Viser opslag med etiketten Morten Søndergaard. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Morten Søndergaard. Vis alle opslag

mandag den 3. oktober 2016

Flagrende Svend Åge ved Mortens sten


Foto af Svend Åge Madsen (i baggrunden: Pia Tafdrup og Ursula Scavenius) der læser Morten Søndergaards stenindhuggede, uendelige cirkellinje på Kæmepstranden i Allinge under Jakob Hansens Litteraturfestival - Svend Åge har selv forfattet en parallel, men noget meget længere linje på samtlige sider i den meget fantastiske, spiralryggede katalogbog til Olafur Eliassons udstilling i den danske pavillon på 2003-Biennalen.

søndag den 26. juni 2016

Pappaver (Show-Bix-doku 3)

(igen fra Morten Søndergaards Show-Bix & Per Højholts mediebevidste praksis - fra manuskriptet til Show-Bix-forestillingen Noget, 1971, inde i en gymnasticerende omgang)

"(...)
Da salen naturligvis stadig ikke reagerer, begynder de langsomt at gøre gymnastik igen, gribes efterhånden af det og gymnasticerer ivrigt under følgende replikker. I denne sekvens taler de begge fynsk, syngende, med bløe d'er. 
 
2. unge mand: Slappe skide
1. unge mand: skideslappe
2. unge mand: røvbananer
1. unge mand: hva?
2. unge mand (forklarende): røvbananer
1. unge mand: røvbananer (ser lidt fåret ud, ser ud til at grunde over nye skrappe ord, så lysner det i ansigtet) pa-prøve (forvirret, så lysner de igen) paprøve! paprøve!
1. unge mand: (overbærende med 1. unge mand) papskide! ("pap" udtales med fladt "a" som i "fladt")
1. unge mand: sårn nogen papskide!
2. unge mand: vatbønder!
1. unge mand: blir sgu aldrig til noget
2. unge mand: vatdyr!
1. unge mand: VAAAAAATYYYYYR! VATHESTE VATFÅR VATHØNS VATÆNDER VATKYLLINGER VATSVIN VATTYRE VATHINGSTE VATHOPPER VATKATTE VATHUNDE
2. unge mand: vatfluer
1. unge mand: OOOORRRRR
2. unge mand: vatrøve
1. unge mand: OOOOOORRRRRRRRR!
2. unge mand pap!
1. unge mand: pap!
2. unge mand: paprøve har vi haft
1. unge mand: pap-paver!
2. unge mand: pa-pa ...
1. unge mand: jeg er sgu ikke din far!
2. unge mand: pap-paver? pap-paver (grundende, så lysner det) vatmuer, vallmuer, valmuerøve!
1. og 2. unge mand samtidig: NARKOVRAG!

De tier forskrækket, starter panisk på deres gymnastik igen, først tavse, så begynder de at skælde hinanden ud med de samme skældsord som de brugte ned mod publikum før. Øvelserne overdrives efterhånden helt åndssvagt, de trættes og står til sidst som før, med front mod publikum, hvislende de sidste skældsord ned over salen.

søndag den 19. juni 2016

Flyglet græder (Showbix-doku 2)

- atter fra Mottren Søndergaards Show-Bix & Per Højholts mediebevidste praksis. Inventarlisten over Show-Bix-boksene i Museet for Samtidkunsts samling:

"B2-054

Brev (5 sider) fra Per Højholt til Gunner Møller Pedersen. A5-format. Original, MS, udateret. Forside underskrevet "Per" med sort pen.
De øvrige 4 sider indeholder oplæg og forslag til optrin og sekvenser, som kunne inddrages i "Noget" (Show-Bix-forestilling 1971 LB)

"Frokost i det grønne, et optrin.
To personer kommer ind med kurve plaider osv., en af hvert køn. De spiser frokost i det grønne vil sige der er grøn projektor på. Udbygges ved snak, måske.
  Samtidig er der store blokke af lyd i luften, blokke som farer forbi, løses op i susen, drønen, tynde toner i nervetrådene osv. Vag hysterisk damesang, jægerhorn på temaet fra beatstykket - dyrelyde.
  o, oo og o dut. Brydes i stykker og anvendes ind i mellem de støre lydflader.

