETS KUNSTNERBOG-FUND: LEO ARNAKS M Å S K E!

(René Jean Jensen viste mig en bog på Testrup, der formeligt slog øjnene ud på mig. Billedkunstneren (født 1937, ikke død) Leo Arnak Pedersens MÅSKE, 1972 (af danske biblioteker er det kun Det Kgl., der har et (ikke lånbart) eks.), som han havde (fået op)læst som børnebog, men det behøver den jo virkelig ikke være, og det kan også være helt lige meget, når den er for alle og enhver er så overbevisende, magtfuldt hypnotisk minimalistisk; her er samtlige 44 sider - en ny klassiker på dansk kunstnerbogs-kanon (skriv den straks ind, Thomas Hvid!) er genfødt (RJJ's mailkommentar: Så vidt jeg husker fik min far (som var tømrer) bogen af kunstneren selv (eller af en i Leos familie?) mens han arbejdede på dennes hus; engang i 70'erne. Jeg elskede den bog som barn.))
























onsdag den 10. juni 2015

Danske digtere siger fornuftige ting om folketingsvalget!

René Jean Jensen (som de øvrige på Facebook):

Det mærkeligste i især højrefløjens forargede snak om, at det "skal kunne betale sig at arbejde" er for mig at se den sære underliggende forestilling om folks bevæggrunde til at arbejde. Man gør det kun for pengenes skyld? Min eventuelle arbejdsglæde forringes af, at arbejdsløse modtager dagpenge eller kontanthjælp? En i forvejen stærkt svækket arbejdsglæde, må man tro. Hader folk i Venstre og Konservative i grunden at arbejde? Længes man efter at se tyendet gøre det? Det forekommer mig hverken sandsynligt eller betryggende, at de læger og lærere og skraldemænd og sosu-assistenter og kassedamer m/k og tømrere og hvad ved jeg, jeg har mødt i mit liv, allesammen udelukkende fokuserer på lønnen og lever i en art konstant fortørnelse over at andre, dårligere stillede, borgere får økonomisk hjælp. Men jeg møder måske bare ikke nok mennesker, der udelukkende arbejder for pengenes skyld. I øvrigt har jeg tænkt mig at spørge alle, der arbejder frivilligt og gratis, om hvad fanden de egentlig tænker på. Ikke penge, tilsyneladende. Smålighed og selvfedme forklædt som "rimelighed", prøv igen.

Kenneth Jensen:

Måske arbejder Lars Løkke bare bedst når han er fuld og ryger cigaretter, hvilket det så ud til, han ikke fik lov til på fx klimatopmødet, og derfor havde et anfald af dårlige nerver og svedte og sad uroligt på stolen, ligesom Hemingway, når han fremstillede sine storslåede visioner, men han turde derimod stå ved det, Hemingway skulle ikke holde ind og tisse på en motorvejsrasteplads og genfinde troen, der kom ikke tre engle og sagde til Hemingway, at det var synd for ham, men så havner det hele jo nok igen i en kedelig diskussion om, hvad det er OK at lade sig inspirere af..

Merete Pryds Helle:

til alle mine politisk ligesindede venner herinde, der skriver at I ikke vil stemme; fint. Men I ved godt at I så mister retten til at klage - ikke en eneste gang må I klage - over Løkke som statsminister? Til de ikke ligesindede; I må gerne lade være med at stemme.

Olivia Nordenhof:

efter at have hørt at venstre vil kriminalisere børn har jeg omsider forstået hvad deres politiske projekt består i: de vil simpelthen ødelægge alt. ser de en myre bevæge sig skal den dø. 

Peter Adolphsen:

Kom til at læse kommentarer på et nyhedssite. Nu vil jeg gå i seng afprøve en krydsning af foster- og nato-stilling.

torsdag den 21. august 2014

ORV! ovbidat! nr. 3! Sikke kræ!

Meget sejt, stjernespækket nummer 3 af tidsskriftet OVBIDAT (hører I redaktørmisundelsen?) og næsten endnu sejere oplæsning af SAMTLIGE bidragydere i går på Forfatterskolen, lad mig uretfærdigt fremhæve Eske K. Mathiesen, der lumsk hurtigt fremmumlede de aforistiske en- og tolinjere i hans to suiter "Detaljer" og "Bataljer", som var de kritiske sidebens-kommentarer til de længere, klarere artikulerede digte, sådan her fx:

Herr Pfefferlink, De må til hest,
selv om De sidder allerbedst,
for der er hejst et sort signal,
og ravnen skratter som en gal.
Mod syd er set en talrig fjende.
Nu må De Dem fra pølsen vende.
Til hest! Herr Pfefferlink. Til hest!
Det tegner til en livlig fest.

*

(Erindringsvirtuosen stemmer 
sit instrument.)

Og Renè Jean Jensen, der tydeligvis forskrækkede sig selv, en smule, over den nådesløst virtuose næsten abstrakte vrængen, værngen an sich,  i sit sit lange, ondt centrerede digt "air hunger", et klip midtvejs (Eskes tolinjer kunne i og for sig godt have indgået):

lort æder du
lort siger du
dingleværk, sol
et neutralt blik for enden af hånden
jeg vil ikke myrde dig for at tage bad i dig
nu jer jeg så død, nu skal der eddermame bades
skrækindjagende dumme baklys
en mons på selvfedme
jeg vil hadpadle mig væk fra den
er det farligt?
hvem er det farligt for?
it's no good, it's no good, sagde den modigt masturberende
udfold dette æble i Danmark ved at æde det
knib lorten over, det er selvkritik

Og Signe Gjessing, der nænsomt og dramatisk gjessingficerende læste fraværende Christoffer Thunbo pænt pure poemer op:

mørkt er skiftet ud
med abrikosmarmelade
og du løsner
de vegetariske stjerner op
i masserede rytmer
                       din duft
er en hulahopring
omkring mig
og du står i en verden
i hele din frugt
mine nysgerrige hænder
læser nyt
                   i din fred

