tirsdag den 12. oktober 2010

Dagens jegudrensning

Jeg sad sjovt nok lige og anmeldte Viggo Madsens fænomenale digtsamling Jegløse digte (en miniature, fordi den skulle passe akkurat til den beskedne plads efterladt af Leonoreas anmeldelse af Suzanne Brøgger, og det skulle være den og ikke en anden af denne tids alt for mange anmeldelses-bøger i mit skød, fordi et digt af Viggo er ugens digt på bagsiden, så ved I og Viggo dét), da redaktøren i en mail forlangte min omtale af eget Testrup-foredrag om Krazy Krimi udrenset fra min anmeldelse af Henning Mortensens novellesamling Albert Colds drømme om dronningen, den slags er nemlig forbudt, som hun mente at have fortalt mig forlængst, men som jeg ikke mener at have fået at vide før.

Version med foredrag:

Jeg hørte krazy-krimien læst op ved en forrygende session, hvor også Pia Juul og Christian Dorph & Simon Pasternak stemte i med kriminelle detonationer, på Testrup Højskoles litterære sommerkursus med krimi-tema. Ved samme top-kursus holdt jeg selv foredrag om krazy-krimien har en kort og hektisk litteraturhistorie, der løber fra ca. 1925 til ca. 1950, med kendte navne som Storm P. og Hans Scherfig og ukendte navne (og pseudonymer) som Vilhelm Gros og Andrè Lenoir, og titler som Lige der faldt opad og Bølgelængde Nul; genredefinition i al korthed: fjantet-syret-eksperimentel meta-krimi-parodi. Den bedste kur mod kriminitis, jeg kender, og en vidunderlig, hygsomt galsindig genre i sin egen ret.

Men det var først da jeg læste ”Gesichte” sort på hvidt, at jeg opdagede, at det sgu da var en skinbarlig krazy-krimi; det havde åbenbart været for godt til at være sandt, at en fremragende senior-forfatter ved samme kursus, hvor jeg fikserede og relancerede kraz-krimien ville afprøve genrens flyvedygtighed i det 21. århundrede.

Version uden foredrag:

Jeg hørte krazy-krimien læst op ved en forrygende session, hvor også Pia Juul og Christian Dorph & Simon Pasternak stemte i med kriminelle detonationer, på Testrup Højskoles litterære sommerkursus med krimi-tema. Krazy-krimien har en kort og hektisk litteraturhistorie, der løber fra ca. 1925 til ca. 1950, med kendte navne som Storm P. og Hans Scherfig og ukendte navne (og pseudonymer) som Vilhelm Gros og Andrè Lenoir, og titler som Lige der faldt opad og Bølgelængde Nul; genredefinition i al korthed: fjantet-syret-eksperimentel meta-krimi-parodi. Den bedste kur mod kriminitis, jeg kender, og en vidunderlig, hygsomt galsindig genre i sin egen ret.

Men det var først da jeg læste ”Gesichte” sort på hvidt, at jeg opdagede, at det sgu da var en skinbarlig krazy-krimi; det havde åbenbart dér i spisesalen været for godt til at være sandt, at en fremragende senior-forfatter ville afprøve genrens flyvedygtighed i det 21. århundrede.

3 kommentarer:

  1. Jeg har ikke styr på den typografiske udflipning - som imidlertid passer meget godt til krazy krimiens konkretistisk yderliggående udslag hos Storm P. og Schade.

    SvarSlet
  2. find nu en anden avis, i stedet for at køre i libakgear hver tirsdag/onsdag! så kan vi andre også spare dét abonnement :-)

    SvarSlet
  3. er der andre aviser? hvor friheden er større? al publicistisk skrivefrihed er relativ, og min er ikke fortvivlende ringe, bare fordi den tidligere var uhørt løsagtig - man kan godt lave gode (og egensindige) anmeldelser på 300-650 ord uden parenteser og med overskuelig syntaks og forståelig overskrift og ingen nævnelse af højskoleforedrag, det er lidt mindre sjovt, men ikke meget mindre sjovt (og simpelthen også bare en reel formel udfordring omsider) - så må I, bloglæserne, bare finde jer i at blive belemret med critic's cuts, når mine tekster føler sig gået for nær, og det er da egentlig en meget smart ordning, synes jeg, og tak fordi, I er der for den.

    SvarSlet