Optrin.
To personer kommer ind på scenen, eller op på en platform, forsynet med kameraer. De skiftes længe til at fotografere hinanden, mens de fotograferer hinanden, mens de fotograferer hinanden ideen er gammel, men det er en fordel, for de to tager sagen alvorligt, de aner ikke at de er komiske og de tager nul hensyn til kedsomhed og protester fra publikum osv, osv.
De kan snakkes til noget skægt, måske.

Optrin
En person, et flygel
Personen sætter sig ved flyglet og åbner det, strax lyder der gråd og brøl og svalende fortvivlet stemme fra det. Lukker det. Pavse. Åbner det, samme lyde, masser af mundlyde og intens kropslig  fortvivlelse. Lukker det. Åbner det, samme lyde. Personen nu forstemt i stigende grad, ret bevæget. Lukker det, før han eller hun brister i gråd.
  Åbner det, nu med viden om hvad der kommer, men drevet til det. Begynder kort efter at græde og rive sig i håret, rive i sit tøj, savler ned i flyglet. Lyden stiger med hans/hendes stigende fortvivlende. Han/hun hamrer i flyglet af desperation, fuldtsændig opløst af gråd, sorg osv.

Slutning mangler, hvis der skal være nogen.

Beatstykke for voice og orkester

Her fra min seng kan se dine sko smidt henne i hjørnet sammen med tøjet som også er dit rummet er højt og væggene hvide og loftet er hvidt gulvet er gråt og forrodet og nu også smadder beskidt mesn du er her
Du er her
Du er her
Vi er her midt i vort liv
Ja du er her
Jeg er her
Du er her midt i vort liv
Ja vi er her
Jeg er her
Du er her
Du er her midt i mit liv

Osv."

torsdag den 9. juni 2016

Cirkeldåb

Brainstorm ca, 1968-69 (med PH's håndskrift og på hans sædvanlige gule, linierede papir), om titlen til det nummer med "den tværæstetiske gruppe" Show-bix (fotografen Poul Ib Henriksen, digteren Per Højholt, komponisten Gunnar Møller Pedersen), der endte med at hedde  "Omringning" (og i senere, selvstændig radio-versionering fra 1970 hedder "Omkring rundt" - kan høres på cd medfølgende antologien Mellem ørerne, 2004, der også indeholder en artikel om stykket signeret mig, LB (pinligt uvidende om Showbix-versionen (men INGEN har rigtig kendt noget til Show-Bix, efter gruppen indstillede aktiviterne i 1971 - FØR NU!))) -

- citeret fra (IKKE DEN) Morten Søndergaards nye bog og pionerarbejde Show-bix & Per Højholts mediebevidste praksis, som jeg kun lige er begyndt på, men det er frygteligt spændende og vildt sensationelt:

"Rundkredse, omkredse, omkredsning, cirkulation, cirkel, Chr II, Rundt på gulvet, Rundtenom, Eenebræbusk, kredse, kredsninger, omringet, rundt i ring, Ring i ring, rundtur, Kørom, Koldskål, 4. politikreds, Århus amt, omgang m. opera, , ord, musik etc., omgangsform, omgangskredse, omringninger, ombæringer, rotation, omfarter, forbifart, sightseeing, den rette omgang, én ordentlig omgang, det går på omgang, i denne omgang, omgående, omkvæd, omlyd(e), omtale."

onsdag den 25. maj 2016

De 5 øverste opdateringer lige nu - Facebook Tidende spiser sig selv

 
19 mins ·
Hvis en engelsktalende, hvid midaldrende businessmand begynder at tale til jer på Vesterbrogade og stille spørgsmål man ikke forstår pointen med, kan du lide at hjælpe, kender du forskellen på mind and brain, hvad fik du til morgenmad, kan du lide kontrol, kan jeg oplyse, at det er Scientology der har lagt en ny strategi for rekruttering. Efter en tid peger han på en Scientology-bygning på den anden side af gaden og spørger, som var det et romantisk ærinde, om han må invitere til en stresstest





Sommerens fedeste oplevelse: Kitesurf Camp i Portugal! Du skal da med!