Men det er jo virkelig ikke som om, Peter Laugesen (PETER!), Marianne Larsen (MARIANNE!), Sophia Handler (SOPHIA!)  og Ursula Andkjær Olsen (URSULA! der ingen erindring havd om at have skrevet sit lille, skrapt læserbrevs-mimende bidrag) på bladet og på scenen er og var en disse ringere (de to (for mig) mindre kendte bidragydere/oplæsere, Anne-Sophie Bogetoft Mortensen, med skrøbelige erindringsfragmenter, og Maiken Abildgaard, med trevlet prosa, kunne henholdsvis svært og slet ikke følge med). Vi kan lige nå en Brabrand-idyl af PL i anledning af det forhåbentlig falske efterår:

regn af tegn
i den lange grå korridor

og tykke skyer af tid
hen over vejen

hen over vejen foran kvickly
fygter to damer med tasker

det kan godt være
de ikke har travlt
men det har vinden

- held og lykke til de nye redaktører, Jakob Slebsager Nielsen (også red. på dette nummer) og Cæcilie Højberg Poulsen, som den afgående red. og stifter Rolf Sparre Johansson har overladt dette Exklusive Tidende til!

lørdag den 22. marts 2014

Yndlingskritiker-top 5 + 1

1. Bo Tao Michaëlis, Politiken (men giv ham nogle andre bøger = ikke-krimier og meget gerne poesi - han var great som Nellie-presenter ved Kritikerlav-arrangement)

2. Tue Andersen Nexø, Information

3. Kamilla Löfström, Information 

4. Jørgen Johansen, Berlingske

5. René Jean Jensen, Information

Yndlings- OG hadekritiker

1. Erik Skyum-Nielsen, Information 

søndag den 16. marts 2014

Det skrigviolette forfattersegment (findes der andre?)

Henrik Dahl har igangsat en vældig klynkekampagne på sin blog og i interviews, der plæderer for et Ankenævn for Anmeldelser, fordi han stadig væk ømmer sig over og ikke vil finde sig i de anmeldelser, han fik i Politiken og Information, citat fra omtalen i Berlingske:

»Jeg påstår jo ikke, at min egen bog (NT - en forstadstragedie, red.) var noget mesterværk. Jeg vil selv vurdere den til et 9-tal på den gamle karakterskala. For selvom jeg har fået mange gode reaktioner på den, har jeg stadig meget at lære, men jeg synes, at der er en tendens til at lave utroværdige anmeldelser.« Sådan siger den danske sociolog, forfatter og boganmelder Henrik Dahl til Kristeligt Dagblad om sin debutroman, der i efteråret af Information og Politiken fik en behandling, han sent vil glemme. Mens Informations kulturredaktør og anmelder skrev, at »Henrik Dahls såkaldte satire er så ubehjælpsomt skrevet, at det har kultpotentiale«, lød det kontant fra Politikens anmelder, at: »Henrik Dahl flopper fælt som romanforfatter«. Det har nu fået den 54-årige forfatter til at gøre status. I et tankeeksperiment på sin blog foreslår han nu, at der bør oprettes et ankenævn for urimelige litteraturanmeldelser, der efter hans mening er en stigende tendens herhjemme. »Se bare, hvordan Bent Jensens nye værk er blevet anmeldt med alt fra to stjerner til topkarakter. Det virker utroværdigt, hvis en bog er blevet anmeldt med alt fra to stjerner til topkarakterer,« siger Henrik Dahl til Kristeligt Dagblad og forklarer på sin hjemmeside, denhenrikdahl.dk, hvad tanken med ankenævnet kunne være. »Med Ankenævn for Anmeldelser mener jeg et sted, hvor for eksempel Josefine Klougart (dansk forfatter, red.) kunne have klaget i det hypotetiske tilfælde, at en stor avis havde givet hendes seneste bog til en kriminalroman­anmelder, der siden var vendt tilbage med bedømmelsen: »Nul handling – nul stjerner« – og litteraturredaktøren på den store avis derpå ukritisk havde sendt denne bedømmelse i trykken,« skriver den forurettede sociolog og fortsætter: »Skulle det være sket i virkeligheden, og havde Ankenævnet for Anmeldelser eksisteret, ville det uden tvivl i mere slebne vendinger have skrevet det, alle litteratur­interesserede spontant havde tænkt: Denne anmelder er idiot, og redaktøren ikke sin opgave voksen.«

Forhåbentlig mener han det ikke alvorligt med et ankenævn, for hvem kan og bør dømme, om en smagsdom er korrekt og retvinklet? Dommen over smagdsdommen har læseren jo; finder han og hun, at der bliver argumenteret - herunder eksemplificeret/dokumenteret - overbevisende for den fældede dom, så gælder den dom over den bog for den læser. Jeg synes da ikke, at en krimianmelders anmeldelse af en Klougart-roman skulle være forbudt; jeg synes endda, det kunne give meget god mening med en ikke-indforstået Klougart-anmeldelse, bortset fra at jeg slet ikke tror på relativerende fag- eller segment-anmeldelser og -anmeldere af skønlitteratur, eftersom al skønlitteratur skal kvalificere sig som sprogkunst. Og hvis vi kigger på René Jean Jensens Information-anmeldelse af Dahls roman (link oppe i klippet) - hvilket Dahl nemlig slet ikke gør, han nøjes med redaktør Peter Nielsens misbrug af anmeldelsen (til at forlange at Dahl ikke anmelder skønlitteratur (og det skal han bare ikke gøre, fordi han ingen litterær SANS har og heller ingen synderlig viden)) - når René jo slet ikke frem til at tage stilling til og eventuelt diskvalificere genren (satirisk underholdningsroman eller hvad det må være; vel også den genre, Hans Scherfig benyttede sig af, ingen grund til kritisk relativering dér!); han nøjes med at forholde sig til til akkurat sprogkunsten, helt nede på grammatisk og stilistisk sandkasseniveau og længere oppe i den - hvad skal man kalde det? - kompositionelle forholdsmæssighed, og han eksemplificerer hele tiden, faktisk består vel op imod en tredjedel af anmeldelsen af citater fra bogen. Hvis der faktisk var et ankenævn, ville Dahl have en særdeles dårlig sag, fordi han så skulle bevise, at Renés eksempler faktisk er eksempler på fremragende litteraritet eller bare god stil eller bare udmærket sprog; jeg citerer med glæde fra Renés citeren:

