ANMELD DETTE DIGT, SØREN PIND! NEJ, LAD VÆRE!

Link  til slutningen på min kontrovers i WA Bøger går om det reelle sølle resultat af kulturkritikkens debatificering i Berlingske, der lød sådan her (i min originale formulering, redaktøren flyttede rundt på et indskud og fjernede et 'og' - hvor vover han!):

-->

"Og nu må den jomfrunalske honeymoon altså være ovre, hvis Berlingske stadig skal fortjene vores snerrende despekt: Send minister og blogger og USA-elsker Søren Pind, i en forsvarligt foret konvolut, Henrik Nordbrandts i næste uge udkommende digtsamling, Den store amerikanske hævn. Nej, vent, gør det ikke!"

- jeg havde i skrivende nu endnu ikke selv modtaget og læst Nordbrandts digtsamling, det har jeg nu, og sikke et hårdt splintret rod, men bortset fra det er her det andet af to titeldigte, hårdt og splintret og rodet:

"DEN STORE AMERIKANSKE HÆVN II

Dn Store Amerikanske Hævn, hviskede hun'
til sig selv. Men hvor fik hun det fra?
Og burdeman skamme sig?
Over at være menneske, altså.
Hun var alene med lugten
af røg og nedfaldne æbler
og nøjagtigt lige langt til alle sider
så langt hen på året
at hun ikke kunne se sit eget ansigt
i mosens vand.
Selvmord var en mulighed, men den der Store
Amerikanske Hævn?
Over for den var selv døden vist magtesløs.
Hendes skytsånder
som havde stået i den silende regn
hele sommeren, følte hun
var blevet sure
og nu var de tilmed begyndt at græde.
De ville få hende til at ligne
filmhistoriens mest frastødende person.
jeg gjorde det sgu, råbte hun
jeg sprang sgu.
Så blev jeg Fred Astaire.
Så fortrød jeg
og så brændt som heks. Og så
ned fra asken i en plasticpose
og tilbage til det skur på Lolland
hvor vi altid mødes, når det går galt.
Hvad kunne være mere naturligt?
sagde min mor, vi elskede jo alle den pige.
Strø hende ud under æbletræet.
Nu ved du, det er en drøm
så posen kan du altid bruge en anden gang.
Er det det hele? spurgte jeg
Er det Den Store Amerikanske Hævn?
Ja, det er det, sagde hun. Det er det hele.
Der er ikke andet.
Der er ikke andet."

C.V.'s bortnærværelse, H.U.G. i hak

Det  er bare så irriterende, at geniet Lars H.U.G. lavede udødelige sange af visse debutdigte i Søren Ulrik Thomsens debutsamling City Slang, fordi jeg aldrig kommer til at få dem ud af hovedet, og det ville ikke have været tilfældet, hvis han ikke havde lavet sange af dem, så ville de være forblevet stabile, men fjerne ekkoer ligesom 100.000'er af andre ikke-dårlige digte, jeg har læst, af fx også Henrik Nordbrandt, som jeg, i gennemsnit (han har så også publiceret væsentligt flere digte end SUT, der ikke har publiceret synderligt mange digte, måske jeg faktisk, i gennemsnit, ville synes bedre om SUT, hvis han havde publiceret flere digte, hvis han ikke skulle pudse og polere dem så håbløst udglattende), er væsentligt gladere for, uden at han er et decideret idol (hvis digte helt af sig selv bliver siddende i mit hoved, som fx og fremfor alt Per Højholts), og hvis nu bare C.V. Jørgensen - mens han, for helvede da også, bliver ved med ikke at lave en ny plade med egne sange - lige havde lavet en plade med sange over Nordbrandt-digte, så kunne jeg i det mindste også have dem uhjælpeligt i hovedet konkurrerende med de forbandede, fantastiske City Slang-sange:

Lana vs. Henrik

Lana del Rey er international popmusiks Henrik Nordbrandt (hvad angår både medfødt vellyd, genial og rig monotoni og bundløs melankoli),
bare bedre! 