EN KARAKTERDANNENDE OPLEVELSE: i 1979 som 15 årig var jeg til roskilde festival med min to år yngre lillebror uden forældre. på orange scene søndag morgen pustede greenpeace en stor plastikhval mens der blev holdt tale om at det var synd for hvalerne. foran scenen stod en lille flok punkerne og sang, meget højt, "now i wanna fuck your whale", til tonerne af "now i wanna be your dog". det optrin har jeg båret ved mit hjerte siden

Lea Marie Løppenthin updated her profile video.
10 mins ·

mandag den 5. oktober 2015

Istidendes navneside

Smukt, enkelt og skævt initiativ en litteraturavis, ikke -tidsskrift, kaldet Københavnske Istidende, redigeret af Marco Guldmann, Christoffer Winther Bjerregaard, Frederik Kirkeskov, kan købes for kun 10 kr. alle mulige steder, meget rent, strengt sat op, og bidrag fra blandt andre Glenn Christian, Mads Mygind, Simon Tolsgaard, Simon Latz, Vagn E. Olsson med en hel del flere, og Morten Søndergaard har de her fineste, finurligste, egomanisk muterende bøjningsformer af eget navn:

infinitiv
at mortne
at søndergå

imperativ
mort
syd

præsens
mortner
søndergår

præteritum
myrdnede
syndergik

passiv
myrtnes
søndergåes

præteritum participium
modnet
sønderhakket

præsens participium
murtnende
søndergakkende

futurum
mirtne
søndervinde

onsdag den 27. maj 2015

Søvngængersnak om drømmecopyright

 

Digteren Morten Søndergaard har været redaktør (og medkonceptualist?) på en en tilsyneladende vældig flot poetisk gavl på et etagebyggeri Valby netop indviet som "Drømmegavlen"; på workhops og bare helt for sig selv har beboere i byggeriet formulerer sætninger begyndende "Jeg drømmer om (...)", der skulle handle om deres ønsker for fremtiden. Søndergaard har så udvalgt og sammenstillet (og måske også tilskåret?) 117 drømme. Læst som ren tekst på en skærm (Søndergaard har publiceret den færdige tekst som en Facebook-opdatering) oplever jeg et smukt, groovy flow og bider mærke i flere sjovt konkrete og fint fyndige enkeltdrømme og drømme-ryk, men også en hel del renfærdig/renhjertet blankhed/ferskhed, i sagens natur, fordi (ønskede) ønskedrømme, for os allesammen vel, har det med at kitsche velmenende til, her er ca. første halvdel;:

"jeg drømmer om sol og sommer jeg drømmer om skiferie jeg drømmer om at flytte til mars jeg drømmer om plads til fantasifuldhed jeg drømmer om penge jeg drømmer om større rummelighed jeg drømmer om en kongepuddel jeg drømmer om at rejse jorden rundt jeg drømmer om at komme hjem jeg drømmer om fred i verden jeg drømmer om at blive stor jeg drømmer om et langt liv med min kone jeg drømmer om næstekærlighed jeg drømmer om at kunne udnytte mine muligheder jeg drømmer om at holde kontakten jeg drømmer om et hus i italien jeg drømmer om en verden uden krig jeg drømmer om silent angels jeg drømmer om en gavl uden kunst jeg drømmer om at vågne jeg drømmer om gensidig respekt blandt os jeg drømmer om et liv i frihed jeg drømmer om at vores søn får et godt liv jeg drømmer om ferie jeg drømmer om at få lov til at blive gammel jeg drømmer om bosnien og hercegovina jeg drømmer om hende på anden sal jeg drømmer om en tur til venedig med min mand jeg drømmer om at få mine drømme opfyldt jeg drømmer om at være ydmyg jeg drømmer om dengang danmark vandt em i fodbold jeg drømmer om at male jeg drømmer om at møde min mand igen jeg drømmer om at gå på stylter uden at falde og slå mine knæ jeg drømmer om duften af gule rapsmarker og nyslået græs jeg drømmer om mere i løn jeg drømmer om at lykkes"

- og det er jo ikke fordi der er copyright på drømmekataloger og heller på kataloger over en/fålinjede drømme, der begynder med "Jeg drømmer", men altså, jeg undrer mig en lille smule over, at der ingen steder i forbindelse med omtale af "Drømmegavlen" er bare den mindste, linkende henvisning til Pejk Malinowskis lille, buttede mesterværk Den store danske drømmebog, 2010, der som bekendt har mixet danske Jeg drømmer-/ Jeg drømte-sætninger fra internettet (stalkede drømme snarere end enqute-drømme); og jeg siger ikke, at drømmebogens (lidt længere) drømme (tilsammen!) er bedre, fordi særere/skævere, end drømmegavlens, jo, det siger jeg, og undskyld skarnagtigheden, nej, ikke undskyld, her en flok drømme fra et tilfældigt opslag (jeg har som regel selv citeret "Jeg drømte"-linjer, der automatisk bliver natte- og dagdrømme snarere end ønskedrømme):

"Jeg ELSKER at sidde foran min computer og lave hjemmesider eller SIMS2. jeg drømmer også om hindbærsnitter, men det er en lidt anden sag.