Henrik Dahl er en kendis. Nu har han skrevet en roman. Okay: Det er en af de ringeste bøger jeg nogensinde har læst. Dårlig på alle planer. Skrevet på onkeldansk, uden dybde, uden engagement og totalt uden gehør, spækket med døde formuleringer og fraser, så man f.eks. »anbringer sig bekvemt« i sofaen og »nyder sin kaffe«, manden har konen »til bedste« når han laver en practical joke med hende, køkkenet »gøres ryddeligt ved fælles hjælp« i den lille familie i Lyngby osv. fra skuffen med livløsheder. Sådan skriver man når man ikke har et levende forhold til sprog, men højst pirker lidt til det fra tredjesals højde. N.T. er en hjælpeløst skrevet roman af en stilistisk rådvild forfatter. En skribent som glad og fro tumler rundt mellem ufrivilligt komiske metaforer a la »fra de klassiske lænestole, der tog så kærligt mod trætte mennesker som bedsteforældre mod et barnebarn« og narrativt helt unødvendige og tomgangsagtige gengivelser af the freakin’ obvious, såsom hvordan man jo iføres et forklæde ved frisøren, hvordan man egentlig spiller mikado, hvordan man tænder en grill (»det er nervepirrende at tænde en grill, nederst skal man lægge…«), hvordan menu-logikken er i Arkens restaurant, og, over et helt kapitel, gudhjælpemig, hvordan nedrykningsdramaet forløb i runde 33 af Superligaen, beskrevet så man på ingen måde forstår, hvorfor det er med i bogen.

Overbevisende dømt ude, dømmer denne dommer.

fredag den 4. oktober 2013

Kulslået tvangsspejlingstræthed

Et grundlæggende - hvad skal man kalde det - optisk problem, der så også bliver et kunstnerisk (intensitets-)problem, i Kongskilde NS 5100 (og i mindre grad i Smukke biler efter krigen og Skønvirke), er det klassisk polemiske: at bruge alle sine kræfter på vrænge ad og forvrænge (og parodiere: endnu en halv krimi, come on) idioterne og idiotien og så helt rimeligt blive irriteret på sig selv over at bruge alle de kræfter og al den tid og alt det talent på idioterne og idiotien, og så bruger man demonstrativt så få kræfter og så lidt tid og så lidt talent som muligt, vrænger af sin vrængen ved at lavintensivere den: de skal i hvert fald ikke tro, idioterne, at man kommer op at køre over dem og deres I STEDET FOR AT LADE DEM/DET RAGE DIG EN HØSTBLOMST!

ELLER EN FERSKEN! René Jean Jensens klumme i Information idag, der slet ikke handler om bogen, stikker fint til den første selvgode, bedrevidende del af vrænge-processen:

Jeg så engang en dommedagsprofet sætte sig ind i en taxa, efter han havde talt længe om den snarlige undergang. Han satte sig ind og tog med noget, der lignede et lettet lille smil en fersken op af sin taske og bed til. Det var godt nok i en drøm, jeg så det, men det var helt i tråd med min mistro mod dommedagsprofeter, deres hensigter, deres selvtilfredshed. Man kan jo bare prøve at dommedagsprædike lidt selv for et udvalgt publikum, det er ærlig talt bekymrende, hvor befriende det er. Det opleves som en stafet. Man afleverer en depeche indsmurt i alverdens dårligdomme til den eller de omkringstående og kan velfornøjet sjoske videre. De står så til gengæld tilbage med depechen, en følelse, der næppe kan være ukendt for læsere af denne avis, for resten. Men hvad er egentlig problemet med den dommedagsprofet? Må han da ikke holde fri, må han ikke nyde frugt efter sin præstation? Joh, men måske skulle han have spist ferskenen under sin dundertale, det ville have kompliceret hans udsagn en smule, tror jeg, og måske også levnet tilhørere som mig (nærmest dysfunktionelle af mistro) en chance for at se andet end holdning i ham.

I stedet for at brække sig over sin vrængen, burde Frost fodre den med ferskener.

fredag den 6. september 2013

Årtiets bedste dårlige anmeldelse

må være René Jean Jensens anmeldelse af Henrik Dahls roman NT i Information, så fantastisk lysfuldt perlende ond, men det ondeste er jo, judoagtigt, at det ondeste er citaterne fra bogens selv: Se via nøje udvalgte zooms, hvordan denne bog grusomt slår SIG SELV ihjel: ligesom RJJ længe var den bedste tavse digter i sin generation, indtil han omsider udgav to fremragende bind med poesi og kortprosa, har han længe være den bedste tavse kritiker (der kun i små livelige live-glimt, fx på Ta' og læs på Testrup H, har flashet sit skarpe blik) nu er der heller ikke her nogen vej tilbage! Vi kræver, at han bliver fast hoved-Inf-anmelder og fyrsteligt betalt for det; dette er lammetævningens suverænt nådesløse afslutning:

Henrik Dahl skriver et særligt uskønt revisordansk: »Han var en højt estimeret foregangsmand inden for professionaliseringen af det økologiske landbrug, som hun i mange år havde dannet par med.« Ikke just elegant, vel? Eller: »Resten af dagen var gået slag i slag med kontaktsøgende børn og madlavning og oprydning, og der havde ikke været tid til at snakke om den mulige sigtelse for overtrædelse af den milde terrorparagraf«. Det er jo næsten sjovt i al sin klodsethed. Faktisk skraldgrinede jeg mange gange i løbet af de første 30-40 sider. Vantro og næppe, hvor Henrik Dahl vil have mig til det. Som satire er N. T. nemlig bovlam, selvgod og mildest talt forstenet, hvad kønsroller angår, jeg mener, er pointen virkelig, at kvinder er kontrolfreaks med økodiktatoriske tilbøjeligheder og mænd nogle ultra konfliktsky vatpikke, der først i sidste øjeblik finder ud af hvor befriende det kan være at slå konen? Det er sgu nok en metasatire, tænkte jeg, da gassen var gået af morskabsballonen og romanens flad-og fadhed havde sat sig tungt på mig. Måske vil Henrik Dahl teste hvor elendigt han kan skrive og stadig blive inviteret i morgen-tv for at debattere helsefanatisme og økodogmatisme på baggrund af et påskud af en bog? Det vil vise sig.