- slutningen på del Reys "Summer Bummer" fra den nye, skønne plade Lust for Life:

(Verse 3: Lana Del Rey]
"White lies and black beaches
Miles in between us
Is this love or lust or some game on repeat?
It's like making me crazy
Tell me, "have patience"
Baby, I need this
White lines and black beaches
White lies and black beaches
And blood red sangrias
We traveled for weeks, just to escape your demons
But you've got your reasons
In making me crazy
But you've got your reasons
White lies and black beaches

[Bridge: Lana Del Rey & A$AP Rocky]
High tops in the summer (top out, hop out, hop out)
Don't be a bummer, babe (top out, hop out, hop out)
Don't be a bummer (top out, hop out, hop out)
Don't be a bummer (top out, hop out, hop out)

[Chorus: Lana Del Rey, Playboi Carti & A$AP Rocky]
Hip-hop in the summer (What? What? What?)
Don't be a bummer, babe (What? What? Yeah?)
Be my undercover lover, babe, hmm
(What? What? What? What? What? What? Yeah
What? What? What?)
High tops in the summer (summer, what? What? What?)
Don't be a bummer, babe (summer, what? What? What?)
Be my undercover lover, babe (What? What? What? What? What?)

[Outro: Lana Del Rey]
Don't be a bummer, babe
Ooh ohh, ooh ohh
Ooh ohh, ooh oh"

- digt fra Nordbrandts Besøgstid, 2007:

"Lav sol på skodder:
Sensommeren og døden
på ét koldt hængsel"

Livsvarig som yngst

(kommentartråd under Peter Adolphsens link til Kunstfond-begrundelse for livsvarigt til Ursula Andkjær)

Comments

Jeppe Krogsgaard Christensen 'Og nu er den unge forfatter for sit arbejde blevet tildelt Statens Kunstfonds hædersydelse.' 47 er ingen alder, men ligefrem ung?

Peter Adolphsen UAO er evigt ung!

Jeppe Krogsgaard Christensen sandt. men hvad rolle spiller alder i denne sammenhæng?

Peter Adolphsen Jeg gætter på at man vil signalere, at hun er relativt ung for en hædersydelsesmodtager at være.

Lars Bukdahl og heller ikke den der yngst har fået, men den yngste blandt dem der lige nu får - næstyngst: Katrine Guldager fra 1966, og så er der en del 65'ere og 64'ere

Peter Adolphsen Ved du hvem der så yngst har fået?

Lars Bukdahl det kræver lige lidt mere research og kunstfondens liste går ikke helt tilbage - men UAO er den første der er født i 70'erne (nov. 1970)

Lars Bukdahl Naja Aidt fik det i 2005, da hun var 41

Lars Bukdahl Thomas Boberg også 41 i 2001

Lars Bukdahl Pia Juul 38 i 2000 !

Lars Bukdahl Astrid Saalbach 41 1996

Lars Bukdahl SUT 39 1995 !

Jeppe Krogsgaard Christensen def. af ung fra den danske ordbog: 'som befinder sig på stadiet hvor man ikke længere er barn, men hvor man stadig udvikles eller er færdigudviklet for ret kort tid siden om menneske (eller dyr).'

Lars Bukdahl Marianne Larsen 37 1988 ! ! !

Like · Reply · April 26 at 2:41pm

Lars Bukdahl Peter Laugesen 41 1983

Like · Reply · April 26 at 2:43pm

Lars Bukdahl Kirsten Thorup 40 1982

Peter Adolphsen Jeg er en såkker for den slags statistik (rekorden ligger foreløbig hos Marianne Larsen)

Lars Bukdahl HENRIK NORDBRANDT 35 1980

Lars Bukdahl Svend Åge Madsen 40 1979

Lars Bukdahl Ergo er Nordbrandt den der yngst har fået af forfattere der lever (som er dem, der er på Kunstfondens liste)!

Peter Adolphsen Og vi har Nordbrandt i front!

Peter Adolphsen Note: Ikke at det betyder så meget, de er alle fremragende forfattere - det er bare sjovt at se sligt opgjort. Tak til talmester Lars Bukdahl

Peter Adolphsen Spørgsmål, nu vi er i denne afdeling: Inger Christensen er den eneste, der nogensinde har fået det tre-årige to gange, ikke?

Martin Bastkjær Haha, det har jeg aldrig hørt om før, men det lyder da meget passende. For min skyld kunne hun også godt have fået det en tredje gang.