Jeg drømmer om en øøh ... sort jul?!

Jeg drømmer om at sidde og dele en flaske rødvin(uden fjernsyn) med min mand.

Jeg drømmer bare om noget nærhed. Jeg føler mig rigtig ensom i det her.

Jeg drømmer, at min blog og jeg er blevet overtaget af en anden blogger.

Jeg drømmer om tid. Tid til at finde den, jeg er.

Jeg drømmer at jeg er en pige, med en tissemand.

Jeg drømmer at jeg har sex med et par mandlige kammerater, som derimod har et kvindeligt organ.

Jeg drømmer ca. 5 gange ugentligt om Israel!

Jeg drømmer om at lave film.

Jeg drømmer om at holde jul med min mor igen.

Jeg drømmer ikke om at mase ændringer ned over hovedet på folk hvor det drejer sig om noget der er vigtigere for dem end for mig.

Jeg drømmer om en andel på Nordre Frihavnsgade på Østerbro.

"Hvor er jeg? Drømmer jeg? Orv, en Pokémon. Han kalder vist på mig. Men ... jeg er jo også en Pokémon?!""

torsdag den 12. juni 2014

GAS er gus og maskinelt gys

Vi snakkede GAS, genitiv+adjektiv+substantiv, 3 Hvedekornsredaktører, Morten Søndergaard, Tomas Thøfner og jeg, i AK 24syv i går, link her.

Jeg havde taget en eksemplarisk GAS med af Tove Ditlevesen (faktisk en GAAS):

I Barndommens lange og dunkle Nat

Og så havde jeg fundet 2 genrerene og - udenfor fræsende kontekst, mente vi forsigtigt, noget matte og tunge - GAS'er i Theis Ørntofts Digte 2014:

Og mens jeg løber i mine begærs tilgroede retninger

Nu bliver jeg angst i biografens sorte boks

Thøfner havde fundet og rebootet sin gamle poesi-maskine og fået den til at producere lange, gloriøst barokke rækker af GAS, her en brøkdel:

Fortandens ruhårede lavmål
mineralrigets stedvise bredlærred
inkongruensens uberettigede vinylflise
antimonets førtidige fastholdning
trendsætterens frenetiske freskomaleri
rendegarnets forfarne banner
grusgravens neurotiske begivenhed
reglementets muskuløse steppeulv
solohistoriens dityrambiske selvstyre
sammenrodets talevante held
hankattens labiale plasticitet
refleksivets pykniske tomatketchup
jærveungens udækkede mikroklima
udspillets hårdnakkede mæhæ
sætningskløvningens lysegråe fandango
jerngrebets regelløse sammenfletning
ententens suggestive amningsmærke
pigdækkets mondæne samvirke
lavtflyvningens måneklare bautasten
stellets ufravigelige uld
tjaldens klaustrofobiske selvmordsforsøg
stormvejrets kongestionerede kunststykke
støttestavens partikulære knopsvane
bristepunktets positive fortovsrestaurant
tværdriverens letskyete gummihjul
kulhydratets kosmologiske bådehus
varighedens normale taktregulering
agterpartiets pylrede omskifter
indrejsens duntæte pib
regnearkets højvelbårene forben
fabrikeringens usælgelige kirkebog
håndgrebets holdne skueproces
blåbærrens florissante flygelhorn
korsstingets landskabelige niveau
kajakroerens adjektivistiske krystallisering
kraftsprogets pudserlige bombast
knapostens drikkelige genoptryk
hønseriets bredrøvede hækkeløb
drukningens giftefærdige ligevægt
ribbenets frenologiske rådhusvin
udkommandoens sceniske modspil
feltråbets vejrfaste trylleri
fødselsveens diskriminatoriske målforskel
grammolekylets pessimistiske furore
bisonoksens østeuropæiske nytårsny
fremtoningsprægets nyromantiske kommandantskab
osteologiens milanesiske lire
dugfaldets uafladelige pakning
stræbenens finlandssvenske filigranarbejde
gavntræets diskursive risengryn
pagtens legemløse begæring
tegltagets tyndvæggede dukat