- René prøver at se lige så superskurk-bad ass ud, som han fra i dag er

onsdag den 27. marts 2013

Fjendsk anmeldelse, nu med initial ekskurs

(1. udgave af min anmeldelse af Anders Abildgaards Min fjendes fest, der omsider er kommet i avisen i dag:)

BLA-BILLED-SKÅR Anders Abildgaard kontrasterer cool nok egen halv-hysse sætningsstøj med udsøgt oversat Wittgenstein-nervøsitet

Alle de munde, vi har

Anders Abildgaard: Min fjendes fest. 85 sider, 200 kr. Gyldendal

Af Lars Bukdahl

Gid det var digteren og kritikeren René Jean Jensens toptunet ekstatiske anmeldelse, på kollektiv-bloggen Promenaden, af Anders Abildgaards ”digtsamling” Min fjendes fest, jeg skulle anmelde. Eller gid det var den bog, Jensens anmeldelse uimodståeligt fremmaner, jeg skulle anmelde. Eller gid jeg var lige så smittende og besmittet begejstret for Anders Abildgaards bog som Jensens anmeldelse, der begynder sådan her, er: 
   ”Skulpturelle tekster. Hvilken syre, hvilken erosionsproces. Cuts, jump-cuts. Stumfilmens iris-shot, men her ikke pointeret eller prægnansbåret, ”en ny, rød Ipod”. Parataksen og forståelsen og og’erne (her snarere kommaer) der ikke forbinder men sidestiller, forståelsen der febrilsk leder efter niveauforskelle, den slags forståelse, som en instans der vikler ud, udvider teksten, men hvad nu hvis teksten allerede er fuldt udviklet, helt udvidet? Det kan den ikke være, siger læseren. Jeg kan altid vikle mere ud, c’est ma raison d’être. Be my guest.”
   Jeg læste Abildgaards bog to gange, før jeg læste Jensens anmeldelse, og en halv gang lige efter og synes klart, at den blev et nøk bedre den halve gang, fordi anmeldelsen havde tvunget mig op i læse-gear. Og jo hurtigere mine øjne læser og synes de skal og kan læse, jo bedre oplever jeg bogen, men også i den halve læsning gik mit blik forholdsvis hurtigt ned i fart. Fordi jeg oplevede intensiteten i de disparate sætninger – der altså ikke automatisk gør mig desperat – og i springene i mellem dem som usikker og ustadig. Hvilket sagtens og sikkert er meningen, men det hjælper ikke på mine øjnes irritation. Eller kvalificerer irritationen avantgardistisk som ”febrilsk”.  Her er første afsnit i bogens første tekst, prøv at læse det i al hast:
  ”Vi leger med Bakugan ved søen, vi sidder med fødderne i vandet. Vi sidder på badebroen, så går vi ad badebroen på vej op til huset, står foran døren og banker på, som var vi i et eventyr, den søde lyd af screaming metal, horse og flame. Vi spiser af den store gryde, stuen er varm, dyret frisk, skudt gennem halsen + Et fejlskud gennem bugen + Hil jagten, hil kødet, det er mørt, skindet sprødt og øllet åh så drikkeligt og fedt, tyktflydende som smeltet smør.”
  Det går hurtigere og hurtigere, ikke også? Men et dårligt humør toner også stadig mere ondt på, og jeg tripper altså bare stærkere på optimeret, mærkbar vrængen end på eksemplarisk, nok så absurd anonymitet som i citatets begyndelsen og afsnittets afslutning: ”Talsmand To dykker i poolen, lyset virker igen./ De tygger på en gren, vi tygger en lakridsrod./ Vi vælter rundt i hoppeborgen”
  De bedste sætninger i bogens første kapitel fire afsnit – to linje-spredninger, to totalklumper – er de mest marsbo-foragtfuldt nidstirrende og aflyttende, på og til menneskenes dekadente og elementære dårskab. Her et klip fra en seriøst og kostelig sort rundgang i totalklump nr. 1, det handler vistnok om sex:
  ”Tungen leder efter åbninger. Åbningerne leder efter tunger. Alle de munde, vi har. Vi keder os i munden og kommer til at ville gøre noget ved det.”
  Flot fæl formel, ikke sandt?
  Og gid jeg havde begyndt anmeldelsen med at tale om bogens andet kapitel, der fylder 35 ud af 85 sider, og simpelthen er Anders Abildgaards forfinet lydhøre oversættelse af filosoffen Ludwig Wittgensteins dagbøger fra 30’erne, da han opholdt sig i Cambridge – og lige så plat grotesk og grotesk plat, de kollektive vi’er og de’er i første kapitel skriftligt ter sig, lige så civilisatorisk dirrende og stiligt skriver Ludwig i al fundamental ensomhed om sine kvababbelser over sin kæreste, sine kolleger, sin undervisning, sin filosofi og sig selv. Hvilket er en god, gammeldags fornøjelse i sig selv og – som rekordlang del-readymade i ny, dansk litteratur – et prægtigt postmoderne postyr i kombi med egenhændigt flerstemmige kapitel 1:
  ”Til cirka mit 23. leveår ville det have været umuligt for mig at sove i en fritstående seng & i det hele taget kun med ansigtet vendt mod væggen. Jeg ved ikke hvornår den frygt forlod mig. Var det først under krigen?”
  Og jeg kunne så bare ønske, at Anders Abildgaard i højere RJ Jensensk grad, i sin til syvende og sidst for lidt maniske maskerade havde annammet Wittgensteins sidste maxime:
  ”Manér i skrift er en slags maske hjertet skærer ansigter bag som det lyster.”