Lars Bukdahl Ved jeg ikke, men TS Høeg har fået det både som forfatter og musiker og Amalie Smith fik det i år som halvt forfatter halvt billedkunstner

Charlotte Christina Inuk Hoff Vagn Lundbye :-/

Charlotte Christina Inuk Hoff undskyld den mærkelige smiley. Kunstfondens tre-årige to gange, begge som forfatter tror jeg

Pia Juul Jeg tror også Nordbrandt 2 gange. Tror.

Peter H. Olesen Per Kirkeby har fået det treårige som billedkunstner og som forfatter.

Peter H. Olesen Først er man ung, så bliver man yngre.

Lars Bukdahl Og for nu at komplicere regnestykket, debutår kan også inddrages, og Ursula var en sen debutant, 30 år ung i 2000 ... !

Lars Bukdahl Og suverænt længst har Cecil Bødker fået hædersydelse, siden 1965 (vældigt spring op til SÅM m.fl. der har fået siden 1979), må hun få det længe endnu

Udødelige forgængere

Jeg skriver om Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage og Maria Gerhardts Transfervindue i WA Bøger i dag - ville have nævnt 2 forgængere ud i kunsten at skrive om døden som henholdsvis efterladt og døende og gøre det, med WA-tekstens ord, "mindeværdigt" = med kunstnerisk styrke simpelthen.

1. Henrik Nordbrandt i Ormene ved himlens port, 1995 (ovenpå en unavngiven, nær veninde/ekskærestes død)

Vejvæsen

Som et dyr, forskræmt, på fremmed grund
en græshoppe eller kamæleon
på vej hen over asfalten
mellem de blomstrende grøftekanter

kan jeg nat efter nat
ikke undgå at få øje på dig
når du standser, usikkert, indfanget
af lyskeglerne fra min drøm

2. Dan Turèll i Tja-a cha-cha, 1993 (da han vidste, han var dødeligt kræftsyg):

Early Morning

Endnu en morgen
Vistnok en gave:

Passérseddel til
Midlertidighedens have

Med sol og snegle
Og vækster og spejle

For det livsømme punkt:
Jeg gør landskabet tungt.

Den gamle, snedækkede gammel sne-digter nr. 1 er HB

Henrik Nordbrandt nemlig og ikke overraskende; første sides Google-søgning på "gammel sne poesi" linker til hele TO Nordbrandt-digte, ergo er han gammel sne-digteren par excellence:

(klip fra digtet "Hyttefad" i samlingen Pjaltefisk, 2004)

"(...)
Den særlige sølvgrå, som er barndommens
og afmagtens, fordi barndommen er lige så afmægtig
som den er mægtig
fordi der er gået så mange år, og intet er forandret
den sølvgrå på de gamle træstykker på stranden
der er blevet glatte af deres vandringer gennem havene:
Sølvgrå som skurene, i hvis koboltblå skygger
der ligger tang og gammel sne:
Den sølvgrå, når det er forbudt at bruge farver i poesi.
(...)"

(det 4. af "Fire forår" i samlingen 3 1/2 D, 2012)

Hvis foråret er det bedste af alt
må døden være det næstbedste.
Alt andet
ville være et fattigt kompromis.

Sådan tænker fanatikere.
Sådan oplever jeg foråret.

Alting har sin pris. Men udsigten
til et blomstrende kirsebærtræ
skal den betales med endnu en sommer?

Jeg gider ikke.

Så nu har jeg sagt det lige ud
erfaren som gammel sne
i pludseligt solskin på en grøn mark.



- et sjældent billede af digteren med sne på, ikke underligt, han ser skeptisk ud, hvor længe skal han stå med det på, og kan det overhovedet komme af, hvad ved hvem om sne!? 

Forfatterskabsopløsning de luxe

er Jørgen Sonne systematiske analyse af Henrik Nordbrandts forfatterskab i artiklen "Sitz im Leben. Henrik Nordbrandts lyriske verdener i analyse" fra antologien Ø, 1989 - de tre sidste afdelinger af kategorien "DU : JEG":