torsdag den 20. juni 2013

Priser der punktligt rammer plet

I går Michael Strunge Prisen til Sissel Bergfjord
(for hendes anden bog og roman, glimrende Sortedam, for det er en pris, der tidligere var en lyrikerpris, men nu er en pris til forfattere af enhver art for deres anden bog, selvom de for fx et par måneder siden har udgivet deres tredje bog (i Sissels tilfælde den LYRISKE tekstsamling Ønsketænkning, som hun altså ikke skal tro, at prisen hentyder til), det er noget forvirrende!)

I dag Henrik Pontoppidans Mindefond til Morten Søndergaard og

Ewald/Aarestrup/Oehlenschläger/Bang Prisen til Kristian Bang Foss og

Harald Kidde-legatet til Mikkel Thykier
(se ovenfor)

Bravo
Bravo
Bravo
Bravo

lørdag den 11. maj 2013

Grovfoderdag på Lyngsø Søndergaard/ Late Night Ølgod samles på Torvet

- engang indspillede de plade og redigerede encyklopædi sammen ... nu lægger de navn til en gård ved Nibe, bestyret af et kulturradikalt spøgelse!

(fra Landbrug Nord)
  
ARRANGEMENT
Tirsdag den 14. maj inviterer Agri Nord til grovfoderdag ved Margit og Poul Henningsen, Lyngsø Søndergaard ved Nibe. Margit og Poul Henningsen har været en af fire bedrifter, om har været med i projektet Grovfoderskolen, hvor der er sat fokus på grovfoderproduktionen. Grovfoderdagen vil blandt andet sætte fokus på grovfoderproduktionen 2012, fremstillingspriser, maskinøkonomi og KPO, som værktøj til benchmarking. Margit og Poul Henningsen har 300 køer, fire robotter, staldforsuring, skruepresser til fiber og meget mere. Arrangementet finder sted fra klokken 11.00 til 14.00.

Imens er Lyngsøs erotiske-elektroniske oplæsningsturné nået til Ølgod:

(fra Veskysten)

I knap 15 år har Ølgod Håndværker-& Handelstandsforen og PLUS-butikker stået bag Late Night. Tre gang om året, og folk strømemde i går til Torvet for at nyde det gode vejr, da årets første Late Nigth med underholdning og lang åbningstid blev afviklet. Byudviklingschef Erik Buhl Nielsen fortæller, at de hvert år spørger sig selv. Skal vi fortsætte? - Vi holder fast i det. Det er også med til at profilere byen, siger Erik Buhl Nielsen. I aftes var der satset på lokal underholdning.Blandt andet gav både folkedansere og gymnaster fra ØGU opvisning, ligesom amatørteatret Drabanterne underholdt i byens gader. Det mere eksotiske indslag stod multietnisk forening for, da medlemmerne svingede hofterne i salsadans. Det musikalske indslag blev leveret af Sjørvad, Møller og Lyngsø.

lørdag den 16. marts 2013

Du kan selv være en bloglitterat, Morten!

Morten Søndergaards liste over det, han ikke elsker, i Information:

Heldagsregn. Politikere, der taler i sportsmetaforer. Ord som omstillingsparat og andengenerationsindvandrer. Folk, der mener, at de repræsenterer sandheden ( politisk, religiøst, kunstnerisk).Søde sager. Debattører i kommentarfelter og enhver form for dogmatik. Litterære blogs. Sjap. Bjørk, Bob Dylan og Bruce Springsteen. Guitarsoli og slappe håndtryk. At bære på skiudstyr. Realistisk prosa. Risengrød. Føleri. Tikkende vækkeure. Barnegråd. Afslag. Grillbarer og cafeteriaer. Parmiddage. At se tv. Cigarrøg. At vente på min kuffert i Kastrup Lufthavn og vide, at i ankomsthalen står folk klar med køller, og at det vil være gråvejr de næste tre uger. At udgive bøger ( udgivelsesdatoer).