fredag den 26. oktober 2012

Ariske arier

Danske anmeldelser er ariere, troede jeg René Jean Jensen sagde til sidst til i Kritikersalon med ham og mig og to irriterende kvikke studerende, Malte og Benedicte, om Jens Smærups Hjertet slår og slår til Kamilla Löfströms anmelderihold på KUA, hvor jeg forgæves prøvede at gøre mit defensive forsvar for romanen (og min rent glade anmeldelse jo) offensivt, men faktisk havde han sagt: Danske anmeldelser er arier, hvilket nemlig er lige så korrekt, danske anmeldelser er ariske arier.

torsdag den 21. juni 2012

BLOGDAHL-EXKLUSIVT: MAi-TALE TIL JENSEN

Professor Anne-Marie Mais tale ved uddelingen af Michael Strunge-prisen (der fra nu af uddeles til en digter for hans eller hendes bog nr. 2) til René Jean Jensen; Tue Andersen Nexøs tale kan læse ovre på Promenaden, blog-co-op! (tak til AMM for publikationsæren):


Michael Strunge prisen 2012
Michael Strunge sagde om sin bog nr. 2, Fremtidsminder, fra 1980, at det var som om alting stod i den bog – han var heldigvis ikke beskeden på sin egen digtnings vegne. Strunge kaldte også sin egen svære 2´er et sansekatalog og en ”udskrevet” bog over tid og rum. Han blev ved med at kredse om netop dette digtværk i vores samtaler om hans forfatterskab. Fremtidsminder var lykkedes for ham, og den var et reservoir, hvorfra han hentede motiver og indtryk til andre senere digte. Han talte om, at her var han nærværende i sit eget poetiske rum. Efter en succesfuld debut er det vanskeligt at komme igen som digter og forfatter. Debutanter bliver som regel nogenlunde venligt og menneskeligt modtaget, mens ingen anmeldernåde bliver bog nummer to til del. Bog nr. 2 kan havne i hårde hænder, og den kan nemt vise sig at være et flop, der brat stopper alt videre professionelt digterliv og ditto dagdrømme.  Modtagelsen af Strunges Fremtidsminder var blandet, men Poul Borum afgjorde nok sagen ved at pointere, at man i Fremtidsminder bliver indtaget af digterens personlige billedverden, som han hele tiden er i stand til at aftvinge nye aspekter. I Strunges tid var der ikke så meget tvivl om, hvornår man var debuteret; det var man med sin bog nr. 1, der udkom på et professionelt forlag. I dag stiller sagen anderledes. Ofte udsender de unge digtere og forfattere små pamfletter og hæfter på forlag, der forsvinder lige så hurtigt som de er opstået.  Man kan kalde det debut´er eller små prøveballoner, som ofte får et kort og flyvende liv. Sådan har det i al fald været for René Jean Jensen. Det første lille hæfte udkom i 2001 på Basilisk med titlen, Opvågningsbog. 16 sider til en rund tyver og for længst udsolgt fra forlaget.  I dag en sag for samlere. Så gik der mange år og så kom der lige i to bøger i rap i 2010. Debutbogen med prosastykker, Om april, i maj, fra forlaget Anblik, og den suveræne to´er, digtene , Jeg har planlagt at dagdrømme. Den ligner overhovedet ikke Michael Strunges Fremtidsminder, og så alligevel kan man nok med en vis snilde sammenligne bøgerne og finde berøringspunkter. Som Fremtidsminder er Jeg har planlagt at dagdrømme en bog, hvor man næsten synes at alting står. Den er et katalog over sprogvendinger, sansninger, oplevelser, paradokser og indfald. Vi er i en talende digtnings spor, i et hverdagsunivers, der kan åbne sig både for drøm, vision, fantasi og surrealistiske syner, selverkendelse og selvhad, og vi er i et spejlkabinet af jeg-figurer. Også selve titlen har en efterklang af Strunge - i al fald i den parodiske del af hans digtning. Bogen er et fletværk af formuleringer og indtryk, der veksler og af og til får man næsten en post-Strunge-fornemmelse, når man læser et digt som følgende:  

Jeg er endda lidt
misundelig på den måde
du er ingen
på

og nu er det min tur
til at være urimelig

nogen skal straffes
for ikke at være mig

vinduerne blækker

jeg ville gerne være
i nuet men det står
uden for mig

med fugle i.

Her er vi i en heldig kombination af en slags post-Strunge og post- Højholt poesi, og det er godt at være her som læser og en meget speciel erfaring at gå på opdagelse i bogens jungler af ord. Indimellem kan det bliver næsten for meget, halsen snører sig sammen, når man skubbes videre, før man får tænkt færdig over formuleringer som ”hvordan gøres den hjernevaskede beskidt igen?”.  ”Alt det sprog, det gør mig trist” (s. 22) – siger digteren, og læseren nikker, men sådan skal det være. En bog af poetisk highlights er utålelig.  Jeg kommer til at tænke på Erik Knudsen, der engang spurgte en kollega: Får du udskilt nogle ord for tiden? ”Ja”, svarede kollegaen. ”Gør det ondt?”, spurgte Knudsen; ”Nej”, svarede kollegaen. ”Så er det alvorligt”, konkluderede Knudsen.  Ofte synes man som læser netop sådan er det hos René Jean Jensen, og man tænker, at her – i netop i denne sætning - er der stof til en hel samling digte, men novelle, eller måske en roman i den enkelte sætning.  Tænk at læse en novelle med begyndelsesordene, ”Jeg har planlagt at stå på jorden og gynge på hælene” (s. 51), en roman med slutningen ”Køerne står tilfredse, smilende i aftenlyset” (s. 51) eller et digt med begyndelsesordene ”Agurkeduft i gaden” (s. 53). Sådan et digt kan man læse hos René Jean Jensen, og det gør læseren sulten efter flere ord, flere agurker, mere poesi og også gerne fortællinger.