"Idyllen ... - Midt inde i følelsernes vinde og hvirvel bliver der med ét halcyonisk, et tindrende vindstille, dér stiger idyllen ud. Dér råder den luftigste sarthed, sommerfuglekys med øjenvipperne, en langtlysende betagelse og sansende ømhed, en strøm af skønhed. Hun er nu pureste æstetik ... Kvinden må nyde dette og ta' det til sig, mænd lærer næppe denslags varigt, og de tre antologister har selvsagt forsét sig på dette isolerede og minimale træk, draget det ud, og bortvalgt massen af statistisk død. Alle de bedømmende har overvurderet og overdrevet samme æstetisérende træk, og set bort fra helhedens mørke, dens kroniske krise. Thi også disse lyriske lys ligger inde i omkastelserne: Handling og scene udpeger det tyst i "på vej ned" 1977. Her taler de to sammen i en bus i Tyrkiet, de er helt ærlige overfor hinanden, just mellem-menneskelige: - midvejs i livet -, dvs. endnu ikke døde. Og da vender han sidst, så naturalistisk, blikket ud mod seltten og bjergene: Symbolsk dér ud, hvor Flugten foregår. Snart og altid.
  "Kærligheden er som øer" siger dette Selv i et billed: De ligger spredt og isoleret, som en vulkan-ø, og uden om dem ligger havet og bortrejsen.

To er to. - Ånder er skyldfrie, ikke to mennesker sammen. "Det er ikke din skyld" siger han een gang, ed eet jaget, og virkelig hører vi den elskede græde i det år 1985. Men vi finder intetsteds antydet nogen humane og fælles interesser, en intellektuel tæt udveksling, evt. sammenfaldende mål, ejheller den gensidige omsorg d.v.s. fra egos side, og det udigennem 20 år. De mentale, de to-sidige vibrationer får vi alene registreret i to tilfælde, 85, 48: - Dine forvirrede svar på mine spørgsmål ... din sårbarheds profil. - Og med et modvendt billede, 87, 104: - Du vendte mod mig et/ halvt spottende, halvt medlidende smil. - Sådan har da een Hun og Du set på dette ego.

Summa - Samtlige Jeg/Du-forhold må siges at være stærkt ambivalente og højligt labile. De er erotiske og splendid æstetiske, næppe etiske og aldrig altruistiske, er løste fra alt ansvar og er uden virkende erfaringer; ude fra Tider og Steder, alene bundne til Situationen med dennes reaktioner efter de usete, underliggende reaktører i sindet. Vi kan runde summe af i et par ærketyper.
  Ego sidder som The Ancient Mariner med sit Death-In-Life og Life-In-Death og taler, taler ... Hans persona står ud som Den flyvende Hollænder til søs i nye hvirvelstorme, med et havblik indeni, men stadig mere slidt ned ... Og han går i land som Den vandrende Jøde. Under ham er alle de døde amours, ude i synsranden de skræmmende kvindebilleder, det er hans Sjælens Landskab i dens geografi og geologi. "

Walk back fra den agitpropomklamring, Pol!

Det er et godt og stærkt, lige præcist sangenkelt smædedigt, Henrik Nordbrandt - der kun rimer, når det er helt , helt sort - havde på forsiden af Politiken i går:



- men fri os da for, at Politiken, ved kulturrred. Lykkeberg, i samme avis selvfedt tager æren for ikke bare digtet, men selve GENREN avisdigt:

Tom Kristensen skrev et digt, fordi det var sådan, han kunne skrive det, der skulle skrives. Og ikke på nogen andre måder. Digte er ikke en almindelig journalistisk genre, men poesien har en stor historie i den trykte presse. Kjeld Abell, Vita Andersen, Tove Ditlevsen, Michael Strunge og mange flere har gennem årene skrevet digte i Politiken.
For der er situationer, og der er scener, hvor man ikke kan beskrive det, der sker, ordentligt, og hvor man ikke kan sige det bogstaveligt. Det kan være, når unge mennesker dør, regnen falder på en særlig måde over landet, eller hundrede af tusinder af flygtninge kommer ind i Danmark og afkræver os noget, som vi ikke ved, hvad er.
Mandag aften sendte avisens absolutte seniorkulturreporter Thomas Bredsdorff et digt videre, som han havde modtaget fra Henrik Nordbrandt.
Det skulle i avisen, insisterede Thomas. Og det var der ingen, der var i uenige i. Vi vil ikke stille os i vejen, når digte presser sig på for at bryde ind i verden. Så stiller vi til enhver tid avisen til rådighed.

Vent og se hvilke digte, der bryder ind i din verden de næste dage. 