Grunden til, at digteren ikke kan lide litterære blogs (Kamilla L på Promenaden har også følt og registreret stikket i denne gode litterære blogpost) er måske, at hans bedste tekster til forveksling ligner og også ønsker sig at være blogposter posteret på en blog hellere end tekster fængslet i bøger og i dette eksemplariske eksempel et udstillingskatalog (Bakkehusalfabetet) - nu er den tekst omsider kommet hjem:

Jeg har fotograferet kastanjetræet i gården fra samme sted i mange år. Jeg har stillet mig på Navnestenen. Fotografierne er min læsning af træet og årstidernes skiften og skrift i træet. Jeg har ført mange samtaler med det træ gennem den tid, jeg har boet i Bakkehuset. Det har svaret med en susen i løvet og ved at lade kastanjerne regne ned i gruset på gårdspladsen. Jeg ved, at dét, jeg vil savne mest ved Bakkehuset, er kastanjetræets stor grønne alvor på gårdspladsen.

Lyset tøver ikke med at ramme kastanietræet, jeg tøver ikke med at sige, at solen skinner. Lige nu skinner solen. Jeg sidder i solen på en bænk under et træ fuldt af skarpe knopper, og mens vinteren svæver væk, dingler vinterens rødder pludselig under skyerne, og det er blevet forår.

Kastanjetræet udgiver sine digte på eget forlag.

Kastanjetræet ser ikke særligt konkurrencedygtigt ud her til morgen, blomsterne ligger allerede på jorden som trist, tør sne. Fuglene ramler mod himlens intakte lyskys. Jeg er næsten til stede på samme overbevisende måde, men kastanietræet har allerede røde tal på bundlinjen.

lørdag den 9. marts 2013

Trompeterende efterslæb

Jeg har først netop opdaget, at min trompet til forrige fredags urimeligt kortfattede anmeldelse i WA Bøger af Morten Søndergaards Fordele og ulempe ved at udvikle vinger (og når nu listeteksterne er bogens bedste, hvorfor inkluderer den så ikke en liste over fordele og ulemper ved at udvikle vinger?) var blevet sløjfet, og det er en skam, når nu trompeten, i dette tilfælde, bærer mindst halvdelen af anmeldelsens betydningstyngde; mere eller mindre enigmatisk (også for mig - er der fx et usynligt spørgsmålstegn for enden eller ej?):

--> SKYNDER SÅR

mandag den 18. februar 2013

Collagekritik

Alle bøger burde have collageplakatomslag som Hvedekorns billedredaktør Christian Vinds til Morten Søndergaards Fordele og ulemper ved at udvikle vinger, der kan foldes ud til en stor fra titlen fremassocieret s/h-collage, med parodisk/oprigtigt forbillede i de skrækkelige tematiske collager, vi blev sat til at lave i børnehaven og skolen.

Men jeg kom til at tænke på, at man efter samme metode også kunne lave collage-anmeldelser - her er betydeligt primitivere og mindre virtuost min collage-anmeldelse, inden jeg skriver den på skrift, af Peter Adolphsens År 9 efter Loopet:















Poesiforhøjelse og -forbinding

Digtsamlinger bliver dyrere!

I mange år var normalprisen for en digtsamling på højst 80 sider 150 kr, (ca. en cd, hvilket var en smart og sympatisk pris (men ingen køber jo længere cd'er ...)),  det er også hvad

Christina Hagens White Girl (41 sider) og

Majse Aymo-Boots Spørgsmålene (60 sider)  og

Ulrikka S. Gernes' Flosset opus for strygere og blæsere (64 sider) og

Henrik Nordbrandts 3 1/2 D (77 sider

alle fra 2012, koster (jeg tager de eksempler, der ligger stablet på mit skrivebord), 150 kr.

mens Jesper Bryggers to debutbøger kun koster 99 og 125 kr. (63 og 68 sider)

men

160 kr. for Frank Kjørups Jeg er stadig væk (48 sider)

180 kr. for Nikolaj Stochholms Ødelagt rim (64 sider)

180 kr. for Henrik Haves Hovedsporet (96 sider)

199 kr. for Marianne Larsens Med skyer under fødderne (54 sider)

199 kr. for Daniels Dalgaards Vi er ikke konger (64 sider)

200 kr. for Anders Abildgaards Din fjendes fest (85 sider)

- og så bliver det lidt komplekst pga. af bindstyrke (100 +) og/eller den nye luksus-indbindings-tendens, jeg egentlig synes er betænkelig, hellere digtsamlinger som rå og billige pamfletter end som lækre og dyre kogebøger og i høj grad netop for prisens skyld!