Jeg har planlagt at dagdrømme
opviser en ordkunst og sprogkunst, der kan sprede sig i mange forskellige retninger.  Der er noget i energien, det på en gang adspredte og det kompromisløse i projektet, der minder om midt tresser-generationen. Karakteristisk digter nok Rene Jean Jensen da også om en vis berømt Brabrand-hund, tilhørende en af disse digtere. Jeg tror, at det er godt og løfterigt, hvis bog nr. 2 er kompakt, næsten for fuld af sprog og ord, der måske vil falde ind i og ud af de følgende bøger, sådan som vi eksempelvis ser det hos Kirsten Thorup. René Jean Jensens bog nr. 2 ligner både et reservoir for nye bøger

Derfor fortjener bog og digter Michael Strunge-prisen 2012!

onsdag den 20. juni 2012

Vor tids Strunge - RJJ - nægter at runge

Jeg bør have styr på alt (smalt) litterært, så hvorfor er den revitaliserede Michael Strunge-pris blevet uddelt til René Jean Jensen - et valg jeg helhjertet bifalder og frygteligt gerne have bifaldet helt KONKRET - på en ukendt lokation og med flere taler, heraf en ved Tue Andersen Nexø (iflg. (han var også til stede!) Martin Larsens blog Udpost) UDEN MIT VIDENDE (men OK, måske er det min altid overfyldte postkasses skyld!?); nu sidder jeg her og føler mig snydt for deltagelse i fortjent bifald og alt, hvad jeg har, er denne mildest talt skaldede pressemeddelelse fra - af alle steder DR, iflg. hvilken det er Gyldendal, der har overrakt prisen, og jeg har også altid gerne villet møde Gyldendal in person:

René Jean Jensen tildeles Strunge-prisen

19. jun. 2012 13.19 Kultur Opdat.: 19. jun. 2012 16.00

Den 19. juni, på Michael Strunges fødselsdag, overrækkes prisen i hans navn til en skønlitterær forfatter. I år er det forfatteren René Jean Jensen, der skal hyldes for sin anden udgivelse. Han modtager prisen for digtsamlingen "Jeg har planlagt at dagdrømme". René roses for en "fuldstændig sikker, aldrig svigtende sans for sætningernes musik og rytme" af komitéen, der har udvalgt "Jeg har planlagt at dagdrømme" til prisen på 50.000 kroner. Digtene i samlingen roses for at være skønne, morsomme og intelligente.  René Jean Jensen er uddannet fra forfatterskolen. Han debuterede i 2010 med prosasamlingen "Om april, i maj". Michael Strunge-prisen overrækkes i år af Gyldendal. Digteren Michael Strunge blev født den 19. juni 1958 og begik selvmord den 9. marts 1986. Han nåede i sit kort liv at udgive 11 digtsamlinger.

MEN TILLYKKE RENÈ! Med så suverænt konverserende (frem for SKRIGENDE!) at opstille drømmens husholdningsregnskab (frem for at FOLDE dens FANER UD) med livlig listighed (frem for LIVETS HASTIGHED)

fredag den 25. maj 2012

Jeg stjæler Merkur

Apropos fremragende, så har Pia Juul offentliggjort en af de nye, utrolige tekster, hun læste op til Promenaden-aftenen, og som hun af en eller anden grund kalder "noveller" (måske af hensyn til dansklærerne, som det er helt OK at tage hensynsfuld hensyn til), på Promenaden, og kun rimeligt, når jeg nu har foræret Promenaden en blogpost, at jeg stjæler Juuls tekst til Blogdahl, synes jeg nok:

Excentrisk

 
Det er Merkur, siger hun og ser vist på mig. Den drejer den forkerte vej. Det er derfor der sker så vilde ting lige nu. Få den til at holde op, siger jeg, men det magter hun ikke, hun kan ellers alting, hun står alt igennem, bryder sammen men rejser sig. Jeg kan intet. Er lille, ved ikke engang med Merkur, hvor den
befinder sig eller hvad den er og hvordan. Jeg slår det op; det magter jeg. Men kan ikke se nogen steder at det skulle gå den forkerte vej. Og dog, jeg finder at baneexcentriciteten varierer kaotisk og denne tilstand opstår i perioder med høj excentricitet. Det gør mig glad, det lyder rigtigt, jeg forelsker mig straks i Merkur som ikke har nogen stabilitet i sine omdrejninger eller ruter eller baner eller hvad det er, og excentricitet, hvor er det dejligt at vide at selv planeter er uforudsigelige. Eller upålidelige. Eller ustabile. Ligesom mig. Det er mig der er skyld i alle de vilde ting der sker lige nu. Jeg er en planet. Det er mig der er Merkur, jeg er den mindste af dem, jeg drejer faktisk den forkerte vej og befinder mig meget meget tæt på solen. Av. Av!

Og nu kom der tre nye tekster af René Jean Jensen på! Promenaden marcherer, nej, stepdanser!

lørdag den 12. maj 2012

Onsdagsekstra på en lørdag

I anledning af to års-jubilæet for middag + oplæsnings-eventen Opdigtet Onsdag udsendte Frk. Onsdag, April Lauring, en vældig antologi, Det bedste af det bedste på en opdigtet onsdag, som jeg endelig fik i hænde i går ved en videoptagelse i onsdags-lokalerne på Islands Brygge, hvor Mai Misfeldt og jeg skulle snakke Helle Helles Rødby-Puttgarden i forbindelse med et fortjenstfuldt. ambitiøst onsdags-projekt på gymnasierne, der bl.a involverer særudgaver af nyklassikere af Helle, Lars Frost og Pablo Llambìas; de fleste af de to års onsdags-mevirkende bidrager til antologien og mange af dem med friske tekster, herunder ikke mindst Helle med disse tre distinkte drømme:

Jeg ligner Østen Warnerbring i Line Knutzons nye bukser.

Ida Jessen siger, at det klæder mig umådelig godt at tygge igennem på mit tyggegummi. Jeg har altid gået og smågnavet, siger hun.

Da jeg ligger i dynerne med min mand, dukker Yves Saint Laurent op for fodenden. Jeg spørger om jeg kan gøre noget for ham, og han beder om en "Number one 2 go". der er tale om ufattelig velplejet kød.