- men fedt nok med digte om hvad som helst jo, hvis de bare er fede, som dagens mere finurligt snerrende Politiken-digt af Klaus Høeck heldigvis også er: 

afrim/pårim

Vi er netop blevet færdige med at afrime fryseren, ligesom konfrontationsmodernisterne omkring 1960 omsider fik afrimet den danske poesi, hvor rimene meget som i vores fryser sad som store, grimme, grimede klumper af is og fyldte det hele (ikke-rimende digtere var rent faktisk undtagelsen frem til 1960, jf. bare Hvedekorn). Men det er jo på den anden side heller ikke sjovt med en helt nøgen fryser, det er fint med bare enkelte pårimede istapper, de første originale kom med Laugesens og Turèlls rim og remser og Høecks og Inger C's systemdigtning og et hel ny muterende overmund af vampyrtænder fremkom og er blevet siddende grinende med RAPPEN naturligvis, men med al den gode plads til alskens poetiske frysevarer.

Og her er Nordbrandts isnende sonet i flammer, igen fra Ormene ved himlens port:

Væmmelse ved rim

Obskøniteten ved det som ligner:
Et rim, der minder om at noget var
lige ved at være, og velsigner
denne næstenhed. Som stod der et kar

boblende, fuldt af indvolde og slim
på alteret, for det som skal komme.
Er forberedt. det jamrer som et rim.
Netop det rim. Ekko af det tomme.

Hvor jeg hader det: Fotografiet
af det som var dødt et sekund efter
de selvskabte, usynlige gæster

som suger af det. sengen med liget.
Jeg vil ikke have det galehus her.
Mig selv, lagenet og de kolde tæer.

21 årigt cv

med egne ord, fra Henrik Nordbrandts første optræden i Hvedekorn (desværre ikke hans debut, den fandt sted i Vindrosen få måneder før - suk!) i nr. 1, 1966:

Vinteren 1964-65 kunsthøjskolen ved Holbæk, hvor han under Poul Borums kyndige vejledning øvede sig at opspore og ihjelslå metaforer, hvad der har været ham (H.N.) til megen gavn. Debut i Vindrosen efteråret 1965. Medvirket i eksperimentet POEX. Studerer undertiden v. Københavns Universitet, for øjeblikket stud.mag.fil.

- og et af digtene fra det nummer, han kan også godt skrive om december:

Dcmbr

alting fryser
varmen drypper
ud af spektret
sådan som
ordenes bløde dele
forsvinder
og december ligger
akvamarin
på tungen
sådan

dcmbr

Næsten en mester - Nordbrandt 70!

Jeg har engang siddet på knæ foran Henrik Nordbrandt på Andys Bar og forsøgt at forklare mig, og jeg har i vild lettelse drukket mig fatalt (for det næste interview) fuld i hvidvin efter et ikke-katastrofalt interview med digteren i Bogforum, som jeg havde været totalt rædselsslagen for. Jeg kan aldrig blive totalt og overordnet fan, det fanger han mig for lidt til inderligt og yderligt, men jeg kan sagtens være målrettet digt- og bogbeundrer, og de 3 bøger, jeg har været gladest for og gladest for at anmelde, og nok fordi de til min overraskelse tillod mig at beundre dem helt rent og heftigt, er digtsamlingerne Ormene ved himlens port og Drømmebroer (indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris) og erindringsbogen Døden fra Lübeck (det var den jeg interviewede ham om i Forum); her er med stor respekt for hans nyklassisske umiskendelighed og hans urolige ubehag ved samme et grande TILLYKKE. Næsten en sonet betitlet "Næstenhed" fra Ormene ved himlens port:

Det er netop denne næstenhed der er så virkelig:
Selve havet ligger næsten kun et hav fra havet
og stenen, kun et stenkast fra den søndag
hvor vi drev ned ad floden i en rådden pram.

Og bogstaverne på stenen staver næsten navnet
på én der lagde min skjorter sammen
og gik langs havet i en blomstret bomuldskjole
og næsten ikke. Og netop det og næsten ingen
har været der, hvor alle altid står og ser.

Det er denne næstenhed, der er det virkelige
sted, hvor lyset fejler, når det stråler klarest:
Som at folade, når man ved, man næsten var dér
Det er netop denne næstenhed, der bliver.