230 kr. for Mette Moestrups Dø, løgn, dø (175 sider, indbundet)

230 kr. for Ursula Andkjær Olsens Det 3. årtusindes hjerte (214 sider)

- og rekorden (det var den, der fik mig til at undersøge sagen):

250 kr. for Morten Søndergaards Fordele og ulemper ved at udvikle vinger (98 sider, indbundet, udkommer i næste uge) -

Poesi bør forblive noget billigt pragt !

fredag den 15. oktober 2010

I dag er det solens 85.000.000.000.000.000 års fødselsdag

I hvert fald er det fænomenale Jørgen Sonnes 85 års fødselsdag, og den fejres om lidt over en time, klokken 17, i Poesiens Hus med oplæsning ved fødselsdagsbarnet og en række fans, bl.a. Morten Søndergaard, Henrik Nordbrandt, Niels Hav, Jørgen Sonne og mig selv - kom og trut hårdt. Her er et sandt Sonne-digt, grrrrrrr:

Museumsmusik
Natural History Museum
Kensington

Friske, hvide tænder,
grønne, violette, blå, brunlige, gule:
Tusind kæber i det kravlende rum,
skruetvinger i vorherres høvlebænk -

Mastodontens kindtandsrad,
grå koncise gletchere
sabelkattens tykke krumsværd,
rødtsivende måne-ny,

Gaviálens boldtræ og spinet af månebjerge og tagpapsøm,
hajens klapbroer sat med glasskårene over havemure,

Lygtefiskens sæk og sitrende karter,
nordhvalens hårede sabler i mangrovens himmel -

Vorherre drev spigre gennem flygellågene
og slår dem op og i, op og i,
sfærernes musik ...
Kraniet smiler stramt om en tom tand:
Nydende kender.

søndag den 10. oktober 2010

Sørøver Sally som identitetsbesværgende/problematiserende intertext i ny dansk litteratur

(ny som i forrige uges og næste uges danske litteratur):

Jeg går og hedder Ahasverus, den evige jøde, mosbegroet omvandrende, hvordan skal denne tekst overhovedet læses? Undskyld, at den ikke danner et behagelig prosatæppe, du kan varme dig i, nu hvor det er blevet koldt udenfor, jeg har ikke forstand på sætninger, kun på det kit imellem, der holder dem sammen. Hej, jeg hedder Kitte. Nej, jeg går og hedder Frede. Hvad hedder du? Jeg er i hvert fald mange, og det er vi mange, der er.

- fra Morten Søndergaards genreløse, tvedelt prosastrømmende Processen og det halve kongerige

lidt strømhvirvler i begsort vand til sidst. kridhvid sky trækker lyset væk under solen.
håbet er okkerfarvet
i åen. lad denne sang afdække hvem jeg går og er.
ingen vel, comme il faut. kun et
diset vindue i agurkeskiven.
lad regnen slå mod vores agurkebod.
lad os få et kæmpe overskud

- fra René Jean Jensens digtsamling Jeg har planlagt at dagdrømme

fredag den 17. september 2010

Det er ikke et negerrør, Morten

- og vi aftaler at mødes ved en tilfældig højtidelighed.

fredag den 27. august 2010

Endnu 2 Borgen-skibbrudne bjerget

Til efteråret udkommer på Gyldendal både

Thøger Jensen med romanen Frøken Dissings blafrende sommerskørt

og Morten Søndergaard med genreløsheden Processen og det halve kongerige

- fornemt reddet (sig)

- andre tikkkende titler i det lille, fede efterårskatalog:

Katrine Marie Guldagers roman Ulven (jeg nægter at opgive håbet!)

Hans Otto Jørgensens 3. trilogibind i trilogi nr. 2 (på 300 sider!) Sæt Asta fri

Henning Mortensens novellesamling Albert Colds drømme om dronningen

Martin Johs. Møllers debutroman Skuespilleren der forsvandt

Jens Smærup Sørensens samtidsroman PHASE

Renè Jean Jensens digtsamling Jeg har planlagt at dagdrømme

Pablo Llambìas' digtsamling (?) Ud over havet (og sikke et divabillede, med læbestift og eyeliner!)