Jeg har ikke læst det hele, men lad mig også fremhæve Jens Blendstrups. Lars Frosts, Pia Juuls, Hans Otto Jørgensens (forklædte nye kalkun-tekster?), Harald Voetmanns og brd. Woetmanns bidrag og citere René Jean Jensens perfekt Renéske og Jeanske og Jensenske tekst:

Sommerfuglen fløj hurtigere end jeg havde forestillet mig. Og lavvandet var lavere. Ålekvabberne mindre. Bag og over os stod en lærke og forsøgte at lyde som mindst to. Vindmøllerne var til gengæld fuldkommen efter bogen. Hvor humorforladt en opgave at skulle falde i søvn. I miniature-kirken så vi en ormædt Jomfru Maria med forslået ansigt, forskubbet næse, gennembokset. Jesu torturoffer, armløs, hængende på korset i rygsøm. Ryler minder mig altid om litteratur, og det, at jeg ikke ved hvad ryler er. Strandko så længe på os med indisk ynde. Søvn som noget uventet på langs? Om morgenen planlagde jeg at slå mig selv på kinden ved en officiel lejlighed. Om aftenen havde der ingen lejlighed været, åbenbart.

God falsk onsdag!

onsdag den 5. oktober 2011

J-E-A-N

Triptykon i anledning af uddelingen af Albertine-Prisen til René Jean Jensen 5. oktober, 2011 på Forfatterskolen

Motto af Jean Paul (muligvis eneste tyskskrivende digter, der hedder Jean):
Jeder Mensch glaubt, er sei unter allen der wichtigste, der beste; aber nur der Narr und der Dummkopf haben den Mut, es zu sagen.

1. JEAN DE FRANCE af Ludvig Holberg (hidtil navnkundigste Jean i dansk litteratur) – 3. scene, 1. akt

JEAN : La la la la la la. Nu kommer jeg ikke ihu den bougre de pagrad, som jeg lærte sidst af Monsieur Blondis; pardi, det er en grand malleur. Mais voilá mon père et mon Sviger-Père; bon matin, Messieurs ! comment vive ma chere Isabelle?

JERONIMUS : Hør, min god Hans Frandsen! Jeg er fød i Christen Bernikovs Stræde, min Fader ligesaa. Der har aldrig nogen Isabelle eller Fidelle været i vort Huus; jeg hedder Jeronimus Christophersen og min Datter Elsebeth med Gud og Æren.

JEAN: Det er alt det samme, mon cher Sviger-Papa: Elsebet, Isabelle eller Belle; alene det sidste er det meer fornemme.

JERONIMUS: Hvo der kalder min Datter Belle, skal have med mig at bestille; thi det er et Hundenavn. Vil I ikke kalde os ved vore Christne-Navne, kan I see Jer om et andet Svogerskab. Jeg er en gammeldags ærlig Borger, og lider ikke saadanne nye Allamoder, forstaar mig heller ikke paa saadan høitraven Parlering.

JEAN: Pardonnez moi! Mon cher Sviger-Papa! Man siger aldrig nye Allamoder (…) c’est ne pas bon Parisisk, c’est Bas-Breton, pardi, La la la la. Dette er det nyeste Menuet, composé par le Sieur Blondis. Pardi, det er en habile homme, le plus grand Dantze-maitre en Europa. Hedder ikke Dantze-Maitre paa Dansk ogsaa Dantze-Maitre ? Jeg oublieret ganske mit Dansk dans Paris.

JERONIMUS: Det er Skade, at I har ikke glemt hvert Bogstav; thi nu kan hverken Dansk eller Fransk forstaa Jer. Havde I biet 14 Dage længer i Paris, havde I vel ogsaa glemt Jer Navn.

JEAN: No ma foi, jeg glemmer aldrig saa let, at jeg hedder Jean de France, non pardi non.

FRANDS; Jean de France nong Paradis nong, er det Hans Frandsen på Dansk? Det Sprog maa være mere rigt end vores.

JERONIMUS: Det var bedre, i Steden for at spørge mig om Saadant, at I gav Eders Søn et par Ørefigen paa hans Pandebrask.

JEAN: Messieurs! Je demande pardon, jeg maa gaae ; vi Parisiens kan ikke være længe paa eet Steds. La la la la la la. Jeg maa hen og see mig lidt om á la Greve. Adieu si long!

[Gaaer ud.]

2. Jean vs. Jean, en navneremse

Jean-Luc Godard

Jean Harlow

Wyclef Jean

Jean M. Auel

Jean Baudrillard

Jean Seberg

Jean Renoir

Jean Rhys

Jean Sibelius

Jean Smart

Jean-Paul Sartre

Jean Stapleton

Jean Racine

Jean Shrimpton

Jean Cocteau

Jean Simmons

Jean Genet

Jean Genie

3. H.C.. Andersens eventyr HJERTESORG oversat til engelsk af Jean Hersholt (1886-1956, dansk skuespiller i Hollywood, der  oversatte samtlige HCA’s eventyr)