- Og ud af bogen fløj Poul Borum anmeldelse af bogen i Ekstra Bladet:

Næste år er det tredive år siden den 21-årige Henrik Nordbrandt udgav sin første digtsamling. Han var mesterlig lige fra starten og har været det i alle bøgerne, selv om man må indrømme, at han ofte er forfaldet til at skrive 'typiske Nordbrandt-digte' - man kender ligesom stilen for godt, og hans tematiske spændvidde og tankekraft kunne ikke måle sig med den konstante sproglige oplagthed.
  Men i den nye digtsamling, hans tyvende, er der kommet noget nyt til: en stor sorg. det er sorgen over en elsket kvindes død, der brænder. Et sted får man at vide, at det er næsten fire år siden hun døde, og man syens ligefrem man kan mærke, hvordan denne død først har fremkaldt en stor stumhed, som ordene nu gennembryder og befrier.
  Ormene ved Himlens Port - bogens titel er et Wallace Stevens-citat - er en nøgen og gribende bog af stor skønhed, som man føler trang til at sammenligne med Ole Sarvigs sidste store digtsamling, salmerne, om samme tema. Hvor underligt, at sorg kan give livet mening.

Gyldendal regner poesien dårligt ud

Inde på Gyldendals hjemmeside kan I finde nedenstående plakat-pdf, som jeg blev linket til via følgende tweet:

Gyldendal ‏@Gyldendal 1 t.

Digte giver ikke altid mening – eller gør de? Download og print en, synes vi selv, ret fin plakat lige her: http://www.gyldendal.dk/~/media/B09B59125699439C9A25FF12354E99C5.ashx … 

- jeg formoder det er et forsøg på at udnytte eller bare tage anledning af tidens poesi-buzz til at reklamere for poesi som sådan på en kreativ facon, men hold op ,hvor er det mislykket og bare uigennemskueligt/meningsløst og simpelthen påvirknings-matematisk forkert. 

Yahya Hassans Yahya Hassan er = et citat fra bogen selv + et citat fra Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl x bogen selv i tredje!? Man kan godt hævde at en inspiration fra Michael Strunge er synlig hos Hassan, men sgu ikke fra SUT, og da slet ikke overmoden SUT ganget tre gange med sig selv. 

Mette Moestrups Død, løgn, dø er = (Klaus Rifbjergs Fut fut fut divideret med et citat fra den bog) x (X i anden (hvad X er oplyses ikke) divideret med et citat fra Dø, løgn, dø) + Henrik Nordbrandts 100 digte ganget med sig selv og divideret med en linje fra den bog. Det vil være meget svært at bevise nogen primær indflydelse fra (sen) Rifbjerg og Nordbrandt på moden Moestrup, meget, meget svært.

Peter Laugesens Der er ingen til stede er = med (et citat fra Theis Ørntofts Digte 2014 divideret med den bog) x et citat fra Laugesens bog divideret med Olga Ravns Jeg æder mig selv som lyng + (et citat fra Ravns bog). Laugesen er givetvis en inspiration for Ørntoft, men givetvis ikke for Ravn, mens Ørntoft og Ravn helt sikkert ikke har nogen betydning whatsoever for den sene Laugesen.!

Hvor er det totalt noget vrøvl (bøger  = linjer fra samme bøger + linjer fra andre bøger divideret med de bøger - WHAT!?)! Hvordan i alverden skal det appellere til yngre mennesker, at poesi er komplet åndssvage regnestykker? Hvis de citerede linjer så endda var skarpe og stærke eller i det mindste fyndige, men det er kun 3 af dem - Thomsen: Et sted hvor sproget efter kontortid fortsætter, Rifbjerg: Min far vandede de døde, Laugesen: Mindre end alt siger intet, de 4 andre er udenfor kontekst temmelig upoetiske (de fleste linjebrud er forresten rent forkerte - linjebrud betyder i poesi), Hassan: MIG FØRST JEG SVÆRGER PÅ EN KORAN, Moestrup: At mælken løber til, Norbrandt: Disse digte er håndens værk (mere interessant hvis de var knæets værk), Ravn: Alle friheder man tager sig er store (ok, halvfyndig). 

Poesien er jo ikke det ubekendte, poesi er til at læse, og digte skal jo ikke give mening, de skal være spilfærdigt betydende bogstavelighed, eller noget, noget ANDET i hvert fald end meningsforæring.

Her er et forslag til nye poesi-propaganda-plakater, Gyldendal:
AFTRYK DIGTE IN FORPULET TOTO!