HEARTBREAK

The story we have for you here is really divided into two parts. The first part could be omitted, but it gives us some preliminary information which is useful.
  We were staying at a manor house in the country, and it happened that the owner was absent for a day or so. Meanwhile a lady with a pug dog arrived from the next town; come, she explained, to dispose of the shares in her tannery. She had her certificates with her, and we advised her to seal them in an envelope and to write on it the address of the proprietor of the estate, "General War Commissary, Knight," etc.
  She listened to us, took up the pen, then hesitated, and begged us to repeat the address slowly. We complied and she wrote, but in the middle of the "General War--" she stopped, sighed, and said, "I'm only a woman!" While she wrote, she had placed her Puggie on the floor, and he was growling, for the dog had come with her for pleasure and health's sake, and a visitor shouldn't be placed on the floor. He was characterized outwardly by a snub nose and a fleshy back.
  "He doesn't bite," said the woman. "He hasn't any teeth. He's like one of the family, faithful and grouchy; but the latter is the fault of my grandchildren for teasing him. They play wedding, and want to make him the bridesmaid, and that's too strenuous for the poor old fellow."
  Then she delivered her certificates and took Puggie up in her arms. And that's the first part of the story, which could have been omitted.
  Puggie died! That's the second part.
  About a week later we arrived in the town and put up at the inn. Our windows looked out into the tannery yard, which was divided into two parts by a wooden fence; in one section were hides and skin caps, raw and tanned. Here was all the equipment for carrying on a tanning business, and it belonged to the widow. Puggie had died that morning and was to be buried in this section of the yard. The widow's grandchildren (that is, the tanner's widow's, for Puggie had never married) covered the grave-a grave so beautiful it must have been quite pleasant to lie there.
  The grave was bordered with broken flowerpots and strewn over with sand; at its head they had stuck up a small beer bottle with the neck upward, and that wasn't at all symbolic.
  The children danced around the grave, and then the oldest of the boys, a practical youngster of seven, proposed that there should be an exhibition of Puggie's grave for everybody living in the street. The price of admission would be one trouser button; that was something every boy would be sure to have and which he also could give to the little girls. This suggestion was adopted by acclamation.
  And all the children from the street, and even from the little lane behind, came, and each gave a button. Many were seen that afternoon going about with one suspender, but then they had seen Puggie's grave, and that sight was worth it.
  But outside the tannery yard, close to the entrance, stood a ragged little girl, very beautiful, with the prettiest curly hair, and eyes so clear and blue that it was a pleasure to look into them. She didn't say a word, nor did she cry, but every time the gate was opened she looked into the yard as long as she could. She had no button, as she knew very well, so she had to stand sorrowfully outside, until all the others had seen the grave and everyone had left. Then she sat down, put her little brown hands before her eyes, and burst into tears, for she alone hadn't seen Puggie's grave. It was a heartache as great as any grown-up can experience.
  We saw this from above-and seen from above, this, like many of our own and others' griefs could, made us smile! That's the story, and anyone who doesn't understand it can go and buy a share in the widow's tannery.



Jean Hersholt

René gør rent bord!

Klokken 17.00 i dag på Forfatterskolen uddeles Albertine-Prisen, hvis bagmand er digteren Knud Steffen Nielsen, stærkt fortjent til 2010's øredøvende dobbeltdebutant René Jean Jensen (prisen blev uddelt første gang sidste år, prismodtager: Frank Kjørup). Jeg siger også noget (anstrengt noget) ved ceremonien, men her er som foreløbigt HURRA en tæt ustyrligt tekst fra kortprosasamlingen Om april, i maj, som Lars Skinnebach, Marianne Stidsen og jeg med stor fornøjelse og forfjamskelse nærfejllæste på Gyldendal for en uge siden, og jeg ved ikke hvorfor, der ikke var nogen , der sagde, at den selvfølgelig bare handler om en tekstlæsning på Forfatterskolen i de sene 90'ere:

LILLA KRAGER? Det eneste, den tekst udtrykte, var forfatterens voldsomme trang til at skrive en tekst. Det var vanskeligt at finde ud af, om teksten emmede mest af socioøkonomi, social positionering eller noget tredje. Der bør altid være noget tredje. Ellers tror folk bare, at din hjerne er binær. Eneten er den binær eller også er den fuld af tredjemæssigheder og dermed ligesom åbnet (foto: dampsøjle fra gryde, øverst svæver låget). Okay, anyway, teksten lå på bordet og skulle læses. Hvorfor ikke af os? Nu vi alligevel var her. Det kunne have været raffineret med en historie om græsplænemanden, der tænkte på fugaer konstant, hans forkærlighed for barokmusik og kaprifolier; hvordan han gradvist hvirvles ind i et sinistert hernnhutisk komplot mod lillebyens greve, de sære fugleflokke (lilla fugleflokke!), den tunge ånde i redskabsskuret, krudtslam på økseskaftet, grevindens ligesom grundløse fritidssysler, hendes forkærlighed for at nulre druer, den skimmel, der gror på hans agern, og den sindssyge barselspatient, der kvæler et menneske, når vi mindst venter det. Men alligevel forståeligt nok, sådan arbejder teksten, forståeligt nok, når alternativet nu var så frygteligt. Men alt dette gør teksten naturligvis ikke, det vidste vi fra side et, den optræder som det rædselsvækkende kvindemenneske, hende med den bare ryg, hun sidder altid med bar ryg, vender den mod os, overraskende plankeagtig er den, en svag skrånen fra rygsøjlen og ud til begge sider, ingen hår, ser vi, når vi kommer tæt på, og en hud, der dirrer, nej vibrerer, det er et skrækindjagende syn, synes vi, den huds dirren, det vil ikke forlade os igen, aldrig, synet af den rygvendte kvinde (som, det må vi huske på, ikke er andet end ryg) og hendes alt for sensible hud på ryggen: Hun skriger simplethen med huden på ryggen, et langt skrig.

- og så det endnu længere skrig: TILLYKKE!

torsdag den 25. august 2011

Fejlhørings kejsersnit

René Jean Jensens

plakatfulde, højtrøstede

tvilling

Ramasjang Jensen

torsdag den 28. april 2011

Semiotics are titanic tics! Kom til poetisk tegnfestival i Århus

Min hjerne sveder tran lige nu, fordi den tror, den skal og kan konkurrere med, hvad end verdens hyperklogeste mand Per Aage Brandt i morgen autoritativt definerer poesi som, selvom jeg igen og igen fortæller den, at den lige så godt kan opgive på forhånd:

Program: Poesiens semiotik, fredag d. 29. april, 2011, kl. 10-16.
Center for Semiotik, Aarhus Universitet
Bygning 1.467, rum 415

1015-1045: Nikolaj Zeuthen: Introduktion.

1045-1200: Per Aage Brandt: Hvad er en poetisk tekst?

1200-1300: Frokost

1315-1400: René Jean Jensen: Om myrer, Waterhouse og Walser

1400-1415: Kaffe

1415-1500: Svend Østergaard: Poesi fra en plasticpose.

1500-1600: Lars Bukdahl: Poesiens Nerologik. Om sammensatte neologismer som særsprogkejseres og -kejserinders klyngebomber

Efterfølgende 17-19: Fyraftensoplæsning på Løves Bogcafe, Nørregade 32 ved
Lars Bukdahl, Per Aage Brandt, René Jean Jensen og Mads Mygind